Omkring 75% af sammenbragte familier ender med at gå hver til sit. Så hvis du føler dig overvældet af livet i en sammenbragt familie, er det ikke spor underligt. Coach og familierådgiver Janne Leth Førgaard giver dig, som til tider finder livet som bonusmor udfordrende, her nogle konkrete værktøjer med i tasken.

Undgå at blive en del af de 75%

Det er bestemt muligt at undgå at blive en del af statistikken. Det kræver viden, værktøjer og en vilje til at se indad. Ind i det rum, hvor alle de følelser, der omhandler ekstramor rollen befinder sig. Det er sjældent et roligt sted fyldt med gode minder. Det er nærmere et oprørt hav, en følelsesmæssig tsunami, der river dig rundt, til du knapt kan kende dig selv. Nu er der kun hende den sure tilbage. Hvor blev du egentlig af?

Du skal selv være ekstramor for at forstå, hvordan det er

Når du er ekstramor og dine veninder ikke er det, så er det i bedste fald nyttesløst at snakke med dem om dine udfordringer, i værste fald nedslående, fordi de ikke forstår det eller dig. Det er ikke dårlige veninder, de ved bare ikke, hvad det vil sige at være ekstramor. De kommer ikke på samme måde i kontakt med jalousi, vrede, frustration, usikkerhed, mindreværd, kontroltab og afmagt.

Hvor ’almindelige’ mødre kan gå gennem livet uden at skulle forholde sig til de følelser, bliver det en del af hverdagen for ekstramødre. Det er krævende at deale med den side af følelsespaletten på ugentlig, hvis ikke daglig basis.

Den følelsesmæssigerutsjetur

Hele denne følelsesmæssige rutsjetur udløses af, at du er blevet en del af en kompleks familiestruktur. Der er far. Der er mor. Og så er der dig. Du er ekstra. Det er derfor, jeg kalder det ekstramor. Da jeg mødte min mand, der har to børn fra to tidligere forhold, gav det ikke mening for mig at tro, at jeg skulle være en ny mor for hans børn. Børnene havde allerede hver sin mor. Jeg så mig selv som noget ekstra. Et add on, børnene har til rådighed, når de er hos deres far. Der er mange forventninger fra omverdenen – og fra dig selv – til, hvordan du skal være ekstramor. Alligevel er rollen diffus, udefineret og foranderlig. Jeg anbefaler, du tager stilling til, hvor meget ekstramor du kan og vil være:

– Hvor ser du dig selv i forhold til fx skole- og fritidsaktiviteter?
– Hvad er din rolle i forhold til barnets opdragelse?
– Hvad er din rolle ved sygdom, holder du fx en feriedag og bliver hjemme med barnet?
– Hvordan håndterer du eventuelle konflikter mellem barnet og dig?

Hvem må hvad?

Når der er børn på kryds og tværs, afstedkommer det både logistiske, praktiske og følelsesmæssige udfordringer. Hvem må hvad hvornår? Du vil have, at dit barn spiser sundt. Det ikke er vigtigt for din mand, at hans barn spiser sundt. Du vil have faste sengetider, men din mand har den holdning, at hans barn kommer i seng, når det er træt. Det er vigtigt for dig, at dit barn rydder op efter sig selv, mens din mand ikke vil tage diskussionen med sit barn og derfor rydder han selv op.

En sammenbragt familie er ikke stereotyp

Når vi taler om sammenbragte familier, er det ikke bare en stereotyp familie.
Der er dine børn.
Der er mine børn.
Der er dine og mine børn.
Der er dine, mine og vores børn.

Skab en fælles ramme

Det er min klare anbefaling, at I laver nogle familieprincipper, så I har en fælles ramme at navigere ud fra. Afstem også, hvad ekstraforælderen kan/må blande sig i, og hvad der er no go. Det er individuelt, og det finder I ud af ved at snakke om det sammen.

Læs også

Ting du godt ville have vidst, da du blev bonusmor

Når de to voksne, der bor sammen, ser forskelligt på familieprincipper, udløser det konflikter. Eller rettere ser forskelligt på, hvor nødvendigt det er at opretholde principperne i praksis. De fleste er enige om, at de vil have, at børnene sidder ved middagsbordet, når de spiser, at børnene rydder op efter sig selv, afhængig af alder, at der stilles nogle krav. Alligevel sker der det i praksis, at der bliver set igennem fingre med det – til stor frustration for den anden voksne, som troede, at I var enige om, hvordan I ville have det hjemme hos jer. Det er I også i fredelige tider. Men hvis det at håndhæve principperne medfører konflikter med børnene, er der nogle forældre, der ikke bryder sig om at holde fast i principperne.

Grænsekontrol

Den største (pr)øvelse ved at være ekstramor er at lære at kende forskel på om dine udfordringer er inden for din kontrol eller udenfor din kontrol. Begge dele kan håndteres konstruktivt, men på hver sin måde. Det er to vidt forskellige tilgange, du skal gøre brug af. Og netop din tilgang til dine udfordringer er altafgørende. Hvis ikke du styrer dem, så styrer de dig.

Kræver højt selvværd

Når du ved, hvilken slags udfordring du har med at gøre, bliver det lettere for dig at agere konstruktivt. At være ekstramor kræver et højt selvværd for at du kan hvile i dig selv og dine beslutninger. For det vil betyde, at du kommer til at skuffe andre mennesker. De bliver kede af det. De bliver måske rigtig sure. Det kan du sagtens anerkende uden at gå på kompromis med dig selv. Men det kan du kun, hvis du står stærkt i dig selv og tror på, at det du siger og gør er okay.

Det er sværere at være ekstramor end ekstra-far

Generelt opleves det sværere for kvinder at være ekstramor end det gør for mænd at være ekstrafar. Det er der flere årsager til.

1. Det forventes, at en ekstramor naturligt udfylder en mor-rolle. Der er ikke samme forventninger til, at en ekstrafar skal udfylde en far-rolle.

2. Tanken om, hvad barnet siger om ekstramoren til den biologiske mor, fylder ofte mere hos ekstramoren end tanken om, hvad barnet siger om ekstrafaren til den biologiske far, fylder hos ekstrafaren.

3. Mænd har generelt heller ikke samme tendens til at ville bestemme og blande sig i, hvad der foregår hjemme hos barnets mor, hvilket gør det lidt lettere at være ekstrafar, fordi der ikke står en på sidelinjen og blander sig. Barnets far derimod kommer i klemme mellem barnets mor og ekstramor.

Læs også

Emma Rosenzweig: “Før jeg fik et barn, var det ikke gået op for mig, hvor meget kvinder dømmer hinanden”

Mandens tilgang har betydning for din trivsel

Som ekstramor hænger din trivsel og din mulighed for at finde dig til rette i rollen også sammen med, hvordan din mand, barnets far, vælger at agere:

Bakker han dig op?
Står I sammen eller hver for sig?
Fastholder han de aftaler, I laver?
Siger han fra, hvis eks’en blander sig i, hvad der foregår hos jer?

Farens tilgang har en kæmpe betydning for, hvordan det er, at være ekstramor. Det er i øvrigt et af de emner, der optager mange i de personlige rådgivningsforløb.

Problemet er problemet, ikke barnet

Selvfølgelig kan du blive irriteret over dit ekstrabarn. Du kan også blive irriteret over dit eget barn eller naboens barn. Nogle fædre får skabt en historie om, at du bare vil have, at barnet skal tage hjem til dets mor. Ofte er det slet ikke det, det handler om. Det handler om, at barnet har en adfærd, du finder irriterende. Ikke, fordi du ikke er mor til barnet, men fordi adfærden irriterer dig. Det ville den også gøre, hvis det var dit eget barn. Det er ikke personen, der er problemet. Det er problemet, der er problemet. Det kan derfor være en hjælp at adskille problem og person.

Et eksempel:
Så snart barnet er færdig med at spise, begynder det at klatre rundt på faren. Det synes du er irriterende, fordi I ikke er færdige med at spise. At det er dit ekstrabarn er underordnet. Du ville også synes, det var irriterende, hvis det var dit eget barn, din nevø eller naboens datter.

At lufte din frustration over dit ekstrabarn overfor barnets far kan være en konfliktudløsende affære. Jeg siger ikke, at du skal lade være, men jeg opfordrer til, at du tænker følgende igennem:

1) Skal det her siges højt af mig nu?
2) Hvis ja, hvad er min intention?
3) Hvordan siger jeg det på en ordentlig måde?

Alternativt anbefaler jeg, at du snakker med en anden ekstramor eller professionel om det.

Hvornår skal du søge professionel hjælp?

Svaret på hvornår du skal søge hjælp, er ikke entydigt. Min personlige holdning er denne: hvis du ikke trives i ekstramorrollen og er begyndt at tvivle på, om der er noget galt med dig, så er det tid til at søge hjælp. Hvis du overvejer at kaste håndklædet i ringen, pakke dine ting og smutte, anbefaler jeg afgjort også at søge hjælp. Hvad der føles som en fastlåst og uløselig situation kan oftest løses med viden og værktøjer. Hvis du og I ofte ender i de samme opslidende, fastlåste konflikter, anbefaler jeg bestemt også hjælp. Hvis du er i ren overlevelses-mode og tæller ned til, at barnet skal tilbage til dets mor, og du selv bliver helt drænet ved tanken om at være hjemme, er det også tid til at søge hjælp.

Personligt vil jeg hellere investere i hjælp, end jeg vil ’lide’. Det er ikke meningen, at ekstramor-rollen skal ødelægge dit selvværd. Slet ikke, når du med konkrete råd, retningslinjer og redskaber kan skabe den ro og det overskud, du drømmer om.