Isabel Christensen: Om at vælge det rolige liv

Vi møder Isabel Christensen til en snak om at fravælge både bylivet, hendes salon og kød og om at vælge et liv med nærvær, masser af madlavning og god tid om morgenen.

Vi er kørt fra Københavns klassiske 17 grader, nordpå mod Ålsgårde. Da vi parkerer og stiger ud på Strandvejen, er det sommer – solen bager fra en skyfri himmel, og Isabel åbner døren i en let underkjole og sønnen Jagger på armen. Modsat os er hun klædt på til vejret. Vi går gennem huset og ud i det store køkken. Det er her Isabel med stor glæde tilbringer sin tid. Med at lave mad. Huset er lige blevet solgt, konstaterer Isabel og fortæller, at familien på fire snart flytter til et større hus en kilometer derfra, inde i skoven. Vi går videre ud i haven, der ligger med udsigt til badebro og Øresund. Ro og bølgebrus. Gennem lågen til vandet ligger endnu et hus, det er Caspers kontor fortæller Isabel og ved siden af ligger saunaen, som tages i brug om vinteren. Sønnen Jagger på knapt et år bliver overrakt til Casper, og vi sætter os i haven.

Livsomlægning

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn, og det har været fuldstændig naturligt for mig at blive mor. Inden jeg blev gravid, drak vi og gik i byen, og spiste kød hver dag. Men det er jo ikke en livsstil, der harmonerer med små børn. Det stod ret klart for mig inden, at det liv, jeg levede før, ikke kunne fortsætte – men jeg havde heller ikke hverken interessen eller lysten til at gå ud. Ens mind-set er bare et andet med små børn. Så det gav egentlig sig selv at gøre noget andet. En aften, da Cooper var tre måneder gammel, så Casper og jeg dokumentaren ’What The Health’ på Netflix. Vi sad begge bagefter med lysten til at prøve og leve 100% vegansk i 14 dage. Og så fortsatte vi bare. Det var især det med at blive mæt på en virkelig behagelig måde, der tiltalte os.”

Skiftede livet på Frederiksberg ud

“Jeg faldt over det her hus i Ålsgårde på nettet, og jeg syntes, det så så hyggeligt ud. Jeg sad ofte i smug og kiggede på det – vi var knapt blevet færdige med at renovere vores hus på Frederiksberg, og der var lige blevet bygget en pool. Vi gik altså ikke med tanker om at skulle flytte på landet. Men jeg kunne ikke få det hus ud af hovedet. Vi fik en fremvisning på en søndag, og om onsdagen skrev vi under. Cooper var 9 måneder.”

Læs også

Josefine Arthur om delt barsel

Et stort spring

“Jeg havde jo været vant til at bo på Frederiksberg, hvor man har det hele tæt på og kan gå ned og købe en kop kaffe, eller lige mødes med nogen. Det kan ikke lade sig gøre på samme måde heroppe, hvor livet kræver mere planlægning. Det skal være en god kop kaffe, før jeg gider køre ind til byen. Men selvom det var et stort spring, så var vi bare begge et sted, hvor vi syntes, at det var rart at lukke os lidt mere om familien – det tiltalte mig meget.

Cooper er kommet ind på en skole, som også har en børnehave. Det er en rigtig god skole, som ligger lidt længere nede af vejen. Der er kun én klasse per trin, og jeg kan godt lide tanken om, at drengene kan gå i børnehave og fortsætte med deres venner videre i skole. Der er en kok, som laver økologisk mad til børnene hver dag. De har nogle fantastiske faciliteter, havet og skoven – det er totalt drømmescenariet. Hvis vi boede inde i byen, kunne jeg godt have tænkt mig, at de kom på Krebs Skole (privatskole på Østerbro, red.), hvor jeg selv har gået. Det er også en lille skole, og jeg har fået mange gode ting med derfra. Men vi flytter ikke ind til byen igen. Så skulle det være, hvis drengene gerne vil gå i gymnasiet tættere på byen, men det er jo først om mange år.

Da jeg blev gravid med Jagger, og vi var flyttet ud af byen, begyndte det at give god mening for mig at sige farvel til min salon, Blow. Jeg brugte lang tid på at træffe beslutningen. Det var 6 år af mit liv, jeg havde brugt på den, og derfor ville jeg også være ked af at lukke salonen og det, som jeg har fået bygget op derinde. Løsningen med at lade mine to dygtige piger, Gitte og Donya, der laver henholdsvis negle og hår, overtage, var bare sådan en god og rigtig løsning for os alle og for stedet.”

Blev bonusmor som 25-årig

“Jeg kendte Caspers børn, inden vi blev kærester, det tror jeg var godt. Vi havde børnene halvdelen af tiden, og det var da ret vildt som 25-årig at få en steddatter på 14 år og stedsøn på 12 år – det lyder ungt, men jeg har nu altid følt mig ældre, haha. Der er også kun 10 år mellem mig selv og min fars kone, så aldersforskellen var ikke noget, jeg tænkte så meget over. Min tilgang har været at gå ind i rollen 100%, men jeg har aldrig opdraget på dem. Jeg synes, vi har et godt forhold, og jeg håber, de føler, at de kan komme til mig, hvis der er noget. Casper og jeg havde været sammen i 5 år, før vi fik Cooper. I starten, da Cooper var baby, kunne det være meget rart, at Casper havde prøvet det før – så kunne han sige, at det var helt normalt, hvis jeg blev i tvivl om noget. Men han har gjort sig umage med ikke at sammenligne de små med sine store børn. Det synes jeg heller ikke, vi skal gøre med Cooper eller Jagger – det er jo irriterende med ’var han ikke hurtigere til sådan og sådan’. Da vi fik børn, var det som om at relationen mellem begge vores familier blev styrket i kraft af, at alle har en relation til dem og er interesseret i de små. Min mor bor i nærheden, og hun er der, når Cooper har lyst til at se hende – og hun vil have ham. Cooper er mildest talt meget glad for sin mormor.”

Læs også

De første 40 dage efter fødslen

Valget om at gå hjemme

“Mine børn får en anden opvækst end min egen i og med, at min mor altid har arbejdet virkelig meget – og jeg har valgt at være hjemme med mine børn. Min far levede også et andet liv end det, jeg lever nu. Jeg har vidst fra starten, at jeg ville gå hjemme, det talte Casper og jeg om inden vi fik Cooper. Det passer mig godt, og jeg synes, det er skønt at lave huslige ting. Det er rart, at der ikke er noget stress om morgenen, det gør ikke så meget, om vi kommer ud af døren kl. 8 eller kl. 9 – Cooper kan blive hentet tidligt, og det er aldrig et problem, hvis de ringer fra børnehaven. Det er en god fordeling, vi har, den er nok lidt old-school, men det fungerer for os. Casper arbejder ofte hjemmefra, så vi er meget sammen om børnene.

To forskellige fødsler

“Fødslen af Cooper var meget naturlig, og jeg var allerede 10 cm åben, da vi kom frem til hospitalet. Jeg nåede også at blive bange for, om jeg ville føde i bilen på vej derover. Da jeg blev gravid med Jagger, legede jeg med tanken om at føde hjemme, fordi det var gået så fint med Cooper. Det var nu ikke noget, jeg gik videre med, fordi vi tidligt i min graviditet med Jagger fandt ud af, at jeg havde for højt blodtryk. Da jeg var højgravid med Jagger, var Casper på optagelser (‘Klovn The Final’, red.). På grund af mit forhøjede blodtryk var de bange for, at jeg skulle få svangerskabsforgiftning, og derfor var jeg til regelmæssige tjek. Det var forvirrende for os, fordi lægerne konstant dvælede ved, om jeg skulle sættes i gang eller ej. Den 21. august var jeg igen til tjek på Nordsjællands Hospital, og der besluttede de, at jeg skulle sættes i gang dagen efter – 14 dage før min terminsdato. Jeg blev sat i gang på Caspers fødselsdag. De startede med at tage vandet, og så håbede vi, at veerne ville komme naturligt. Men der skete ikke noget. Jeg fik et ve-stimulerende drop, og lidt efter lagde de en epiduralblokkade, fordi den kan virke blodpropsnedsættende, hvilket de var opmærksomme på i kraft af mit forhøjede blodtryk. Da jeg skulle have lagt bedøvelsen, slukkede de for det ve-stimulerende drop. Jeg kunne se på skærmen, at jeg fik en ve, men jeg kunne intet mærke, det var så overdrevet. Jeg talte i telefon med min mor og bestilte Roomservice – det var det vildeste at være i fødsel uden at have nogle smerter. Da jordemoderen skulle mærke, hvor langt jeg var henne, håbede jeg sådan, at hun ville sige at jeg var bare 4 cm åben. Men hun kiggede på mig og sagde ’nu kommer han’. Der gik tre kvarter og så var han ude! Min krop tog bare over, da ve-droppet blev slukket. Fordi jeg havde fået medicin for mit blodtryk under fødslen, anbefalede de, at jeg blev natten over. Vi blev genindlagt to dage efter, fordi Jagger havde gulsot, det var helt forfærdeligt. Han skulle ligge i en kasse med briller og tæppe på, men det varede heldigvis kun et døgn. Casper var hjemme de første 4 dage efter fødslen, og så skulle han tilbage på optagelser. Min mor hjalp os meget i den periode og var sød til at hente og bringe Cooper, så jeg ikke behøvede få lille Jagger ind og ud af bilen. Min mor var også en kæmpe hjælp med Jagger, så jeg kunne være der for Cooper, når han kom hjem fra børnehaven.”

2 børn er 20 børn

“Mine graviditeter har været meget forskellige. Hvis jeg havde det dårligt med Cooper, blev jeg bare i sengen, hvor anden gang, jeg var gravid – så er det bare op kl. 6. Jeg havde hørt flere sige, at ét barn er ét barn men to børn er 20 børn. Jeg tænkte ’slap af’, men jeg må bare sige, at det ér en stor omvæltning. Den store forskel ligger i, at der ikke er noget tidspunkt, hvor du lige kan nå noget – tiden er der bare ikke. Der er noget at se til hele tiden. Men det er også fuldstændig fantastisk at se, at de har glæde af hinanden, det er virkelig hyggeligt. Og en gave for Cooper at få en lillebror med 2,5 års mellemrum.

Jeg tænkte meget over, hvordan Cooper ville tage det at få en lillebror, men han har simpelthen været så sød. Der har ikke været det mindste – det kan jo nå at komme, men det var så dejligt at opleve.

Vores børn har været gode til at sove, og jeg har været konsekvent med at putte dem samme tid hver aften. Lige nu er jeg ved at vænne Jagger af med at amme om natten, og han vågner virkelig tidligt – jeg ville ønske, at han syntes, det var hyggeligt at ligge og putte, men han er klar til at stå op. Pludselig ville Cooper have mad hver anden time, indtil jeg tog kampen og brugte 4 dage på at vende ham af med det. Nu er han næsten 11 måneder og får mad én gang om natten. Man skal bare lige finde overskuddet til at gøre noget, men det havde jo været meget nemmere at sætte ind og ændre det, end at stå op hver anden time.

Jeg sover med Jagger, og Casper sover med Cooper, sådan er det lige i øjeblikket. Jeg står op med Jagger ved 5-tiden, og så vågner resten af familien en lille time efter. Vi har god tid om morgenen og alle kan få morgenmad i flere omgange. Jeg står i køkkenet og laver grød og ’dinosauerjuice’ af blandt andet spirulina og spinat til Cooper. Vi lever primært plantebaseret, og jeg savner ikke kød – hvis jeg gjorde, ville jeg bare spise det. Sidst jeg fik kød, var da jeg spiste en cheeseburger, mens jeg var gravid med Jagger. Den smagte som den altid har gjort, hverken bedre eller værre.

Samle familien om måltidet

Jeg har altid været glad for at lave mad, og det er dejligt at kunne samle min familie om et godt måltid. Jeg husker ikke, at jeg var meget med i køkkenet som barn, så det er noget, der er kommet i mit voksne liv, men måltiderne og hyggen omkring dem har altid fyldt meget, uanset om det var hjemme eller på restaurant.

Muligheden for at skrive kogebogen ‘Plantebaseret Familiemad’ opstod, fordi Stina (Dannerfjord, red.) ringede til mig. Jeg havde allerede tænkt, at jeg gerne ville lave en kogebog med hende, så det var lidt pudsigt. Det at leve mere plantebaseret behøver ikke at være så besværligt, og jeg håber, jeg kan inspirere andre med mine opskrifter. Stina er klinisk diætist og supplerer gennem bogen med nyttig basisviden omkring vitaminer og kroppens behov. Målet med bogen er, at man kan lave alle retter til hele familien. Det fremgår, hvad man kan tilføje, hvis man eksempelvis er meget fysisk aktiv og har behov for mere, eller hvis man ønsker at tabe sig, samt hvad man får dækket af vitaminbehov.

Jeg har altid avocado, grønkål, rødløg, koriander, lime, spinat og grønkål i mit køkken. Jeg er også glad for seitan, som er et køderstatningsprodukt, som skal steges hårdt, så det bliver sprødt – jeg bruger det i salater og pasta. Cooper får den samme mad som de andre børn i børnehaven, bortset fra mælk, det har vi fravalgt. Herhjemme får Cooper også fisk og æg. Jagger er jo så lille, så ham laver jeg en masse grøntsagsmos til og så får han lov til at prøve andre fødevarer lidt ad gangen. Derudover får han jerntilskud hver dag. De retter, jeg selv laver, tager højst en halv time. Vi får også Simple Feast, som vi spiser tre gange om ugen. Børnene sover kl. 18.00, så vi venter ofte med at spise til, de er lagt og der er ro på.. Men jeg glæder mig til, at de bliver rykket lidt i deres søvnmønstre, så vi kan spise middag sammen alle fire.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther