Amanda Collin: Familieliv på Hollywood-set
Da Amanda Collin er gravid med sit første barn, lander hun den rolle, der sikrer hendes gennembrud på den danske skuespilscene. I dag venter den 36-årige skuespiller sit andet barn og skal på ny til at finde formen på familielivet. Her fortæller Amanda om ikke at turde sige sin skuespillerdrøm højt, om at stå på scenen få uger efter sin fødsel og om at rykke familien til Sydafrika for en rolle
Amanda Collin er sådan en, både mænd og kvinder har en fest med, og man er ikke i tvivl når man har været til et selskab med hende. Med sin smittende energi, sine knap 180 centimeter og en karisma, der får andre til også at shine, er Amanda én der fylder et rum – på den gode måde. Og festen kommer ikke fra fremmede.
“Begge mine forældre og hele deres omgangskreds er enormt festlige. De elsker fest og farver, og vi er altid blevet hevet med. Hver gang der har været den mindste anledning til det, har de optrådt for hinanden, lavet en sang eller sådan noget. Og de gør det stadig.”
Festen har Amanda taget med sig, og har der været en scene i nærheden, har Amanda fundet sin vej til den.
“Jeg husker hele min gymnasietid som om, jeg havde paryk på. Hver gang der var en scene, skulle jeg op på den.”
“Jeg tror, man bliver født med en form for livsbane, noget man skal prøve i sin oplevelse som menneske. Jeg vidste ret tidligt, at det var noget med skuespil.”
Amandas smittende energi og uomtvistelige talent har allerede bragt hende langt ud over landets grænser. Alligevel har det taget hende mange år og et par omveje før, hun turde sige højt, at hun drømte om et liv som skuespiller.
“Der var en optræden i børnehaveklassen, hvor vi skulle danse Lambada for hele skolen, som jeg bailede i sidste øjeblik, fordi vi ikke havde øvet det godt nok. Selvom jeg kun var 6 år, havde jeg store forventninger og syntes ikke, at vi bare kunne stå og fjolle. Så jeg mærkede skuespillerdrømmen ret tidligt, men også angsten for at fejle i det – og det varede faktisk helt til jeg var 23, hvor jeg tog en beslutning om, at nu måtte jeg simpelthen prøve det.”
Mavefornemmelsen lyver aldrig
Amanda finder en skole i New York, søger ind og bliver optaget. For hende bliver det en måde at afprøve drømmen lidt i hemmelighed.
“Jeg turde ikke sige til nogen, at jeg gerne ville på teaterskolen. Jeg turde heller ikke søge ind, for hvad nu hvis jeg egentlig ikke kunne lide det, eller hvis jeg var vildt dårlig. Jeg havde alt mulig tankespind omkring det i stedet for at gå direkte til det.”
“Jeg tænkte; hvorfor er der ikke nogen der kan se, at jeg gerne vil være skuespiller? Jeg syntes selv, at det var indlysende. Men jeg havde heldigvis en kæreste på det tidspunkt, som havde en ven, der gik på William Esper (red. William Esper Studio, skuespillerskole i New York). Han fortalte, at skolen var mega fed og jeg tjekkede den ud og så, de havde et 6 ugers sommerkursus, som ikke kostede alverden. Så det gjorde jeg. 2 uger efter sad jeg og græd over at jeg havde fundet mit tilhørssted og var bare lykkelig.”
“Jeg tror, at den skole var et rigtig godt skridt på min livsvej. Der var mange læresætninger, som faktisk stadig sidder fast, som; Only when you accept things, they change, og trust your instincts. Det blev selvfølgelig sagt i skuespiløjemed, men der var mange gode livslærdomme man kunne overføre – i en scene skal man altid stole på, hvad mavefornemmelsen siger og gå med det, men det gælder jo også i livet. Maven lyver aldrig.”
På scenen få uger efter fødslen
For knap fem år siden bliver Amanda og hendes mand Christoffer forældre til deres første datter, Frankie. Amanda er gravid, da hun lander hovedrollen i filmen ‘En frygtelig kvinde’, som hun vinder både en Bodil og en Robert for, og filmen sætter for alvor skub i hendes karriere.
Kun få uger efter Amanda har født, skal hun stå på scenen i stykket ‘Frøken Julie’, der spiller på Det Kongelige Teater, hvor hun har titelrollen.
“Det var virkelig en drømme-rolle. Og så kom jeg, helt hovedløs kylling. Frankie var 4 måneder og ville ikke tage flaske. Ved den første læseprøve var hun omkring 6 uger. Jeg var så træt, men jeg var så glad. Jeg tror, at netop fordi jeg havde fået Frankie, så var jeg så frygtløs i det. Der var en dag til prøverne, hvor jeg havde lagt mit tyggegummi ned i en gammel kaffekop og pludselig skriger Kirsten Olesen (red. skuespiller ved Det Kongelige Ensemble); “hvem har puttet tyggegummi i min kaffe?!” Jeg måtte jo indrømme, at det var mig og det turde jeg nok kun fordi, jeg lige var blevet mor. Jeg følte, at jeg havde vundet allerede. Tingene bliver jo sat lidt i perspektiv, og man lærer at tage lidt lettere på nogle ting. Tidligere ville jeg nok have skudt mig selv i sådan en situation. Men lige der syntes jeg bare, det var ulækkert og synd for hende, og at jeg var super kikset at have gjort det, men hvor var det også sjovt.”
Familieliv på Hollywood-set
Da Frankie er 2 år, lander Amanda hovedrollen i HBO-serien Raised by Wolves, som instrueres af Ridley Scott. Serien skal optages i Sydafrika, og familien skal være klar til afrejse en måned senere. Det hele går så hurtigt, at Amanda og Frankie tager i forvejen mens Amandas mand, Christoffer, må blive hjemme og runde sit arbejde af.
“Når det er Sir Ridley Scott, der er involveret, så slår man hælene sammen og gør, hvad der bliver sagt. Så det var nogle rigtig lange dage. Det var hårdt gerne at ville være en god mor og skulle være to steder på en gang. Jeg havde mine forældre med i den første periode, fordi Christoffer var nødt til at blive hjemme og afslutte sit arbejde. Det var noget med at stå op kl. 04.15 om morgenen for at skulle i træningscenter og bygge muskler og drikke proteinshakes og stå på et set og gå helt ind i rollen, komme hjem kl. 20 om aftenen, lige nå at læse en godnathistorie og så falde i søvn.”
“Hun var 2 år. Så selvfølgelig havde jeg dårlig samvittighed. Helt egoistisk havde jeg lyst til at komme ind ad døren, sætte et afsnit Friends på, tage en whiskey sour og slappe af. Eller gå ud med nogen fra mit nye arbejde. Men så skal man hjem til en der lige har skidt i bleen og rigtig gerne vil have sin mor. Det er en super hård balance. Der synes jeg bare, at det er virkelig fedt, at Christoffer og jeg har fundet vores balance i, at vi er en enhed og mor og far er lige gode.”
To gange har Amanda nu optaget på serien i Sydafrika, og begge gange har det været et fællesprojekt for den lille familie.
“Jeg var ikke bange for noget af det arbejdsmæssige kun for, hvordan vi ville komme til at fungere som familie. At flytte så langt væk og Christoffer skulle flytte fra sit arbejde, og hvordan skulle vi få det til at fungere. Men vi var i Sydafrika i 2 uger, og så syntes han jo bare det var for fedt og har lært sindssygt meget af dét også. Nu har vi været afsted to gange og det er total eventyr som familie, hver gang. For mig er det følelse af at være hjemme på min arbejdsplads. Og det smitter jo af på en familie og på en energi og på et barn.”
Anden og (formentlig) sidste fødsel
Amanda er nu højgravid og har termin med sit andet barn her i marts måned. Og denne gang har hun besluttet sig for at føde derhjemme.
“Det har været en ret stor beslutning for mig. Jeg har kunne mærke et dybere instinkt, som har sagt, at det vil være det bedste for mit barn. Også at det vil være det bedste for mig. Jeg kan ikke nødvendigvis forstå beslutningen endnu, men det er vigtigt, at jeg tager den.”
Ifølge Amanda selv er en af grundene til, at hun tør læne sig mere ind i hendes intuition denne gang bl.a. fordi, hun er ret afklaret med, at hun ikke skal være gravid en tredje gang.
“Folk bliver helt rystede, når jeg siger, at jeg kun skal have to børn. De forstår ikke, hvordan jeg kan lukke den. Men det tror jeg bare. Christoffer minder mig også om, at jeg ikke kan lide at være gravid, og jeg synes, det er nederen at amme. Det har været vildt rart, at sætte gang i den samtale. Mig og ham imellem. Det har givet mig en helt anden tilgang til graviditeten, en helt anden tilgang til f.eks. at vælge hjemmefødsel. For nu er det nu. Jeg har kunne nyde det meget mere. Været bedre til at smøre mig ind og gøre alle de der ting, fordi jeg har en ret klar fornemmelse af, at det er sidste gang, vi gør det.”
Amanda og hendes mand har aftalt at holde fælles barsel den første måned efter fødslen, og tage i sommerhus. De skal for alvor trække stikket.
“Vi prøvede første gang, men var rigtig dårlige til det. Jeg skal være lidt mere ligeglad med at få mig selv tilbage, jeg ved godt, at jeg nok skal komme tilbage.”
“Jeg er stadig en god mor, selvom det måske er tidligt”
Som skuespiller er det ikke nemt at arbejde, når først maven begynder at vise sig. Derfor har Amanda været på barsel siden hun var fem måneder henne, og hun kan allerede se frem til, at skulle genoptage sit arbejde på den anden side. Derfor ender hun formenlig med at tage størstedelen af barslen allerede inden lillebror eller lillesøster kommer til verden.
“Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg ved at det kan lade sig gøre. At jeg stadig er en god mor, selvom det måske er tidligt. Jeg behøver ikke 9 måneder, det kan vi godt klare som familie. Christoffer har jo også ændret sig, i løbet af de 5 år. Han kommer også til at tage barsel og han er i det på en anden måde denne gang. Allerede tidligt snakkede vi om, at der måske var en film allerede til august, hvor han sagde, at selvfølgelig kunne vi det. Det var et ret stort vendepunkt for mig. At vi havde etableret noget som familie, og nu var vi en enhed. Første gang, tror jeg, at man skal finde den enhed. Finde ud af hvordan den ser ud. Men det kan man jo sagtens begynde at snakke om inden.”
Godt med fart på
For Amanda blev der for alvor trykket på startknappen til familielivet og karrieren samtidig, og siden da har begge dele drønet derudaf i takt med hinanden.
“Når jeg tænker tilbage, har der været ret meget fart på fra Frankie var helt lille. Jeg var ret ivrig på, at der fanme ikke skulle være nogen forskel. Det tror jeg også er noget, jeg vil gøre anderledes, i den her omgang. De er små så kort tid. Når det så er sagt, har jeg altid tænkt, at jeg var 100% bedre til at være teenagemor. Jeg tror, at jeg er meget bedre til at skændes om en mascara og en for kort nederdel, end jeg er til at skændes om en Elsa-kjole med en stædig 4-årig. Tiden må vise, om jeg er lige dårlig til begge ting.”
“Jeg tror, at man som forælder bare gerne vil have at ens børn er glade, men jeg tror også at ens børn bare gerne vil have, at man er glad. Det er virkelig noget jeg har lært af Frankie. Tak Frankie, lille stædige vædder-væsen, for at komme ind i mit liv og råbe og skrige af mig, hver gang jeg ikke er sandfærdig overfor mig selv. Det er så tydeligt, at når jeg står, hvor jeg skal stå, så er hun en gladere pige. På den måde har hun jo også valgt os som familie. Man kunne have mange tanker om, hvor forfærdeligt det er, at hun skal flytte så mange gange i løbet af et lille liv, og vi ved ikke, hvor hun skal starte i skole. Højst sandsynligt i udlandet. Men hun har valgt os, og hun synes det er fedt og hun er mega god til det og mega god til at følge med. Så længe vi synes, det er fedt.”
De hårde 20’ere og kunsten at tale pænt til sig selv
Amanda er lykkelig over at 20’erne er et overstået kapitel. Hun har faktisk ondt af folk, der er i 20’erne i dag. For hende var det et hårdt årti, der involverede meget melankoli og mange drømme, og en hel masse krudt brugt på at lære sig selv at kende. Derfor har det været en kæphest for hende at lære sig, at give de negative tanker et positivt modspil.
“Jeg begyndte at meditere, da jeg var 28 og har stort set gjort det hver dag siden. Jeg tror det er noget, som mange mennesker dealer med i de unge år. At det på en eller anden måde er en default, at man synes, at man er forkert. Det er bare en vigtig ting at lære, rigtig tidligt, at tale pænt til sig selv.”
Det er en kunst, som Amanda selv håber på at kunne give videre til sin datter.
“Jeg var i svømmehallen med Frankie forleden, for første gang, og det var så indgroet i hende at hun skulle stå bag mig og klæde om. Der måtte jeg sige til hende, at nu måtte vi bare kaste os ud i det og 10 minutter efter, stod hun og tog brusebad og havde en fest med at kigge på andre kroppe og tænkte slet ikke over sig selv. Der er jeg virkelig taknemmelig over at have fået en datter. At kunne give videre til hende, at man skal tale pænt til sig selv, at acceptere sin krop. Også når hun bliver rasende og jeg siger at jeg ikke kan hjælpe hende. Det er kun hende selv, der kan ændre den følelse, hun har indeni. Jeg er rigtig klar til at trøste, hvis det er det, hun vil have, men hun skal selv gøre sig selv glad. For jeg er ikke inde i hende, jeg kan ikke gøre det for hende.”
Interview Bea Fagerholt
Tekst Anna Rolin
Transskribering Maja-Helena Cleaver
Foto Sissel Abel
Artiklen er et uddrag fra vores Mama-podcast bragt 3. februar 2022. Du kan lytte hele episoden her.
Din kommentar