Børn og virus: Få dit barn hurtigere og nemmere igennem
Man kan næsten lugte det, når en virus kommer snigende og blanke øjne, hoste og en varm pande banker på hos barnet. Sygdom er ofte uundgåeligt, men ifølge Anette Straadt, der er sundhedsplejerske, klinisk kostvejleder og børnesundhedsvejleder og kvinden bag sitet Æblebørn.dk, er der flere ting, du selv kan gøre for at få dit barn hurtigere gennem en virus
Hvorfor er vi mere syge henover vinteren?
“Det er desværre ikke så ualmindeligt at blive ramt af virussygdom i vinterperioden. Der er flere faktorer, der spiller ind: Vi er ofte meget sammen med andre mennesker, og vi sover måske også for lidt. I december spiser vi lidt mere sukker end vi plejer, har mere travlt for at nå alle arrangementer og for at blive færdige på arbejdet til at holde juleferie. Alt sammen noget, der påvirker vores immunforsvar i den forkerte retning,” siger Anette Straadt.
Du har sikkert hørt, at der ikke er noget at gøre, hvis I rammes af virus. Antibiotika virker kun mod bakterier, og vi har ikke medicin, der på samme måde kan slå virus ihjel. Men ifølge Anette Straadt det er langt fra hele sandheden.
“Erfaring og studier viser, at vi kan gøre en stor del for at hjælpe og støtte immunforsvaret – også lige når virus rammer – som kan få jer hurtigere igennem,” siger Anette Straadt og understreget understreger, at er man i tvivl om sit barns sygdom og tilstand, skal man selvfølgelig altid søge læge. De råd hun giver her er et supplement til lægens diagnose og behandling.
Boost dit barns immunforsvar
Jo stærkere dit barns immunforsvar er, jo bedre er udgangspunktet. Det kan du blandt andet læse om i denne artikel, hvor du får tips til, at booste dit barns immunforsvar.
Anette Straadt arbejder med tre principper, som er afgørende for, at du får succes med at hjælpe dit barn hurtigere gennem virus.
1. Start med det samme: Så snart du hører dit barn hoste, ser lidt snot, bemærker lidt blanke øjne, lytter til dit barn sige, at det gør lidt ondt i halsen eller lignende, så skal du sætte ind. Netop her sidder virus ikke helt så talstærkt fast i kroppen endnu, og du kan med stor fordel have et lille hjemmeapotek stående i skabet. Virus har det nemlig med at dukke op – også når butikkerne er lukkede, eller du har langt til nærmeste helsekost.
2. Giv nok: Hvis de midler, du giver, skal have en effekt, skal det gives i store mængder.
3. Giv nok, ofte: En del midler er hurtigt ude af kroppen igen, og derfor skal de gives flere gange dagligt.
Virus destroyer-cocktail
Det er dit barns egen krop, der skal bekæmpe virus. Derfor kan du give midler, som støtter barnets krop og på den måde få bekæmpet virus hurtigere. Her er Anettes Straadts bedste tip:
C-vitamin er en fantastisk støtte til immunforsvaret. C-vitamin er ufarligt, og ved for store doser kan det give lidt løs mave, men det er ikke farligt. Mest effektive dosis er faktisk den, der ligger lige under “’løs-mave dosis”. Find gerne tarm-tolerence grænsen ved at skrue roligt op for dosis og sæt en smule ned, når du oplever løs mave. Giv C-vitamin cirka hver 3. time i vågne timer. C-vitamin fås som piller, dråber og tyggetabletter, der eventuelt kan knuses.
Småbørn kan få cirka 90-100 mg hver 3. time – sæt op, hvis det tåles af maven.
Skolebørn kan få cirka 200-500 mg hver 3. time – sæt op, hvis det tåles af maven.
Voksne kan tage cirka 1000-2000 mg hver 3. time – sæt op, hvis det tåles af maven
Hvis du har taget høje doser af C-vitamin i mere end 3-4 dage, er det en god idé at trappe langsomt ned igen, når I er raske igen. Fortsæt gerne med at tage en dosis dagligt.
Echinacea, også kaldet Rød Solhat. Echinacea er en urt, som har vist god effekt på immunforsvaret. Den virker lige som C-vitamin bedst, når den gives ofte. Echinacea fås blandt andet som dråber og som tyggetabletter til børn: Echinacea Junior, der eventuelt kan knuses. Se dosis på produktet, men giv hver 3. time sammen med C-vitamin. Må gerne gives fra 1 år.
Manuka-honning er en særlig honning fra New Zealand, der har vist god effekt på både virus og bakterier. Den fås i forskellige styrker, og jeg anbefaler en minimumsstyrke på 400+. Giv 1 teskefuld 3 gange dagligt. Lad gerne barnet slikke det langsomt af skeen, som en slikkepind. Hvis du har adgang til dansk koldpresset honning er det også et godt alternativ. Presset honning efterlader mere pollen i produktet end slynget honning. Honning må gives til børn fra 1-års alderen.
D-vitamin har en uhyre vigtig betydning for immunforsvaret. Det er vigtigt at holde et konstant godt niveau i kroppen året rundt. Giv D-vitamin ved opstart af sygdom, hvis I ikke allerede får det. 20-25 mikrogram én gang dagligt til børn og 40-50 mikrogram til voksne. D-vitamin fås som dråber, kapsler eller spray. Husk at regne det D-vitamin med som I eventuelt får i en multivitamin eller andre tilskud.
Men virker det?
Måske sidder du og tænker, at hvis det virkelig var muligt at bekæmpe virus med naturlige midler, hvorfor er det så ikke noget, din læge eller andre fortæller om? Til det siger Anette Straadt:
“Det kan jeg godt, forstå du tænker. Men viden om vitaminer, urter med mere er efterhånden special-viden. Det betyder dog ikke, at den ikke er dokumenteret. Både C-vitamin, D-vitamin, echinacea og honning har vist effekt i studier, og erfaring viser, at det er en super cocktail. Derfor håber jeg, at du vil prøve det af. Det er fantastisk at kunne slippe hurtigt igennem virus – og endnu mere fantastisk at kunne hjælpe sit barn.”
Hvad med Panodil?
Mange børnefamilier har Panodil liggende fast i skabet og er vant til at bruge det ved feber og sygdom. Men hvornår er det godt at supplere med Panodil?
“Panodil er medicin, så her skal du have din læge med på råd. Bare husk, at feber som udgangspunkt ikke er en fjende. Det er kroppens eget forsvar og den hjælper til at bekæmpe virus og bakterier. Når temperaturen stiger, bevæger virus og bakterier sig langsommere, så kroppens immunforsvar bedre kan bekæmpe dem. Ubehag, svimmelhed og træthed er heller ikke en fjende. Det er kroppens beskeder til dit barn om at være mest muligt i ro. Når kroppen skal bekæmpe infektioner, kræver det utroligt meget energi og blodtilførsel. Når kroppen holdes i ro, skal der ikke bruges energi på bevægelse og aktivitet, hvilket Panodil ofte kan medføre, fordi baret får det bedre. Men igen – behovet for medicin skal altid vurderes af en læge.”
Udover ovennævnte destroyer cocktail kan dette være gode mulige alternativer til Panodil:
- En kold klud på panden eller om håndled og ankler – skiftes når den bliver varm
- Frisk luft i rummet
- Kærlige nus på håret
- Højtlæsning, en lydbog, en fortælling
- En sodavandsis af frugtsaft
Tekst Bea Fagerholt
Meet’n’greet
Anette Straadt er sundhedsplejerske og står bag ’Sunde Børns verden’, hvor du som medlem får fri adgang til rådgivning fra eksperter indenfor børns sundhed og trivsel samt børnevenlige og sunde opskrifter. Du kan blive medlem i en måned gratis – helt uden binding. Se mere og tilmeld dig via linket her
Din kommentar