Irina Olsen: “Jeg er ikke bange for at miste det, jeg har skabt”

Den dansk-ukrainske influencer Irina Olsen er ikke bange for at drømme stort og har altid haft høje ambitioner, og det afspejler hendes livshistorie. Her fortæller hun blandt andet om en periode i sit liv, hvor hun manglede penge til mad og bolig og måtte sove på gaden, om sit forhold til musikeren, Faustix, og om at være gravid og nært vidne til krigen i Ukraine

 

Som helt ung pige er den dansk-ukrainske influencer Irina Olsen sikker på, at hun skal til Hollywood og blive den næste Elisabeth Taylor, når hun en dag er færdig med sin skøjtekarriere. 

Irina Olsen har aldrig været bange for at drømme stort, og det er fortsat hendes livsfilosofi. Ambitionerne er tårnhøje, og hun er tøver ikke med at sige det højt. Omvendt frygter hun heller ikke for at miste det, hun allerede har skabt. For hun ved, hun kan klare sig – uanset hvad.

Og det er meget sigende for hendes historie. 

Fra reality-stjerne til forretningskvinde

Indtil Irina bliver 18 år, er det skøjteløb, der fylder hele hendes verden. Dette er medvirkende til, at hun, allerede som ung pige, bliver besat af kjoler og glamour. Men det er svært at komme til Los Angeles og udleve sin drøm, når hun ikke har nogen penge. 

”Jeg havde ikke en gennemtænkt plan, men jeg tænkte, at det var vigtigt at få noget kameraerfaring.”

I 2011 begynder Irina derfor at gå til auditions på små skuespillerroller og hun får en del dansejobs i musikvideoer. Her bliver hun opfordret til at melde sig til realityprogrammer.

”Jeg vidste inderst inde, at det ikke ville give mig noget godt, men jeg havde intet at lave og var i mit livs vildeste partyperiode, så det passede meget godt sammen. Det ene program førte til det andet. Også selvom jeg blev ved med at sige til mig selv, at det skulle stoppe.

Da jeg blev en del af realityverdenen i 2011, stod realitydeltagere stadigvæk forrest i køerne på klubberne, men kort efter begyndte det at blive set ned på. Og det mærkede jeg tydeligt. Det var, som om jeg kun fik noget negativt ud af det.”

Flere år forinden er Irina blevet del af en række online anime-tegnefora i USA, hvor hun deler sine tegninger med ligesindede hobby-tegnere. I den forbindelse får hun en wordpress-blog og fundamentet for det, der senere skal blive til en af Danmark mest læste blogs.

“Jeg havde tegnet meget anime, siden jeg var 18-20 år gammel, og den slags tegne-communities var begyndt at vokse frem i USA. Men fænomenet var ikke kommet til Danmark endnu. Der var enkelte blogs, men de var ikke nicheprægede. I 2009 begyndte jeg derfor at øve mig, uden der var nogen, der fulgte med.”

Men danskerne begynder at få øjnene op for hendes blog, da hun kommer hjem fra realityprogrammet “Fristet” i 2011.

”Der var ingen, der fortalte om deres realityoplevelser – men for mig var det det mest naturlige at bruge min blog til. Og på den måde startede Irina The Diva-bloggen, som blev startskuddet på min influencer-karriere.”

Sov på gaden

Fem år tidligere er 18-årige Irina løbet væk hjemmefra. Hun trives ikke hjemme i sin konfliktfyldte familie, og Irina ender med at tage på krisecenter.

Krisecenteret hjælper hende med at få et job i Superbrugsen, hvor hun sidder bag kassen i nogle år. Det er første gang, hun bliver konfronteret med livet uden for skøjtebanen, og hun står pludselig på egne ben.

”Jeg vidste ikke, hvad man skulle bruge sit sygesikringskort til, eller hvordan man fik et arbejde. Som skøjteløber havde jeg fået sat nogle rammer, og jeg var en maskine, der arbejdede hen imod nogle mål inden for de satte rammer. Jeg havde både faste sengetider og kostplaner. Det var, som om resten af verdenen ikke eksisterede.”

Det er derfor en stor omvæltning for Irina pludselig at skulle klare sig selv. Hun får en kæreste, de flytter sammen og i en årrække er der ro på tilværelsen. Men Irina drømmer stort og vil mere end dét.

Det fører hende ind i realityverdenen, og hun bliver pludselig et kendt ansigt. Men hendes medvirken i diverse realityprogrammer gør det samtidig svært for hende at få andre jobs, og Irina bliver mere og mere økonomisk presset.

“Folk tror, man har masser af penge, når man har lavet TV. Og det kan jeg godt forstå. Jeg havde også en af Danmarks største blogs med allerflest læsere, men jeg var stadig ”realitystjerne”, så jeg fik ingen kampagner og tjente ingen penge på det.

Jeg havde lige nøjagtig råd til en pakke rugbrød, men ikke råd til at putte leverpostej ovenpå. Jeg havde heller ikke et sted at bo, og jeg sov tit på en bænk på gaden og i parken.”

Da hun er 26 år, medvirker hun i et program på DR, der hedder “Selvoptaget”. Og her bliver det pludselig klart for hende, at hun ikke længere kan fortsætte med at leve på den måde. 

“Jeg kan huske, der er en scene, der bliver filmet skjult, hvor jeg mødes med én, der gerne vil være min agent. Han tilbyder mig et job til 5000 kroner, hvor jeg skal servere topløs til en fest. Det føltes ydmygende, men 5000 er virkelig mange penge, når man hver dag drømmer om en blød seng at sove i og leverpostej til brødet. Det var ikke nemt at sige nej til.”

Oplevelsen bliver et vendepunkt for Irina, der vender hjem til sine forældre.

“Jeg var så sulten og så træt af at sove på bænken, at jeg måtte sluge min stolthed og vende hjem. Det var svært.”

Et par år senere flytter Irinas forældre fra hinanden, og hun har ikke haft kontakt til sin far siden.

“Det er det bedste, der er sket for mig. Det har taget tid at genskabe relationen med min mor, men jeg har tilgivet hende. Det har hjulpet at se hende blive mormor, og hun er stolt af mig i dag. Også selvom jeg ikke blev læge ligesom mine forældre, som de nok havde drømt om.”

Den store kærlighed

Imens 26-årige Irina er travlt beskæftiget med at lave reality-tv, møder hun musikeren, Morten Olsen, bedre kendt som Faustix.

“Allerde da jeg var på vej hjem efter vores første date, skrev han: ”kan du ikke bare komme tilbage?”. Efter et par uger boede jeg hos ham, og siden har vi nærmest været uadskillelige. Vi vidste begge to: this is it. Vi havde en helt unik connection.”

6 måneder efter deres første date står Irina med en positiv graviditetstest.

“Jeg har aldrig drømt om at blive mor i en ung alder. Så da jeg tager den positive test, er jeg i chok. Morten sidder i soveværelset og laver musik, og jeg går ind og viser ham den. Han var kun 24 år og drømte om at blive verdensstjerne, men alligevel blev han lykkelig. Det kom bag på mig, for jeg havde ikke selv besluttet mig for, hvad jeg selv mente om det.

“Det klarer vi, for vi klarer alt sammen”, sagde han. Han kunne se bekymringen i mine øjne, for vi havde ingen økonomisk stabilitet. Men et eller andet i mig troede på hans ord.”

8 måneder senere kommer Alessia til verden. 

To nybagte forældre og et alkoholmisbrug

Irina og Morten er stadigvæk nye kærester, da de bliver forældre, og omvæltningen er stor. 

”Da vi får Allessia, er der meget pres på Morten. Han er nybagt far, vi har ingen penge og han er meget ung. Ingen af os vidste, hvad vi gik ind til, men det blev en meget, meget hård periode.”

Morten begynder at drikke mere og mere, og han forsvinder gradvist længere ind i sit misbrug. Irina ender med at forlade ham, da Allessia er 2,5 år gammel.

”Når man elsker et andet menneske og har lyst til at redde ham, er det næsten umuligt at gå. Det er meget nemmere, hvis man ikke føler noget. Men jeg gik.”

I et halvt år danner de ikke par.

“Det kunne være gået begge veje. Han kunne være røget endnu længere ned i et sort hul, men det gik op for ham, at han ikke kunne leve uden os, og så begyndte han at ændre på de ting, der ikke fungerede.

Han holdt op med at drikke og blev sit ansvar voksent. Det skete selvfølgelig ikke over night. Det var en kamp, han kæmpede. Og en kamp, vi fortsatte med at kæmpe sammen, efter vi fandt sammen på ny. Det var en proces, som tog et par år, og det krævede en masse samtaler, hvor vi blev klogere på hinandens tanker og reaktionsmønstre. Det reddede vores forhold, men det var bestemt ikke lyserødt det hele.”

Spørger man Irina, om der er en “Irina og Morten” før og efter bruddet, er svaret imidlertid nej.

“Det hele gik så hurtigt. Vi mødte hinanden, blev forældre og overvandt et slemt alkoholmisbrug inden for få år. I mellemtiden blev vi ældre og mere groundede i forældrerollen, og vi blev klogere på, hvordan vi forsørger vores familie. Vi blev meget hurtigt voksne. Der er ikke et før.

Det kan lyde så klichefyldt, men den periode bekræftede mig i, at vi er et team. Og at Morten havde ret. Vi klarer alting sammen.”

Allessia var motivationen 

Det er ikke kun på privatfronten, at Allessia gør en verden til forskel. Hun får også en indirekte betydning for Irinas karriere. 

“Folk begyndte at tage mig mere seriøst, da jeg blev mor. Og jeg begyndte at tage mig selv mere seriøst. Hun motiverede mig til at fokusere og dygtiggøre mig. Og det faldt tilfældigvis sammen med, at Instagram voksede som medie.”

Irina begynder at hellige sig sin influencer-karriere fuld tid. Hun tager en erhvervsmæssig uddannelse online og begynder at gå til forskellige foredrag for at blive klogere på dét at drive virksomhed. Samtidig øver hun sig i at formulere sig bedre. Herfra udspringer ideen også om at starte sit eget beautybrand “Irina The Diva”, som bliver en stor succes.

“I dag er det 5 år siden, at jeg begyndte at kunne leve af at være influencer.” 

Krig i hjemlandet

Irina er født og opvokset i Ukraine og flytter som 10-årig til Danmark med sin familie. Det er derfor ekstra voldsomt for hende, da krigen bryder ud i hjemlandet.

“Min ukrainske veninde, Olga, og hendes datter kom til Danmark og boede hos os. Min mor åbnede også sit hjem for sin venindes datter og barnebarn.”

Olga og hendes datter bor hos Irina i et par måneder, før de sammen med andre ukrainske flygtninge flytter hen på et plejehjem.

“De er glade for at bo sammen, fordi de forstår hinanden og hjælper hinanden. Uanset hvor meget vi prøver, kan vi ikke sætte os ind i, hvordan de har det. De er meget taknemmelige for at være et trygt sted, men de længes samtidig efter et normalt liv. De har haft gode jobs i Ukraine, og her bliver de nødt til at tage, hvad de kan få. Får de nogensinde deres gamle liv igen? Nok ikke. Intet bliver som før.

Min farmor levede under Anden Verdenskrig. Hun var et meget positivt menneske, og jeg forstår hende nu. Hvis man har oplevet en krig og er kommet igennem det, er alt andet ligegyldigt. Tryghed er alt. Men vi danskere sætter ikke pris på det, for vi har aldrig prøvet at få taget trygheden fra os. Tryghed, forudsigelighed og kontrollen over eget liv er fuldstændigt revet væk under dem. Ukrainerne i Danmark lever på standby. Når krigen slutter, skal de tilbage. Alt er midlertidigt. I starten troede de, at der ville gå nogle måneder, men nu er der gået 2 år. Mange forhold går også i stykker, fordi de ikke ser deres mænd, som enten er ved fronten, eller som ikke kan komme ud af Ukraine.”

Sekundær infertilitet og en graviditet midt i krigen

Lysten til at få flere børn og manglen på kontrol i den forbindelse har Irina også selv mærket på egen krop de senere år. 

”Jeg havde en ide om, at mine børn skulle være aldersmæssigt tætte. Men så sker livet. Vi var trætte og udkørte, da vi fandt sammen igen. Vi arbejdede begge meget, og vi overvejede slet ikke, at det kunne blive svært at få børn.”

Da Allessia er 4 år, begynder Irina og Morten at prøve at få et barn mere. I løbet af de næste 4 år bliver hun gravid to gange, men aborterer begge gange. 

“De første par år er jeg ikke superfrustreret, men efter 3 år begynder jeg at overveje at få hjælp. Der er dog ingen lægelig forklaring på vores infertilitet. Vi aftaler ikke at tale for meget om det, Morten og jeg, for ikke at blive endnu mere frustrerede. Jeg undersøger også, om jeg kan adoptere et barn fra Ukraine, men det kan man ikke. Jeg havde alle mulige slags tanker. Til sidst opgiver jeg lidt. If it’s not meant to be, it’s not meant to be.”

Men kort tid efter bliver Irina gravid igen.

“Jeg blev glad, men fordi jeg havde aborteret to gange, troede jeg ikke på det, før jeg havde en mave. Og jeg fortsatte faktisk med at være nervøs under hele graviditeten. Jeg frygtede hver gang jeg skulle tisse, fordi jeg var bange for at se blod.” 

Irina har ikke en nem graviditet. Hun lider både af hyperemesis gravidarum (overdreven kvalme i graviditeten, red.) og graviditetskløe.

”De første 20 uger var jeg helt grå i hovedet. Det kom bag på mig, hvor skidt jeg havde det. Derefter nåede jeg at have et par uger, hvor jeg igen følte mig i live. Men så fik jeg leverbetinget graviditetskløe, og det udslæt, der hedder PUPP, oveni. Jeg ville hellere have kvalme end den kløe. Jeg havde lyst til at flå min hud af. Jeg lå i badekarret og sov med en sok med havregryn i. Det var det eneste sted, jeg kunne holde ud at være.”

Sideløbende skal Irina navigere i dualiteten mellem at være i lykkelige omstændigheder og nært vidne til en krig. 

”Jeg er blevet meget bevidst om vores gode liv i Danmark, og hvor mange muligheder vi har. At være gravid og bo i et land med krig må være ubærligt. Jeg fandt også ud af, at jeg ventede en dreng, mens jeg dagligt talte med ukrainere, hvis sønner var i fronten. Det var meget kontrastfyldt.”

For 9 måneder siden kommer familiens længe ventede lille Aston til verden ved kejsersnit efter 27 timers veer. En stor forløsning efter den hårde graviditet og et tiltrængt lyspunkt efter krigens udbrud.  

Og i februar lancerer Irina Olsen Kids Collection i samarbejde med Green Cotton, som får deres tøj produceret i Ukraine. På den måde gør hun en lille forskel og skaber en kobling mellem sit eget priviligerede og trygge liv i Danmark med hjemlandets ulykkelige situation.

”En af mine drømme har længe været at designe børnetøj, og jeg havde allerede udtænkt designs, farver og så videre. Da jeg hørte, at Green Cotton producerede i Ukraine, kontaktede jeg dem, og vi blev hurtigt enige om, at vi var et perfekt match. Jeg ville gerne lave noget, der skaber arbejdspladser i Ukraine. 

De ansatte sidder og arbejder på fabrikken. Når der kommer missiler, går de ned i kælderen, og så går de op igen og arbejder videre bagefter. Det er vanvittigt at tænke på, men fabrikken giver ukrainerne muligheden for at fortsætte deres liv, og det er meget værd for dem. Samtidig donerer vi 5% af overskuddet til børn i Ukraine.”

“Jeg er ikke bange for at miste det, jeg har”

Spoler Irina tiden tilbage til dengang, hun som 18-årig sad på krisecentreret, husker hun tydeligt de tanker, hun gjorde sig. I hendes hoved havde hun kun to valgmuligheder.

”Enten kunne jeg give op og hoppe ud foran et tog, eller også kunne jeg skabe mig det liv, jeg ønsker at leve. Jeg valgte det sidste, og siden har jeg været fuldstændig ligeglad med, hvad folk siger og mener om mig. For det kan ikke blive værre, end da jeg sad på det krisecenter.

Derfor gider hun heller ikke skamme sig over, hvad hun lavede i sine 20’ere.

“Jeg har fundet ud af, at alle de valg, jeg har truffet, siden jeg var 18 og løb hjemmefra, har ført til det liv, jeg lever i dag. Og jeg kan faktisk rigtigt godt lide det liv, jeg har skabt – baseret på de gode og dårlige beslutninger, jeg har truffet.

Det er ok for mig, at folk har lært mig at kende igennem reality-programmer. Men det har den konsekvens, at der er mange af mine kvaliteter, som folk ikke ser. Jeg ved, jeg nok skal opnå de ting, jeg gerne vil, men det kommer måske til at tage længere tid på grund af den stigmatisering, der stadigvæk følger med at have været realitystjerne.”

Som influencer, iværksætter og tv-personlighed har Irina allerede opnået større succes, end de fleste tør drømme om. 

”Det giver noget selvtillid at være nået hertil. Det giver mig også mod til at agere på vilde muligheder, fordi jeg ved, at ting er lykkedes før. Man får erfaring med, at man må prøve sig frem og prøve igen og igen, fordi der også er tonsvis af projekter, der aldrig lykkes og ser dagens lys.”

Men selvom Irina fortsat har masser af endnu uopfyldte drømme og ambitioner, er hun ikke i tvivl om, hvad der er det vigtigste. 

“Jeg værdsætter, at mine børn har en seng at sove i, og at de altid kan få mad. Det kæmper jeg for, at jeg altid vil kunne give dem. Jeg kan godt huske, hvordan det var ikke at have det, og det er den værste følelse. Alt andet er en bonus og bare for sjov. Det kan man undvære. Jeg har mange ambitioner på mine egne og Mortens vegne, og jeg elsker, når vi lykkes med vores projekter, men jeg ved, at vi vil kunne klare os uden, så længe vi har hinanden.”

Irina tøver ikke, når snakken falder på hendes største drøm for fremtiden.  

“Min drøm er at efterlade en eller anden form for legacy. Jeg vil gerne bidrage til noget, der varer ved og sætte et aftryk. Jeg ved ikke 100%, hvad det skal være. Men jeg vil ikke glemmes. I want to live forever, and the show must go on. Det er basically mit mantra.” 

Tekst Julie Teglhus, Foto Sissel Abel