Sommerhuskvarteret i Dronningmølle ligger øde hen denne torsdag i januar. Vi skal besøge designer og grundlægger af børneuniverset Leo Leo, fordi hun sammen med sin mand har solgt deres lejlighed og størstedelen af det, de ejer, og købt en gammel bus for at rejse rundt i Europa med deres børn, Leopold og Hilma. En stor gul bus troner i baggrunden. Bussen er familiens nye hjem, og inden længe tænder de motoren, sætter kurs mod Portugal og vinker farvel til Danmark på ubestemt tid.

”Hvis vi ikke lykkes med Leo Leo, så herregud, til gengæld har vi været ude og rejse med vores børn, og jeg kan kigge dem i øjnene og fortælle dem, at jeg har været sammen med dem hver dag, og har dedikeret min tid til dem. Jeg ser ikke mine egne forældre i dag, og det er der mange grunde til. Jeg kan jo også risikere at mine børn pludselig siger: ’Dig vælger vi fra mor’, selvom vi har rejst rundt i en bus. For mig handler det om at få nogle oplevelser sammen, og at jeg på et tidspunkt har nogle børn, der forhåbentligt er stolte af deres forældre. Det er noget, jeg selv har ønsket mig. Det bunder i at gøre sig umage overfor vores børn – derfor vælger vi vore børn og denne rejse som familie.Vi har begge et brændende ønske om at lære fra os og det en opgave og et ansvar vi gerne vil påtage os.  Vi har et helt liv foran os, og det er så få år denne her åbning er der, inden vores børn skal starte i skole. Det er en tid, vi aldrig får igen. Derfor tager vi snart ud i verden med vores børn og ser, hvor vi ender – vi vil på eventyr!

Læs også

Mit liv i San Francisco

Kan man være sammen med sine børn på fuld tid

Jeg har giftet mig med en kropsterapeut. Emil har altid været god til at have antennerne ude og været opmærksom på, hvor vi var som forældre. Da Leopold var baby, var vi meget sammen og fælles om det. Da Leopold startede i vuggestue, gik vi fra at kende vores barn ind og ud, til at høre fra pædagogerne, hvordan han havde det. Efter et år havde vi det som om, vi ikke rigtig kendte vores eget barn – på den der inden-under-huden-måde. Vi gjorde os mange tanker om, hvilke slags forældre vi gerne ville være, og da Hilma blev født, skulle vi finde en konstruktion, som vi kunne være i. Vi talte meget om, hvordan vi kunne drive en virksomhed, samtidig med at vi, mens tid var, også gerne ville se verden med vores børn. Vi legede blandt andet med tanken om at sælge vores lejlighed og Airbnb’e rundt i Europa. Da vi en sommeraften i Rågeleje faldt i snak med et ældre ægtepar, som sad på stranden og skålede i rose foran deres gamle sure autocamper, gik det op for os, at sådan kan man også leve. Ægteparret fortalte, hvordan de havde rejst land og rige rundt, da deres børn var små. Det lød helt vidunderligt, og det kickstartede drømmen om at gøre det samme.

Angsten for at sidde fast i et job fra 9-17

Det var denne angst for at sidde fast i noget, jeg ikke var glad for, der drev vores busprojekt. Ikke fordi jeg har haft dårlig erfaring med fast arbejde eller ikke forstår, hvorfor folk har det, altså: fast arbejde, det gør jeg bestemt. Men lysten til at drive noget, har altid boet i mig. Vi brugte rigtig meget tid på at gennemtrevle nettet for autocampere og faldt til sidst over en gammel bus fra 63, som var helt fantastisk. Den kræver et stort kørekort og selvfølgelig også en kærlig hånd, så vi var lidt usikre. En eftermiddag, hvor jeg kørte på Frederiksberg Allé med begge børn i ladcyklen på vej hjem i halvregn, ringede jeg til Emil og sagde ’vi køber den bus!’. Han fløj til Stockholm og fik den kørt hjem. Vi solgte vores andelslejlighed og det erhvervslokale, vi havde. Vi skød alt ind i det, for at rejse nogle flere penge. Vi vovede pelsen, men det lykkedes med fortjeneste. Vi meldte Leopold ud af institution og flyttede i sommerhus, hvor vi kunne bo, mens vi renoverede bussen. Jeg kan godt forstå, hvis nogen tænker, at vi må være rablende vanvittige. Men det er gået op for os, at det er meget normalt at bo i et hjem på hjul, bare ikke i Danmark.”

Begyndelsen på, hvad der senere skulle blive et eventyr, startede for knap 4 år siden…

Jeg har altid været draget af modebranchen og arbejdet i den under min uddannelse. Da jeg som højgravid tog min kandidat i design fra Det Danske Kongelige Kunstakademis Designskole, opdagede jeg gradvist at der fandtes en parallelverden, jeg ikke anede eksisterede. En verden med modemesser, tøj og design bare til børn. At kunne skabe noget ud fra hvor jeg selv er i livet, det er lige dér kreativiteten strømmer i mig. Ideen om at designe til børn og barnlige sjæle var den ultimative luksus.

Jeg er altid i gang med noget

Jeg nestede for fulde gardiner under min graviditet og lavede tøj, puder, tøjdyr, hele børneværelset. Jeg syntes, det var meget sjovere at arbejde i de små størrelser. Ligeså stille begyndte jeg at sælge nogle af mine ting via Shopify og Instagram. Især denne her nusseklud, jeg havde lavet, som flere af mine veninder også fik, begyndte at tage form, og blev til sidst til en løve. Det var sådan Leo Leo blev til. Emil og jeg fandt et lokale på Jagtvej, hvor vi byggede alt op fra bunden. Det skulle være en konceptbutik, et mikrobryggeri, hvor vi solgte vores Kombucha te og i baglokalet fik Emil et behandlingsrum til sine Body SDS kunder.

Gravid med andet barn

Min første graviditet var rigtig dejlig og uden de store gener, i modsætning til graviditet nummer to. Da jeg blev gravid med vores datter Hilma, fik jeg det så dårligt, at jeg stort set kun kunne ligge ned. Jeg blev ramt af en semidepression, og jeg kunne dårligt nok tage telefonen. Jeg havde kvalme og var voldsomt ramt af hormoner. Butikken sejlede, vi kunne ikke følge med på efterspørgslen af Kombucha, og det var en benhård tid. Emil skulle hente og bringe og stå for alt. Vi så ingen mennesker og var totalt isoleret. En dag stod jeg nede i kælderen og rodede i en kasse, gravid og dårlig, og så fandt jeg det første forsøg på Leo Leos logo, hvor Emil havde skrevet med en rød tusch: ’hold kursen’. Der slog det mig, at vi famlede rundt med alt muligt, som vi var ved at drukne i.  Vi var gået for langt i noget, vi slet ikke havde lyst til, og når jeg tænker over det i dag, var det nok også derfor, jeg var så tungsindet i min graviditet.

Satser alt på Leo Leo

Vi besluttede os for at gå all in på Leo Leo med fokus på få produkter. Alt hvad du finder hos Leo Leo er intuitivt, det er noget, jeg selv manglede til Leopold og derefter har syet. Nussekluden er et af de første produkter. Det er en gammeldags måde at give tryghed til sit barn, og man lægger den ved barnet eller væder den i lidt mælk, så den minder om mor. Der mangler jo ikke tøj eller børnetøj i verden, så vi lagde mange tanker i, hvad udgangspunktet skulle være. Det var ikke godt nok bare at lave noget fedt. Vi brugte et års tid på at finde en GOTS certificeret leverandør. En dag mødte vi en skøn indisk mand i København, som kunne producere vores produkter. Han er helt fantastisk, og i dag kalder vi ham min indiske mand. Han er far til to og simpelthen så sød, dygtig og ofte meget mere tjekket og punktlig end jeg selv. Det har været en gave at overlade produktionen til ham. Tidligere havde jeg syet alle løverne i hånden, og da vi fik en produktion op at køre, gav det mig plads til at være kreativ og se fremad. Sengetøjet blev til, fordi jeg havde lavet nogle akvareller til en indpakning, og så syntes vores producent i Indien at det var så flot, at han printede det på et sæt sengetøj. For mig er sengetøj ikke bare sengetøj, det skal være med franske søm og i god kvalitet, men prøven jeg fik hjem, var over al forventning.  Da vi besluttede os for at fokusere 100% på Leo Leo, begyndte Emil at studere økonomi sideløbende, og det gav en følelse af, at vi for alvor var sammen om projektet. Selvom jeg har siddet fem år på en designskole og ved alt muligt, så er der brug for et forretningssyn, og det har Emil.

Tage ansvar for vores forbrug

Det kan virkelig gøre mig ophidset, at vi ikke er mere bevidste om miljøet. Jeg har undersøgt sagen og det viser sig, at der er mange mennesker som har svært ved at kende forskellen på silke og polyester. Det er direkte ulækkert med alt det polyester, vi putter i vaskemaskinen, for det spytter bare plastikpartikler ud i systemet. Eller lædervarer, der er garvet i krom, betyder tungmetaller direkte ned i afgrunden. Det resulterer i, at der ude i den store verden findes fiskere, der fisker efter plastisk og ikke fisk! Det er så klamt. Alle børn burde lære noget om tekstiler i skolen. Ham eller hende, der har været så venlig at producere vores produkter,  har fået lov at gå på toilettet, fået frokost og løn, fuldstændig på niveau med, hvad der er i orden. Enhver kan skrive, at deres bomuld er økologisk, men med et GOTS-certifikat ved du, at det ikke bare er fri for kemi, men den  menneskelig faktor spiller også ind. Der er nogle der har vurderet hele apparatet. Når det gælder mine børn, går jeg også som oftest efter de mærker, der produceres i Europa og gerne i familiedrevne virksomheder. Jeg er steinerbarn og stadig tilhænger af naturmaterialer som uld fra Engel. Men jeg er ikke rigid, jeg elsker lækre ting fra Caramel og Bonpoint. Udgangspunktet er for mig, at materialerne er gode og at produktionen ikke er for ødelæggende. Og så syer jeg også selv. Jeg ville ønske at alle var mere bevidste omkring, hvor de ting, de køber, bliver produceret, og hvad de bliver produceret af.

En sund proces at rydde op i sit liv

Vi har skulle downsize helt vildt. Jeg kan godt lide den japanske tilgang til ejendom, at man tager stilling til alt det, man har, og vurderer de ting, man omgiver sig med – ejer det os, eller ejer vi det? Vi har et kælderrum med barndomsting og andre sager, vi ikke har ville skille os af med. Emil havde længe lagt op til, om ikke vi skulle leve lidt mere buddhistisk og rydde ud i alt, hvad vi ejer. Men at sige til mig jeg skal rydde ud i mit tøjskab, er jo nærmest et overgreb.  Dog har det været en befriende proces at rydde ud i alt det, jeg alligevel aldrig bruger. Hvis en kvindes tøjskab bugner med tøj, tasker og sko, hvor eksklusivt er det så egentlig? Hende med nøje udvalgte 10 stykker tøj – dét er i min verden eksklusivt!

Satse hele butikken og gå efter drømmen

I løbet af min anden graviditet, hvor jeg havde det dårligt, drev jeg længere væk fra venner og for at komme tilbage til mig selv havde jeg behov for at tage Leo Leo alvorligt. Der er mange arrangementer, vi ikke er kommet til, og havde jeg vidst, hvad det her ville indebære, kunne vi passende have skrevet en kollektiv besked til vores venner og familie om, at de ikke skulle regne med os det næste års tid. Det er den dårlige samvittighed, der mest af alt plager mig, men jeg vidste ikke, hvad det ville sige at blive mor til to, starte et firma og bygge en bus – så kan man ikke også sidde på cafe. Jeg kan dårligt se Sex and The City uden at tude over savnet af mine veninder, men det trøster mig, at de fleste af veninderne også er hængt op med to børn og job. Vi kan kun håbe, at folk omkring os kan respektere de valg vi træffer som familie. Man må være villig til at ofre noget, hvis man vil have sin frihed. For første gang i mit liv laver jeg noget, der handler om mig og om os som familie. Jeg har altid ønsket at skabe noget anderledes, og det kan jeg med Emil.  Det kommer ikke gratis at starte eget firma. Jeg har ikke sovet i et år, og det får man ikke ligefrem pænere hud af. Jeg lider nok af iværksætteri, men nogle gange skal man være lidt vanvittig for at lykkes.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther