Hvorfor sygeliggør vi efterfødselsreaktioner?  - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_sharing_is_caring_Filminstruktoer_Zinnini_Elkington_efterfoedselsreaktion_foedselsdepression_

Hvorfor sygeliggør vi efterfødselsreaktioner? 

Filminstruktør Zinnini Elkington blev ramt af angst og svære følelser, da hun blev mor for 3 år siden. Her deler Zinnini sine tanker om at være skuffet over sin krop, mangle evner til at sætte grænser, savne omsorg og om at dedikere sin oplevelse til kortfilmen ‘Skifting’, som hun netop har haft premiere på  

 

“Selvom jeg ikke ville indrømme det over for mig selv, så havde jeg nogle klare forventninger til det at blive mor – og ikke mindst at skulle føde. Jeg har altid været et fysisk aktivt menneske, danset meget, været sund og rask og i kontakt med min krop. 

Jeg havde en drøm om at føde uden medicinsk indgreb – en såkaldt naturlig fødsel, det havde jeg en tro på at min krop var i stand til. Jeg havde en klar idé om, at uanset hvad, så ville min krop redde mig i en fødsel. 

Min fødsel var modsat alt det, jeg havde håbet på, drømt om og forventet. 

Jeg gik over tid og blev sat i gang. Allerede dér følte jeg mig forrådt af min krop. Jeg brugte mine vejrtrækningsøvelser, følte mig fattet gennem det hele og fik endda ros af jordemoderen efter en pressefase på 20 minutter. Men jeg følte mig ikke sej. 

Jeg fødte sent om aftenen og fik lov at blive i to døgn. Mit ene ben var lammet fra epiduralblokaden og min søn kunne ikke sutte. Det eneste, jeg havde brug for, var, at nogen passede på mig, tog mig i hånden og hjalp mig. Men jeg fik konstant modsatrettede ting at vide – en kom ind på stuen med en suttebrik, en anden sagde, han skulle sove, en tredje gik i panik over, at han ikke havde spist – og her startede mit tankemylder, som senere ledte til angsten. 

Jeg blev ramt af et kæmpe ansvarschok. En kropslig følelse af ikke at have styr på mig selv. Jeg havde ikke sovet 48 timer op til fødslen, og jeg var derfor i underskud fra det sekund, jeg havde ansvaret for et andet menneskes liv. Jeg kunne ikke engang gå på benene efter fødslen. Og så skulle jeg tage mig af det her lille menneske. Hvordan er det muligt? Intet kunne have forberedt mig på den udmattelse, jeg følte. Jeg havde regnet med, at noget i mit indre ville løfte mig op og give mig styrken til at stå igennem. Men jeg fik ikke følelsen af at være høj og forelsket over min baby. Og jeg vidste også, at det sikkert skyldtes de mange syntetiske stoffer, jeg havde fået under fødslen, blandt andet fra det ve-stimulerende drop, der forhindrede mig i at mærke tilknytningen. 

Da vi kom hjem fra hospitalet, fortsatte min svære ammeopstart. Vi havde alt for mange besøg, og jeg havde en manglende evne til at sætte grænser. Jeg følte mig komplet uduelig, fordi jeg havde så mange udfordringer med amningen. Min krop var presset, mit sind var presset, og så skulle der produceres mælk.

ON CLOUD NINE klassisk pyjamas Lys Lavendel

1.200,00 DKK

Jeg var hudløs og havde ikke energien til at sætte ord på mine behov. Jeg måtte på et tidspunkt forklare min kæreste, at han var nødt til at sætte mad foran mig, ellers fik jeg ikke spist. Og han måtte sige nej til besøgene, jeg kunne ikke selv. 

Det var måneder med angst, hvor jeg var ked af det og havde svært ved at række ud. Det, jeg havde brug for, var meget mere ro og omsorg. Og måske også, at folk var bedre til at kigge på mig – og ikke kun på, hvordan min baby havde det. Det kommer meget til at handle om barnets trivsel, men hvad med moren? 

Alt fokus gik på praktiske udfordringer, hvorfor han ikke ville tage sut eller flaske, hvor meget skulle han sove, og hvor tit skulle han spise. Min kæreste blev meget hurtigt en hjælper, som i stedet for at spørge ind til, hvordan jeg havde det, så fiksede han ting. Når jeg satte ord på mine følelser overfor mine omgivelser, så væltede det ind med gode råd, som handlede meget om at løse tingene. Men nogle gange har man bare allermest brug for den omsorg der ligger i at blive lyttet til og anerkendt for sine følelser – få et kram og et ’du gør det godt’.  

Med tiden fandt jeg en ro, og efter 4-5 måneder fik vi opbygget nogle rutiner, som jeg kunne læne mig ind i. Jeg gik mange ture, og det hjalp – at røre sig og rense psyken trænede mig op mentalt. 

Jeg synes der er et strukturelt problem i vores samfund. Jeg ønsker mig, at vi prioriterede og så vigtigheden i tid til den fødende kvinde. Hvorfor skal vi tigge og bede om den ro og omsorg, som burde være givet, når man lige har født? Lad os skrue systemet sammen på en måde, hvor man ikke føler sig til besvær. Man kan jo mærke, at nogen gerne vil have en ud af vagten på hospitalet og synes, man er en belastning.

Problemet er en kombination af et presset system, og at vi endnu ikke har lært i civilsamfundet, at omsorgen er overgået fra systemet til vores omgangskreds. I gamle dage var det kvinderne i sognet, der tog sig af kvinden i barselssengen, hele byen vidste, at man skulle tage sig af denne her nybagte mor – i dag findes det sociale ansvar ikke. Og det mangler. 

Hvad med at vi til et fødselsforberedelseskursus ikke kun lærte om fødslens faser og vejrtrækningsøvelser, men også om hvilke psykologiske ting, man kan komme ud for – uro og tanker om utilstrækkelighed. At vente et barn bliver hurtigt til en indkøbsliste i Babysam og den rigtige barnevogn. Jeg savner, at vi taler om, hvad det dækker over, når folk siger, at det er det vildeste i verden at få børn.

Under min graviditet havde jeg pitchet en idé om en film til min producer, der handlede om det her gamle fænomen der hedder ’skifting’, hvor man mente, at hvis et barn opførte sig underligt, så anderledes ud eller græd meget, så var det nok, fordi troldene havde forbyttet det. Set tilbage, var det nærmest lidt profetisk. Filmen handler om en kvinde, der skjuler overfor omverdenen, at hun ikke er glad i moderrollen, og det forværres, da hun får mistanke om, at hendes barn er forbyttet med en trold. Den handler om den usikkerhed, der er forbundet med, om der er noget galt med ens barn. Når man bliver mor og hele tiden er på ukendt farvand og på jagt efter svar. 

Da jeg sad med min producer, og selv var blevet mor, fik jeg for første gang sat ord på nogle af de svære følelser, jeg havde. Og det var første gang jeg følte, at nogen lyttede til mig med nysgerrighed. Selvom det var i en arbejdssammenhæng, var det her, låget blevet taget af, og jeg talte om min usikkerhed og skam over at ikke bare at være glad, og følelsen af at være alene og ensom. 

Målet med filmen er at nuancere den sygeliggørelse af efterfødselsreaktioner, som jeg synes hersker. Det bliver set på som noget, man kan blive ramt af, ligesom at blive smittet af corona. Enten har du det sunde og naturlige forløb efter fødslen, eller også bliver du syg – for mig er det et grænseland, hvor man bare er presset. Det er en livsomvæltende begivenhed at blive mor, så for mange må det også være forventeligt, at der er en reaktion. Angst og andre psykiske lidelser er ofte helt naturlige reaktioner på omvæltninger eller traumatiske oplevelser. Det er smertefuldt at gennemgå en forvandling, så bare fordi jeg synes, noget er hårdt, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke elsker mit barn. Jeg synes, det er problematisk at efterfødselsreaktioner stadig svæver i en tåge af stigma, og jeg kunne godt ønske mig, at vi talte om tranformationen og alt det svære på en mere åben og normaliserende måde. 

Nu er jeg gravid igen og har termin om et par måneder. Vi ville gerne have flere børn, men jeg har ikke haft særlig meget lyst til at være gravid og være på barsel. Da vores søn var 2,5 år tænkte vi ’lad os gøre det, vores søn skal jo have søskende’. 

Jeg har talt med min jordemoder om min oplevelse. Hun var den første, der kiggede mig i øjnene og anerkendte, at det havde været et hårdt forløb, og at jeg ikke skulle have det sådan igen. Min kæreste er blevet engageret i at være opmærksom på tegn, der kan udløse angsten. Jeg skal også tale med min sundhedsplejerske inden fødslen, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg sagtens kan skjule mine svagheder. En fremmed kan ikke regne med, at hun kan træde ind ad døren og tolke rigtigt på, hvordan jeg har det indeni. 

Jeg tror, jeg så fødslen lidt som nytårsaften – jeg havde alt for store forventninger til den, og derfor følte jeg skyld og skam over ikke at være en af dem, som følte mig som en urkvinde og mærkede kærligheden skylle indover mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne have sagt til mig selv, at jeg skulle sænke forventningerne til min fødsel. Fødslen er én ting, men så er der alt det andet, der venter bagefter med amning og finde sin rolle og lære sin baby at kende, som er stort og krævende. 

Det kan føles definerende, at tingene ikke går, som man troede. Jeg har lært så meget om mig selv af at blive mor og fundet en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde. Det er nemt at være frygtløs i livet, når man ikke har noget at miste. Det er det største i verden at få børn, og det sætter alt i perspektiv, og jeg har fundet meget styrke i at lære at bære rundt på den byrde, det også er at blive forældre – jeg har hele mit liv fået at vide, at jeg er hård udenpå, og at man skal kradse for at komme ind. Nu har jeg sænket paraderne.” 

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther

Meet’n’greet

Zinnini Elkington, 32, uddannet fra filmskolen Super16. Havde premiere 19. februar med kortfilmen ‘Skifting’. Mor til Hector på 3 år og venter sit andet barn med termin slut april.  

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.