Om forventningerne til fødslen
Tea Abildgaard er datter af en jordemoder, og har fået historier fra fødestuen ind med modermælken. Efter at have suget til sig med viden, og forberedt sig på alle tænkelige scenarier, går hun til sin egen fødsel med en følelse af, at skulle præstere og være en “god fødende”. Her fortæller hun om at være blevet klogere på, hvad der egentlig tæller på en fødestue
“Hvis jeg skal være ærlig, brød jeg mig egentlig ikke om at være gravid. Jeg havde kvalme med opkastninger i ca. halvdelen af graviditeten, og syntes det var svært at være i en krop, der forandrede sig så meget. Samtidig skammede jeg mig over at have det sådan, for jeg skulle jo egentlig bare være glad for, at jeg overhovedet kunne blive gravid – og så endda på naturlig vis. Men det der fyldt mest for mig oppe i mit hoved, var helt sikkert fødslen. Kunne jeg håndtere smerten, ville jeg føle mig magtesløs og opgivende eller måske ende i et kejsersnit? Jeg fik i løbet af min graviditet overbevist mig selv om, at når min mor, min søster og mine tætteste veninder var så gode til at føde og havde haft så ukomplicerede fødsler, så måtte jeg blive den, hvor det gik galt, for statistisk set kunne det jo ikke blive ved med at gå godt.
Fra naturens side er jeg meget risikoanalyserende og kan bedst lide at være godt forberedt. Jeg kan godt lide at have tænkt alle scenarier igennem og forberede mig på det værste. Under min graviditet føltes fødslen som en vigtig opgave, jeg ikke var sikker på, jeg kunne overkomme. Jeg brugte uforholdsmæssigt meget tid på at lytte til podcasts, læse artikler og tale med kvinder i min nærmeste omgangskreds, som havde født. Når jeg tænker over det, er jeg ikke sikker på, at det egentlig gavnede min fødselsoplevelse, men jeg tror måske, det havde en beroligende effekt på mit tankemylder under graviditeten.
Min mor er pensioneret jordemoder og har født fem børn, så hun var en kæmpe informationskilde for mig. Og for det ikke skal være løgn, så er min bedste veninde også jordemoder og tog uddannelsen, mens vi boede sammen. Det betyder, at jeg har lyttet til mange fortællinger fra fødegangene og terpet eksamensstof, så jeg følte, jeg nærmest selv kunne have taget den eksamen. Men pludselig blev al den viden en byrde for mig. Jeg kendte til de værst tænkelige scenarier på en fødestue og havde svært ved ikke at projicere historierne over på mig selv og forestillede mig, at det ville ske, når jeg selv skulle føde. Jeg ønskede så inderligt at få en god fødselsoplevelse. Jeg ønskede at leve op til de forventninger, jeg forestillede mig, omverdenen havde til mig. At være den gode fødende, som klarede det uden smertelindring og på ingen tid.
Jeg havde termin den 31. oktober 2021 og selvom jeg godt vidste, at man aldrig kan regne med terminsdatoen og mange førstegangsfødende går over tid, så havde min hjerne alligevel indstillet sig på dertil og ikke længere. Dagen ramte og der kom ingen baby. Hver aften jeg lagde mig til at sove, var jeg trist over, at endnu en dag var gået uden at have født. Dagen for igangsættelse rykkede sig nærmere og det kunne jeg slet ikke overskue. Ydermere fik jeg over fem henvendelser om dagen fra betænksomme og nysgerrige mennesker i min omgangskreds, som gerne ville vide, om jeg havde født. Jeg sagde til sig selv, at det kommer fra et godt sted og de spørger af omsorg, men til sidst kunne jeg bare ikke rumme det. Jeg besluttede mig for kun at have kontakt til min mor og svigerforældre, og resten undlod jeg at svare.
Ni dage over tid vågner jeg om morgenen og går på toilettet. Jeg opdager, at der er blod i mine trusser og bliver så glad for, at der endelig er tegn på en forestående fødsel. Jeg er i tvivl om mit vand måske også er gået, så vi ringer til fødemodtagelsen for at rådføre os. Jordemoderen, jeg får i røret, bliver meget begejstret på mine vegne og det gør mig virkelig glad. Hun inviterer os ind til et tjek kl. 13.30, så vi kan få undersøgt, om noget er i gang.
På Rigshospitalet bliver jeg undersøgt og jordemoderen skønner, at baby er omkring 3800g og mærker, at der er ca. 1 cm livmoderhals tilbage. Hun kan få to fingre op og laver derfor en hindeløsning. Hun mærker desuden glatte hinder, hvilket betyder, at vandet ikke er gået. Inden vi går ud ad døren, siger hun, at hun er overbevist om, at vi ses igen indenfor 24 timer.
Ved 17-tiden begynder jeg at få lidt plukkeveer. Dem har jeg haft mange af i den sidste del af min graviditet, så jeg er endnu ikke overbevist om, at jeg faktisk er ved at gå i fødsel. Min mand og jeg får spist lidt mad, set lidt tv og slappet af på sofaen. Ved 20-tiden kan jeg godt mærke, at veerne tager til i styrke og jeg finder varmepuderne frem. Vi trækker ind i sengen, og jeg puder mig op, så jeg ligger med en varmepude i lænden og en på hver side af maven. På det tidspunkt er der ca. 6-7 minutter mellem veerne og de varer mellem 30-50 sekunder. Jeg føler, jeg har fin kontrol og kan sagtens rumme at være i det, så længe jeg husker at bruge den dybe vejrtrækning. Ved 24-tiden spørger min mand, om det er okay, han lægger sig til at sove. Det syntes jeg er en rigtig god idé, for jeg vil hellere have, at han er frisk, når jeg bliver mere presset.
Kort tid efter han har lagt sig til at sove, bliver veerne virkelig intense. Min krop begynder at ryste og jeg kaster op. Jeg er på ingen måde utryg, men har oplevelsen af at blive budt lige så stille ind i fødslen, og har derfor også en anden tolerance overfor smerten, end jeg havde forventet. Jeg forsøger at tage tid på veerne, men kan ikke koncentrere mig om at gøre det selv, så jeg vækker min mand igen. Veerne kommer i klynger på 3-4 veer af ca. 1 minuts varighed og med 2-3 minutters mellemrum og så har jeg en pause på optil 5 minutter og så kommer der en klynge veer igen. Vi ringer til fødegangen kl. 01.39 og får fat i jordemoder Mette, som synes det lyder en smule uregelmæssigt, men vi er selvfølgelig velkomne til et tjek, med henblik på at blive sendt hjem igen.
Turen til Rigshospitalet tager ca. 7 minutter og på den tid har jeg tre veer. Det er virkelig intenst og jeg har følelsen af, at det går stærkt. Vi kommer ind og bliver modtaget af jordemoder Mette, som er den samme jordemoder, vi har talt i telefon med. Hun tager os med ind på en modtagestue og spotter hurtigt veernes hyppighed. Til min store lettelse fortæller hun os, at jeg er syv cm åben. Det giver mig et kæmpe boost og en tillid til, at min krop bare kan det der med at føde. Nu gjaldt det den sidste og hårde del, men med den besked følte jeg, at jeg havde masser at give af endnu, jeg var til stede og skulle nok klare den sidste del også.
Kl. 02.48 får vi tildelt den sidste ledige fødestue og jeg hopper ud under bruseren, fordi det smertelindrer mig godt. Jeg ryster og kaster stadig meget op og det bliver efterhånden hårdt at stå op. Mette er ret god til at læse mig og spotte mine behov, så hun spørger, om jeg vil i badekar. Det har egentlig ikke været et ønske for mig, men jeg takker ja. Inden jeg kan komme i karret, vil Mette gerne køre en hjertelydskurve. Mens jeg ligger på lejet, får jeg en vanvittig ve og kan mærke, at vandet går. Herefter går jeg virkelig i fødeland. Jeg har fuldstændig fokus på min vejrtrækning og ænser ikke rigtigt hvad der sker omkring mig. Veerne er meget kraftige nu og jeg kan mærke en let pressetrang. Mette siger, at jeg skal forsøge at gispe og holde igen, men hvis jeg absolut ikke kan lade være med at presse, så presser jeg bare. Jeg føler mig enorm tryg, og der er en rolig stemning på stuen og Mette er hos os hele tiden.
Kl. 04 kommer jeg op i badekarret. Det er helt vidunderligt at komme ned i det vand. Min krop slapper fuldstændig af i pauserne og jeg holder på med at ryste og kaste op. Mette sidder nede i fodenden og lytter hjertelyd mellem veerne og mærker på mig igen kl. 04.30. Jeg kan overhovedet ikke overskue at flytte mig, og så har jeg det i øvrigt superdejligt med at ligge der, så vi takker ja til en vandfødsel.
Den lille pige inde i maven er meget aktiv og jeg kan virkelig mærke, at hun skruer sig ned gennem bækkenet. Pressetrangen bliver tydeligere og jeg har svært ved ikke at presse med. Det er en meget anderledes slags ve, og jeg synes det er svært helt at mærke hvornår den starter og hvornår den slutter. Heldigvis er Mette virkelig god til at guide mig gennem dem og fortæller hvornår jeg skal holde presset, og hvornår jeg skal gispe. Jeg mærker undervejs hvordan hovedet kommer frem og glider tilbage, for til sidst at blive stående fremme. Efter 37 minutter føder jeg hovedet. Mette stimulerer min livmoder for at fremskynde en sidste presseve, så jeg kan få født kroppen. Den fødes 05.38 og føles mest af alt som en sæk kartofler, der vælter ud af mig. Op på mit bryst lander en stor, lilla pige med deller om øjnene og mørkt hår. Jeg kan høre, hun trækker vejret, men hun begynder først at græde, da hun får en K-vitaminindsprøjtning.
Mette har ladet en lille kommentar falde om, at hun var en stor pige, så vi oddser lidt på, hvor meget hun mon vejer. Der er dog ingen af os, der havde forestillet os, at hun ville veje 4.618g og være 55cm lang. Vores lille, store, perfekte Josefine.
Når jeg reflekterer retrospektivt, så føles fødslen som en meget lille del af hele processen. Ud af en hel graviditet, så er fødslen jo egentlig også en lille del tidsmæssigt. Alle de udefrakommende forventninger jeg opdigtede, og skræmmescenarier jeg opsatte, var fuldstændig unyttige at bruge energi på, for det er slet ikke det der tæller på en fødestue. Det, der virkede for mig, var at følge min krop, trække vejret og fokusere 100% på det arbejde, jeg var i gang med. Den erfaring er jeg taknemlig for at have med mig, hvis jeg skulle komme til at stå i samme situation en dag.”
Tekst og foto Tea Abildgaard
Din kommentar