Gravid med trillinger: “Vi vidste, at det var midlertidigt”

Da Anna Gissel efter et fertilitetsforløb kommer til sin første graviditetsscanning, viser det sig, at hun ikke bare er gravid med én, heller ikke to, men med tre fostre. Anna er i 7. uge, og får indtil uge 12 til at beslutte, om hun vil fortsætte graviditeten med trillinger eller få en fosterreduktion. Her deler Anna ærligt tankerne om at vælge det tredje ønskebarn fra imod at sikre de to

“Min kæreste og jeg havde kendt hinanden siden gymnasiet, og da vi for et par år siden blev kærester, vidste vi hurtigt, at vi ville have en familie sammen. I flere år havde jeg ikke haft nogen cyklus, så vi vidste også, at det nok ikke ville blive nemt. Så jo hurtigere vi gik i gang med at prøve, jo hurtigere ville vi i sidste ende kunne få hjælp.

Min manglende cyklus skyldtes et meget lavt østrogenniveau, så indledningsvis kom jeg i behandling med østrogen. Uden held. I januar 2022 var vi derfor til opstartssamtale på en fertilitetsklinik, og blot få dage efter var vi i gang med hormonbehandling med henblik på inseminering. Da vi først var i gang, var vi virkelig opsat på, at det skulle ske. Nu. Tiden i uvished om, hvor lang tid forløbet skulle vare, og om det overhovedet ville lykkes, var hård, og vi var indstillede på, at et barn muligvis lå langt tid ude fremtiden. Så da det viste sig, at det allerede i andet insemineringsforsøg skulle lykkes for os, var vi både overraskede og ovenud lykkelige.

De efterfølgende uger var helt fantastiske, og selvom jeg kun var få uger henne, følte vi os sikre på, at det ville gå godt. Vi skulle være forældre, og endelig kunne vi tale om de sjove ting såsom navne, udstyr, fremtidsplaner osv. Jeg fik hurtigt en følelse af at være gravid og at der skete ting i min krop. Nogle dage syntes jeg allerede det kunne ses, men det kunne jo dårligt passe. Kvalmen kom også hurtigt, men jeg nød alle alligevel tegn, som bekræftede graviditeten.

Tiden kom til den første scanning omkring uge 7. Jeg lagde mig op på briksen og husker tydeligt, hvordan lægen dårligt nåede at gå i gang med scanningen, før der viste sig to sorte aftegninger på skærmen. “Der er simpelthen to”, sagde hun. Min kæreste og jeg så på hinanden og grinede. Vi var overvældede men på alle måder glade. Og lægen var tydeligvis lettet over vores reaktion. Hun sagde, at hun lige ville scanne færdigt, hvortil jeg kæk og glad svarede, at nu behøvede hun ikke finde flere. Hun fortsatte scanningen, og med ét blev hun stille og alvorlig i ansigtet: “Det var vist for tidligt at lave sjov. Der er en til. Der er trillinger”. Det ramte os som et slag i ansigtet efterfulgt af tusind tanker og spørgsmål. Vi var begge i chok men stadig fattede og i handlings- og beslutningsmode. Vi har adskillige tvillinger i familien, så at der var to, kom ikke rigtig bag på os – men trillinger havde vi aldrig nogensinde tænkt som en mulighed. Det forklarede til gengæld, hvorfor min mave allerede bulede, og et tredobbelt HCG-niveau kunne tilsvarende forklare den hårde kvalme. Få minutter efter scanningen fik vi en masse information om risici ved trillingegraviditeter: Risikoen for hjerneskader, væksthæmninger, for tidlig fødsel, spontan abort og risikoen for i værste fald at miste alle tre. Jeg husker ikke meget af, hvad der blev sagt, men essensen af samtalen var en anbefaling om fosterreduktion. Blot en time forinden befandt vi os stadig i en lykkerus, og nu skulle vi tage stilling til at fjerne et foster. Et foster vi havde kæmpet for og så inderligt ønsket os.”

Læs også

Lavt nakkefoldstal: Luise Vestergaard om at tage stilling

“Ville vi altid tænke på det tredje barn?”

“Da vi efterfølgende fik læst, undersøgt og talt sammen, blev vi enige om, at vi ville få foretaget en fosterreduktion. Det var så surrealistisk at skulle tage stilling til abort efter at have kæmpet for en graviditet så længe. Selvom vi ret hurtigt var sikre på vores beslutning, lå der mange overvejelser bag. Ville vi komme til at fortryde? Ville vi komme til altid at tænke på den tredje, hvis vi kun fik to? En ting som vægtede tungt for os, var risikoen for, at en eller flere ville tage skade, hvis vi fik alle tre. Risikoen for skader pga. fødselskomplikationer var stor, og vi vidste, at vi begge ville have det ubærligt svært ved at se et eller flere af vores børn lide – muligvis som følge af en beslutning vi havde truffet. Dertil kom de mere ‘forbudte’ tanker om, hvad det ville gøre ved vores tilværelse, hvis vi fik tre børn på en gang. Forbudt fordi det kan synes hårdt at fjerne et foster af mere egoistiske og praktiske grunde. Men overvejelserne om, hvad det ville gøre ved vores forhold og os som par, var absolut med i vores tanker. Noget af det første jeg tænkte på var, hvordan jeg skulle bære tre børn, og hvilken bil vi så skulle have. I den henseende er en fosterreduktion måske ikke så anderledes end at få en ‘almindelig’ abort?  Derudover pointerede lægerne også, at det ikke ville være risikofrit for mig og for min krop at bære trillinger. Det afgørende blev dog, at risikoen for at miste alle tre var så stor. Vi var enige om at gå den vej, hvor chancerne for at få minimum et sundt og raskt barn med hjem var størst. Kort tid efter var vi til informationsmøde på Riget om selve reduktionen, og så skulle vi ellers bare vente til uge 12, hvor både nakkefold og reduktion skulle gennemføres.”

Fra trillinger til tvillinger

“Tiden efter scanningen var meget speciel. Jeg var gravid med trillinger, men vi vidste, at det kun var midlertidigt. Jeg holdt graviditeten meget på afstand og kunne slet ikke tage det ind. Jeg kan dårligt huske første gang, vi hørte de små hjerter slå, fordi jeg lukkede af for alle muligheder for at knytte mig til det, der var i min mave. Nu lå der en dyne af bekymringer, beslutninger og risici over vores babyprojekt, som overskyggede alt. Alt imens blev graviditeten sværere og sværere at skjule.

Dagen for indgrebet nærmede sig. Kønnene var endnu ukendte, og da alle resultater fra nakkefoldsscanningen var fine, blev fosteret til reduktion valgt ud fra, hvordan de lå i maven. Vi var på ingen måde involveret i beslutningen om, hvilket foster der skulle fjernes. Indgrebet gik som det skulle, og efter nogle timer var vi hjemme igen. Nu skulle jeg være sengeliggende de næste 14 dage for at skåne de to tilbageværende fostre og minimere risikoen for spontan abort. 

Det var to lange uger fyldt med tanker og dumme drømme men samtidig også en tid, hvor jeg for første gang åbnede op for de to små tvillinger. Jeg tillod mig at mærke dem, tænke på dem og langt om længe tage det ind. Jeg havde endelig følelsen af at være helt almindelig gravid. Babylykken vendte så småt tilbage, jeg kunne vise min mave frem, tale om det og i det hele taget forsøge at nyde det.

I uge 25 blev jeg endeligt sygemeldt. Tiden gik, og da jeg en fredag i august ramte 28+0, startede jeg min dag, som jeg plejede. Min mave var stor, men jeg havde det fysisk godt, så jeg tog som sædvanligt min morgendukkert efterfulgt at morgenkaffe i solen. På gåturen hjem syntes jeg alligevel at have lidt flere plukveer end jeg plejede, så jeg ringede til hospitalet, som bad mig komme til kontrol for en sikkerheds skyld. Jeg ankom i klipklappere og havde intet andet end min telefon med, da jeg regnede med at være hjemme en time senere. Der blev lavet CTG, og da både en jordemoder og en læge efterfølgende undersøgte mig, viste det sig, at jeg kun havde 5 mm livmoderhals tilbage. På et splitsekund vendte alle bekymringerne tilbage, og det blev enden på den tid, hvor jeg med ro havde kunne nyde min graviditet. Jeg havde endnu ingen anelse om, at jeg skulle tilbringe resten af min graviditet på hospitalet.”

Læs også

Fertilitetsbehandling: “Tre år i mørke, der endelig giver mening”

Bittesmå – men fuldstændig perfekte

“Jeg blev indlagt på Svangerafsnittet, fik vehæmmende og lungemodnende medicin og blev beordret komplet sengeliggende. Lægerne forberedte os på, at jeg nok ville føde i løbet af de næste par dage. Selvom det var en pludselig omvæltning og endnu et chok, var der noget helt konkret, jeg kunne gøre for de små. Nemlig at ligge stille og jeg var fuldt fokuseret på at holde dem inde længst muligt.

Tiden gik imod lægernes forventning, og i uge 31 viste en scanning, at min livmoderhals var mere end dobbelt så lang, så lægerne forventede at sende os hjem samme uge. Dagen efter begyndte jeg alligevel at få ondt i lænden, og der fulgte en lang nat med, hvad jeg troede, var plukveer. Da jeg næste morgen blev undersøgt, var jeg 10 cm åben og i aktiv fødsel. Igen en chokbesked som satte et akut kejsersnit i gang, og godt en time senere blev vi forældre til tvillinger. De var bittesmå men fuldstændig perfekte.

Vi blev indlagt på neonatal, hvor de små skulle tilbringe de første tre uger af deres liv. Tre benhårde, bekymringsfulde og samtidig meget livsbekræftende uger. Tvillingerne kæmpede med vejrtrækningen, fordøjelsen, gulsot osv., men klarede sig ellers godt – bedre end lægerne havde forventet. 

Det var en meget følelsesladet tid, hvor tankerne om vores lille treer begyndte at vende tilbage. Vi havde fået to helt perfekte små børn, men hvad nu med den tredje? Hvad havde det mon været for en? Det var en irrelevant tanke, men alligevel. Vi var ikke i tvivl om vores beslutning, men det fyldte vores tanker og samtaler. Tænk hvis vi havde haft tre nu? Havde de mon så været lige så sunde og raske? Hvordan havde den tredje set ud? Tænk hvis vi nu havde stået med tre alvorligt syge børn? Eller slet ingen børn. Det var voldsomme tanker, og den første tid turde vi slet ikke slippe tvillingerne af syne af frygt for, at der skulle ske dem noget. 

Vi fik heldigvis en helt fantastisk støtte på hospitalet, og alle læger, vi talte med, bekræftede os i, at vi havde truffet den rigtige beslutning for os. Med al sandsynlighed den beslutning der gjorde, at vi i dag er forældre til to sunde og raske tvillinger.”

En skytsengel for tvillingerne

“På de otte måneder der gik, fra vi begyndte i fertilitetsbehandling og til at vi to måneder før termin stod med vores to små liv i armene, var vi igennem hormonkure, fertilitetsbehandling, en trillingegraviditet, fosterreduktion, sengeliggende indlæggelse, et akut kejsersnit og tre lange ugers indlæggelse på neonatal. 

På vores rejse har vi mødt adskillige tabuer, som vi gerne vil være med til at gøre op med, og derfor har vi valgt at dele vores historie. At vi fra begyndelsen var meget åbne om vores forløb, har vi aldrig fortrudt, og vi har fået en uvurderlig og altafgørende støtte fra familie og venner. Alligevel var det ikke alle, der havde lige let ved at forstå, hvordan vi ‘bare’ kunne skille os af med et barn. Særligt når vi nu havde været igennem et behandlingsforløb. Det var vigtigt for os at holde fast i, at det var et foster og ikke et barn. Flere gange fik jeg at vide, at vi nok ville fortryde det, og at vi burde tage til takke med det, som nu engang kom til os. Men jo mere vi fortalte om vores tanker og åbnede op, jo mere forståelse for vores beslutning fik vi også.

Aldrig har vi skulle træffe så svære beslutninger, men vi har aldrig været i tvivl om, at vi har gjort det rigtige for os og for de to små, og at det højst sandsynligt var en nødvendig pris at betale for at få de to med hjem. Alligevel er vores lille treer en del af historien, en skytsengel for tvillingerne, som vi aldrig vil glemme, og som har fået en god varm plads et sted hos os. Vi har aldrig tænkt, at vi valgte en fra, men at vi derimod valgte to til. Og de er hver en tåre værd.”