Sådan kan du støtte en nybagt mor
En fødsel er en kæmpe fysisk såvel som psykisk præstation, og den nybagte mor har brug for omsorg, næring og hvile i tiden efter. Line og Kamilla, der står bag ‘Dea mad’, har specialiseret sig i mødreomsorg, og deler her to opskrifter og deres bedste råd til, hvordan du kan drage omsorg for en nybagt mor
At nybagte mødre får hjælp og støtte fra deres omgivelser burde være en selvfølge. Sådan var det også en gang – men sådan er det desværre ikke mere, i hvert fald ikke her i Danmark.
Vores omsorgskultur har brug for et ordentligt løft, og god mad til nybagte mødre er et oplagt sted at starte. Mad og mødreomsorg hænger nemlig uløseligt sammen, ikke mindst i efterfødselstiden. I den vilde og voldsomme tid efter en fødsel, er mad ofte det sidste den nybagte mor tænker på. Men hendes krop, der lige har været igennem en vild transformation og skabt en helt ny, lille menneskekrop, har faktisk endnu højere behov for næringsstoffer i tiden efter fødslen end under selve graviditeten.
Der findes de fineste efterfødselstraditioner verden rundt, hvor nye mødre overøses med omsorg og nærende mad. Herhjemme i Danmark har kvinder gennem historien vist deres omsorg ved at bringe hjemmelavet mad til døren til den nybagte mor. Det var en så stor del af vores kultur engang, at der sågar er blevet udformet en særlig keramikkrukke til at transportere maden i, nemlig en barselspotte.
Inspireret af denne fine danske tradition, startede Dea med at lave efterfødselskurve fyldt med mad skræddersyet til den nybagte morkrop. Her deles de to af deres mest populære opskrifter – en sød og en salt – der er dejlige at have med sig i tiden efter en fødsel. Begge er fyldte med næring, og kan laves i store portioner og fryses, så de hurtigt og nemt kan spises i en travl efterfødselstid. Lav dem til dig selv eller til din veninde.
Opskrift på fond – kollagen og centrale næringsstoffer
Fond er helt centralt i efterfødselskøkkener over hele verden. Kan drikkes som den er, blot tilsat lidt salt, som en nærende sjælevarmer – eller bruges som basis for retter som supper, daal, congee, gryderetter og meget mere.
1 kg kraftben fra okse eller 1 kg suppehøne 1,8 liter vand
2 spsk æblecidereddike
Evt. overskudsurter eller grøntsager
Evt. ingefær eller gojibær
Oksefond:
Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Når ovnen er klar kommer du kraftbenene i en støbejernsgryde og sætter den ind i ovnen uden låg. Benene skal brunes af, da det giver en masse skøn smag. Kom gryden på et blus og tilsæt vand, eddike og de eventuelle grøntsager, urter osv. Kog det op, når det begrunder at koge dannes der en del urenheder på toppen – du kan skimme disse af med en hulske eller en ske og smide det væk.
Lad det simre i 4–8 timer. Jo mere, jo bedre – når fonden koger længe får du trukket ud mere kollagen og næringsstoffer.
Hønsefond:
Rens din høne og kom den i en gryde med eventuelle grøntsager, urter osv. Gojibær er særlig godt til kylling. Tilsæt vand og eddike. Kog det op, og fjern eventuelle urenheder ligesom med oksefonden. Lad det simre i 4–8 timer. Jo mere, jo bedre – når fonden koger længe får du trukket ud mere kollagen og næringsstoffer.
Kom fonden på glas og lad den køle ned. Kan kommes i fryseren og kan holde sig her i nogle måneder.
Ammesnack – brownie
En lækker ammesnack fyldt med smag og næring.
80 g speltmel eller havremel
40 g mandelmel eller rester (plump) fra nøddemælk
70 g rå kakaopulver
180 g sirup, dadel-, kokos-, ahorn- eller akaciesirup
30 g kokossukker
200 g hvid mandelsmør (du kan også skifte noget af mængden ud med tahin) 2 æg
1,5 dl mælk af eget valg, nøddemælk eller fed komælk
1 tsk bagepulver
1 nip salt
75 g valnødder
30 g kakaonibs (valgfrit)
150 g 85% chokolade
Kom alle ingredienserne undtagen chokoladen i en skål og bland det hele godt sammen. Lad massen stå at trække så bagepulveret lige kan få lov til at komme i gang.
Tænd din ovn på 170 grader varmluft.
Imens smeltes de 150 g chokolade i en skål, og når den lige akkurat er smeltet, kommes den over i kagemassen. Kom kagen i et fladt tærtefad, gerne 25 x 25.
Bag kagen i 25 min. Tjek til kagen løbende, den skal gerne blive godt bagt i kanten og stadig virke blød inde i midten.
Køl kagen helt ned og skær den ud i 4×4 cm firkanter. Kan fryses, men kan også holde sig i køleskabet i 5 dage.
Hjælp til en nybagt mor
Stil en kurv med lækker, nærende mad og snacks udenfor hendes dør – for eksempel nogle glas fond eller brownies til fryseren.
Lav et par ekstra portioner af din aftensmad, fyld dem på et glas, og cykle forbi med dem.
Send en SMS og spørg om der er noget, du kan komme forbi og hjælpe hende med – foreslå gerne noget helt konkret, som du forestiller dig, at hun godt kunne bruge hjælp til. Det kunne for eksempel være at tage vasketøjet ned til vaskeriet, at holde baby mens hun tager et bad, eller tage hendes større børn med ud på legeplads.
Bestil en lækker hurtig-måltidskasse som barselsgave.
Send en besked til hende om, at du er her, hvis hun har brug for nogen at snakke med.
Tekst og foto Line Bak
Din kommentar
Hej!
Min yngste datter føder en af de kommende dage og jeg ville gøre lækre snacks klar til hende. Derfor kiggede jeg på din hjemmeside og på opskriften på brownie/ammesnack.
Jeg bliver lidt forvirret over, at smeltet chokolade skal hældes ovenpå kagedejen og med ind i ovnen i 25 min. Er det korrekt?? Eller skal den smeltede chokolade over den bagte kage?