Anna Milsted om at være i kontakt med sine indre årstider som mor
Det hele starter med en søgen efter mere viden om menneskers trivsel. I sit arbejde som socialrådgiver er Anna Milsted optaget af netop det. Og da hun en dag lytter en podcast om den feminine cyklus, forandrer det både hendes arbejdsliv, hendes kropsforståelse og hendes moderskab.
Jeg arbejder som socialrådgiver og har længe været optaget af, hvordan jeg kan støtte andre i en mere bæredygtig tilgang til livet. En dag hører jeg en podcast om den feminine cyklus, og noget vækkes i mig. Der er en viden, jeg ikke har. En viden, jeg burde have. Jeg begynder at undersøge mulighederne for at videreuddanne mig indenfor et felt, vi af uransagelige årsager ved alt for lidt om: kvindekroppen. Cyklusformidleruddannelsen finder vej til mig, og jeg starter i foråret sidste år. Her finder jeg ikke kun en ny faglig retning, men også en dybere forståelse for, hvilket menneske jeg gerne vil være.
Allerede fra begyndelsen sker der et skift i mig. Små justeringer i min hverdag får stor betydning for min trivsel. Jeg begynder at tracke min cyklus, notere mit flow, min søvn og mine skift i energi og følelser. Jeg lærer, at min krop bevæger sig i rytmer. At den ikke er skabt til en lineær tidslinje, men en cirkulær. At den feminine cyklus rummer fire faser, som hver især påvirker mig – både kropsligt og følelsesmæssigt. Jeg bliver mindet om, hvad min krop faktisk kan. Hvor stærk og kompleks den er. Det har jeg ikke altid syntes, tværtimod. Mit fokus har længe været rettet mod det ydre, og det har præget mit forhold til min krop. Nu får jeg adgang til noget indre, jeg ikke har haft før. Og jeg begynder at forstå alt det, den gør for mig. Jeg ved, at alt for få har den viden, jeg sidder med nu. For vi har ikke fået den med os. Vi kender kun brudstykker af vores historie som mennesker i kvindekroppe. Vi har lært, hvad der skal ties og skjules – ikke, hvad der kan deles, forstås og fejres.
Jeg er åben omkring min cyklus derhjemme. Min mand og mine to børn er, mere eller mindre frivilligt, en del af den. På køleskabet hænger et cyklushjul, så vi sammen kan følge med i, hvor jeg er i min cyklus – hvornår jeg har mere energi, og hvornår jeg har mindre. Men de kan også mærke det. Det har vi egentlig altid kunnet, vi har bare manglet et sprog for det. Det har jeg nu. Og det giver mig mulighed for at sætte ord på, hvordan hver fase, hver indre årstid opleves for mig.
Mine indre årstider vender tilbage igen og igen i deres egen rytme. De er ikke ens hver gang, men genkendelige. Nogle gange føles de som en gave. Andre gange øver jeg mig stadig i at rumme dem. Men de er alle fire en del af mig og af mit moderskab.
Min indre vinter
Denne fase rummer både en afslutning og en begyndelse. Det er her, én cyklus slutter, og en ny begynder. Hormonerne er på deres laveste og det kan mærkes. Jeg nærmer mig min indre vinter, det medfører et stigende behov for hvile. Det er som om kroppen langsomt lukker ned og gør sig klar til at gå i hi. Jeg mærker det allerede i dagene før blødningen. Jeg minder mig selv om, at jeg ikke kan trække mig helt. Jeg er mor og skal være sammen med min familie. Jeg ved også, at når jeg beder om hvile, så står min mand med mere ansvar. Men sådan er det, om lidt skifter det igen. Om en uge har jeg mere energi og overskud. Så er det mig, der kan tage mere.
Jeg har drømt meget i nat og er helt tung i kroppen. Menstruationen lader vente på sig. Min cyklus er længere end den plejer, og jeg kan mærke det i hele mit system. Jeg er virkelig træt og har brug for et skift i energi. En legitim grund til at trække mig, tage plads og gøre det, som min krop kalder på. Indtil da har jeg det som en løve i et bur. Endelig kommer den. Jeg mærker en lettelse i krop og sind, en forløsning. Der sænker sig en ro, som en tung dyne, der lægger sig omkring mig. Eller som at træde ind i en osteklokke, omverdenen må vente lidt. Nu kan jeg give slip. Ikke kun fordi kroppen beder om det, men fordi det nu er mere “tilladt”. Det er egentlig skørt, at det skal kræve en reel grund. Kan man ikke bare få lov til at trække sig, når man har brug for det? Måske ikke altid i et familieliv med to mindre børn.
Svimmelheden er tilbage, dag 2 er ofte den hårdeste. Min krop vil fortælle mig noget. Jeg husker at min underviser engang sagde til mig, at svimmelhed kalder på hvile. “Jeg skal nok”, siger jeg højt til min krop. “Bare rolig, jeg hviler mig snart”. Den gør det godt, den krop, den fungerer som den skal. Jeg skal huske at passe på den.
Rest is radical. Jeg vender tilbage til den sætning igen og igen. Tænk, at noget så livsvigtigt, som hvile kan føles radikalt. Hvornår forstår vi at for at kunne præstere, må vi restituere. Jeg øver mig i at nyde, før jeg kan yde. Om natten vågner jeg. Den evige frygt for at bløde igennem sidder i mig. Også selvom jeg er begyndt at bruge en menstruationsdisk, det er virkelig en gamechanger. Jeg orker bare ikke flere ting, der forstyrrer min søvn, der er rigeligt i forvejen med små børn.
Jeg involverer børnene så vidt muligt i min fase. “Jeg bløder nu, så jeg er mere træt”, siger jeg til min 6-årige datter om morgenen. “Jeg har ikke overskud til lige så mange ting”.
Senere, da jeg henter hende fra børnehave, skal hun til at spørge om hun kan have en legeaftale, men stopper sig selv midt i sætningen: “Nå nej, jeg ved godt at jeg ikke må få en legeaftale derhjemme, når du bløder”. Jeg er ved at revne af stolthed. Hun har lyttet til mig og hun respekterer det. Det er det her, jeg gerne vil give hende. At hun fra en tidlig alder lærer, at det er okay at sige nej og passe på sig selv.
Min søn ser mig skifte bind. “Ah… det?” spørger han. “Det er menstruation,” siger jeg. “Det er ikke farligt.” “Stion,” gentager han. Min 2,5-årige har (næsten) lært at sige menstruation. Det rører mig. Jeg roser ham og beder ham sige det igen. Glæder mig over hans voksende ordforråd, og at det her er en del af det. Åbenheden er vigtig for mig. Mine børn skal have et sprog for kroppen og ikke være bange for at spørge. “Man må altid spørge om kroppen”, siger jeg. Altid.
Mit indre forår
Foråret er på vej, udenfor og indeni. Langsomt slipper vinteren sit tag. Blødningen aftager, og jeg kan mærke, hvordan noget i mig begynder at vende tilbage. Som om kroppen åbner sig igen. Jeg holder meget af denne årstid, den er håbefuld og minder mig om at rette blikket mod det gode i verden. I forårsfasen vågner jeg på ny, det føles som en frisk begyndelse. Min verden bliver mildere. Mine tanker kredser om det nære og positive. Jeg føler mig meget taknemmelig for det jeg har. Biologisk er det her, energien stiger. Østrogenniveauet øges, og det kan mærkes.
Jeg er trådt ud af den osteklokke, jeg har befundet mig i. Jeg griner mere, af mig selv og med børnene. Jeg er mere rummelig og legesyg. Jeg mærker det fysisk som en lethed i kroppen. Det er, som om jeg bedre kan sortere i mine tanker i denne fase. Jeg har et bedre greb om mig selv. Jeg er mere tålmodig og bliver ikke så let overvældet. Min søn smider sig på gulvet og skriger, fordi han ikke må tage en is fra fryseren. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. “Jeg kan godt forstå, at du bliver ærgerlig”, siger jeg og lægger blidt en hånd på hans arm. I min indre vinter eller mit efterår havde jeg måske givet efter for at slippe for konflikten. Men nu står jeg fast, og det går jo over. Jeg foreslår, at vi i stedet leger med gravkoen. Han køber den. Vi sidder på gulvet sammen. “Se mor, se mor.” “Ja skat, det er en meget fin gravko.”
Jeg tager mig selv i bare at sidde og beundre ham.
På vej til børnehave spørger min datter, hvorfor verden er, som den er. Jeg stopper lidt op. Forundres over dybden i hendes spørgsmål. “Det er et stort spørgsmål, skat. Der må jeg være dig svar skyldig”, siger jeg. Jeg mærker en glæde over hendes nysgerrighed. Over hendes måde at være i verden på. Børn har den der energi, forårsenergien. Optimismen, nysgerrigheden og åbenheden. Vi matcher hinanden godt lige nu, tænker jeg. Energien bevæger sig gennem kroppen. Jeg får lyst til at gøre mere, være i gang og tage fat.
Jeg åbner vinduerne herhjemme, lukker frisk luft ind og ryster vinteren af mig. Jeg får lyst til at rydde op, rydde ud. Sortere i børnenes legetøj. Skal man spørge om lov, eller kan jeg godt lægge ting i posen til Mødrehjælpen uden tilladelse? De opdager det aldrig, tænker jeg. Men det gør de jo faktisk. Jeg har før oplevet, at min datter spørger, hvor en dims, jeg troede var ubetydelig, er blevet af. Jeg må hellere dobbelttjekke med hende.
Mit hoved summer af tanker og idéer, kroppen summer med. Jeg mærker et kærkomment håb.
Efteråret kan godt trække mig lidt ned, foråret løfter mig op igen. Men energien kan også have en bagside. Om aftenen har jeg svært ved at falde til ro, svært ved at give mig hen til søvnen. Tankerne løber afsted, nye idéer, nye planer. Jeg hiver telefonen frem og tilbage flere gange. Jeg må skrive dem ned for ikke at miste dem. Læg dig nu til at sove, tænker jeg for mig selv. Der er en dag igen i morgen. Dagen efter er jeg glad for, at jeg skrev de nye ideer ned. Nu skal der handles på dem.
Min indre sommer
Alting føles lettere om sommeren. Jeg har mere energi de her dage, og nogle dage mere end andre. Jeg er effektiv og handlekraftig. Det er tydeligt for mig, at det er her, jeg finder en styrke. Småbørnslivet medfører, for mig, en næsten konstant træthed, der ligger som et lag under det hele. Det kan gøre det vanskeligt at skelne mellem dagene og faserne. Men efter jeg er begyndt at tracke min cyklus, træder forskellene alligevel frem.
Den indre sommer plejede at være svær for mig, fordi jeg frygtede ægløsningen. Efter jeg fik børn, var den ofte forbundet med smerte. Kroppen spændte op, og jeg gik næsten og ventede på ubehaget. Men det har ændret sig. Mit arbejde med cyklusbevidsthed har gjort mig mildere ved mig selv. Jeg møder kroppen med mere ro og omsorg, jeg er ikke lige så spændt længere. Og smerterne kommer sjældnere. Tænk at det “blot” er det, der skal til. Blødhed.
Jeg ser på min mand med blidere øjne i denne fase og får lyst til at være tættere på ham. I det hele taget har jeg mere lyst til at være sammen med andre mennesker. Tage pænt tøj på og komme ud. Nyde at der er energi til det. Østrogenniveauet er højt her, energien peaker. Det kan jeg godt mærke, men ikke altid, som jeg forestiller mig, det “burde” føles. Grundformen forstyrres af afbrudt nattesøvn. Så i stedet for en eksplosion af energi føles det mere som en let opdrift. En anelse mindre udmattelse end ellers. Men forskellen er der. Jeg har mere overskud til det hele. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvordan det vil føles, når jeg en dag ikke er i småbørnsstadiet længere. Hvordan den her energi så vil folde sig ud. Mere uforstyrret og nok også endnu friere. Men lige nu er det her min indre sommer. Og den er god, som den er.
Ordene flyder lettere i denne fase, jeg er mere udadvendt. Jeg tager mig selv i at smalltalke med pædagoger og andre forældre, når jeg henter børnene fra institution. Det falder mig naturligt nu og kræver ikke det store af mig. Faktisk nyder jeg det lidt.
Gåturen hjem trækker ud, men i dag har jeg tålmodigheden med mig. Jeg skynder ikke på børnene og venter lidt længere, end jeg plejer. De stopper hele tiden. Kigger på sten, samler pinde op, finder noget, som skal undersøges. I nogle af de andre faser ville jeg nok forsøge at få tempo på, men i stedet stopper jeg op sammen med dem. Det gør mig ikke noget i dag, vi har tid nok. Det må tage den tid det tager.
Jeg er mere tilgængelig i den her fase. Hurtigere til at grine og til at sige ja. Jeg har lettere adgang til overblik, er initiativrig og har lyst til at række ud. Der er mere luft og bevægelse. Jeg sætter musik på. Synes ærligt talt, at sangene fra børne MGP er helt ok. Min datters øjne lyser, hun er klar på sang og dans. Dog helst uden at jeg synger med, forstår jeg. Måske synes hun, jeg er pinlig. Men det gør ikke noget. Det er så befriende at danse, lige som man vil. Og danse, det vil hun gerne. Min søn hopper og klapper ved siden af. Vi fylder stuen med bevægelse og grin. Der er en skøn sommervibe i lejligheden. Jeg registrerer den energi, som er her lige nu, omkring mig og i mig. Jeg nyder den og bruger den, mens den er der.
Mit indre efterår
Så kommer skiftet, som kan føles ret brat. Østrogen dykker, og progesteron tager over. Nogle dage er progesteron min ven, der giver ro og en mulighed for at vende energien indad. Andre dage føles fraværet af østrogen, som en manglende beskyttende skal. Jeg er papirstynd og ængsteligheden fylder mere. Jeg vågner og er allerede overstimuleret. Dagen er knap nok startet. Jeg kan ikke overskue det maraton, vi skal gennemføre her til morgen. Jeg skal bare igennem og få familien ud af døren. Så jeg kan få vejret igen og selv komme afsted.
Mørkere tanker dukker oftere op i denne fase, der opstår en indre uro. Verden er stor og uforudsigelig, og jeg har sværere ved at holde det negative ude. Jeg holder ekstra fast i børnene, bliver pludselig bange for at miste dem. Jeg vil have min familie helt tæt på, men samtidig har jeg brug for at være alene. Hvordan får man denne umulige kabale til at gå op?
Hvorfor roder her så meget, tænker jeg. Eller råber jeg det? Det ydre rod skaber rod i mit indre system. Jeg længes efter roen, vil gerne kunne gå med den. Men min tålmodighed er på prøve nu, overfor børnene og min mand. Er han altid så irriterende? Hvorfor føles det, som om han vil diskutere? Kan han ikke bare lade mig være?
Børnenes konflikter går lige ind. Ønsker at de kan enes, bare i ti minutter. Og hvorfor taler børn konstant og med et lydniveau af en anden verden. Lyde skærer i hovedet, alle mine sanser er skærpede. Jeg kommer i tanke om de ørepropper, jeg har fået anbefalet. Måske skulle jeg faktisk få dem købt.
Jeg bliver mere usikker på mig selv i denne fase. Hvorfor kan jeg ikke altid rumme mine børn? Hvad er jeg for en mor? Jeg vil være alene. Mere end ti minutter, gerne et par dage. Men så heller ikke længere, for jeg vil savne dem hurtigt igen. Det er et tveægget sværd at være mor. Jeg prøver at trøste mig selv med, at det snart vender igen. At forløsningen kommer med blødningen. Jeg håber, den kommer inden længe. Jeg husker det, min veninde har lært mig: PMS kan også stå for Please Make Space. Please. Make. Space. Det er egentlig bare det, jeg beder om. De næste dage falder det hele lidt mere til ro. Jeg siger pænt nej tak og trækker mig i det omfang jeg kan. Det er det, jeg har brug for. Jeg er sensitiv. Det er jeg altid, men her føles det tydeligere og jeg skal passe på mig selv. Jeg ved også nu, at når denne fase er ekstra udfordrende, så har jeg ikke fået sat mine grænser tilstrækkeligt tidligere. Det kan jeg så lære af.
Jeg græder til det, mine børn ser og hører, bliver så rørt af det hele. Det er egentlig rart at mærke det og at lade det få plads. Tårer triller ned ad kinden og det letter. Vi ser Bluey, moren tænker tilbage på dengang, Bluey var en lille hvalp. Det rammer mig. Mine børn var jo også helt små for et øjeblik siden, tiden går så stærkt. Jeg tørrer tårerne væk og griner. Min datter kigger på mig. “Jeg er okay,” siger jeg. “Jeg bliver bare rørt.” “Hvad betyder rørt?” spørger hun. “Er det der at være rørt?”. Jeg smiler til hende. “Ja”, siger jeg. “Det er en følelse af varme, og noget, der bevæger sig indeni, når man oplever noget smukt eller vigtigt. Det er gode tårer”. Hun nikker.
Jeg giver lidt mere slip og sænker tempoet, hvor jeg kan. Jeg ved godt, hvad der venter, den indre vinter nærmer sig igen. Der, hvor jeg får lov til at trække mig tilbage, og hvor kroppen får plads til at give efter. Cirklen slutter. Og begynder igen.
Mor i en cyklisk krop
Egentlig er vi kvinder langt mere forudsigelige, end vi bliver fortalt. For de her rytmer gentager sig måned efter måned. Måske derfor giver det mening at lære dem at kende. At forstå, hvad de hver især bringer med sig. De indeholder alle noget værdifuldt. Jeg har fået et sprog for mine skift, det havde jeg ikke før. Det sprog ønsker jeg, at mine børn og mand skal lære. Jeg tror på, at det skaber mere balance hos os, som familie. Det gør det lettere at være sammen, når vi forstår, hvad der bevæger sig. Det er vigtigt for mig, at mine nærmeste lytter, og det oplever jeg faktisk, at de gerne vil. De må gerne se at jeg har følelser, at mit energiniveau skifter, og at jeg ikke er den helt samme hver dag. At jeg er et menneske, og en mor, der lever i takt med sin krops rytmer. Mine indre årstider har værdi, for mig og for os som familie.
