WHAT’S UP MAMA: Bea og Liv – om en tryg fødsel og triste grise - TO THE MOON, HONEY
Annoncørbetalt indhold af Simple Feast

WHAT’S UP MAMA: Bea og Liv – om en tryg fødsel og triste grise

Siden Bea Fagerholt og Liv Winther startede To The Moon, Honey for to år siden, har de været vant til hver morgen at ordne verdenssituationen, inden arbejdsdagen gik i gang. Nu har lockdown tvunget dem til at arbejde hjemmefra. Læs med her, hvor de skriver sammen om et afgørende møde med triste grise, en tryg fødsel, ADHD og om at spise mere plantebaseret mad

 

Liv:

Du skrev i første afsnit af vores korrespondance, hvor meget det piner dig, at forholdende for de fødende er så elendige. Dengang jeg fødte Liam for 13 år siden, lå jeg 6-7 dage på hospitalet med ham. Det føles som en anden tidsalder. Jeg havde en lang og hård fødsel med alt, hvad den kunne trække af morfin, epiduralblokade og vestimulerende drop. Han var stjernekigger, men prøvede at bore sig ud af min hofte, og jeg var bange og havde overhovedet ikke sat mig ind i, hvad en fødsel var. Jeg anede ikke noget om de forskellige faser, om oxytocin eller om vejrtrækningsøvelser. Det var ikke den bedste kombination.

Jeg husker stadig tydeligt, da han kom op på mit bryst. Jeg var blevet klippet, og det var under andet forsøg med sugekop, at han endelig kom ud. Jeg var slet ikke klar til, at han pludselig lå der. Han vejede 4,1 kilo og havde en stort hoved, der lignede en isvaffel, fordi sugekoppen havde hevet i hans hoved. Lille pus. Men jeg kan huske, at jeg tænkte ‘Tag ham væk fra mig’. Og at jeg måske ikke elskede ham overhovedet. Han lå der og kiggede på mig. Der var neonlys, og jeg havde en følelse af, at jeg ikke anede, hvad der nu skulle ske.

Jeg havde lige set dåben af Christian, hvor Kronprinsesse Mary havde trøstet ham ved at lade ham sutte på sin lillefinger i stedet for at give ham sut, og jeg tænkte… Hvorfor ikke. Så jeg stak min lillefinger ind i munden på den lille klump i mine arme. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men da hans lille mund lavede vakuum om min finger, eksploderede mit hjerte, og alle de mørke tanker forsvandt som dug for solen.

Lægerne troede, at han havde en infektion og påbegyndte pencilinbehandling, og derfor blev vi indlagt. Det viste sig at være falsk alarm, men de kunne ikke stoppe behandlingen, som han skulle have i drop morgen og aften. Derfor blev det besluttet, at det var bedst, at jeg blev på hospitalet. De dage på barselsafsnittet på Glostrup Hospital er noget af det hårdeste og smukkeste i mit liv. Det var i december, så alt var mørkt, men på den hyggelige måde. Jeg fik hjælp til at etablere amningen med mange tårer og smerter. Men Bea, jordemoderen, som blev kaldt ned for at hjælpe mig, gik rundt med ham, imens jeg stod og græd i badet med mine stenhårde bryster. Og jeg slap ikke udenom at lægge ham til igen, da jeg kom ud derfra. Hun var en lille, tæt og meget bestemt dame. Og hun tog fat i mine bryster og pressede dem ind i hans lille mund.  Hun sagde “Se ham. Han græder. Han siger ‘jeg er sulten, mor’.” Jeg hadede og elskede hende på samme tid. De hjalp mig også med bleskift de første gange, det første bad og viste mig, hvordan jeg kunne sove med ham i min seng.

Jeg husker afskeden med sygeplejerskerne, den dag vi skulle hjem. Jeg var klar, amningen var nogenlunde etableret, og smerterne i underlivet og syningerne fra mine bristninger var ikke så angstprovokerende. Jeg var tryg, min krop var i bedring, og jeg havde en sund tilknytning til mit barn. Jeg tør ikke tænke på, hvordan vores forløb havde set ud, hvis vi var blevet sendt direkte hjem. Alle kvinder burde havde muligheden for at få den trygge start på moderskabet, som jeg fik dengang i 2007.

Bea:

Åh lille Liam, prøver at huske, hvor jeg var, da jeg så den kongelige dåb…Så mærkeligt at tænke på, at du lige havde født der. Det er virkelig skørt, at man bliver sendt hjem – som hvis man kun læste teori til et kørekort og så fik bilnøglerne for at køre direkte ned på motorvejen. Skriver lige senere; jeg prøver at jonglere Woody, der står op i sin høje stol og vil kaste sig ned i sofaen til Frank, samtidig med at jeg skal lave mad.

Liv:

Kender det. Prøvede at tage i sommerhus og køre hjemmeskoling, holde Eddie hjemme fra børnehave og få arbejdet samtidigt. Det kunne så ikke lade sig gøre. Jeg fik en sammensmeltning over nogle høretelefoner, der ikke virkede, Eddie der skreg så højt (over at han ikke måtte se russisk børne-tv på Youtube), at Lukas matematiklærer klagede og alt mit arbejde, der hobede sig op, fik mig næsten ud over kanten. Jeg kørte ned til Spar-købmanden, og så spiste vi fastelavnsboller til morgenmad og parisertoast og chips til frokost. Heldigvis er Sven spiser jo primært vegetarisk og så fisk ind imellem, og han kom med lækker aftensmad. Mørksej med urter og fløde. Uhmm. Og så kørte vi tilbage til København samme aften. Hvordan går det med dig og din livsændrende grisseoplevelse?

Bea:

Mit grissetraume, jo – altså efter en lang ferie på Læsø i sommer, hvor vi havde levet af jomfruhummerhaler, rødspætter og store salater, var vi på vej hjem til København. Jeg sad på bagsædet og kiggede ud af vinduet, og da vi passerer en kæmpe grissetransport får jeg ligesom øjenkontakt med en af grisene – ej men altså, der stod de søde dyr med hovederne lænet på metalstænger og kiggede ud på markerne og den natur, de burde øffe rundt i. Jeg kunne bare se på min grisseven, at han vidste, det var et sidste farvel. Han vidste udmærket godt, hvor de var på vej hen. Og med ét sagde jeg til mig selv: jeg vil ikke spise kød mere. To sekunder efter spurgte Taus, hvad jeg tænkte på, og jeg fortalte ham om min beslutning. Det sjove er, at han havde set det komme fra det øjeblik, han spottede lastbilen – han vidste bare ‘nu bliver Bea vegetar’.

Men i virkeligheden tog jeg bare en beslutning om at prøve at udelade kød, jeg ved ikke, hvor kommer fra. Og det er gået op for mig, at jeg oftest spiser kød, når jeg spiser ude eller spiser takeaway, og der fremgår det sjældent, hor kødet kommer fra. Jeg havde faktisk troet, det ville være en større udfordring at undvære kød, men det har simpelthen været så nemt. Pludselig slog det mig, at jeg faktisk var mindre træt om morgenen, end jeg plejede – på trods af at jeg stadig ammede om natten og virkelig ikke sov særlig godt. Henover julen fik jeg lyst til kød for første gang, og så spiste jeg lidt. Men det er stadig med lidt blandede følelser, når jeg i ny og næ spiser det.

Liv:

Jeg har det lidt blandet med ordet ‘vegetar’. Jeg er jo vokset op i kollektiv i slut 70’erne, start 80’erne, og der spiste vi sjældent kød. Jeg tror ofte, at det handlede om at få madbudgettet til at holde og så at gøre op med deres forældres brun sovs og kartofler-liv. Men kort og godt resulterede det for mig i en vild besættelse af kød, der forsatte langt op i mine voksenår. Min mor fortalte, at jeg stod som en hundehvalp og tiggede ved pølsevognene, og når hun engang i mellem lavede stegt lever (!), så fik jeg små stumper råt lever. Det elskede jeg. Det er jo ret ekstremt hahaha. Og langt op i 20’erne, skelnede jeg ikke imellem godt og dårligt kød. Jeg elskede bare kød. Det gør jeg stadigvæk, men efterhånden er det sjældent, at vi spiser kød herhjemme. Over de sidste år er der bare langsomt kommet mere fisk og grønsager på bordet.

Jeg havde engang en opfattelse af, at jeg ikke kunne blive mæt, hvis ikke jeg også fik kød. Jeg mindes måltider, hvor jeg ikke har fået kød og har været helt sulten bagefter. Sådan har min krop det ikke mere, faktisk har jeg en lettere følelse på kødfrie dage, men jeg er ikke sulten. Tror også, at man ved mere om sammensætninger af proteiner og smage i dag. Hvad tænker du i forhold til Woody og Frank. Snakker I om kød og den mad, I spiser? Og hvad med dage, hvor du craver burger, pizza eller fastfood, hvad bestiller du så?

Bea:

Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men jeg synes en vegetarburger smager mindst ligeså godt. Og nu har jeg både prøvet versioner fra Yo, Jagger og MacD. Jeg er vokset op med, at når vi fik kød var det ét stykke kød, skåret i papirtynde skiver – fordi der altid blev praktiseret ‘lidt men godt’, det har jeg taget med mig i mit eget køkken.

Drengene får kød, men de spiser gerne en grønsagslasagne, spaghetti med en sovs af alt grønt fra køleren hakket fint og varmet med en dåse flåede tomater – det simple kan noget.

Jeg elsker virkelig at lave mad og ville ønske, jeg havde tiden til det hver dag. Men indtil børnene er lidt større eller jeg nemmere kan have dem med i køkkenet, så sætter jeg pris på de hurtigere løsninger, måltidskasser, eller noget jeg har forberedt på forhånd i weekenden og nemt kan varme fra fryseren eller gribe i køleskabet. Du har jo store børn i huset – er de klar på at spise det, der bliver serveret eller tænker du i retter, du ved, de kan lide?

Liv:

Jeg tænker vildt meget over, hvordan mine spisevaner føres videre til mine børn. Og hvilke jeg har haft med hjemmefra. Min far er nok det, man vil kalde frysepizza-typen. Han har altid sat pris på, at det var let og skabte så lidt opvask som muligt. Han havde én ret, han kunne til perfektion: Blomkålsgratin. Nogle gange havde den et ansigt lavet med gulerødder på toppen haha.

Min tålmodighed rækker ikke til det store. Jeg har, som du ved en ADHD-diagnose. Den har bragt mig vidt, da jeg har et ekstra gear, om man så må sige. Det gear har jeg brugt på mange områder af mit liv. Særligt min karriere, hvor jeg altid har arbejdet igennem på en måde, som mange af mine veninder aldrig helt forstod. Men jeg kan ikke sige, at den side af mig trives særligt godt i et køkken. Jeg ender for det meste med at brænde noget på, glemme det vigtigste og hurtigt slippe ambitionen om at komme i mål med noget lækkert og bare være stolt, hvis det bliver nogenlunde spiseligt. Jeg kan lave en seriøst god indisk lammekødsret, linsesuppe og en nogenlunde autentisk bolo. Men jeg husker tydeligt, da jeg blev skilt fra Liams far, hvor det i et års tid bare vare ren overlevelse. Der spiste vi økologiske kyllingepølser med grøn salat 3-5 gange om ugen. Hvis det var ekstra presset som hot dogs.

Men vores børn er ret åbne for at spise plantebaseret. De har ikke den gammeldags holdning om, at der skal være kød til et måltid. Slet ikke. Noget vi er helt oppe og køre over for tiden er tacos med fisk. Mmm frisk korander, citron, guacemole og stegt torsk eller pighvar. Men jeg kæmper altid lidt med mit forhold til mad og min krop, selvom det er blevet bedre med alderen. Jeg spiser så meget med følelserne. Hvis jeg har været rigtigt stresset og eksekveret en stor opgave, ’belønner’ jeg mig selv med at gå all in på alt muligt lort som ostepops, chips og skrigende sure vingummier.

Jeg kan huske, da jeg besøgte dig i New York, da drengene var 8 måneder. Du kom med ’bakken’ der ved 21-tiden. Med italiensk is, lækre flødeboller eller kage, du havde købt i løbet ad dagen. Jeg tænkte og har sagt det til dig mange gange: Hvorfor skal jeg være den, der altid kæmper med de sidste kilo, når du spiser kage, lige før du skal sove! Du sagde engang, at du mente, det var, fordi du nyder det så meget, at din krop ligesom ikke binder det negativt til dig. Det synes jeg er en sjov tanke.

Bea:

Jeg har altid set middagen som noget helligt – hvor familien samles og deler deres dag med hinanden, mens man nyder en masse dejlig mad. Jeg må bare erkende, at den drøm har lange udsigter med en på 15 måneder og en på 3 år. Der er måske lige akkurat 6 gode minutter, hvor vi hygger os, og så begynder Woody at kaste sin ske på gulvet, Frank skal liiiiige hente noget legetøj, et glas bliver væltet, og Woody fejer sin skål på gulvet. Jeg føler mig som en soldat i en krigszone, der prøver at nyde min mad, mens den stadig er varm, samtidig med at vi servicerer de to små og forsøger at holde en samtale igang med hinanden. Frank begynder at løbe rundt om bordet som Buzz Lightyear. Woody vil det samme. Så er deres bad klar, og så var det den middag.

Det er blandt andet derfor, jeg værdsætter min Simpe Feast-kasse, som gør det muligt at lave et lækkert måltid på kort tid. Jeg har så ofte stået i tre kvarter og svedt over komfuret med en baby på armen for at lave en middag, der er overstået på små 10 minutter 😅 men jeg er heldigvis også god til at lave en hvad-har-vi-i-køleskabet-middag.

Nogle gange bliver jeg siddende, mens Taus giver dem bad, midt i rod og madrester på gulvet for at få lov at spise op og bare have en stund med stilhed. Men jeg er bare virkelig ikke god til at spise for at blive mæt, jeg vil gerne kunne nyde min mad. Og derfor spiser jeg heller ikke hvad som helst, det skal være noget, jeg har lyst til og kan lide.

Jeg kan huske, da jeg havde født Frank, og for første gang i mit liv ingen appetit havde, men var optaget af, at jeg skulle spise en masse for at få min blodprocent op og selvfølgelig også, fordi jeg ammede og havde brug for benzin. Det var den mærkeligste følelse at køre kartoffelmos, supper og store portioner havregrød ind uden faktisk at nyde det.

Når nu aftenerne som oftest er lidt kaotiske, så nyder jeg til gengæld at gå i køkkenet, når børnene sover og lave min ’natte-platte’, den du også fik i New York haha. Det er det bedste, jeg ved, lige meget om jeg skal bruge aftenen ved computeren, i sofaen eller i karbad, så skal jeg have noget lækkert. Det varierer, hvad den byder på, men altid te, noget sødt og så enten noget frugt, en lille skål yoghurt eller nogle lakridser. Hvis jeg ikke får min platte, så har det ikke været aften. Ville nærmest føle mig snydt ved at gå i seng uden. Og jeg føler aldrig skyld eller skam over noget, jeg spiser – på den måde spiser jeg nok også med følelserne? For jeg nyder det altid!

 

DENNE ARTIKEL ER SPONSORERET AF SIMPLE FEAST

Vil du gerne spise flere plantebaserede måltider i løbet af din uge –  men har du svært ved finde ud af, hvor du skal begynde?

Så er Simple Feasts måltidskasser måske noget for dig. Det er supernemt: Du modtager en kasse ved din hoveddør søndag eftermiddag, hvori der er linet tre plantebaserede og velsmagende måltider op til den kommende uge. Madvarerne er opdelt praktisk og bæredygtig i emballage med tal, alt efter hvilket af de tre måltider de tilhører. Baserne som saucer, dressing eller fars er allerede tilberedt eller forberedt, mens de friske grønsager, krydderurterne og resten af tilbehøret skal snittes på dagen. På den måde har man stadig en følelse af selv at have lavet maden, når man sætter sig ved spisebordet. Måltiderne tager max 10-15 minutter at tilberede.

Artiklen er sponsoreret af Simple Feast.

 

 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.