WHAT’S UP MAMA: Bea og Liv – om hulestemning og raseri over fødendes forhold

Siden Bea Fagerholt og Liv Winther startede To The Moon, Honey for to år siden, har de været vant til hver morgen at ordne verdenssituationen, inden arbejdsdagen gik i gang. Nu har lockdown tvunget dem til at arbejde hjemmefra. Læs med her, hvor de skriver sammen om hverdagskaos med syge børn og hjemmeskoling, ammestop og minder fra barselsgangen

Liv:

Godmorgen B, jeg er ved at blive vanvittig. Og jeg er endda en af dem, der elsker at være hjemme og ingen planer have. Jeg kan sagtens gå i ugevis uden behovet for at se andre end min familie. Jeg elsker alt ved at gå i hule, og derfor er der også noget tryghed forbundet med at være i lockdown. Altså udover arbejdsbunkerne, der hober sig op omkring mig, og mine børn, der alle bliver bedre og bedre til at underholde sig selv med en skærm.

Jeg sidder og arbejder med min computer, placeret præcis i midten af vores lejlighed. Her kan jeg se ind i alle rum og værelser. Når vi er hele familien samlet, hver anden uge, så er vi jo 5 mennesker, der alle stikker i øst og vest med vores behov. Liam og Luka bliver hjemmeskolet. Først var de triste over at skulle være hjemme. Nu er ligesom gået i et andet gear. Som køer der tygger drøv på en mark, er de helt lange i blikket. De burde skate rundt et sted i København, lære at overholde tiden, bruge offentlig transport og takke stolt nej, hvis nogen spørger, om de vil smage på en cigaret. Men i stedet er de blevet noget, der minder om fuldtids gamere og sit-coms entusiaster, der triller fra deres skrivebord til deres seng, så snart der er ’frikvarter’.

Men nu er klokken 10:00, og Liam har faktisk idræt, så jeg skal ud og løbe med ham rundt om Søerne. I sidste uge, da han også havde idræt, og jeg bakkede op om at få ham af sted, var der en kvinde, der kiggede misbilligende på mig nede ved Søerne, fordi jeg måtte løbe på stedet, klappe hårdt i hænderne og råbe “KOM SÅ, LIAM!” for at få ham til at lunte i et nogenlunde tempo.

Hvordan går det med vuggestueindkøring af lille Woody. Kan det overhovedet lade sig gøre i lockdown?

Bea:

Woody har bræksyge. Nok, fordi han er startet i vuggestue – nu var vi ellers kommet så godt i gang efter en lang og rolig indkøring – på samme stue som Frank gik. Det har været så hyggeligt og trygt at vende tilbage. Han nåede lige 3 gode dage med lur, og så rammer hammeren. Det er sjovt, hvordan man tror, at man ved det hele med sit andet barn, fordi man har prøvet det før.

Jeg fik lagt et cremefarvet væg-til-væg tæppe på Franks værelse, da jeg var højgravid, og min søster grinede og sagde ‘Bare vent til han bliver syg og kaster op udover det hele’ – men det gjorde han ikke. Men så fik jeg Woody, og jeg kan love dig for, han kan kaste op. Ikke på tæppet (gudskelov), kun på mig og i sengen, hvilket også er pænt klamt.

Sådan en syg baby på 15 måneder er jo også lidt hyggelig, fordi der bliver skruet helt ned fra 120 i timen til 30… til gengæld er der ikke så meget andet end mine bryster, der kan få ham til ro, når han har det dårligt. Så selvom jeg i mit hoved havde planlagt, at jeg snart skulle stoppe med at amme, så er jeg glad for, jeg stadig kan. Men Liv, jeg er så træt.

Du har også nok at se til derhjemme med børn i lockdown. Hvad skal I lave i weekenden?

Liv:

Jeg har booket et hotelværelse til mig og en veninde. Der er karbad på værelset, og vi har købt vin med hjemmefra. Så jeg tjekker lidt ud i denne weekend 🙂 Hvor lang tid ammede du egentlig Frank? Husker det, som om du stoppede tidligere?

Bea:

What! Hvor er du heldig. Jeg har ikke været udenfor en dør i 4 dage. En tur ud på altanen med bleposer, det er, hvad det er blevet til. Jeg drømmer om en 24 timers getaway på et hotelværelse – karbad (lige præcis – vigtigste detalje, når man booker), roomservice, film i dobbeltsengen og det bedste: sove længe! Jeg skal ikke have nogen med, jeg skal bare være helt alene. Var det godt?

Frank takkede selv af, da han var omkring 10 måneder. Så stenet – fra den ene dag til den anden, så gad han ikke længere. Kan huske, jeg græd lidt indeni, fordi nu havde jeg jo haft min sidste amning uden at vide det. Til gengæld var jeg også taknemlig for, at vi ikke skulle igennem en kamp – havde hørt alle de her skrækkelige skrige-scenarier, hvor moren skulle sove i et andet værelse mens barnet var på afvænning. Jeg har nu fundet ud af, at der findes alternative og mere stille og rolige ammenedtrapninger.

Liv:

Jeg husker det så tydeligt med Liam. Jeg stoppede helt uden drama, da han var 10 måneder, og han startede i vuggestue. Men da han blev syg 3 dage efter, fik jeg kolde fødder. Jeg kan huske, at jeg prøvede at lægge ham til igen. Han var ret stor af sin alder og pludselig – da jeg prøvede at tvinge ham til at tage fat om brystet, og han kæmpede for at komme fri – fik jeg øjenkontakt med hans far. Det var bare helt helt forkert. Det var, som om at han havde glemt alt om, at han nogensinde var blevet ammet på de 3 dage, og jeg nærmest udsatte ham for et overgreb.

Liv og Eddie

Men jeg har tit tænkt på, hvad jeg dog havde gjort, hvis han havde taget fat igen – om jeg så var endt med at være en af de mødre, der ammede ham til han kunne snakke og spise med bestik. Eddie sagde også selv stop, da han var omkring 10 måneder, først på det højre bryst, og kort efter gad han heller ikke det venstre. Spændende, hvor længe du ender med at amme W 😊

-Lige kommet hjem fra hotellet. Vi var så ikke de eneste, der havde fået den idé at booke et hotelværelse og lege staycation i egen by!! Hotellet var næsten fyldt, så vi gemte os på værelset, sprittede af som gale, tog karbad, drak vin og sov til klokken 11.00. Årh det var tiltrængt! Er Woody blevet rask?

Bea:

Er gået i seng og ammer. Han nægter at sove andre steder. Så jeg har overgivet mig til sengen og min kæreste har været inde med heksehyl og en Magnum Vegan (min nye obsession, SÅ god!) og masser af vand. Sidder og tænker på, om det er godt eller dårligt, at man har en iPhone. Hvad lavede min egen mor, når hun sad i mørket med en syg sovende baby ved brystet? Måske var det meget sundt. Måske var det vildt ensomt. Jeg laver egentlig ikke det store, men får læst lidt nyheder, svaret smser fra dagens løb, tjekket mails og så semi-shopper jeg. Fylder en kurv med alt muligt jeg føler, jeg mangler til mig selv og børnene, men så får jeg som oftest ikke tjekket ud.

Liv:

Det er underligt slet ikke at se dig, Bea. Hvordan går det? Du ved sådan rigtigt hvordan går det? Vi plejer jo lige at give hinanden et par minutters taletid hver morgen. Til lige at lette låget. Kan du huske, da vi startede To The Moon og begyndte at sidde på kontor sammen. To minutter til at brokke sig lidt om morgenen og så i gang med arbejdet 😅 Måske vi kunne relatere så meget, fordi vores drenge var født den samme dag. Vi fulgtes ligesom ad, på trods af at det var min nummer 2 og din første.

Bea:

“Husker det så tydeligt. Et nyt liv – Frank og Eddie var startet i vuggestue, det var sommer, følelsen af at kunne cykle ned på kontoret efter aflevering og lidt føle man havde glemt sit ben et sted, fordi følelsen af at være alene var så ukendt efter et års barsel. Og vores snakke om morgenen, mens du lavede citronvand og jeg pakkede boller med ost og smør ud, så hyggeligt. Der er søreme sket meget siden med vores fælles ‘baby’.

Ej, Liv. Jeg læste en kronik i går af Liv Collatz i Politiken. Om hendes rædselsoplevelse af en fødsel, hvor hun beskriver de kummerlige forhold, der hersker på Riget – både for patienter og personale. Jeg husker det selv fra dengang, jeg havde født Frank og mistet for meget blod til at tage hjem. Vi lå på en firemandsstue uden ro eller kompetente hænder – jeg gik i ét med væggen og var så kvæstet. Vi var i en form for overlevelsestilstand og lykkerus, så det var først, da vi kom hjem, at det gik op for os, hvor helt forfærdeligt, det havde været.

Læs også

WHAT’S UP, MAMA? Christina og Karoline – Om at være nyskilte

I kronikken skriver hun, at hun siden fødslen har formet de her sætninger i hovedet, men det er først nu, et år efter, at hun får dem skrevet ned. Tænk, hvor mange der aldrig får skrevet dem ned og må gå med smertelige traumer fra dage, der burde være de lykkeligste i ens liv, men som kun vækker genklang af følelser som utryghed og utilstrækkelighed. Det trækker lange spor med sig at komme skævt fra start, og det er jo lige præcis derfor, at der burde være et top tunet system, der sikrer en blød overgang fra fødsel til moderskab og familieliv. Det piner mig virkelig, hvor ringe fødende kvinder og nybagte familier bliver behandlet. Hvornår vågner de, der sidder på pengekassen og indser, at forholdende for fødende mange steder er en katastrofe?!

Foto Amanda Hestehave