Ultramarathon: om sommerferien med børn
Hvordan gik ferien? Det har vi spurgt Jakob Garff om. Han er far til 3 og her giver han os et indblik i familiens sommer: om at ramme muren allerede tre minutter hjemmefra, og om de erkendelser og åbenbaringer, der venter på den anden side af en sommerferie med småbørn
I 2014 løb jeg et maratonløb. Efter 15 kilometer ramte jeg den famøse mur. Med 27 kilometer igen var der mildest talt ret lang vej hjem, og selvom det lykkedes at komme over målstregen nærmest hulkende og i en tid så dårlig, at jeg selv 12 år efter ikke nævner den, lovede jeg den barmhjertige samarit, der samlede mig op ved målstregen, at jeg aldrig ville gøre det igen.
Sommerferien går på hæld, og – uden den store sammenligning i øvrigt – føler jeg, at fire ugers ferie med tre småbørn bedst kan sammenlignes med et ultramarathon bestående af meltdowns ad libitum, utallige latente konflikter og daglige plagerier om iPad, slik og ‘bare ét spil UNO mere’. Klichéen om, at man har behov for en ferie alene efter ferien med småbørn, er absolut også et koncept, jeg nikker genkendende til.
Jeg betragter ellers vores familie som relativt dynamisk. Vi har fået børn tidligt, og min hustru og jeg er derfor de lidt unge, cool forældre – synes vi i hvert fald selv. Jeg siger blandt andet ‘six seven’, giver knuckles til mine børns venner, og så er vi ret gode til det der med low-arousal-tv, økologi og rutiner. Vi har nok også bare været overambitiøse og lidt uheldige denne sommer.
For os ramte vi fx allerede muren på dag ét, ca. tre minutters kørsel fra vores hjem. Vores 7-personers monstrum af en leaset bil var selvfølgelig ikke klar til tiden, så vi skulle presse fem mennesker og 10 dages pakning ind i en lille Audi Q2, der er kendt for at have en ægteskabskonfliktmagnet på bagsædet mellem de to store autostole. Sædet mellem de to isofix’er er nemlig så småt og dårligt, at man konsekvent får hold i nakken og krampe i låret af at sidde der. Med destinationer som Legoland, Kiel, Berlin og – hvis alt gik godt – også Wien på menukortet var hadepladsen om muligt endnu mindre attraktiv.
Nå, men på den der sindssyge 40-graders dag i starten af ferien besluttede vi altså impulsivt at køre til Rørvig. Vores søn satte sig ud i bilen en time før afgang og kværkede fire Danonino-drikkeyoghurter, imens han så iPad. Det er ikke helt sikkert, at Danonino beklædt med Sonic-figurer, akkompagneret af Spidey på iPad, hverken er økologisk eller low arousal, men det flugter måske meget godt med det, der udspillede sig få minutter efter, vi – efter en hel formiddags pakkeshow – forlod matriklen.
Allerede på nabovejen, får han nemlig køresyge. En forælder vokset op i 90’erne husker selv, hvordan man som barn blev bedt om at se op i luften og åbne vinduet, hvilket jeg selvfølgelig kommunikerer til min femårige søn. Der går bare ikke mere end to sekunder, før han brækker sig ud over autostol, sæde og utallige muleposer på gulvet med sengetøj, børnebøger og madrester fra køleskabet.
Da bilen er for lille til kufferter, har min hustru som et andet Tetris-spil stopfodret bilen på bedste foie gras-manér med muleposer, så vi kan fylde bagsæderne op med alt det, man jo skal have med, når man rejser med småbørn: bleer, tislagen, Panodil junior i både flydende og stikpilleform, en specifik bamse ved navn Gås, der er større og fylder mere end min datter, og så mit eget desperate forsøg på at få lidt dannelse på turen i form af et vinatlas, en bog om 1800-tals arkitektur og Thomas Manns Døden i Venedig – ingen af delene bliver selvfølgelig åbnet så meget som én gang på turen.
Selvom vi tager selve situationen overraskende roligt, er det, som om det sætter sig et sted i nervesystemet og begynder at hobe sig op. Det er, som om det først for alvor begynder at slå gnister, da vi kører mod Billund dagen efter. Alle i bilen bliver ved med at spørge, hvornår vi er der, og når sætningen har været spillet på repeat i tre timer, er det bare, som om man ikke kan mere. Når man så åbenbart har bestilt et piratværelse og ikke et værelse på vikingeborgen, som man fejlagtigt havde stillet sine børn i udsigt, er det de små ting, der kan få bægeret til at flyde over.
Når ens datter så forelsker sig i Legolands svar på den enarmede tyveknægt – et spil, hvor man skal kaste en bold efter nogle spidse pinde, der til forveksling ligner en dildo, for at vinde en gigantbamse – bliver lunten kortere og kortere. Tre spil koster 100 kr., og da jeg har brugt 500 kroner, kan jeg næsten ikke mere. På helt desperat vis forsøger jeg at bestikke ungarbejderen med en 200-kroneseddel for at høre, om jeg ikke bare må købe bamsen, men den manøvre opdager hun, og hun får et af de famøse meltdowns. Dem med børn i femårsalderen ved godt, hvor voldsomt det kan være, når et barn lægger sig ned og går i gang. Man holder ret meget på sig selv de første 8-10 minutter og bevarer den rolige, overbærende stemme, indtil man på et tidspunkt får nok og tager lidt for hårdt i armen – som bekendt bare er benzin på bålet.
Jeg har selv et lidt specielt barndomsminde fra Legoland. For 25 år siden stod vi nemlig i kø, da en far tager fat i sin søns arm og råber: “har du lort i ørerne”, da han tydeligvis ikke forstår et nej. Det blev på en lidt underlig måde en slags credo i vores familie, når man skulle understrege hvordan man ikke skulle tale til hinanden. Og selvom jeg ikke taler sådan til mine til tider kropumulige, utaknemmelige og uopdragne børn, så har jeg jo egentlig lyst. Og når man ser sig omkring, så er jeg bare en af alle de andre udmattede småbørnsforældre der havde håbet, at det gik en anelse lettere. Det samme gælder ham med 12-2-ordningen, der bare så gerne vil have at børnene er glade eller den enlige mor, der har sparet op i mange måneder for at skabe lige netop disse sommerferieminder. Ingen mennesker bruger en formue på billetter, hotel og diverse kaloriefyldte bomber, man fisker op af en ønskebrønd, for at blive uvenner med sine børn. Selv med det i baghovedet er det som om jeg stadig ikke helt har fundet mig selv efter at have stået i kø i 2 x 40 minutter for at prøve Den Flyvende Ørn, købt slushice for 150 kroner for at få familien kølet ned og investeret i adskillige omgange churros. Vi slutter selvfølgelig dagen af med en af de famøse evighedsputninger, som først er overstået omkring 21.30.
Derefter beslutter jeg mig for at finde det mest snuskede værtshus i Billund for at finde mig selv. Det lykkes næsten, så langt om længe sidder jeg der i komplet ro med min flaskeøl og en cigaret, jeg har bummet fra en flink fyr, der vist hed Ken, Kent eller Kenneth. Jeg anser ham for at være lidt af en stakkel, som han sidder der alene med sin fadøl, iført lidt for slidte jeans og med et udmattet gemyt. Han må givetvis tænke det samme om mig.
Situationen og lokationen taget i betragtning kommer jeg til at tænke nogle lidt for store tanker om meningen med livet, om det virkelig kan passe, at det skal være så hårdt, eller om vi bare har været ekstraordinært pressede. Var det, fordi vi ikke havde tænkt over, at Legoland i uge 29 måske også var en slags kamikazeprojekt, og skulle jeg overhovedet have købt de der Danonino-drikkeyoghurt Sonic Edition? Skulle jeg have bestilt den nye bil i bedre tid, eller burde vi være fløjet til sydeuropa i stedet, og hvad hvis min datter bliver traumatiseret efter det med armen?
Det viser sig dog, at sommerferiens lavpunkt kom tidligt. At det faktisk kun kunne blive bedre derfra. At børnene havde samme behov for akklimatisering som os voksne. At hele transitionen fra børnehaveafslutning til al den snak om skolestart også havde sat sig i deres nervesystem. At det der med at give hinanden plads faktisk fungerede.
Det var nok også på tide at se lidt indad. Måske jeg havde lagt en lidt for ambitiøs plan for familien? Ville børnene overhovedet gide se museumsøen i Berlin eller høre deres far fortælle om opera i Wien? Min lille skuffelse over ikke at være den familie, der kan fortælle historier om vores kulturelle ferie, blev overraskende hurtigt afløst af en lettelse over at ultramarathonet i Q2’eren snart var slut. Vi kom aldrig længere end Kiel, og selvom vi holdt otte stop på turen hjem derfra, så var det okay. Vi skulle jo faktisk ikke det store. Og pludselig forsvandt kaos som dug fra solen. Måltiderne blev lettere, konfliktniveauet sænket og de uendeligt lange putninger mere overskuelige.
Vi øvede os i at sige sætninger som: ‘vi har ikke travlt’, ‘vi når det nok’ og ‘skal du lige have en time?’. Vi brugte pengene, vi havde sparet på et dyrt hotel i Berlin, til i stedet at købe nye cykler til børnene og den espressomaskine, jeg har talt om de sidste fem år. Jeg fandt ikke mig selv på værtshuset i Billund eller i Tysklands svar på Lalandia. Vi fandt os selv i haven med nogle venner med et par rammer NODA i kælderen og fryseren fyldt med Sun Lolly til børnene. Vi mødtes i det kaos og den intensitet, som kun småbørnsforældre forstår. ‘Hvad lavede vi dog, før vi fik børn’, som vi ofte siger til hinanden. Utrolig irriterende formulering til folk uden børn og så spot on, som noget kan være, når man ikke har sat et vækkeur i fem år og ikke har haft tømmermænd siden coronatiden. Man forstår nemlig ikke, hvad man gjorde med alle de ekstra timer. Var man mere produktiv? Mere effektiv? Næh, formentlig ikke.
The highs are higher and the lows are lower. Og sådan er det nok lidt endnu. På de gode dage taler vi om, at man skulle lave en 4’er – på langt de fleste dage drømmer vi bare om overlevelse og en middagslur.
Skoletaskerne står klar i entréen, blyanterne i penalhuset er spidsede, første tand er tabt, og nu kan begge tælle til 100. Ligesom jeg endte med at løbe flere maratonløb på trods af løftet til samaritanen for 12 år siden, kommer jeg nok også til at pakke bilen med muleposer næste sommer og køre ud i sommerlandet.
Tekst: Jakob Garff Foto: Privat
Jakob Ambrosius Mohr Garff, far til tvillingerne Munthe og Manfred på 5 og Malou på 1 år og gift med Josefine Mohr Garff.
