Sarah Askari Bülow: “Mine børn skal forstå, at alt ikke kommer på et sølvfad”

Hun er nysgerrig, rastløs og begejstret af natur og taler med alle på sin vej. Men hendes vej i livet har ikke været snorlige. Her deler Sarah Askari Bülow sin fortælling om at komme til Danmark fra Iran som 8-årig og bo i Sandholmlejren, om mødet med ‘lakridskongen’ Johan Bülow og om at finde fodfæste i moderskabet, hvor hun i dag venter sit tredje barn

Vi møder Sarah på Frederiksberg, i den villa der efter flere års renovering står mere skarpt end langt de fleste hjem. Det er tydeligt, at Sarah har sans for detaljer og en smag udover det sædvanlige. Her bor familien på fire, snart fem, for inden længe føder Sarah parrets tredje barn. I gårdhaven drikker vi kaffe, spiser lakridser og nyder efterårets solstråler. Og mens man hurtigt kan narres til at tro, at Sarahs liv er perfekt, har vejen her til langt fra været lige.

Sarah var otte år, da hendes mor og fire brødre kom til Danmark fra Iran. De boede i Sandholmlejren i to år, før de fik opholdstilladelse.

“Jeg husker det faktisk som sjovt at bo i Sandholmlejren. Måske også fordi jeg som pige kom til det her land, hvor man måtte og kunne mange flere ting som barn. Der er så varmt i Iran, at man ikke kunne være udenfor og lege for eksempel. I Danmark oplevede jeg pludselig at kunne cykle rundt udenfor og opleve en meget større frihed. Efter to år i Sandholm flyttede vi til et hus i Lyngby, og her begyndte mine brødre og jeg i en dansk skole. Jeg startede i en god klasse, og jeg lærte hurtigt dansk. Jeg kan huske, at jeg især hang meget ud med drengene, som jeg var vant til med mine brødre.”

Sarah var 21 år, da hun mødte sin mand, Johan Bülow, også kendt som ’lakridskongen’.

“Jeg mødte Johan, da vi arbejdede som tjenere på Skt. Petri Hotel i København. Vi var begge i et forhold, så det startede med at være et venskab. Jeg blev draget af Johans ro og rolige sind. Der er mange, der synes Johan og jeg er komplet modsætninger, fordi min personlighed larmer, og jeg er meget udadvendt. Men sandheden er, at vi er ret ens – vi elsker at have det sjovt, og vi deler en passion for mad, søde sager og iværksætteri.

Med tiden blev vi kærester, og allerede dengang havde Johan en drøm om at lave sin egen lakrids. Jeg var solgt til ideen med det samme. Jeg elsker selv lakrids, selvom jeg var 11 år, før jeg blev introduceret til dansk slik og konceptet ‘bland selv-slik’. Lakrids var en meget ukendt smag for mig, i Iran hvor jeg kommer fra, er det hele meget sødt. Jeg boede på børnehjem i en periode, mens min mor var syg, og hver fredag fik vi 20 kroner til at købe slik for. Jeg strøg altid direkte ned til kiosken og brugte hver en krone på Piratos og lakridspulver.”

På lakridseventyr

Johan og Sarah fik over en sommer muligheden for at leje en butik af Johans far på Bornholm, hvor han kommer fra, og det blev startskuddet på det, som i dag er kendt som Lakrids by Bülow. Fulde af tiltro til, at de ville lykkes med lakridsprojektet tog Sarah og Johan afsted til Bornholm, men det skulle vise sig at være sværere end som så.

“Vi arbejdede i døgndrift den sommer for at lave de bedste lakridser. Vi overvejede også på et tidspunkt, om vi bare skulle droppe det hele, fordi det var så svært at ramme den helt rigtige opskrift, hvor smag og konsistens gik op i en højere enhed. Vi lavede lakridser på en karamelkoger, og jeg ringede desperat rundt til lakridsafdelingerne hos både Haribo og Pingvin for at opstøve gode råd. Der var altså en grund til, at håndlavet gourmetlakrids ikke fandtes – det er ikke bare sådan lige. Og vi sloges om, hvem der skulle skære lakridserne, så fysisk hårdt var det. Men lige så stille fik vi hånd om det, og hver gang der var friske forsyninger, kunne vi kort tid efter melde udsolgt. Pludselig var det svært at følge med efterspørgslen. Hvis noget er godt på Bornholm, så rygtes det hurtigt.”

Sarah og Johan lykkedes med at finde den perfekte opskrift på lakridser. En opskrift der stadig bruges den dag i dag, hvor de hjemmelavede lakridser har udviklet sig til et verdensomspændende firma under navnet Lakrids by Bülow. Firmaet blev i 2016 solgt til den svenske kapitalfond Valedo Partners.

“I dag er jeg ikke længere involveret i firmaet. Men jeg tager stadig mig selv i at rette på produkterne på hylderne ude i butikkerne, når jeg ikke synes, de står rigtigt. Selvom det er Johan, der har knoklet mest med firmaet, har der aldrig hersket tvivl om, at det er os sammen, der har skabt successen. Jeg blandede mig i det hele. Jeg havde både en stærk holdning til, hvordan det skulle se ud, hvad angik grafik og farver. Og selvfølgelig også selve produktet og smagsoplevelsen. Jeg havde også en rolle i indretningen af butikkerne. Det gik så stærkt fra, at vi havde vores egen lille kiosk til, at varerne pludselig stod ude i butikkerne.

Inden vi fik børn husker jeg det som om, vi ikke lavede andet end at arbejde. Vi spiste ude for at spare tid på indkøb og madlavning. Vi har også kun været på én ferie, inden vi fik børn. Og vi ved stadig ikke rigtigt, hvordan man holder ferie, og hvad man laver – vi har virkelig svært ved at slappe af.”

Mens lakrids stadig var i opstartsfasen, havde Sarah en forestilling om, at hun skulle være guldsmed, ligesom sin far.

“Jeg har altid brændt for at lave mine egne smykker. Jeg startede med at åbne min egen butik med et kurateret udvalg af smykker, og jeg elskede at udplukke unikke og selvstændige smykkedesignere. Drømmen for både Johan og jeg har altid været at leve af noget, vi elskede.”

Sarah var 27 år, da hun blev gravid første gang.

“Det var over et glas vin med en veninde, at jeg sagde, at jeg troede, jeg var gravid, og hun overtalte mig til at tage en test. Det gjorde jeg så – og den var positiv. Jeg begyndte med det samme at tude, og jeg kan huske, min veninde spurgte ‘Hvad tuder du for?’ Det passede bare slet ikke ind i vores liv på det tidspunkt at få et barn. Hun sagde ‘Du skal kun tude, hvis du er blevet gravid med den forkerte mand’. Jeg var så bange for at fortælle det til Johan. Han var i gang med at finde et produktionssted til lakridserne på Sjælland, så vi ikke skulle pendle til og fra Bornholm. Da han kom hjem, helt nervøs for hvad jeg ville fortælle, blev han meget lettet og sagde ‘Var det bare det? Det skal vi da nok klare’.”

Hård start på moderskabet

”Jeg skænkede det ikke så mange tanker, at jeg skulle have et barn. Jeg var ikke bange for fødslen, og jeg tog let på det hele – ‘Det skal jo nok gå for det gør det jo for alle andre kvinder’, var min indstilling. Der var ingen, der havde fortalt mig, at mælken ikke løber til med det samme, at det kan være svært at amme eller noget som helst omkring fødslen. Og jeg havde for travlt op til fødslen til at sætte mig ind i noget af det. 14 dage efter at jeg havde født ramte det mig som et granatchok.

Det var ikke nemt for mig at blive mor. Jeg havde ingen i min vennekreds, der havde fået børn, og min datter havde kolik og nægtede at ligge i barnevognen, og Johan arbejdede rigtig meget. Jeg vidste godt på forhånd, at det ville blive ensomt i og med at mine venner ikke var samme sted. Min mor har selv fem børn, men det var jo længe siden, at hun havde stået med et spædbarn. Til gengæld var min svigermor selv gravid, da jeg mødte hende. Hun fik Johan, da hun var 21 år, og så fik hun en efternøler som 43-årig. Min mormor fik ni børn og var også gravid samtidig med en af sine døtre, så det var ikke så fjernt for mig at være gravid på tværs af generationer.

Jeg havde haft en forestilling om, at jeg kunne køre min butik videre med min datter på armen. Men jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke kunne begge dele længere. Det hjalp mig at indse, at det er ok at gå glip af en masse, og at ens karriereambitioner er på lavt blus i en periode. Jeg besluttede mig for at lukke min butik, det var helt forfærdeligt og vildt deprimerende for mig, men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne give butikken den tid, den havde brug for. Det var min datter eller butikken – valget var selvfølgelig åbenlyst. Drømmen om at lave mine egne smykker lever stadig i dag.”

Hvordan vil du beskrive dig selv som mor?

”Min barndom har helt klart påvirket mit eget moderskab. Jeg har en stor trang til at beskytte mine børn. Jeg tror, det er en naturlig mekanisme, når man har været igennem det, jeg har. Jeg var selv et frygtløst barn. Min mor fortæller, hvordan jeg stod på rulleskøjter, klatrede i træer og bare var en vildbasse. Johan kan slet ikke genkende det billede, min mor tegner af mig.

Da jeg blev mor, ændrede hele mit livsperspektiv sig – og frygten satte ind med ét. Jeg mærkede en stærk frygt for at miste. Og det har resulteret i, at jeg er en meget overbeskyttende mor. Der er ikke nogen i hele verden, jeg har mere lyst til at være sammen med end mine børn. Jeg vil være sammen med dem hele tiden. Men det kan også udvikle sig til et problem, for jeg skal lære at give mere slip og give dem frihed. Jeg synes somme tider der hersker denne her underholdningskultur, hvor forældre er meget opsatte på at planlægge og blande sig i, hvad deres børn skal lave. Jeg synes ikke, man behøver tage i legeland hver weekend, børn har godt af at hygge sig på deres værelse og bruge deres fantasi. Jeg er ikke bange for, at børn keder sig. Det gjorde vi andre jo også, og det var kun med til at booste kreativiteten.

Det er vigtigt for mig, at mine børn taler pænt og har respekt for ældre. Jeg er ingen regelrytter, jeg følger min mavefornemmelse, og så er jeg helt ligeglad med aldersgrænser på film, de må gerne se et monster på skærmen. Jeg har været igennem mange ting i mit liv, som også har været ekstreme og hårde. Mine venner kan godt sige til mig, at mine børn ikke behøver bo i Sandholmlejren for at forstå, at alt ikke kommer på et sølvfad. Men det er vigtigt for mig, at de ikke bliver forvente og forkælede. Samtidig har jeg et kæmpe behov for at give dem alt det, jeg ikke selv havde som barn. Jeg holder eksempelvis gigantiske fødselsdage for mine børn. Folk bliver helt trætte af at se på det. Jeg elsker at være i øjenhøjde med mine børn, og de bliver inddraget i hele planlægningen. Det er mig, der glæder mig allermest – på den måde er jeg stadig et barn.

Sarah har altid været nysgerrig på folks historier, skæbner, og hvad der har drevet dem til der, hvor de er i dag. “Johan synes, jeg er pinlig, fordi jeg kender alle på Gl. Kongevej. Han siger, jeg stopper op hver tiende meter og snakker med folk. Jeg har altid syntes, det var spændende at spørge ind til andres historier, især ældre mennesker. Jeg vil gerne vide hvem folk er. Det er også noget af det vigtigste, jeg gerne vil lære mine børn – at være nysgerrige og begejstrede.”

Hård graviditet med sit andet barn

Sarah føder sit andet barn, sønnen Oliver, da Eleanor er 3 år. “Min anden graviditet var præget af komplikationer, fordi jeg til misdannelsesscanningen fik konstateret placenta prævia (forliggende moderkage, red). Det var voldsomt, fordi jeg stort set ikke måtte bevæge mig. Jeg blev sygemeldt og fik at vide at jeg max måtte være 10 minutter fra Rigshospitalet i tilfælde af, at jeg skulle begynde at bløde. Eleanor var jo lille, og jeg måtte hverken bære hende eller være aktiv. Det var svært for alle. Jeg fik at vide at jeg var en tikkende bombe. Jeg blev også fortalt at det kun rammer 0,5% gravide og i gamle dage, hvor man ikke kunne scanne og opdage det, der døde man bare. Det var voldsom information og jeg følte ikke jeg havde et roligt øjeblik. Pludselig en morgen mens jeg stod i badet begyndte jeg at bløde voldsomt, jeg var i uge 32. Det var helt forfærdeligt, men jeg blev sendt hjem igen efter undersøgelser på Riget, hvor alt så fint ud. I uge 36 skete det igen og her blev jeg indlagt med henblik på et planlagt kejsersnit. Jeg bad dem vente med at lave det til jeg var fulde 36 uger.

Jeg har altid haft en forestilling om, at jeg skulle have mange børn, men efter den oplevelse blev jeg skræmt og lagde mere eller mindre tanken om flere børn på hylden.

Drømmen om flere børn

Som tiden gik kunne jeg dog mærke, at jeg ikke havde lukket døren fuldstændig. Jeg legede meget med tanken om et tredje barn og vejede for og imod op mod hinanden. Johan var helt klar til at få flere, det var han ret tidligt. På et tidspunkt fik jeg følelsen af, at jeg var bange for at komme til at fortryde ikke at få et til barn. Under corona skete der noget og pludselig tænkte jeg bare, at nu skal det være nu.

Min mor sagde til mig, at hun syntes det ville være synd hvis jeg ikke fik flere – hun går meget op i, at man ikke må blive ensom som gammel. Samtidig vil jeg hellere ikke have flere børn, end at jeg kan rumme dem alle sammen og kunne være der for dem hele deres liv. Jeg har et stort behov for at have en tæthed med mine børn, som jeg håber fortsætter når de bliver store.

Sarah venter i dag sit tredje barn. Eleanor er 9 år og Oliver er 6. “Det er helt fantastisk at oplevelse at gennemgå en graviditet sammen med sine børn. Det er helt vildt så meget børnene har støttet mig og hjulpet mig og været opmærksomme på mig. De forstår det, følger med og glæder sig. Især Eleanor er meget optaget af, at der kommer en lille baby ind i familien.

Tidligt i min graviditet fik jeg følelsen af, at jeg ikke kunne gå igennem den samme oplevelse igen, hvor jeg skulle tjekke mine trusser for blod hele tiden. Jeg nåede at tænke, at det at blive gravid igen, var det dummeste jeg nogensinde havde gjort. Jeg blev anbefalet at tale med Gitte fra Moderliv (privat jordemoderklinik, red.), og jeg begyndte at græde, inden jeg overhovedet havde sat mig ned, fordi der var så meget uforløst omkring graviditeten og fødslen af Oliver.

Min første fødsel var en stjernekigger, og det var voldsomt. Det er derfor et dilemma, om jeg her tredje gang skulle føde vaginalt eller ved kejsersnit. I starten ville jeg bare have et kejsersnit – den ’sikre’ vej. Men efter flere samtaler med min jordemoder, har jeg besluttet mig for at prøve med en vaginal fødsel.

Denne tredje graviditet har på mange måder været den bedste, jeg har haft, fordi der ikke har været nogle komplikationer. Jeg håber på en god fødselsoplevelse, og jeg ved, at jeg er i gode hænder.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther