At være mor. Omsorgsfuld, varm, forstående, anerkendende, fattet, ja – det er en rolle, man knytter mange specifikke egenskaber til. Men den beskrivelse gælder ikke for alle. I litteraturen har en anden type mor været skildret de seneste år. Så taler vi om den dominerende, manipulerende, dømmende og til tider modbydelige mor. Hvad gør man så, når man har sådan én?

Malene Lei Raben er aktuel med bogen ”Fruen”, der brutalt beskriver, hvordan det også kan være at være datter – og siden hen mor, sådan som hun har oplevet det, da hun selv fik børn. For hvordan lægger man sin egen barndom bag sig, for at give noget andet, og bedre, videre? Og er man, når alt kommer til alt, et produkt af sit ophav?

Når datter bliver mor

Malene vokser op med sin mor og sin søster, og de to piger bliver moderen, Birgit, eller ”fruens”, tro væbnere. Hun beskriver sin mor som meget karismatisk, spændende og intelligent, men også med tiden som ekstremt dominerende. En mor der kompromisløst følger egne mål, og sætter sine døtre ind som biroller i en fortælling, hvor hun er hovedperson. Malene fortæller, hvordan Birgit nok egentlig ikke havde regnet med, at Malene en dag fik lyst til at være sin egen – at leve anderledes. Men Malene bliver som 19-årig gravid, hvilket bliver en voldsom konflikt mellem dem. For med ét bliver det helt tydeligt, at Malene kan gøre, hvad hun vil – uden Birgits samtykke, og det har Fruen svært ved at vænne sig til. Alligevel forsøger hovedpersonen at fortsætte fortællingen om sig selv ved at sætte sin vilje igennem på en masse punkter. Eksempelvis insisterer hun på at deltage ved fødslen af Malenes datter, og det må Malene sige nej til. Hun insisterer på at skulle være gudmor for datteren, og det må Malene også afvise. Og sådan bliver moderen ved med at forsøge sig med grænserne. Helt frem til sin død. Malene gør mange ting anderledes end sin mor, og det tager moderen netop som en kritik. Men alligevel gør Malene også mange af de samme ting, hendes mor gjorde. ‘Min mor har bestemt også lært mig mange gode ting om at turde tage ansvar, og tro på at man kan!’

Karrieremor

Malene bliver skilt, ligesom sin mor. Hun bliver jurist, som sin mor. Hun bliver chef, som sin mor. ”Jeg gjorde fuldstændig ligesom min mor. Jeg lagde al min energi i mit arbejdsliv. Jeg tænkte ikke over, at arbejdslivet er langt, og man skal holde sine ressourcer en smule. Jeg synes ikke, jeg gjorde det særligt klogt. På et ledelseskursus blev jeg bedt om at skitsere mine livsplaner. Jeg skulle se mig selv 18 måneder, 5 år og 10 år fremme i tiden. Der var folk fra hele verden, men jeg var den absolut eneste, der ikke havde tænkt min familie med ind i min langtidsplanlægning. Det var et kæmpe chok.” Efter det chok bliver Malene klar over, at tid, planlægning og mål også gælder familielivet. Hun bliver selvstændig og er det i 8 år. Efter ikke at have hentet sine børn i institution, lavet madpakker eller redt senge i 10 år, har Malene pludselig tid i hjemmet sammen med sine døtre, og det bliver en kæmpe gave for alle. ”Jeg havde tid til at gå med dem til bussen, det var fantastisk. Det viste sig jo pludselig tydeligt, at jeg havde kopieret min mors måde at være i verden på. Det kunne jo også være rart for MIG at have tid sammen med børnene.” Malene ville gerne have realiseret det noget før, men sådan forstås livet jo baglæns og leves forlæns. Hun er født så langt fra en velfungerende kernefamilie, som man kan forestille sig, men vælger, da hun bliver selvstændig, at angribe tilværelsen helt anderledes og tilbyde sine egne børn elementer af, hvad hun forbinder med en tryg opvækst. Hun vil være mor, sådan som hun har læst i bøgerne eller set hjemme hos vennerne. Det bliver en helende proces at give børnene den tryghed, hun selv havde ønsket i sin barndom. Og at skrive bogen om sin opvækst og om sin mor. Malene bryder ikke med sin mor. Ikke på noget tidspunkt. Da moderen bliver dødeligt syg, passer Malene hende. Ikke fordi hun skal. Men fordi hun kan, og fordi hun elsker sin mor højt, ”Det handler ikke om, hvem der elsker dig, men hvem du elsker. Kærlighed er ikke et regnestykke. Det bliver jeg først rigtigt klar over på min mors dødsleje.” Der er ingen tvivl om, at ”Fruen” beskriver en ekstrem familie. En narcissistisk, manipulerende og dominerende mor. Men de findes også i mindre ekstreme grader. Det er de mødre, der ikke kan slippe, og som ikke kender grænser.

Læs også

Vibe Dabelsteen – “Min alder har fyldt meget i min graviditet”

Øjenhøjde

Men hvad sker der, når den slags mødre bliver mormødre? Når deres døtre bliver mødre? Nogen kalder det ligefrem for en anden pubertet, fordi man måske ser sin opvækst i et andet lys, når man selv bliver mor og får brug for at tage de sidste frigørende skridt. Malene beskriver, hvordan hun oplevede, at det, at hun selv blev mor, gjorde at de pludselig var i øjenhøjde. Hende og hendes mor. De var nu begge mødre. Ligeværdige. Lige værdige. Men det var svært for moderen, og hun kunne ikke holde op med at kritisere, alt hvad Malene gjorde. Og for mange mødre kan det være livsændrende, når deres døtre bliver mødre. Den sidste tynde navlestreng klippes. Står man som nybagt mor i den situation, råder Malene til, at man har en åben og ærlig kommunikation med sin mor. At aftalerne er klare og grænserne sat. Helst inden der kommer børnebørn til. Mormødrene råder hun til at spørge og tilbyde sig, men de skal ikke presse på. Ikke forvente en hel masse, og de skal rose deres døtre og give plads til at den nye mor finder sine ben. Igen, den ærlige afstemning af forventninger. Når man bliver mor, vil man selvfølgelig spejle sin egen opvækst. Det er følsomt, både for den nybagte mor, men også for den nybagte mormor – for hvis ens datter vælger at gøre det hele anderledes, end man selv gjorde som mor, er det så en indirekte kritik? Det bliver man nødt til at tage lidt roligt, råder Malene til. Det skal ikke være mormorens følelser, der er i centrum.

Læs også

Autisme – et brev til Osvald

Sådan tolkede Malenes mor det. Men set i bakspejlet er Malene godt klar over, at ligegyldigt hvor meget hun gjorde sig umage med at gøre alting rigtigt, blev det aldrig godt nok for hendes mor. Hun kunne ikke træde rigtigt. Moderen døde for 6 år siden af kræft. Bogen ”Fruen – en datters historie om kærlighed og frihed” udkom i år. Vi giver vores varmeste anbefalinger til at mødre, bedstemødre og alle dem, der har sådan nogle, læser bogen. Problematiske eller ej, for bogen er også fuld af kærlighed.

Tekst Karoline De Lony Foto Liv Winther