Corona lockdown: De næste 14 dage kan blive en gave til vores børn

Vi har bedt familierådgiver Marianne Mosbæk om at dele sine tanker og bedste råd til dig, der på grund af coronavirus skal være hjemme med dine børn de næste par uger.

Nogen har fjernet vores fod fra speederen, som vi ellers er mestre i at træde i bund. Nu holder vi stille. Fuldstændig stille. Og hvad sker der så? Der er for nogle en reel bekymring for selve årsagen til, vi holder stille: Coronavirussen. Men lige efter kommer der for mange en bekymring over, at vi skal have vores børn hjemme fra institutioner og skole i hele to uger, måske mere. Den bekymring, jeg har hørt fra forældre går ikke på, at vores børn mister læring i skolen, nej den går på, hvad pokker vi skal stille op i hinandens selskab, når vi ikke engang kan gå på biblioteket. Mange af os løber og løber med ønsket om mere tid med dem, vi elsker. Nu får vi den tid. Om vi vil den eller ej. Tid til bare at være. Det er for mange nyt, og derfor kan det virke svært.
Når vi skruer ned for tempoet, kan vi mærke mere. Det kan være udfordrende, hvis vi er vant til at slukke for følehornene og trykke på speederen. Men det er netop i de rolige øjeblikke, der kan skabes plads til at have det, som vi har det. Når der er plads til det, kan vi vokse som mennesker. Det er en gave til vores børn.

Nogle af os vil opleve, at vores børn udviser en bekymring omkring det, der sker lige nu. Det er vigtigt, at vi tager deres bekymring alvorligt og lytter til dem. Vi kan sagtens spørge vores børn, hvad de er bange for, hvis de giver udtryk for at være bange. Jo mere plads vi giver vores børn til at have det, som de har det, jo nemmere kan de håndtere at have det, som de har det. Samtidig er det vigtigt, at de ikke bærer rundt på unødvendige skrækscenarier. Som udgangspunkt synes jeg, vi skal være ærlige overfor vores børn, men visse ting er for tunge for dem at bære. Så når vores barn spørger, om bedstemor eller oldemor dør pga. corona, skal vi svare nej. Hvis det ender så tragisk, at oldemor dør af corona, må vi sige: ”Jeg tog fejl, og det er jeg ked af”. Det bliver for tungt for børn at gå med frygten for at miste alle bedsteforældre, der er lidt oppe i alderen, fordi der er corona i Danmark. Hellere give børnene håb og tale positivt om nedlukningen. Det er jo positivt, at smitten (forhåbentligt) ikke spreder sig så hurtigt, fordi alle er hjemme fra skole. For mange børn er det som at vinde i lotto at få to uger fri med mor og/eller far.

Som voksne kan vi have en forestilling om, at der skal ske en masse, før vores barn er underholdt. For de fleste børn er det det bedste, når vi samles i familien, og stemningen er varm. Derfor er det vigtigt, vi gør noget sammen, som vi gider. Inddrag dine børn i at sortere kælderrummet, sid sammen og læg et puslespil, tal om jeres drømme, nyd stilheden, sæt skiftevis et stykke ynglingsmusik på, tag børnene med i køkkenet, stabel byggeklodser, gå igennem børnenes værelse og find legetøj frem, de havde glemt, tegn, dans, tal, spørg og lyt.

Når vi ikke har lyst til at lægge puslespil længere, er det vigtigt, at vi siger: ”Nu har jeg ikke lyst til at lægge puslespil længere”. Så ved børnene det, og det kan give os plads til at sidde med en bog, lave mad, tage et bad eller løbe en tur. Børn behøver ikke underholdning 24/7. Tværtimod. Børn keder sig sjældent i mere end 30 minutter før de finder på noget at lave, men det kan være lang tid for os voksne at lægge øre til deres kedsomhed. Når vores børn kommer og siger, at de keder sig kan vi, i stedet for at komme med forslag, som helt sikkert bliver skudt ned, sige: ”Så glæder jeg mig til at høre, hvad du finder på at lave”. Ikke på en sarkastisk måde, men i en varm tone. Når børn keder sig, opstår muligheden for at mærke indad og det er dér, vores børn får muligheden for at lære forskellen på at mærke, hvad de selv vil, og hvad andre vil. Det er en kvalitet i livet, der kan hjælpe dem til fx at modstå gruppepres, fordi de formår at mærke indad. Det er også lige bag kedsomheden og rastløsheden at kreativiteten opstår.

Arbejde og tvungen ferie

Mange må de næste par uger kombinere at arbejde hjemmefra med huset fuld af børn. Derfor er det godt at huske på, at vi som voksne uden at svigte vores børn nærværnede kan sige: ”Jeg vil ikke være med lige nu, men når jeg har skrevet den her artikel til ‘To the Moon Honey’ færdig, vil jeg gerne spille spil med dig”. Hvis vi derimod siger: ”To sekunder skat”, mens vi sidder fraværende med hovedet inde i skærmen, vil mange af os mærke, hvordan vores børn kravler på væggene for at kalde os til sig.

Ligesom vi voksne kan kræve et par dage til at komme ned i tempo, gælder det samme for børn, der er vant til en hektisk hverdag i institutioner og skole og fyldt med fritidsaktiviteter. Vi kan ikke kræve noget af vores børn, vi ikke selv formår. Derfor må vi selv ned i første gear, før vores børn kan komme det.

Hjemme hos os taler vi om, hvilken mad vi gerne vil spise de næste to uger. Nu har vi jo god tid til at kræse om aftensmaden, eftersom ingen af os kommer sent hjem fra arbejde. Jeg har ofte lyst til at inddrage min børn i madlavningen, men jeg kan sjældent finde tiden og energien til det midt i ulvetimen. Nu er en oplagt mulighed for mig til at sige ja til mine børn, når de spørger, om de må hjælpe med madlavningen.
Jeg glæder mig til at bruge to uger med de mennesker, jeg elsker allerhøjest og med alle de konflikter, glæder, frustrationer og sjove og kedelige øjeblikke, der uundgåeligt er en del af familielivet, corona eller ej. Og det er præcis, som det skal være.

Tekst Marianne Mosbæk Foto Liv Winther