Om at føde i en coronakrise: Frederikke Mikines

En planlagt igangsættelse gjorde, at Frederikke måtte gennemføre mange timer af sin fødsel alene, inden hun fik en fødestue og hendes mand kunne deltage. 

Forholdt du dig anderledes i tiden op til din termin, på grund af corona?

“På grund af svangerskabsforgiftning i mine tidligere graviditeter har jeg gået meget til tjek på hospitalet i tiden op til min termin. Jeg fik taget ugentlige blodprøver og havde konsultationer på hospitalet hver 2.- 3. uge fra uge 30. Planen var hele tiden, at min fødsel under alle omstændigheder skulle sættes i gang, når jeg nåede uge 38. Derfor var jeg allerede inden den 11. marts ret OBS på corona. Jeg prøvede at holde afstand til venner og familie, som udviste sygdomstegn, men jeg vil gerne indrømme, at jeg før den 11. marts (Mette Frederiksen lukker Danmark ned, red.) slet ikke gjorde det med samme konsekvens og respekt som i tiden efter.”

Hvad var din største bekymring?

“Den 12. marts vågnede jeg med virkelig ondt i halsen og klassiske forkølelsessymptomer. Det gjorde mig ret nervøs, for hvad nu hvis jeg alligevel havde fået corona? En af de første smittede i Danmark var en forældre på min søns skole, så det virkede faktisk ikke helt urealistisk. Jeg blev meget bekymret for, hvad ville det betyde for min fødsel? På det tidspunkt var de eneste konkrete retningslinjer for gravide, at man skulle betragte sig selv som værende særligt udsat og dermed holde sig hjemme så vidt muligt. Men der var ingen retningslinjer i forhold til f.eks. test. Jeg blev totalt usikker på, hvad jeg skulle stille op, hvis min fødsel pludselig gik i gang af sig selv – måtte jeg så overhovedet komme ind på hospitalet med de forkølelsessymptomer? Og hvad med min planlagte igangsættelse den følgende uge? Jeg var virkelig bekymret for at skulle føde i isolation med en jordemoder i rumdragt.”

Læs også

Om at føde i en coronakrise: Sara Hjort Ditlevsen

Da jeg stadig følte mig syg den 13., besluttede jeg mig for at ringe til fødegangen på Rigshospitalet og spørge. Det var grænseoverskridende, fordi jeg havde svært ved at vurdere, om jeg var unødigt bekymret, og jeg var også bange for at belemre personalet, som jeg forestillede mig, havde helt vildt travlt pga. corona. De var heldigvis rigtig søde i telefonen og tog min situation meget alvorligt, og jeg blev lynhurtigt indkaldt til en coronatest den 14., som heldigvis viste sig at være negativ. At have papir på at jeg ikke var smittet, var virkelig fantastisk. Især fordi den forkølelse jeg havde fået, satte sig ret voldsomt på min stemme. Så selvom jeg fik det bedre op mod fødslen, lød jeg jo som den sygeste smittebombe, hver gang jeg åbnede munden.”

Var der noget, som foregik anderledes op til din fødsel?

“Min sidste lægekonsultation på hospitalet den 17., hvor min igangsættelse blev fastsat til den 18., var ret anderledes. Jeg havde jo på det tidspunkt været gennem den samme slags konsultationer mange gange, så det var tydeligt at mærke corona-stemningen i ambulatoriet. Sygeplejerskerne måtte ikke røre ved mig eller tage mit blodtryk, som de plejede. De stod ligesom helt på afstand og guidede mig igennem. Alle i venteværelset kredsede helt akavet omkring hinanden, og prøvede at holde afstand på bedst mulige vis. Der var overvældende meget personale på hospitalets gange og i forhallen, men meget få patienter – det var virkelig en meget underlig oplevelse.”

Hvordan foregik din fødsel?

“Den 18. om morgenen mødte jeg til planlagt igangsættelse. Da jeg slet ikke var naturligt moden, skulle jeg tage Augusta-piller. Pga. min historik i mine tidligere graviditeter, blev jeg indlagt under igangsættelsen. Jeg måtte desværre ikke have min mand hos mig, fordi hospitalet så vidt muligt begrænser antallet af pårørende pga. corona. Jeg fik en seng og de første piller kl. 11. Der var heldigvis ikke travlt på afdelingen for igangsættelser, så stemningen var rolig. Pillerne begyndte lige så stille at virke kl. 15 efter tre doser. Jeg måtte gerne gå en tur, så jeg gik lidt i parken foran Rigshospitalet, og så tog jeg trapperne til øverste etage et par gange. Mellem kl. 18 og 21 begyndte veerne rigtigt at tage fat. Det var lidt ensomt at være alene om aftenen, med veer der blev mere og mere regelmæssige. Jeg havde bedt min mand om at lægge sig til at sove derhjemme, så han ville være frisk til en nattefødsel, så ham kunne jeg ikke engang ringe til. Heldigvis havde jeg det vildeste heppekor i mine veninder på messenger og jeg FaceTimede med min søster, som gav mig et lille rebozo-kursus – temmelig udfordrende at udføre alene dog. En af mine bedste veninder heppede mig igennem de første rigtigt lede veer på FaceTime, og da klokken var 24, fik jeg endelig lov til at komme ned på en fødestue og ringe til min mand, som lynhurtigt kom drønende. Kl. 01.15 tog jordemoderen mit vand, og så kom der for alvor gang i sagerne. Kl. 03.31 fødte jeg vores dejlige lille Madicken.”

Mærkede du en særlig corona-steming på fødegangen eller hos din jordemoder?

“Ja helt klart. For det første var alle virkelig søde – det er de jo altid, men det var også dejligt at mærke, at jordemødrene var ekstra opmærksomme på, at omstændighederne trods alt ikke var de fedeste at føde under. Da jeg fødte i første uge af lockdown, var det dog også tydeligt, at mange nye procedurer skabte et vist pres for personalet. Helt banale ting som at patienterne skulle have måltiderne bragt ind på stuen, og ikke selv måtte hente noget som helst blev pludselig meget omstændeligt og næsten komisk.”

Hvordan har dagene efter været anderledes?

“Jeg var indlagt to dage efter fødslen. Der måtte jeg kun modtage besøg af min mand, men da han jo også skulle passe vores store børn, var jeg der mest alene. Selvom det var lidt trist ikke at kunne komme direkte hjem og vise Madicken frem til de stolte storesøskende, var det faktisk meget dejligt bare at ligge i totalt fred og ro med masser af tid til hud mod hud og etablering af amning. Jeg valgte, at se det positive i situationen, og jeg vidste jo også, at når jeg endelig kom hjem, ville det være til hjemmeskoling og full on aktivering af børn under lockdown. Jeg tror virkelig, at den meget nemme baby, vi har lige nu, er så let og tryg, fordi vi havde så rolig en opstart hun og jeg.

Da jeg var hjemme fik vi besøg af sundhedsplejerske som sædvanligt, dog et meget kortere besøg og med god afstand mellem os. Vi har været  totalt isoleret siden lockdown og fødslen. Mest fordi vi med så meget aktivitet på hospitalet jo udgør en potentiel smittefare for andre, og så selvfølgelig fordi, det er det, vi allesammen bliver bedt om. Vi har fået mange sjove besøg af venner og familie, som kommer forbi og vinker ind til os eller snakker lidt gennem vinduet eller ude fra fortovet gennem hoveddøren. Det føles jo totalt crazy, at bedsteforældre ikke kan få lov til at holde deres nye barnebarn, men i bund og grund går det helt o.k. Jeg er meget overrasket over, hvor roligt og godt det faktisk er for vores lille familie at være i den her situation. Vi har alle vænnet os til familielivet som fem på rekordtid, og jeg er virkelig glad for at min mand og jeg har både ro og tid til at tage os af alle vores børn samtidig.”

Har du et godt råd til de gravide, der læser med?

“Ring til hospitalet hvis du er bekymret. Selvom de har travlt, er de der 100% for jer og står klar til at hjælpe. Prøv at fokusere på alle de gode ting. Måske lidt længere ‘barsel’ til faderen i den første tid efter fødslen, 100% ro og fred i den magiske babyboble, og det faktum at foråret er kommet, og at vi stadig gerne må gå ture med barnevognen. Glæd jer over at FaceTime findes, og at alle pludselig  har tid til at tale i telefon – det er næsten lige så hyggeligt som barselsbesøg.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Privat