Drop projekt-perfekt mor: Det er godt nok at være en god nok mor

Mange kvinder i dag er ikke bare mødre – vi hænger vores identitet op på moderskabet. Men vi bør pakke vores indre præstationsprinsesse væk, for perfektionisme er ikke kun skadeligt for os selv, men potentielt også for vores børn der kan komme ud af barndommen med lavt selvværd, mener ekspert

Jeg har altid haft travlt med at være dygtig. Det gav point, der hvor jeg kommer fra.  Jeg fik travlt med at bevise mig i folkeskolen. Jeg fik hurtigt travlt med at blive voksen. Jeg havde travlt med at flytte hjemmefra. Rejse. Få en uddannelse. Dygtig til at få et fedt job. Travlt med at gøre karriere. Travlt med at blive gift. Desværre også travlt med at blive skilt igen. Eller heldigvis. For så mødte jeg manden, som jeg skulle have børn med. Tre måneder efter vi blev kærester, blev jeg gravid. Og så kunne det nok være, at jeg skulle være dygtig til at være gravid. Mit ufødte barn blev mit livs vigtigste projekt – hvis man altså kan tillade sig at sige sådan om et menneske. Og det kan man faktisk ikke. Men det vender vi tilbage til.

Allerede da jeg var syv uger henne, begyndte jeg til gravidyoga, og ugen efter tog jeg på kursus i pre- og perinatal psykologi. Jeg planlagde den perfekte hjemmefødsel, købte det perfekte øko-uld til den ufødte og blendede perfekte smoothies med wheatgrass og ayurvedisk urtekrudt på livet løs. Jeg mediterede med barnet i maven dagligt og skrev babybreve til hende. Jeg begyndte også at skrive en bog om min perfekte graviditet.

Læs også

Maja Claver – Alenemor

Lige indtil jeg nåede uge 20 og sad hos jordemoderen og brød sammen over, at jeg følte mig presset og var sikker på, at det stressede den lille, og at jeg sikkert ødelagde hendes liv, inden hun var født. Min indre præstationsprinsesse kollapsede og opløste sig i en gennemsigtig sø af tårer på hospitalets linoleumsgulv, mens jordemoderen noterede ‘særligt følsom gravid’ i min journal.

Jeg gik hjem og slettede mit oprindelige manus, og min bog om graviditet, “Gravidyogabogen”, fik i stedet det fine formål at punktere projekt-prego-perfecto. For det viste sig umuligt at være perfekt. Perfekt er en illusion. En illusion som mange af os moderne mødre marinerer vores moderskab i.

Moderskabet bliver et projekt med en perfekt-mor-facitliste

Moderskab er efterhånden blevet ophøjet til at være en slags institution i sig selv. Filosoffen Anders Fogh Jensen snakker om ‘projektsamfundet’ og ‘projektmennesket’. Jeg mener også, vi kan tale om ‘projektgraviditeten’ og ’projektmoderskabet’.

Mange kvinder i dag er ikke bare mødre – vi hænger vores identitet op på moderskabet. Det undfanges i præstationssamfundet, hvor perfekthedskulturen hersker, og moderskabet bliver til noget, vi skal præstere perfekt.

I min mors generation var det ikke et projekt at få børn; det var bare noget, man gjorde, som hun siger, og så gik man på arbejde. Hun havde en høj arbejdsmoral og gik op i, at hendes børn havde ordentligt tøj på, boede anstændigt og spiste godt. Så hun måtte tilbage på job efter 12 uger efter fødsel. Sådan var man den perfekte mor dengang. Siden er barselsrettighederne heldigvis blevet bedre, og vi ved i dag meget mere om følelsesmæssig forbindelse og tryg tilknytning. 

Måske derfor blev moderskabet et hjerteprojekt for mig. Det betød, at jeg langtidsammede, viklede, sansestimulerede, hjemmepassede, begrænsede skærm til de små, flyttede ud i naturen, samsov og alle de andre rigtige ting, jeg læste i de rigtige bøger og så alle de rigtige mødre gøre.

Alle de ting er der isoleret set intet galt med. Tværtimod er det jo vitterligt gode ting at gøre for og med sit barn. Men fordi jeg havde travlt med at gøre en del af det ud fra en forestilling om perfekt-mor-facitliste, efterlod det mig ude af mig selv. Det responderede mit barn selvsagt ikke godt på. Jeg følte mig skakmat og udskidt og udmattet.

Et selvoptaget mor-projekt

For at blive klogere på mig selv og mit moderskab opsøgte jeg den erfarne psykoterapeut og underviser Meriam Al-Erhayem. Hun hjalp mig til at indse, at ingen er perfekte forældre, og ingen vokser op i perfekte familier.

“Når vi kigger meget udadtil, kan det handle om, at vi er usikre indadtil. Jo større selvværd vi har, jo mere hviler vi i vores moderskab, og jo mindre har vi brug for at navigere efter ydre facitlister. Når vi gør det, forlader vi os selv og mister blikket for både os selv og børnene,” siger Meriam Al-Erhayem og fortæller, at jo mere usikker man er efter sin egen opvækst, jo mere orienterer man sig efter, hvordan andre gør og ser ud.

“Hvis man ikke har følt sig set eller mødt som barn, kan man blive så optaget af at se og møde sit eget barn i en grad, hvor det bliver et projekt, der ironisk nok handler mere om morens egen usikkerhed, fremfor hvad barnet egentlig har brug for,” siger Meriam Al-Erhayem.

Så selvom det ikke er motivet, risikerer det altså at blive selvoptaget, når vores moderskab bliver et projekt. Således bliver også barnet et projekt, der eksisterer for vores skyld, og som vi kan sejre eller fejle med.

Men når barnet bliver et projekt, bliver det også et objekt, og ifølge Jesper Juul, den famøse og nu afdøde familieterapeut og forfatter, har det store konsekvenser:

“Det at ville være perfekte forældre er måske det allertungeste åg, man kan lægge på sine børns skuldre (…). Med perfektionistiske forældre er man som barn reduceret til en funktion i sine forældres liv, nemlig at være det daglige, levende bevis på forældrenes succes, men på niveau med deres have, køkken eller boligindretning (…). Ambitionen om at være perfekte forældre er ikke andet end en forskruet, selvoptaget, neurotisk idé, som omgivelserne må betale den fulde pris for, alt imens perfektionisten enten soler sig i sin succes eller græmmer sig over sin fiasko.”

Sådan skrev Jesper Juul i sin bog “Livet i familien” fra 2004, hvor han også bemærker, at børn med perfektionistiske forældre vil “komme ud af barndommen med meget lavt selvværd”.

Perfekte Insta-forældre og børn som karakterer i vores selvfortælling 

Siden har perfekthedsidealet taget en endnu større bid af os. Instagram er det perfekte billede, om man så må sige, på dette. Her poster vi stolte forældre vores flotte børn med flotte filtre. Vi gør børnene til karakterer i vores selvfortælling. Vi viser verden, at vi er gode forældre med smukke, søde, sjove børn og bruger således vores små som en måde at brande os selv og booste vores selvfølelse.

I sin praksis møder Meriam Al-Erhayem mange mødre, der lider under dette og sammenligner sig med de flotte fotos og de “perfekte mødre”, som man ser udstillet på Instagram. På den korte bane rådgiver hun disse klienter til at dossere, hvor mange gange om dagen, de går på de sociale medier, for at afvænne dem. På den lange bane arbejder hun terapeutisk med deres selvværd, som allerede grundlægges i barndommen.

For bare fem år siden opførte størstedelen os os ukritiske i vores brug af sociale medier. Det er anderledes i dag ifølge Katrine K. Pedersen, der er ekspert i digital kultur, forfatter og uddannelseschef på Arken.

“Den digitalt bevidste forbruger er også den digitalt ansvarlige forældre. Og ligesom der er social status med det sunde og bæredygtige forbrugervalg i forhold til eksempelvis fødevarer gør det sig også gældende i forhold til det digitale forbrug. Det er desværre med til at skabe en ulighed. Forældre, der værner om deres børns privatliv, signalerer i stigende grad ansvarlighed og de, der ikke gør, risikerer at udstille sig selv, men også deres børn. Særligt et socialt medie som Instagram har fået skyld for at udstille en pastelfarvet version af virkeligheden. Men perfekthedsidealer og forældreskab er en virkelig dårlig kombination, så derfor kan Insta-perfekte familiebilleder risikere utilsigtet at signalere usikkerhed og mindreværd,” siger Katrine K. Pedersen.

En god nok mor

Hvis du, ligesom de fleste af os andre, også har vist dine unger frem online, så håber jeg ikke, at alt dette nu lander som en løftet pegefinger, som du vil bruge til at slå dig selv i hovedet med. For er der noget, vi rent faktisk er perfekte til i det moderne moderskab, så er det at vende det mod os selv, hver gang vi ikke lige lykkes ideelt eller ikke møder vores børn, som vi gerne ville.

Sandheden er, at vi gør vores bedste, ligesom vi også alle begår fejl i forældreskabet. Og ifølge den svenske forfatter og psykolog Tor Wennerberg skal vi i et sundt forældreskab blot kunne møde barnet cirka halvdelen af gangene, for at det giver robuste børn. Det forudsætter, at man har blik for barnet og dets behov og kan reparere baglæns, når man mister det.

Begrebet “god nok mor” blev oprindeligt beskrevet af den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott. En samling forskningsartikler fra 1950-1970’erne blev i 1996 samlet til bogen “Spædbørn og deres mødre”. Her taler Winnicott om en almindelig, hengiven mor, der er god nok: Det er en kvinde, der har en naturlig fornemmelse for sit barn. En omsorgsfuld mor, der er opmærksom på sit barn og dets behov i almindeligt omfang. En mor, der kan være med det uperfekte og rumme de konflikter, der uundgåeligt sker.

Eller som Meriam Al-Erhayem siger: “I stedet for en perfekt mor, er det vigtigste, du kan give dit barn, en menneskelig mor, der kan rumme sine egne og barnets følelser. En mor, der evner at trøste og reparere misstemninger med sit barn og sige undskyld. Selv om jeg eller mit barn ikke gør alting perfekt, så lander tingene godt i langt de fleste tilfælde. Det må vi have tillid til.”

Læs også

Nuria Val: “Jeg har aldrig haft en klar idé om, hvordan mit liv skulle se ud”

Mere menneskelige mødre

Samtidig skal vi ikke underkende, at vi er udviklingshungrende mennesker, og det ligger i vores menneskelige DNA at ville gøre det så godt som muligt. Der er en eller anden klog type, der engang har sagt, at det er hver generations pligt at gøre det endnu bedre end forrige generation.

Og hvis vi ikke kunne lide smagen af den mælk, vi selv fik serveret som børn, er det naturligt, at vi gerne vil opfostre vores børn på en anden mælk.

“Sagen er dog, at hvis vi blot gør det modsatte af vores forældre, så polariserer vi, og ved at gå ud i en modpol, finder vi ikke balancen,” siger Meriam Al-Erhayem.

Så hvad gør man så?

“Jeg tror, det er vigtigt at have en ydmyghed overfor, at det med perfekte idealer, er noget, vi gør ved hinanden. Derfor er det vigtigt at have fora, hvor vi kan snakke højt om både det svære og det skønne ved at være mor. Det er udfordrende at være menneske, men når vi i åbenhed og fortrolighed kan vise hinanden vores frustrationer og andre følelser, så kan vi støtte vores usikkerhed,” siger Meriam Al-Erhayem.

Hun understreger, at vi ikke er født til at gå ensomme med det hele selv, men at vi skal være netværk for hinanden og have hinanden som klipper, så vi har støtte og kan læne os ind i håb og tillid trods livets udfordringer.

Selvdestruktiv perfektionisme

Det er nu syv år, to børn og utallige terapitimer hos Meriam siden, at jeg begyndte at undersøge mit og det moderne moderskab.

Jordemoderen sagde i sin tid, at jeg var særligt følsom – eller også var jeg bare en almindelig, usikker, menneskelig førstegangsmor? Moderskabet fik mig i hvert fald ned i den menneskelige materie. Jeg faldt i et eksistentielt hul og nede fra bunden af det, har jeg måttet erkende, at jeg ikke kan undgå at fejle, fortryde, fucke up og føle mig forkert.

Jeg bliver aldrig perfekt, og det er sådan set helt perfekt. Det er ikke ensbetydende med, at det er nemt. Men det er menneskeligt. Og en menneskelig mor tror jeg, er den bedste slags mor, man kan være for sit barn. Det sætter både os selv og vores børn fri for at bevandre livet på en smal, fejlfri sti bærende på perfektionismens tunge åg.

”Alle former for perfektionisme er i sidste ende både ødelæggende for den, der lider af det og ikke mindst for hans eller hendes relationer til andre. Det er ganske enkelt et af de mest selvdestruktive psykologiske fænomener, vi kender,” skrev Jesper Juul – og med det slutter her jeg her opfordringen til at droppe projekt-perfekt. Det er godt nok at være god nok. Alt andet ville være en illusion.

Tekst Karen Pallisgaard