• en

Blog

To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_seng_Gravid_Barsel_Amning_
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_seng_Gravid_Barsel_Amning_
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_Le_Labo_
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_Le_Labo_
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josefine_josefine arthur_Barsel_Simon_Frank
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josefine_josefine arthur_Barsel_Simon_Frank
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_Interior
To_The_Moon_Honey_Mamma_Profile_Josephine_arthur_Delt_Barsel_Simon_Frank_Bea_Fagerholt_Liv_Winther_Interior
JoseTTMDSCF0836
JoseTTMDSCF0836

Josefine Arthur om delt barsel

Josefine Arthur, 34 år, er fra Sverige og har boet i København de sidste 11 år. Josefine er uddannet fra CBS og har i år stiftet kommunikationsbureauet Forest Communication.
Josefine er gift med Simon Frank, kendt som manden bag natklubberne Simons og Chateau Motel. Parret har datteren Uma på halvandet år og bor i en lejlighed på Nørrebro.

Hvordan deler man sin barsel med sin mand, når man i forvejen ejer et firma sammen? Svenske Josefine Arthur er gift med Simon Frank, og de har datteren Uma. Vi møder Josefine på Nørrebro i parrets lejlighed. Højt over Nørrebrogades virvar sidder vi i det nyrenoverede køkken og drikker kaffe, mens hun deler sin historie om det, vi roligt kan kalde, en utraditionel barsel.

 

”Min mand Simon og jeg arbejdede i og var medstiftere af firmaet Butter Agency, (kreativt bureau, red.) da jeg blev gravid. Jeg var direktør, og vi havde aftalt, at de første 12 uger skulle jeg være på barsel. Planen var, at jeg var på mail og telefonen, men ikke fysisk på kontoret. Ligeså stille ville jeg begynde at arbejde om formiddagen fire dage om ugen. Ret hurtigt fandt vi ud af, at det ikke kunne lade sig gøre. Vores plan fungerede i teorien, men ikke i praksis. Uma tog ikke flaske, og det havde jeg regnet med. ’Hun er jo en baby, selvfølgelig tager hun flaske’. Vi var ret naive og syntes, at Uma var et meget nemt barn i starten, så vi tænkte, at det hele nok skulle lykkes. Vi købte ny lejlighed, som vi satte i stand fra ende til anden og Uma blev kastet ind i det liv, vi allerede levede. Vi prøvede hver dag i 3 måneder med 11 forskellige flasker, men hun var bare ikke interesseret, hvilket gjorde, at jeg var meget låst. Det i sig selv var ikke noget problem, men jeg havde jo et arbejde, jeg skulle passe. Efter de tre måneders barsel, så min hverdag sådan her ud: amme Uma, tage på kontoret i to timer, hvor jeg knoklede igennem eller holdt interne møder, indtil Simon ringede og sagde: ’hun er vågen! Hun er sulten!’, og så løb jeg hjem. Hvis jeg havde set mig selv udefra, løb jeg bare frem og tilbage på Nørrebrogade.

 

Ikke optimalt

Vi måtte selvfølgelig tilpasse os Uma og hendes behov, men det var ikke optimalt. Jeg var hele tiden i en veksel mellem barsel og arbejde, så det var svært for mig at slippe arbejdet, når jeg var sammen med Uma. Simon kunne ikke gå længere end en kilometer væk fra kontoret, så vi var begge begrænsede. Jeg var på mail eller telefonen, hver gang Uma sov lur og hver aften. Jeg havde konstant dårlig samvittighed, og følte ikke jeg var 100% til stede i noget. Jeg lagde al min gode energi hos Uma og ikke særlig god energi nogle andre steder. Jeg fik heller ikke min søvn, og jeg var stresset. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne arbejde på det niveau – der var for meget på mit bord, og jeg havde aldrig haft ambitioner om at være direktør og sidde med administrative opgaver, momsregnskaber og personaleansvar. Jeg var hverken den mor, jeg ønskede at være eller en god kæreste – og heller ikke en god chef. Det kunne ikke hænge sammen, og jeg endte med at sige op.

 

Det var den helt rigtige beslutning. Jeg ville hellere være med Uma end at arbejde så meget, og det kom faktisk bag på mig – følelsen af family first var helt ny for mig! Inden vi fik Uma gik mine tanker på, at Simon og jeg skulle dele barslen, så jeg ikke skulle sætte min karriere på hold, og vi kunne være fælles om det. Nu ville jeg stadig gerne dele min barsel med Simon, men kun fordi jeg syntes, det var bedst for Uma.

 

Startede eget firma

Inden min opsigelse, havde jeg snakket med Stephanie, en tidligere kollega og god veninde, om at starte firma sammen. Da nogle kundemuligheder flaskede sig, blev vores ide hurtigt en realitet. Stephanie og jeg forventningsafstemte inden, og jeg vidste, at jeg ikke kunne være fysisk på kontoret i samme omfang som på mit tidligere firma Butter. Simon fandt også ud af, at han var nødt til at have mere tid på sit arbejde, ellers kunne det ikke lade sig gøre økonomisk. Vi stod i en situation, hvor vi var nødt til at gøre noget, og vores fælles løsning blev, at Simons kusine kom og passede Uma 4 timer om dagen, tre gange om ugen. Uma var syv-otte måneder på det tidspunkt. Uden den ekstra hjælp i tre måneder, kunne jeg ikke have startet Forest Communication. Jeg var på kontoret, mens Uma blev passet, og det var stadig stressende, for jeg kom hjem til en baby, der var helt veludhvilet fra sin formiddagslur og selv var jeg bare træt og havde nærmest ikke haft tid til at tisse. Til sidst sagde jeg til Stephanie, at det ikke kunne lade sig gøre og jeg besluttede mig for at tage 2 måneders barsel med Uma. Det var en game-changer for mig. Jeg følte, at jeg landede i morrollen fra den dag Uma blev født, men pludselig kunne jeg mærke et overskud til andre end Uma, og det havde jeg savnet. Vi vil gerne have flere børn, og så vil vi gøre det helt modsat. Så tager jeg 6 måneders barsel, hvor jeg faktisk er på barsel. Vi har tabt lidt barsel, men jeg føler, vi indhenter det i Umas tidlige år. Nu bliver hun afleveret kl. 9 og hentet mellem kl.14-15 fra hendes dagpleje, og om fredagen bestræber vi os på at hente sammen.

To_the_Moon_Honey_Jonas_Bie_Josefine_Arthur_Mama_Profile

Josefine Arthur (tv) på sit kontor med den anden del af Forest Communication, Stephanie Tvermoes.
I bagklogskabens lys

Hvis jeg havde talt med mig selv, inden Uma blev født, ville jeg ha sagt, at jeg ikke skulle love andre mennesker så meget. Det var mig, der insisterede på at være tilbage på kontoret på en bestemt dato og ingen anden. Hvis jeg havde sagt fra start, at jeg ville have 6 måneders fuld barsel, var der ingen, der havde sagt mig imod. Man ved ikke, hvilket barn man får. Vi havde en plan om, at jeg skulle pumpe ud om aftenen, så Simon kunne give en flaske, og jeg kunne få 5-6 timer i streg, men Uma tog hverken flaske eller sov så lange stræk. Som førstegangsmor har man mange forventninger til, hvilken mor man gerne vil være, og det ville jeg ønske, jeg ikke havde brugt så meget energi på. Hvis du skal være selvstændig og dele barslen, så kræver det virkelig, at man har talt meget om det inden. I det hele taget tror jeg, det er vigtigt at tale om det at få et barn. Det kan være alt fra barsel til forventninger om, hvor tit man går ud, hvor meget man vil involvere sine familier, etc. Det kan også være de helt små ting – både Simon og jeg er de yngste i vores søskendeflokke, så vi har lavet en aftale om aldrig at kilde Uma.

 

Tiden inden barn

Både Simon og jeg har altid haft enormt meget frihed og gjort hvad vi ville. Nu skal alt planlægges, og det har været en ret stor omvæltning. Allerede fem år inden Uma kom, indledte vi snakken om at få børn. Simon har levet af at drive natklubber, og han kunne finde på at sige: ‘Når vi får et barn, kan jeg gå i byen fredag, og du kan gå i byen lørdag’ – men så længe diskussionen gik på, hvordan vi skulle dele byturene mellem os, skulle vi ikke have et barn. Først da den snak stoppede, kunne vi tale om det rigtigt. Inden jeg blev gravid, begyndte Simon at ændre nogle vaner, og da jeg blev gravid, stoppede han med at ryge og kom tidligere hjem fra byen. Da Uma kom ind i vores liv, gav det sig selv, han havde ikke lyst til at have tømmermænd. Simon har virkelig taget faderrollen med stor seriøsitet og været der 100% for Uma, fra den dag hun blev født.

 

Mødregruppe

Jeg har haft vildt meget glæde af min mødregruppe. Det havde jeg ikke troet, og kun fordi min sundhedsplejerske rådede mig til at give det en chance, mødtes jeg med dem. Det er jeg så taknemmelig for. De er alle sammen vildt seje på hver deres måde. Det er en meget dynamisk gruppe med forskellige baggrunde, religioner og jobs. Vi har en Whats App tråd, hvor vi deler alt fra søvnudfordringer til skilsmisser med hinanden. Jeg gider ikke kun tale om børn med mine veninder, så det har været dejligt med et forum, hvor det er helt i orden, at det er børnene det handler om.

 

Graviditet

Efter min første scanning fik jeg efterfølgende en telefonbesked, fra den læge der havde lavet scanningen, om at min moderkage lå foran livmoderhalsen, og at jeg skulle ringe retur og bestille en tid til en ny scanning. Jeg prøvede at få fat i nogen fra afdelingen, der kunne fortælle, hvad det egentlig betød, men det var umuligt at få fat i nogen, på nær receptionisten, som selvfølgelig ikke anede det. Da vi googlede os til viden, var der kun skræmmehistorier at finde. Derfra fik jeg løbende forskelligartet information fra de læger og jordemødre, jeg konsulterede. Det var enormt frustrerende for mig under min graviditet, og heldigvis kunne jeg søge råd hos min vens mor, der er jordemoder. Hun sagde, at moderkagen ikke ville rykke sig, og at jeg skulle føde ved kejsersnit. Selvom hun var stensikker, så mente lægerne gennem hele min graviditet, at det sagtens kunne ændre sig.

 

Fødsel

Moderkagen blev ved med at blokere livsmoderhalsen og jeg endte med at fødte ved planlagt kejsersnit. Selvom jeg havde hørt ordet moderkage cirka 100 gange under min graviditet, og det til tider føltes som om lægerne fokuserede mere på moderkagen end selve fostret, så lykkes det alligevel overlægen at glemme dele af moderkagen under operationen.

Selvom jeg efterfølgende gjorde sygeplejersker og anden personale opmærksomme på, at der kom blodklumper på størrelse med appelsiner ud af mig, var der ingen der reagerede. Efter to dage blev jeg sendt hjem, selvom jeg knapt kunne rejse mig. Med lidt ekstra smertestillende og en ’det bliver bedre’- forsikring, blev jeg sendt afsted. To dage senere havde jeg så mange smerter, og vi tog ind til Rigshospitalet igen – Uma skulle have taget sin hæleprøve, og jeg hev fat i en af overlægerne og fortalte ham om min tilstand, mens jeg græd af smerter. Lægen gav mig mere smertestillende og sagde, at jeg skulle fortælle alle mine veninder, som overvejede at få lavet et kejsersnit, at det faktisk gør rigtig ondt, og at vi fremadrettet skulle vælge at føde vaginalt. Han var en rigtig idiot! Først og fremmest var det ikke mit eget valg at føde ved kejsersnit, og for det andet må det være enhver kvindens ret at afgøre, hvordan hun ønsker at føde sit barn.

 

Dårlige forhold

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor galt det var, men en lille måned senere var mit blodtryk så lavt, at jeg var ved at besvime konstant. Jeg kunne max gå 500 meter ad gangen. Det kulminerede med, at jeg blev sendt akut til Riget og lagt i fuld narkose, hvor de fjernede resten af moderkagen. Jeg tror aldrig det var sket, hvis de ansatte havde haft bedre arbejdsforhold, og på det tidspunkt orkede jeg ikke at skrive en klage. Jeg tror der er mange, der har det på samme måde. Der går nogle måneder, og selvom man føler sig dårligt behandlet, får man ikke skrevet det. Jeg synes det er absurd, med de besparelser man ser på midlerne til fødende kvinder. Det er ikke det optimale for hverken mødrene eller babyer, og arbejdsmiljøet er i forvejen under al kritik.

 

Øremærket barsel

Jeg ville ønske, der var barselspligt til mænd. I Sverige har det været en udfordring at indføre øremærket barsel til manden, fordi mange kvinder ikke ville dele barslen. I 1995 lagde regeringen derfor farens barsel oveni, og i dag har man samlet 18 måneders barsel – hvor 3 måneder er øremærket til den ene forældre, som typisk er faren. Det har gjort det mere legitimt for mænd at være på barsel, og mine svenske venner deler helt naturligt 50/50. Begge mine brødre har været 9 måneder på barsel med deres børn. For mig er det en selvfølgelighed, at Simon også skal have ligeså meget lyst og være ligeså meget forældre som jeg.

 

Tekst: Bea Fagerholt Foto: Jonas Bie & Liv Winther

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *