Annelene Højvang - om et særligt fællesskab på svangregangen - TO THE MOON, HONEY

Annelene Højvang – om et særligt fællesskab på svangregangen

Annelene Højvang er 24 uger henne, da hun første gang bliver indlagt med blødning fra livmoderen. Siden følger 12 uger, hvor Annelene er ind og ud af hospitalet – hver gang med fuld alarm og angst for, om fødslen går i gang før tid. Efterhånden som indlæggelserne næsten bliver rutine, sluses Annelene ind i et helt særligt og sårbart kvindefællesskab på svangregangen

 

Første gang jeg blødte under graviditeten var i 18. uge. Det var ikke voldsomt meget, men voldsomt nok til at gøre mig bange. Min kæreste og jeg ringede til 1813, som kontaktede Rigshospitalet, hvor vi var tilknyttet. Blødningen var stoppet igen, så de var ikke så bekymrede. Men de sagde også, at hvis jeg var i gang med at abortere, kunne de alligevel ikke gøre noget, når jeg ikke var længere henne. Av, mit hjerte.

Det skete heldigvis aldrig, men det var en slem forskrækkelse, der skulle vise sig at blive et forvarsel om, hvordan resten af min graviditet ville forløbe.

Gode nyheder og knap så gode nyheder

Jeg har endometriose og et mislykket fertilitetsforløb bag mig. Så da min kæreste og jeg besluttede, at vi gerne ville være forældre, vidste vi, at det ville blive svært og kræve hjælp. Det tog 14 måneder og utallige sprøjter med hormoner, der påvirkede mig i en grad, så hverken min kæreste eller jeg kunne kende mig længere (og her taler vi ikke om udseendet, selvom jeg tog 10 kilo på). 4 ægudtagninger og 3 ægoplægninger senere fik vi endelig verdens bedste nyhed. Jeg var gravid. Vi var selvsagt ellevilde – og samtidig vildt bange for, at noget skulle gå galt. 

Ved 20-ugers scanningen fik vi at vide, at min moderkage dækkede lidt af udgangen, altså var forliggende, og at jeg skulle indstille mig på kejsersnit. Det var en skuffelse ikke at kunne føde selv, men så længe min datter havde det godt, var det til at leve med. Fire uger senere skulle vi til en ny scanning, da der skulle følges op på noget, der havde lignet en blodansamling bag moderkagen. Den var heldigvis væk nu, og min datter blev estimeret til at veje omkring 700 gram. Alt godt.

To_the_moon_honey_julier_bugge_sharing_is_caring_neonatal_
Læs også

Julier Bugge – “Jeg føler mig ikke som mor, og det er helt forkert at have den følelse”

Indtil om aftenen. Om det var scanningen, der have fremprovokeret noget, ved jeg ikke. Men da jeg gik på toilettet, var der blod. Og en del mere end sidst. På grund af den forliggende moderkage havde vi nu fået at vide, at vi skulle ringe til fødemodtagelsen ved mindste blødning, og det gjorde vi. Kort tid efter sad vi i en taxi på vej til Rigshospitalet. Her fik jeg taget EKG og blev scannet igen. Alt så fint ud, men de besluttede at indlægge mig til observation i 48 timer, og jeg fik medicin i drop til at standse blødningen, selvom den allerede var aftaget. Så måtte jeg kysse kæresten farvel og liste ind på en stue på svangregangen, hvor tre andre kvinder allerede lå og sov.

På dette tidspunkt havde jeg stort set arbejdet hjemme i et år, og jeg havde kun set meget få mennesker i fritiden for at mindske risikoen for at blive smittet med covid-19. Det meste af samfundet var desuden lukket ned, så jeg havde ikke kunnet gå til gravidsvømning, yoga eller andet, hvor jeg forestiller mig, at gravide normalt møder hinanden. Det var tiltrængt at komme ud af vores lillebitte boble hjemme og godt at møde andre i samme situation som mig. De tre andre patienter var ca. lige så langt henne i graviditeten som jeg, og selvom deres komplikationer var anderledes end mine, var det utroligt rart at tale med ligesindede om graviditet, babynavne, maden på hospitalet og de bekymringer, vi alle tumlede med. Det gjorde det hele lidt lettere at vide, at jeg ikke var alene.

Da jeg blev udskrevet to dage senere, var jeg næsten helt høj over at have mødt andre gravide, og jeg tænkte, at det også var meget godt, at jeg nu vidste, hvor fødegangen var, til når vi kom igen om forhåbentlig laaaang tid. Der var jeg lidt for optimistisk.

Indlæggelse, indlæggelse, indlæggelse

På under otte uger nåede jeg at blive indlagt i alt syv gange, og efterhånden blev indlæggelserne næsten rutine. Jeg fik aldrig pakket en fødselstaske, men jeg havde en hospitalstaske klar med hækletøj, hjemmesko og rent undertøj. Og hvor jeg i begyndelsen ville ringe eller skrive til min familie, når jeg blev indlagt, fik de nu bare et billede af en hospitalsseng på Snapchat.

Langt de fleste gange mødte jeg andre patienter, jeg kunne dele glæder og bekymringer med. Det var ikke sådan, at vi altid lå på stuerne og snakkede, og det var bestemt heller ikke altid, jeg selv var i humør til det. Men nogle gange kom det helt naturligt. Vi kunne dele historier og grine sammen. Eller sige støttende ord til en, der græd på den anden side af forhænget. Vi ville heppe på hinanden og ønske tillykke, når nye milepæle var nået; fx 28 uger, hvor barnet skulle have væsentligt bedre odds, og 34 uger, hvor lungerne skulle være færdigt modnede. Når vi stod i kø til maden, kunne vi hilse på nye, der var kommet til. Eller høre hvordan det stod til hos velkendte ansigter. Det handlede for os alle om at få dagene til at gå.

Shop

Strømpebukser

200 kr

Det at gå rundt blandt andre vraltende kvinder med store maver fik mig til at føle mig som en del af et større fællesskab, der rakte ud over tid og sted. Hvor arbejde, uddannelse, udseende og alt muligt andet intet betød. Vi var alle gravide i hospitalstøj. Vi var alle i gang med at ruge et eller flere børn. Vi var alle bange. Måske fællesskabet føltes særligt, fordi det var meget ærligt. Når alle har følelserne uden på tøjet, og det tøj så ovenikøbet er taget af og erstattet af en hospitalsskjorte, er der ikke meget filter tilbage.

Da jeg var 32+2, havde jeg endnu en blødning. Der var altid meget blod, men denne gang føltes det voldsommere, fordi blødningen ikke gik i sig selv, som den plejede. Blodet blev ved med at sive, mens jeg febrilsk forsøgte at pakke en lidt større taske, fordi jeg godt vidste, at jeg denne gang skulle blive på hospitalet. Til sidst måtte jeg give op og lægge mig ned og vente på ambulancen. På hospitalet fik jeg endnu en gang lungemodnende medicin, og så sagde jeg farvel til min kæreste og hej til de jordemødre, jeg efterhånden kendte så godt.

Dagen efter min 8 ugers barsel inden fødslen skulle være begyndt, blev jeg nu indlagt på ubestemt tid. Det var ikke ønskescenariet, at min kæreste og jeg skulle tilbringe den sidste tid af vores topersoners tilværelse hver for sig, men det viste sig at være en lettelse. Vi var ikke længere i konstant beredskab, for jeg var i gode hænder på hospitalet.

Den syvende og sidste indlæggelse varede en måned og en dag. Blødninger til trods lykkedes det at holde min pige i livmoderen helt indtil det planlagte kejsersnit, som lægerne besluttede, skulle være ved 36+5. Da kunne jeg endelig møde min datter; en lille smule for tidligt født, men en sund, rask og helt igennem vidunderlig baby på knap 3 kilo. 

Læs også

WHAT’S UP MAMA: Sandra og Mia om at være mødre til præmature børn og indlagt på neonatal

Et fællesskab der rækker ud over svangregangen

Da jeg første gang mødtes med min mødregruppe, var det lidt svært for mig at høre deres historier. Jeg havde helt glemt, at der fandtes en verden uden for hospitalet, hvor langt de fleste gravide befinder sig indtil fødslen. Der er det rart at have andre fra hospitalet at spejle sig i, og jeg fik heldigvis udvekslet kontaktoplysninger med to kvinder fra svangregangen, som jeg var indlagt med ad flere omgange.

Vi har mødt hinanden på et tidspunkt, hvor vi blev vidner til en vild periode i hinandens liv, som vi nok helst havde delt med vores allernærmeste, men som vi endte med at dele med hinanden – med fremmede kvinder. Vi har hørt hjertelyd fra hinandens babyer. Vi har været der, når en af os fik en nedslående besked fra lægen. Og da en af de andre havde fået lagt et ballonkateter, sad vi og snakkede om det vilde i at sidde der på stuen og vide, at hun næste dag skulle føde.

Især i tiden da jeg lige var kommet hjem, var det rart at have de andre at tale med, som forstod på en anden måde, fordi de havde været igennem noget af det samme. Jeg følte mig totalt på bagkant, da jeg kom hjem med et lille barn, som jeg skulle tage mig af, mens jeg stadig havde angst i kroppen og var helt følelsesmæssigt udmattet efter graviditeten. Selvom det hele endte godt, så sad oplevelsen i mig længe, og det hjalp at kunne tale med andre, hvor jeg ikke skulle forklare, men hvor de vidste, hvordan jeg havde det. Selvom vi kun havde kendt hinanden i et par – meget intense – uger.

Jeg mødes af og til med de to andre. Så sidder vi der med vores tre piger, som er født med et par ugers mellemrum, og føler os utroligt heldige. Vi taler om dengang og nu, og om at vores piger har kendt hinanden, siden de alle lå i vores maver på svangregangen. Nu kravler de rundt sammen.

Hospitalstiden og graviditeten fylder ikke så meget i min bevidsthed længere, men jeg kan mærke, at den tiltagende varme trigger nogle minder fra sidste sommer. Heldigvis husker jeg ikke kun, hvor bange jeg og min kæreste var. Jeg husker også dygtige og omsorgsfulde jordemødre, der trods travlhed altid havde en skulder at græde ved. Jeg husker venlige øjne bag mundbind og mundbind, der endelig kunne tages af. Jeg husker varmen på hospitalsstuen uden air condition. Og lyden af fodboldfans på vej til og fra Parken. Jeg husker et fællesskab med andre rugende kvinder og en næsten højskoleagtig stemning, som jeg virkelig havde brug for lige der. Men mest af alt husker jeg den vilde og vidunderlige følelse, da de sænkede forhænget under kejsersnittet, og jeg så min datter komme ud.

Jeg var blevet mor.

Tekst og foto Annelene Højvang Larsen

Meet ’n’ greet

Annelene Højvang Larsen er 37 år og kommunikationschef. Sammen med Basim, der er forfatter, har hun datteren Rose Mahdia, som fylder 1 år den 2. juli 2022.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.