Ida Clara Kirkeskov Riis - team sårbar gravid er ingen Rolls Royce-behandling - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_sharing_is_caring_ida_Sårbar_gravid_

Ida Clara Kirkeskov Riis – team sårbar gravid er ingen Rolls Royce-behandling

Ida Clara Kirkeskov Riis var glad for tilbuddet om at blive en del af team sårbare gravide og så frem til at finde ro og mærke tryghed i en graviditet præget af bekymringer. Men så blev hun glemt. Her deler hun sin oplevelse af et presset system og om at føle sig til besvær og tilovers både under graviditeten og efter fødslen

 

“Skoen trykker en smule, når jeg gentagende gange hører, hvordan team sårbare gravide er det optimale tilbud for gravide. Til min første jordemodersamtale, som foregik over telefonen på grund af corona, blev jeg spurgt, om jeg havde nogle bekymringer i forbindelse med at skulle være mor. Jeg forklarede lidt om min opvækst, der rummede en masse godt, men som desværre også har været præget af misbrug og ustabilitet. Jeg forklarede jordemoderen, at min opvækst har skabt en grundlæggende følelse af usikkerhed i mig. Og jeg havde en del tankemylder og en generel bekymring om, hvorvidt jeg kunne blive en god nok mor. Det var alt lige fra det eksistentielle i at være mor; at skabe forudsigelighed, tryghed og nærhed – til helt lavpraktisk: Hvordan skifter jeg en ble? Hvordan svøber man en baby?

To_the_moon_honey_sharing_is_caring_Filminstruktør_Zinnini_Elkington_efterfødselsreaktion_fødselsdepression_
Fik du læst

Hvorfor sygeliggør vi efterfødselsreaktioner? 

Jeg følte, jeg stod helt på bar bund. Som den første i mit nærmeste omgangskreds, der skulle have et barn, havde jeg ikke nogen at spejle mig i eller tale med det om. Og jeg var så bekymret for, om mine eventuelle mangler skulle få mærkbare konsekvenser for mit barn. Især fordi jeg selv er vokset op med omsorgssvigt, men også fordi jeg, qua mit arbejde som socialrådgiver, hvor jeg arbejder med socialt udsatte kvinder, har oplevet, at omsorgssvigt i nogle tilfælde kan have langvarige følger. Jeg var også bekymret for verden omkring mig – ville jeg miste mine venner? Ville jeg miste mig selv?

Jordemoderen forklarede om team sårbare gravide og spurgte, om jeg ville være del af det. Det ville jeg gerne. Jeg hæftede mig ved, at man havde bedre tid til jordemodersamtalerne, hvor der – udover den fysiske del – også var særlig fokus på den mentale trivsel i graviditeten. Desuden fik jeg lov til at mødes med min sundhedsplejerske forud for fødslen, hvilket i mit tilfælde var super gavnligt. Min sundhedsplejerske og jeg havde god kemi, og hun gav mig ro omkring, at hun var der til at støtte mig, når jeg kom hjem fra hospitalet, og kunne rykke ud fra dag til dag. Vores sundhedsplejerske har været en stor støtte og hjælp. Min sundhedsplejerske har lært mig, at hvis jeg bare gjorde det OK 60% af tiden, så har studier vist, at det er nok til at give et barn en god nok opvækst. Det gør mig rolig, og det er en vigtig modvægt til mine ’perfekte’ forventninger.

Men min samlede oplevelse har ikke været optimal. Jeg møder først en jordemoder i uge 29, som viser sig at være en almen jordemoder, der undrer sig over, at jeg har tid hos hende. Det viser sig, at jeg er blevet glemt i team sårbare og derefter ikke er blevet kontaktet, hvorefter det almene forløb ‘griber’ mig. Jeg blev genvisiteret efter gentagne mislykkede forsøg på at overtale mig til at blive i det almene jordemoderforløb.

Jeg møder sårbar jordemoder første gang i uge 32. Jeg bliver glemt tre gange yderligere. Samtidig er der ved hver konsultation en italesættelse af, at det er svært og besværligt at finde næste tid til mig – og generelt en italesættelse af, at der er travlt.

Mit graviditetsforløb har krævet en insisteren og et overskud hos mig. Flere gange hver dag har jeg ringet for at komme i kontakt med de rigtige personer, for at vedholde mit behov for at være i team sårbare, vedholde mine krav på jordemorkonsultationer – og som sårbar gravid har det ikke været super fedt at føle mig til besvær. Og jeg bliver indigneret på andre i team sårbare, der har samme oplevelser som mig, men måske med et mindre overskud. Bliver de grebet? Får de det, som de har brug for?

H2O FAGERHOLT Checket Pile jakke

1.500,00 DKK

Jeg er privilegeret, da jeg arbejder i fronten, og jeg derfor kunne gå på barsel i uge 28. Jeg har haft tiden til dagligt at ringe rundt og lege detektiv for at få fat på de rette personer. Desuden har jeg en økonomi, hvor jeg har kunne prioritere at betale mig til både privat fødselsforberedelse og et ammekursus. Jeg følte mig klædt på, men det skyldtes i høj grad mig selv og mine privilegier.

Ved præsentationen af team sårbar gravide var det vigtigste for mig sikkerheden i, at jeg ikke ville blive bedt om at tage hjem 4 timer efter fødslen, men at jeg derimod kunne få et par overnatninger på en særlig barselsgang for sårbare gravide. Dette blev der desværre flere gange sået tvivl om af min jordemoder, da corona kunne medføre, at de måtte inddrage senge til patienter i kritisk tilstand. Det skabte en del bekymringer hos mig. Og for mig skulle det yderligere vise sig, at opholdet på barselsgangen langt fra var det, jeg havde håbet på. Men at blive tilbudt disse ting gav mig en mental ro i min graviditet, da jeg havde en formodning om, at jeg ville blive mødt i mine behov.

I starten af min graviditet var jeg ret bange, både over for moderskabet og selve fødslen. Men i takt med at fødslen nærmede sig, udviklede jeg en form for moderlig urkraft. Jeg kunne mærke mine instinkter tage form, og min mavefornemmelse ændrede sig så småt til at tro på, at ’det her kan jeg godt’. Jeg blev også rådet af min jordemor i team sårbare til at dele mine tanker – gode som dårlige – med mine nærmeste. Normalt deler jeg ret meget, men ift. moderskabet grublede jeg en del for mig selv. Da jeg fik fortalt mine nærmeste om mine bange anelser for at miste dem, miste mig selv og ikke være god nok, havde jeg en oplevelse af at det hele nemmere.

Efter min fødsel skulle vi være blevet overført til barselsgangen, hvor vi ville få en enmandsstue med en seng til mig og min partner. Desværre var der ingen ledige stuer – så vi lå nogle timer på vores fødestue og nød vores dejlige datter. En sød sosuassistent kom og hentede os, da der efter sigende var blevet meldt klar til os. Hun kørte min datter og mig hen til barselsgangen i en kørestol og min partner fulgte efter med vores tasker.

Ved ankomst tog hun fat i en jordemoder og meldte, at ’Ida er her’. ’Hvem er det?’ spørger jordemoderen i et træt tonefald, og sosuassistenten forklarer, at jeg lige har født og hører til team sårbar. Jordemoderen svarer: ’Nå, så må vi jo se, om vi har plads til hende, du kan prøve at se, om der er ledigt på stue 1’. Imens sidder jeg lige ved siden af i kørestolen. Var det ikke, fordi at jeg var afkræftet efter halvandet døgn uden søvn og af at have født, så havde jeg sagt fra i forhold til at blive talt henover hovedet på den måde. Desuden gav min generelle usikkerhed mig anledning til, at føle mig til besvær.

Heldigvis var stue 1 ledig, dog uden sengetøj, bleer, bind, osv. Efter en times tid gik jeg ud og bad om nogle puder og dyner og lidt forsyninger, hvilket kom et godt stykke tid efter. Der går yderligere et par timer, før en jordemoder kigger ind og giver os nogle praktiske informationer omkring det at være på barselsgangen, f.eks. spisetider. Hun virkede travl og det kom til udtryk som irritation over for os. Hun snerrede flere gange af min partner, og hvad angår bleskift, fik vi besked om bare at prøve os frem. Hun viste os en hurtig ammestilling, heldigvis på en meget venlig måde. Hun informerede om, at der ikke var varmt vand i bruseren og gik igen. Jeg tog et iskoldt bad og fik vasket det værste blod m.v. af mig – ikke en superfed oplevelse at stå der træt, øm og beskidt under en kold bruser.

Henad aftenen fik jeg slæbt mig selv ud af sengen efter noget smertelindrende, da jeg havde for ondt til at sove. Jeg fik nogle Panodiler og Iprener. Ingen ser til os indtil næste morgen. Vi talte om at vi faktisk hellere ville have været hjemme i vante rammer, når nu vi bare skulle ligge her, uden vejledning eller støtte. Det var en rigtig træls oplevelse at blive taget sådan imod, og at der ingen hjælp var at hente.

Næste morgen fik vi besøg af en sød jordemoder, der foretog en slags efterfødselssamtale. Vi fik svar på nogle af vores spørgsmål, og hun afsluttede samtalen med at sige, at de havde observeret, at vi klarede os så godt, og at de derfor vil udskrive os samme formiddag. Selvom jeg var uenig i, at de havde observeret os og med god samvittighed kunne udskrive os, så ville jeg hellere hjem end at blive – og vi sagde ja til at blive udskrevet.

To_the_moon_honey_Mama_profile_Julia_werup_thomas_blachman_fødsel_
Fik du læst


Julia Werup – om at genvinde tilliden til naturen

Mit møde med barselsgangen pustede nyt liv i bekymringerne fra graviditeten, hvilket ikke fordrede noget godt for min usikkerhed om ikke at være god nok til opgaven. Jeg manglede i den grad at blive taget godt imod, føle mig velkommen og føle, at jeg var berettiget mit ophold. Desuden manglede vi at få praktisk hjælp med amning, bleskift, svøb og bare generel vejledning omkring mit barn. Jeg kunne ikke undgå at bemærke flere mødre, der lå i deres barselsseng ude på gangen, og som højst sandsynlig ventede på en ledig stue, hvilket vidner om, at selv i team sårbar er der virkelig pressede forhold, og måske særligt på Rigshospitalet. Min veninde fødte et par uger inden mig på Herlev, hvor hun havde en helt fantastisk oplevelse af at være tilknyttet team sårbare. Både under graviditeten og efter fødslen.

Min oplevelse i team sårbare var, at rammerne medførte, at der ikke var tid til eller mulighed for, at de kunne sikre den rette vejledning og tryghed til sårbare gravide, hverken før eller efter fødsel. Der mangler både personale og plads. Jeg anfægter ikke min jordemor eller andre fagpersoner, jeg anfægter et system, der er SÅ presset, at selv et særligt tilbud til sårbare gravide lider under nedskæringer, travlhed og pres.

I min optik bør team sårbare gravide ikke være et tilbud, som gravide er nødt til at opsøge, fordi alternativet er for dårligt. Og jeg oplever lidt, at der er opstået en diskurs om, at tilbuddet bør være for alle. Men det synes jeg ikke, det skal. For hvis mængden af gravide, som tilknyttes team sårbar, vokser og vokser, kan det særlige i det tilbud så bestå? Og hvordan sikrer man, at de sårbare gravide, som har minimalt overskud til f.eks. at møde op et sted, tjekke sin sundhedsplatform, opsøge rette information om graviditeten osv., at de bliver grebet? Og hvad er konsekvenserne for de gravide? Når rammerne for et særligt tilbud sættes så meget under pres, kan det så stadig leve op til der forventes af tilbuddet?

I sidste ende er det de gravide, som har brug for en ekstra håndsrækning, der betaler prisen. Det almene tilbud skal i stedet være bedre, så gravide kan føle sig trygge i det. I mit job som socialrådgiver arbejder jeg med socialt udsatte kvinder – og dermed har jeg en forståelse for pres på kvinden i samfundet og for, hvordan udsathed kan påvirke hele mennesket.

Hvis du, ligesom jeg, fra barnsben har skullet overleve i en konstant usikkerhed, så har du nemt ved at omstille dig og køre en facade op, der viser, at der er styr på det hele. Jeg har nok synet ressourcestærk, hvilket jeg også er på mange punkter, men det gør mig ikke mindre sårbar. Det indre kan og bør ikke måles eller vejes. Jeg mener, at det handler om at møde mennesker, der hvor de er, og sammen med dem finde frem til, hvordan deres behov kan afdækkes. Og det kræver tid og dialog.”

 

Tekst Ida Clara Kirkeskov Riis Foto Liv Winther

 

Meet ’n’ greet

Ida Clara Kirkeskov Riis er socialrådgiver og sammen med sin mand Ask har de datteren Karla på 10 uger.

 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Det var som at læse min oplevelse på barselsgangen for sårbare gravide én til én. Lige fra koldt vand i bruseren til tidlig hjemsendelse. Ammehjælp fik vi stort set ikke, og i de 30 sekunder en jordmoder ‘vejledte’ var det ren snerren og “du sidder jo også helt forkert”. Det var helt forrykt og vi skyndte os også at pakke taskerne dagen derpå, ikke nødvendigvis klar til at tage hjem, men 100% klar til ikke at være på rigets barselsgang for sårbare gravide længere. Tak for at dele.

Kære Ida. Tak for din kommentar, omend hvor trist at vi skulle have det tilfælles. Øv. Det er bare en tid, hvor man virkelig har brug for omsorgsfulde fagfolk. Jeg håber at du og din familie har det godt. Kh Ida.

Luk

Ingen varer i kurven.