Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen om at leve et pendlerliv og vente sit tredje barn

Som 28-årig var Signe indstillet på, at det aldrig ville lykkes hende at få et barn. I dag venter hun sit tredje barn. Her fortæller hun om at få børne- og karrierekabalen til at gå ved at bosætte sig tæt på familie i Jylland og skabe et arbejdsliv i København, hvor ingen ejer hendes tid

Signe sidder i toget fra København, hvor hun arbejder i JP/Politikkens Hus som udstillingschef, hvor hun har det overordnede ansvarlig for at købe kunst ind til husets kunstsamling og ansvarlig for udstillingerne i Politikens Forhal med danske samtidskunstnere. Hun er på vej til Aarhus, hvor hun og familien på fire har boet de seneste to år. Hun er gået over tid. Men det skyldes nok travlhed, tænker hun. For i hendes verden bliver man ikke gravid, med mindre man har været i fertilitetsbehandling eller arbejdet målrettet på det, som har været tilfældet med hendes to børn. Så gravid er det sidste, hun er. Alligevel har hun købt en test, bare for at udelukke muligheden, og på det lille WC i DSB-toget står Signe nu med en test, der viser to tydelige streger. 

Læs også Alona Vibe – Om hvordan god kropsforståelse førte til hurtig graviditet

“Jeg var helt ude af den, og mit mundbind blev lige så stille gennemblødt af tårer. Jeg var i chok over, at det var sket. At det kunne ske. Vi havde slet ikke overvejet et tredje barn. Jeg havde lige foræret alt mit babytøj væk. Vi havde lige fået vores liv tilbage med uafbrudte nætter, en duft af frihed, og så skulle vi have et tredje barn?”

Voldsom syg med svangerskabsforgiftning

Signe var efter sin anden fødsel afklaret med, at hun ikke skulle have flere børn. Det havde været en hård graviditet, præget af svangreskabsforgiftning, og hun var meget syg i tiden op til og i dagene efter fødslen.

“Min anden graviditet var meget kompliceret. Jeg fik konstateret svangerskabsforgiftning sent i min graviditet. Fordi jeg havde et meget lavt blodtryk, og et højt blodtryk er et af de mest kendte symptomer, blev det først opdaget, da jeg pludselig var vanvittigt syg og var omkring min termin – men jeg havde formentlig haft det en måned eller to inden lægerne opdagede det. I to måneder op til min termin, gik jeg med en følelse af at min krop var forgiftet. Jeg havde kvalme, let hovedpine og ikke stor appetit. Jeg troede det var fordi jeg var højgravid og baby pressede på mine organer, men følelsen var mere som sygdom. Og sådan skal det ikke føles. Jeg begyndte også at få vand i kroppen, især i benene. Jeg troede igen at det var en del af det at være gravid, men min generelle utilpashed tog til. Jeg havde også sådan en underlig trykken på brystkassen. Men hvornår ved man som gravid at det ikke er ‘normalt’? Min anden graviditet var modsat min første, hvor jeg følte mig fyr og flamme, men faresignalerne var abstrakte og jeg slog det alligevel hen som almindelige gener. Første gang fødte jeg ved kejsersnit, fordi min søn ikke havde vendt sig. Anden gang havde jeg et ønske om at føde vaginalt, men det var udfordret af mit tidligere kejsersnit, og at jeg havde et meget lavt blodtryk.

Jeg var gået et par dage over termin og var til et ekstra tjek på Herlev, fordi jeg havde smerter omkring mit kejsersnitar. Det var her at  lægerne opdagede mit meget høje blodtryk og protein i urinen og jeg blev fluks indlagt og skulle sættes igang. Men mit tidligere kejsersnit begrænsede mulighederne for igangsættelse, så jeg fik sat en ballon op, som skal udvide sig, så de kan tage vandet. Jeg lå hele natten med det her fremmedlegeme oppe i mig og tænkte: ‘Hvad er det, vi udsætter vores kvindekroppe for’. I det følgende døgn udvidede jeg mig ikke, og jeg endte med at få al den smertelindring, jeg kunne få. Mit blodtryk røg konstant i vejret og det lå på omkring 200 – det bekymrede personalet, fordi det kan udløse blodpropper i hjernen. 

Bange for at dø

Jeg glemte, at jeg selv var et menneske. Under fødslen handlede det kun om at føde det her barn, og jeg havde ingen idé om, hvor alvorlig en svangerskabsforgiftning kan være. Fokus var mest af alt på at få en velskabt lille pige ud og jeg tænkte underligt nok ikke meget på hvor alvorlig situationen var. Jeg bemærkede dog en masse ekstra test og overvågning af mig og jeg fik en epiduralblokade alene for at nedsænke mit blodtryk.

Efter en lang og heftig fødsel på to døgn, fødte jeg. Min krop var stadig forgiftet og helt ude af balance. Jeg var indlagt i flere dage, hvor jeg fik blodtryksregulerende medicin, og jeg måtte under ingen omstændigheder komme hjem. Jeg får det værre og har det virkelig dårligt. Mere og mere pres på min brystkasse og sådan en mærkelig diffus trykken på mine indre organer. Og der blev jeg bange – rigtig bange. Her lå en velskabt lille pige og en meget syg mor, og ingen vidste rigtig hvordan tilstanden skulle udvikle sig. Det sker, at svangerskabsforgiftningen først rigtig udvikler sig efter fødslen og det var jeg selvfølgelig slet ikke forberedt på. Euforien over at have født blandede sig med en kæmpe dødsangst. En læge der tilså mig kom til at sige at jeg på ingen måde kunne komme hjem fordi min tilstand var meget alvorlig og faktisk noget man kunne dø af. Om hun talte om mig specifikt eller generelt, gjorde i øjeblikket ikke den store forskel. Jeg havde det så dårligt som jeg aldrig har haft det før, og så hørte jeg ordet ‘dø’. Det satte sig virkelig i mig. Men heldigvis viste det sig at jeg allerede efter to døgn fik det bedre. Mit blodtryk faldt og jeg fik langsom overskuddet tilbage. Trykken fra brystet og på mine organer aftog langsomt og jeg var klar til at komme hjem med min nyfødte, men chokket sad stadig i mig. Det gør det nok i virkeligheden stadigvæk, hvis jeg mærker efter.

Efter den oplevelse var jeg mentalt afklaret med, at jeg ikke skulle have flere børn, fordi der er en risiko for at få svangerskabsforgiftning igen – og jeg var vitterligt bange for, at jeg skulle dø.

I løbet af min datters første leveår genbesøgte jeg fødslen et par gange, og det gik først sent op for mig, hvor vild en oplevelse det havde været. Men jeg lægger også låg på, fordi min mand og jeg kort tid efter beslutter os for, at vi ikke skal have flere børn – jeg skal ikke udsætte mig selv for det igen. 

Kan familien klare et til barn

Den dag i toget går det op for mig, at jeg igen skal forholde mig til det, der skete for tre år siden. Risikoen for at blive rigtig syg igen bankede på med det samme. Når man har to sunde og raske børn, er der bare meget på spil. Både hvis de skulle miste deres mor, men også hvis der skulle være noget galt med barnet. Jeg er 35 år, og det er jo fra naturens side en høj alder at få børn i. 

Som dagene gik, kunne jeg mærke, at jeg faktisk havde svært ved at finde mentalt og menneskeligt overskud til at rumme et barn mere. Var det fair for en hel familie? Der er også to store børn, der skal trives i det og ikke have nogle forældre, der er helt udmagrede og nede på energi. 

Min mand syntes, det var en ukompliceret beslutning, hvorvidt vi skulle beholde barnet, men jeg var selv i tvivl. Men langsomt begyndte jeg at vænne mig til tanken og forstå, at jeg mod alle odds faktisk var gravid. Jeg besluttede mig for få en tidlig scanning. Jeg var vildt nervøs til scanningen og bange for, at der skulle være noget galt, og det bekræftede mig bare i, at jeg gerne ville beholde det – det var en kæmpe lettelse, og alt så rigtig fint ud. 

Troede aldrig jeg skulle blive mor

Da jeg var 19 år, fik jeg ikke længere min menstruation, og jeg fik at vide, at jeg skulle forberede mig på, at det ville kræve hjælp, når jeg en dag gerne ville blive gravid. Da jeg var 28 og havde jeg kendt min mand i 6 år, besluttede vi besluttede os for, at vi gerne ville i gang, og vi blev begge udredt og startede i fertilitetsbehandling på Hvidovre, hvor jeg kom i IVF og fik hormonsprøjter kombineret med livsstilsændringer og akupunktur. Vi gik meget op i det, og jeg kan se nu, at det psykede mig. Det var fysisk og psykisk udmattende – hver gang jeg så et æg, der voksede, så var jeg sikker på, at det var en baby. 

Det var et kaotisk år, vi arbejdede begge meget og havde generelt en livsstil i et højt tempo. Ingen af vores venner var begyndt at få børn, så på den måde var det ikke stressende, men vi var det par, der ikke tog til fester eller rejste, fordi vi var så fokuseret på at blive gravide. Inde i mig selv havde jeg accepteret, at jeg aldrig ville blive mor. Jeg havde brugt en stor del af mit liv på ikke at få min menstruation, så hvorfor skulle jeg kunne få et barn? 

Efter et år besluttede vi at indstille behandlingerne på ubestemt tid. Vi havde planlagt at blive gift i New York, hvor jeg har studeret kunsthistorie i to år, og vi skulle vies på City Hall i New York. Et par dage inden vi rejste, fik jeg min sidste behandling, og jeg havde en test med, som jeg skulle tage derovre. Jeg begyndte at få det dårligt, allerede da vi var ankommet, men tænkte, at det nok var kombinationen af jetlag og spænding over at skulle giftes. Vi nød bare livet og spiste østers og drak champagne, men efter brylluppet havde jeg det stadig underligt. Vi fløj videre til L.A., og jeg endte med at tage testen på et motel – og den var positiv. Vi kom hjem nygifte og med en baby i maven, og det skete bogstaveligt talt, da vi mindst ventede det. 

Omlægge sit liv med to børn

Under min anden graviditet arbejdede jeg vanvittigt meget. Jeg havde en forestilling om, at de to ting godt kunne gå hånd i hånd, jeg kunne sagtens komme sent hjem, være der for min søn og være højgravid – jeg mærkede slet ikke efter. Denne her gang er jeg meget bevidst om, at det ikke er et arbejde værd. Der skal være plads til at tage en lur og slappe af, give kroppen lov til at være træt. Jeg går på barsel en måned inden termin, men man burde jo gå fra tidligere – jeg synes i hvert fald ikke, det er meget, man kan fire uger inden, man skal føde. Kvinder, der cykler på job med gigantiske maver og knokler til kl. 17, det synes jeg ikke er ideelt.  

Inden vi fik vores andet barn, gik det op for mig, at det arbejdsliv jeg havde, ikke hang sammen. Jeg kunne ikke have en familie med to børn, ambitioner om også at være noget for mine børn uden at være totalt skeløjet kl. 17:30, når jeg kom hjem med en færdigret fra Meyers under armen. Dengang havde jeg en stilling som senior projektleder og kurator på Dansk Arkitekturcenter – det er en travl virksomhed, og jeg havde meget at se til. 

Under graviditeten kunne jeg se, at det ville blive en logistisk udfordring at få vores liv til at hænge sammen med to små børn. Jeg brugte mit år på barsel til at mærke efter, og jeg kunne bare mærke, at jeg ikke skulle tilbage i samme gear. Jeg tror på, at kvinder innoverer helt vildt under barslen, man har noget kreativ energi, der skal udløses, det mærkede jeg selv. Jeg skrev under på mit nuværende job under barslen. 

Om at vælge karriere og familie

Mit job hos Politikens Hus har jeg selv været med til at tone. Jeg har det overordnede ansvar for udstillingerne i huset og deres kunstsamling, og det indebærer blandt andet en enorm fleksibilitet, så jeg kan tale med kunstnere søndag aften eller i dagtimerne. Det har været altafgørende for mig at tage ejerskab over min egen tid. Jeg skal levere et resultat, som er højkvalitetsudstillinger, og så køber jeg ind til Politikkens Hus kunstsamling og jeg administrerer den og sørger for at placere værker i hele huset og på kontorerne. Men der er ingen, der ejer min tid. 

Jeg har valgt, at jeg både kan have en karriere og et familieliv, men det kræver, at man kan være ærlig over for sin arbejdsgiver og stille nogle krav. Det er ikke fedt at have for travlt. Vi får jo ikke børn for ikke at se dem, nyde dem og være sammen med dem. Det går så stærkt, og vi har et langt karriereliv foran os. 

Mor er væk – far må på banen 

Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle tilbage til Jylland. Men da vi begyndte at savne skov, vand og ikke mindst familie tæt på os, besluttede vi os for at flytte til Aarhus. Jyllands-Posten har sit hovedsæde i Aarhus, så det var ikke helt ulogisk, og da min mand fik et job i Jylland, var beslutningen taget. 

Jeg har to hele arbejdsdage om ugen, hvor jeg kan banke igennem i København, og så har jeg tre hverdage i Jylland, hvor jeg kan hente tidligt og være mere fleksibel. Jeg er mere sammen med mine børn nu, end da vi boede i København. Det har været et gigantisk skifte, og det tog tid, før jeg fandt mig tilrette i det, og jeg savnede vores gamle liv på Frederiksberg, men mit liv er blevet nemmere, efter vi er flyttet tæt på mine forældre, som hjælper os især de dage, hvor jeg er i København.

Når jeg er i København, bor jeg på et lille værelse hos en god veninde på Frederiksberg. Hun er ved at tage en ph.d i Aarhus, så vi swopper simpelthen familie en gang om ugen – så laver jeg havregrød til hendes børn, mens hun laver til mine. 

Vi har fundet en god rytme, hvor børnene har vænnet sig til, at jeg er væk. Ofte kommer farmor over og har tre dage sammen med sine børnebørn og søn, hvilket alle elsker. I starten brugte jeg meget energi på at planlægge alt for dem – lægge tøj frem og lave madplaner, lige indtil jeg kunne se på billederne, at de gik rundt i tøj, far havde valgt og spiste noget tredje, og det er så fint. Det er kun sundt at give slip på den kontrol. Jeg ser familielivet som et stort kollektiv, hvor der er brug for mere end en mor og en far, og det har der været behov for, hvis vi begge gerne ville blive ved med at have en karriere.  

Frygten for tilbagevendende svangreskabsforgiftning

Jeg har talt med fødselslæger og min jordemoder om min oplevelse efter min sidste graviditet. Det har hjulpet, men det har ikke taget frygten fra mig. De siger, at de har godt styr på det, og jeg stoler mere på min krop i dag og er mere opmærksom på faresignalerne i dag end dengang. I mit stille sind tænker jeg, at jeg skal have et kejsersnit en måned før. Det er lidt uhyggeligt med svangerskabsforgiftning, for du kan ikke gøre så meget – andet end at holde øje. 

Læs også Mette Wendelboe Okkels fra Petite Knit: ”Jeg vil bare gerne strikke”

Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være mor til tre. Jeg er ekstremt glad for mit arbejde og for mine børn – men jeg er også ekstremt glad for min egen tid. Mine veninder, kunst og kultur. Det har været svært for mig pludselig at skulle være hende med tre børn. Jeg følte mig kastet tilbage til stenalderen. Nu føler jeg det som et kæmpe privilegium at have to børn, der sidder ved morgenbordet og taler med baby inde i maven, og som glæder sig til at få en lillebror.” 

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther