Babys første sut: Hvornår, hvilken og hvordan

Vi taler med ammevejleder Maj Aaberg om, hvornår vi kan introducere babys første sut, hvilken type vi skal gå efter og hvilke grundsten der skal være på plads først

 

Hvornår kan man begynde at introducere sin nyfødte baby for en sut?

“Der er ikke nogen regler for, hvornår man kan introducere sutten. Tidligere sagde man dog, at det først er, når amningen er etableret – hvis altså man ønsker at amme. Sutten kan nemlig forvirre læringen af sutteteknik, tære babys sutteenergi og give en falsk følelse af mæthed. Særligt hos de nyfødte. Derfor skal man altid introducere den med respekt i de første uger, hvor baby skal få amningen igang.

De fleste babyer er også relativt rolige indenfor de første 14 dage, og det vil sjældent være rigtig nødvendigt at tage sutten i brug her. Lad der i stedet være fri mælkebar, så barnet får stillet sit suttebehov ved brystet og bruger kræfterne på maden. 

Der vil omvendt være nogle babyer, der har brug for lidt ekstra for at kunne falde til ro og i søvn efter et måltid. Babyer har naturligt fra fødslen et stort suttebehov, og det giver dem tryghed at få stimuleret sutterefleksen, og det kan være en stor hjælp, at der er andet end mors bryst der dur. Her synes jeg sagtens, man forsigtigt kan forsøge at give en sut, og se hvordan baby tager imod den.” 

Hvordan griber man det an og lader baby lære sutten at kende?

“Du skal være opmærksom på, at baby først og fremmest bruger kræfterne ved brystet og på maden. Når man begynder at introducere sutten, skal det derfor altid være efter et måltid.

Prøv forsigtigt at lade barnet tage sutten og roligt føre den op bagerst mod den bløde del af ganen og se, om sutterefleksen aktiveres. De færreste babyer vil være i stand til selv at holde sutten til en start, så hjælp til ved at støt den forsigtigt med en finger. Oftest vil baby automatisk spytte sutten ud, når de er faldet i søvn, men ellers kan du forsigtigt tage den ud, så baby ikke bruger sin sutteenergi i søvne.”

Hvilken sut bør man vælge til en nyfødt?

“Babyer har forskelig mundanatomi og præferencer, og derfor findes der også forskellige suttenipler. Hvilken din baby foretrækker, vil være meget individuelt.

En sut med en rund nipple er den, der objektivt set mest ligner mors brystvorte. For at holde den runde sut i munden, skal baby kunne svøbe tungen om nipplen, og det er næsten den samme sutteteknik, som baby skal mestre ved brystet. Selve nipplen er også længere, og går op og stimulerer den bløde, bagerste del af ganen og aktiverer sutterefleksen. En rund sut kan derfor godt være et fint supplement at bruge ved siden af amningen.

En flad nipple er typisk kortere, og nogle børn trives bedre med denne, fordi den ikke går så langt ind og eventuelt stimulerer og generer brækrefleksen. Det er derfor vigtigt at kigge på jeres barn og forsøge jer lidt frem i forhold valg af sut.”

 

Tekst Anna Rolin, Foto Privat

Meet’n’greet

Maj Aaberg er sundhedsplejerske, sygeplejerske og uddannet ammevejleder ved IBCLC. Maj har i seks år arbejdet på Rigshospitalets neonatalafdeling, og driver i dag virksomheden Ammebasen, hvor hun tilbyder ammehjælp til familier. Du kan læse mere om Majs arbejde her

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *