Annoncørbetalt indhold af Børns Vilkår

Børn og unges råd til os forældre: Lyt og sæt jer i vores sted

Når børnetelefonen ringer hos Børns Vilkår, handler det oftest om problemer mellem børnene og deres forældre. Derfor har Børns Vilkår i en ny undersøgelse spurgt over 100 børn og unge om, hvad de ønsker mere og mindre af fra deres forældre, og anbefalingerne er enkle: Lyt og lad være med at løse vores problemer medmindre, vi har bedt om det. I hele uge 39 sætter To The Moon, Honey samarbejde med Børns Vilkår og Nordea-fonden fokus på relationen mellem teenagere og deres forældre

 

Børn og unge ønsker sig forældre, der er gode til at lytte og kan sætte sig i deres sted. Og omvendt: Når forældre bekymrer sig for meget eller tager tingene for alvorligt, undlader børn og unge at dele ting med dem. Det viser en ny undersøgelse, ’Hvad ønsker børn af deres forældre’, som Børns Vilkår med støtte fra Nordea-fonden har foretaget blandt mere end 1.500 elever i 6. og 9. klasse om forholdet til deres forældre og baseret på over 100 interviews.

100 børn og unge i 6. og 9. klasser om forholdet til deres forældre.

I undersøgelsen tegner der sig et billede af, at de fleste børn og unge har en god relation til deres forældre. Men selvom forældre og børn er forskellige og relationerne ligeså, viser undersøgelsen også, at børnene og de unge særligt efterspørger, at vi forældre lytter til børnenes perspektiv uden at forsøge at løse noget.

Som Laura fra 9. klasse siger:

“Hvis man har gjort et eller andet meget dumt. Så i stedet for at det første, man gør, er at skælde ud, så sætte sig ned og snakke med dem og lytte. Og sådan;‘hvorfor har du gjort det’. Forstå det og lytte, før man begynder at skælde ud.”

Børnene og de unge kommer også med konkrete indsigter og anbefalinger til, hvordan forældre kan opbygge et mere forstående og tillidsfuldt forhold til deres børn. For eksempel siger Augusta fra 6. klasse:

”Altså nogle gange, så giver ens forældre også råd, du ikke rigtig behøver at få. Sådan, hvis du har fået det at vide mange gange, så kan det være, at de gentager det. Men det er måske ikke det, du har brug for. Du har måske bare brug for, at de sidder og lytter til det, du siger. Og det kan venner lidt mere forstå. Og så er det måske også lidt lettere at sige til en ven; ’du skal ikke give mig nogle råd, du skal bare lytte’.”

Vi er nok mange, der kender til behovet for at fortælle vores barn om vores erfaringer og kommer med løsningsforslag, når ens barn søger trøst, har en udfordring, eller hvis det har gjort noget, det ikke burde.

Måske har man en følelse af, at man er den der ved bedst, når det gælder ens barn, og at man har et ansvar for at præge barnet i og klæde dem godt på i den konkrete situation.

Men står det til børnene og de unge bør vi forældre stoppe op og genoverveje, hvordan vi møder vores barn, når det opsøger os – i hvert fald, hvis vi vil have en tæt relation til dem.

Her er tre konkrete råd fra børnene og de unge i undersøgelsen:

1) Lyt, mød os i øjenhøjde og fortæl os ikke, hvad vi skal gøre

Tankegangen om, at du bør rådgive dit barn, når det kommer og betror sig til dig, er et af de områder, hvor børn og unge ønsker, at forældre ændrer adfærd. Tværtimod ønsker børn og unge at blive støttet uden at forælderen dømmer, har forudindtagede holdninger eller inddrager egne erfaringer om det, barnet deler.

Det, børnene har mest brug for, er, at forælderen sætter sig i deres sted. De ønsker, at deres forældre finder tid og ro til at lytte nysgerrigt, prøver at forstå dem, og at forældrene lægger deres eget behov for at tale til side. Børn og unge udtrykker, at de sjældent har brug for, er at forældre kommer med et løsningsforslag, medmindre de specifikt efterspørger det.

2) Inddrag os, lad os fejle og døm os ikke

Når det gælder regler og tillid, er det især vigtigt for børnene, at forældrene forstår deres perspektiv.

De har brug for meningsfulde regler med en klar begrundelse, hvor deres egne synspunkter og argumenter også bliver inddraget. Hvis en regel bliver brudt, ønsker børnene ikke at blive dømt, men derimod at have en åben dialog omkring det, uden at forældrene er forudindtagede og ikke forstår deres handlinger. De har brug for, at forældre stoler på dem, og at tilliden ikke forsvinder, hvis man kommer til at fejle.

3) Sæt jer ind i vores sociale liv og forstå betydningen af meningsfulde regler

For at forældre kan forstå deres børn og skabe meningsfulde regler, er det afgørende for børnene, at forældrene engagerer sig i børnenes sociale liv.

Flere oplever, at forældre har svært ved at forstå, at meget socialt foregår online, og at regler kan spænde ben for fællesskabet og børnene og de unges sociale realtioner, f.eks. skærmtid, regler om alkohol og hvornår man skal være hjemme om aftenen.

Rapporten ‘Hvad ønsker børn af deres forældre’ fra Børns Vilkår er udkommet i august. Du kan selv læse mere her, hvor der er flere værdifulde indsigter og konkrete råd fra de adspurgte børn og unge.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *