Et personligt essay om parforhold, følelsen af at føle sig forkert og utilstrækkelig i rollen som mor og om at føle sig udenfor i sin egen familie. Skrevet af psykolog Johanne Schwensen

Jeg har udskudt dette essay i over to måneder. Og mine undskyldninger har været dårlige. Så travlt har jeg slet ikke haft, og jeg går ikke og lider af en generel skriveblokering eller manglende motivation. Problemet var, at det emne,  jeg vidste, jeg skulle dykke ned i – nemlig parforhold når man har børn – var for aktuelt for mit eget vedkommende. Jeg havde simpelthen ikke den nødvendige distance til at kunne skrive om det. Jeg stod midt i krisen og overvejede stærkt, om jeg magtede det, eller om jeg skulle kaste håndklædet i ringen. Nu har stormen lagt sig – i hvert fald denne cyklus er overstået – og jeg føler mig en anelse mere klar i hovedet og i stand til at skrive om det.

Der er også en anden grund til, at jeg føler mig bedre i stand til at dissekere parforholdets tilførte byrde, når man ud over at være kærester også er forældre. Jeg er nemlig gravid med mit andet barn og har termin til november, hvilket vil sige, at jeg i skrivende stund nok føder om lidt over 3 måneder. Og hvis der er noget, der hjælper til at skabe perspektiv, er det graviditet. Motoren for en graviditet er trods alt udvikling, vækst og håb, så selvom hormonerne også gør mig overfølsom og hyppigt hysterisk, prøver jeg så vidt muligt at se fremad. Og det har en overordnet set god effekt på kærligheden.

Læs også

Et brev til dig selv som nybagt mor

Lad mig starte med at sige, at de råd jeg har modtaget om parforholdet, når man etablerer en familie, har været guld værd. Selvom jeg synes, at der findes ekstremt dårlige råd og grænseoverskridende former for indblandinger, der handler om forældreskabet, så bliver folk for det meste ydmyge, ærlige og sårbare, når de taler om børns effekt på kærlighedsliver. For eksempel har jeg fået at vide, at det bedste jeg kunne gøre var at anskue i hvert fald de to første år af barnets liv som en undtagelsestilstand i forhold til intimitet. Tjek. Jeg har også fået at vide at 90% af hvad der bliver sagt i nattens mørke, skal man tilgive sig selv og sin partner. For er det overhovedet muligt ikke at lyde kommanderende og skinger, når man prøver at overdøve sit skrigende barn, der har mareridt eller tænder der generer kl. 2 om natten? Og er det kun mig, der nogle gange er nødt til at rette de aggressioner jeg har til mit barn mod min partner? Alle sagde også, at date-aftener er noget, man tvinger sig selv på, og at det kun er normalt, hvis man starter aftenen med lige at have et udrensende skænderi på restauranten. Det er også helt OK, hvis man ikke har andet at tale om end sit barn. Og selvfølgelig er det heller ikke noget at skamme sig over, hvis man allerede efter en time sidder og kigger på billeder af sit barn og beslutter sig for at tage tidligt hjem.

Men så var der nogle ting, jeg ikke fik at vide og ikke fik forberedt mig på, nok fordi jeg ikke kender nogen, der har haft det helt på samme måde. Eller måske er det fordi at de, der har det som mig, skammer sig for meget til at tale højt om det. Det er den del af moderskabet, jeg har famlet med og slået mig allerværst på. Det lyder så dramatisk, men det er den del, der næsten blev mit parforholds endeligt.

Det handler om at føle sig forkert og utilstrækkelig i rollen som mor. Jeg troede, jeg ville have det helt sikkert og zen i min kærlighed til mit barn, og at mine moderhandlinger ville føles naturlige og rolige. Men så gik det sådan, at jeg – uden ellers at have symptomer på efterfødselsdepression – var enormt meget i tvivl om, hvorvidt det jeg følte for mit barn, var tilstrækkeligt. Jeg lægger tryk på det med den manglende depression, fordi mange har spurgt. Tegn på en efterfødselsreaktion er, at man er følelsesmæssigt uligevægtig, deprimeret og ked af det, har frygt for ikke at være en god nok mor, har svært ved at være alene med barnet, føler at det hele er uoverkommeligt, og at man lider af søvnløshed, appetitløshed, og/eller udmattelse. Listen her er ikke udtømmende, og man behøver selvfølgelig ikke at nikke genkendende til alle symptomer for at kvalificere sig til en sygesikringsdækket behandling, men da jeg kiggede listen af symptomer igennem, ræsonnerede jeg kun med ’frygten for at være en god nok mor’.

Det bør nok også siges, at jeg er praktiserende psykolog, og blandt andet af den grund, ville jeg hverken være bange for eller flov over at vedkende mig depressionen. Faktisk får jeg stor nydelse af at reklamere for de ting,jeg har svært ved. Men der var intet depressivt ved min tilstand. Der var bare en kæmpe diskrepans imellem, hvordan jeg troede moderkærlighed ville føles, og hvad jeg følte. Det skulle jeg vænne mig til.

Min mand oplevede derimod kærlighed ved første blik, og hans kærlighed er kun vokset og vokset. Han sukker nærmest dagligt, og har sådan et fjernt, drømmende blik, og jeg spørger: Hvad tænker du på? Og han svarer, helt forelsket, at han bare ikke forstår, hvordan man kan være så sød og sjov og smuk som Nola. Det er også ham, der bader hende og putter hende hver aften, og har størst behov for at kramme hende og kysse hende og give hende kærlighedserklæringer. Og han er altså normalt ikke en særligt taktil person – hvorimod jeg tilhører en overdreven nussende familiekultur.

Der gik ikke mange uger efter hun var født, før jeg begyndte at gentage mantraet love is a verbog sige til mig selv, at der er ligeså mange måder at elske på, som der er mennesker. Men tre år senere er det, der føles stramt ikke så meget min måde at føle kærlighed på. Det er mere, at jeg ofte kan føle mig udenfor, sådan ægte udenfor den familie jeg selv har skabt. Den følelse kommer især, når Nola vælger Jesper fremformig, eller når jeg føler, at der ikke er mere omsorg tilbage til mig, når min mand har brugt det hele på Nola. Så bliver jeg usikker, endda misundelig og jaloux, især når Jesper lægger Nola til at sove imellem os, og når mine mor-veninder fortæller mig, at de har det modsatte problem. De ville til enhver tid vælge at ligge i ske med deres børn frem for deres mænd, og har mænd der ikke ved hvordan, de skal deltage i familielivet, eller mænd som de ikke tænder på. Eller de klager over, at deres mænd ikke kan finde ud af en skid i forhold til det praktiske i hjemmet, hvilket også er enormt problematisk og frustrerende, men det gør, at jeg ikke kan ræsonnere med det der ‘bør’ være mit søsterfællesskab.

Hos os er det nemlig Jesper, der er god til det hele. Det er ham, der både er ankeret og den sikre havn. Han er bedst til at putte og trøste og vaske tøj og gøre rent. Ofte står jeg helt lammet og måber, når Nola er faldet, og jeg har aldrig prøvet at sætte vaskemaskinen i gang. Derudover tænder ideen om en søndagstur til klubben Berghain mig væsentligt mere end en familietur i parken. Det forstærker blot identitetskrisen, for jeg føler mig dermedbåde udenfor min egen familie, udenfor mine egne forventninger til mig selv ogudenfor det moderfællesskab, jeg har her i Berlin. Et fællesskab der ellers er ubetinget opbakkende, men som ikke helt ved, hvad det skal sige til, at jeg går og fantaserer om stoffer og selvrealiserende udskejelser. De har vigtigere og mindre forkælede problemer at bakse med, såsomikke-tilstedeværende fædre, dårlig økonomi, manglende karriere, hvad ved jeg. I forhold til dem føler jeg mig som en hormonforstyrret teenager, der ville have bedst af at tageen time-out i et kloster.

Læs også

Livsvigtig tilknytning: Giv dit barn en tryg start på livet

Nåh, men hvorfor er jeg ikke blevet skilt og flyttet i kvindekollektiv? Fordi at når man kigger bagom min usikkerhed og min tvangsagtige trang til drama og eventyr, så sidder der to voksne tilbage,der elsker og respekterer hinanden og har lyst til at gøre deres bedste for at passe på sig selv, hinanden og deres barn. Og det bedste er ikke altid godt nok, men så må vi sige til, booke en tid hos parterapeuten, eller smække med dørene, eller påtvinge endnu en dateaften. Eller få barn nummer to. Lol. Og tjek.

Hvis jeg var min egen psykolog, så tror jeg, at jeg ville støtte mig i at normalisere mit moderskabs usikkerheder og skævheder. Jeg ville prøve at få mig selv til at forstå, at der ikke som sådan er nogen skam i at elske verden og nye oplevelser ligeså meget, som man elsker sin familie, men samtidig at der selvfølgelig er noget der hedder ‘ansvar’ og ‘etik’, der skal tages til efterretning, før man kaster sig ud i en ny situation. Jeg ville nok prøve at udforske handlingsmuligheder, hvor jeg forener min familie med min eventyrlyst (hey, Jesper, skal vi tage til Japan i løbet af barslen?). Og så ville jeg komme med forslag til måder at anskue min situation og identitet på, der er mindre ‘enten-eller’ og mere ‘både-og’. Den trygge stabilitet og forudsigelighed vil ofte spænde ben for begæret i et parforhold.  Det skriver og taler den belgiske terapeut Esther Perel en hel del om. Så hvis begær er et krav,man stiller til sit parforhold, er man nødt til at finde måder hvorpå trygheden og intimiteten kan forenes med driften, nysgerrigheden og den usikre, spændende grund. Det er et sweetspot, der kan være svært at finde, ville jeg sige til mig selv. Men hvis vi er to, der er villige til at arbejde på det, så skal det hele nok gå.

Tekst: Johanne Schwensen