Om at føde på privat fødeklinik: “Der var tid, ro og kærlige hænder”
Efter en følelse af at være kommet for sent til sin egen fødsel, frygter skolelærer Carolina Underbjerg at føde igen. Da hun venter sit andet barn, opsøger hun derfor en fødeklinik, hvor hun ender med at føde både anden – og tredje gang. Her fortæller Carolina om at ønske en ny fødselshistorie og få sin drømmefødsel på fødeklinikken
“Jeg har født tre børn. Tre børn indenfor tre og et halvt år. Det er helt vildt at tænke på, men den er god nok. Jeg var ellers bange for at føde igen efter første fødsel.
Jeg fødte vores første datter Frida på hospitalet i september 2018. Jeg havde forberedt mig og følte mig taget i hånden af de dygtigste jordemødre og fødselslæger på hospitalet. Men jeg kom for sent til min egen fødsel. Det lyder mærkeligt, men det gjorde jeg. Den følelse boede i mig i lang tid og har stadigvæk en lille plads inde i mig.
Min datter stod skævt i bækkenet, de havde ikke plads til mig på hospitalet og jeg kom alt for sent ind i forhold til at få hende godt ned på plads. Hun blev taget med sugekop, og fødslen efterlod mig med et ar på sjælen. Det var det ultimativt vildeste kontroltab, jeg nogensinde har prøvet.
I oktober 2020 skulle jeg føde vores andet barn, vores lille søn Benny. Og jeg var bange. Bange for at stå i samme situation igen, hvor jeg følte, at jeg gamblede med fødslens rammer.
Vi var flyttet til Roskilde den sommer, og min lægeveninde havde fortalt mig om Roskilde Fødeklinik. Jeg kontaktede dem og blev inviteret ind til en samtale. For hvad indebar det egentlig, når det var en jordemoderdrevet klinik? Og kunne de mon gribe mig?
Det mest essentielle ved fødslen
Jeg blev klogere på processen og fandt ud af, at fødsler kunne organiseres på en anden måde end det, jeg havde oplevet. Desværre kun for 200 fødende årligt pt, da Roskilde Fødeklinik er det eneste sted i Danmark, hvor man skruer tingene sammen på denne måde.
På Roskilde Fødeklinik har man de samme jordemødre i løbet af graviditeten, under fødslen og efterfølgende i barslen. Man bliver taget hånd om fra start til slut og får barselsbesøg samt en efterfødselssamtale. Der er rent faktisk nogle “voksne”, der passer på en i den måske mest sårbare tid af ens liv. Som udgangspunkt har man konsultationer hos to af deres jordemødre og føder med én af de to, men man kender også de andre jordemødre i klinikken i tilfælde af, at man ender med at føde med en af dem.
På klinikken handlede det i bund og grund om det mest essentielle ved fødsler; at bringe babyerne til verden i ro og fred, med tid til den fødende kvinde (og partner), med en jordemoder der havde fulgt mig i graviditeten og som derfor kendte til min historie. Jeg ønskede en ny fødselshistorie og fortælling om, at min krop godt kunne føde et barn. Jeg fik hurtigt takket ja til deres sidste plads.
Ved fødslen af Benny havde jeg vandafgang først og tog hele optakten på klinikken. Vi lå på en stue og så “Den store bagedyst”, spiste pizza med den dejligste jordemoder, Jaqueline og lavede en masse squats for at få gang i veerne. Til sidst kom de længe ventede veer, men jeg blev overflyttet til Roskilde Sygehus, da man har en bagkant i forhold til vandafgang og mine veer var først lige begyndt, da vi ramte den. Jacqueline tog med, og vi var så heldige, at der både var en jordemoder og en jordemoderstuderende på vagt. De gik ud og fik sig et hvil, mens vi klarede veerne og gjorde klar til en fødsel i badekar. Da der var så mange hænder til fødslen, blev det hele filmet, hvilket jeg er meget taknemmelig for i dag.
Tredje gang – lykkens gang
I maj 2022 fødte jeg vores tredje barn, Rose, på fødeklinikken.
Jeg fødte med den sødeste og sejeste jordmoder, Lea. Med vandafgang før veer i mine to første fødsler, var det også det, vi alle satsede på denne gang. Om aftenen gik slimproppen, og jeg mærkede lidt murren. Jeg var dog ikke klar over, at jeg allerede dagen efter ville få det, der for mig var en drømmefødsel. Er det ikke noget med, at tredje gang er lykkens gang?
Næste morgen blev de to store (små) afleveret i institution, og jeg mærkede stadig murren og nogle småveer. De der veer hvor man ikke skal anstrenge sig, og hvor det endnu ikke er nødvendigt at gå helt ind i sig selv. Jeg var i den såkaldte Netflix-fase.
Jeg havde regnet med mange timer med veer, og jeg turde stadig ikke tro på, at jeg skulle føde den dag. Alligevel ringede jeg til min mor og fik arrangeret, at hun skulle hente ungerne fra institution og tage dem med hjem til sig i København. Vi blev enige om, at prøve at få sovet lidt. Jeg vågnede op mellem veerne og fik trykket på vetimeren for at få et nogenlunde overblik over veerne. De var allerede rimelig regelmæssige.
Ved 15-tiden ringede min mand til klinikken og vi aftalte, at vi skulle ringes ved nogle timer senere. Veerne begyndte at gøre ondt nu, men jeg kunne stadigvæk være i det. Da klokken blev 16, ringede vi og sagde, at vi nu ville tage afsted. Jeg fik veer med meget kort interval nu. Jeg tog tøj på, fik en ve, gik nogle trin ned af trappen, fik en ve, tog de sidste trin ned af trappen og fik endnu en ve. Sådan fortsatte det hele vejen ud til bilen og klinikken.
Vi kom ud på klinikken klokken 16.30 og Lea kunne hurtigt se på mig, at jeg var ret langt i fødslen. Hun var allerede igang med at fylde badekarret.
Jeg tog nogle veer på sengen, mens Lea kom med en kold klud til panden og en varmepude til maven. Jeg blev også fyldt godt op med vand alt imens min mand trykkede ned på hoften under hver ve. Da klokken blev 17 kom jeg op i karret. Lea guidede mig gennem alle veer og fortalte, når jeg var på toppen af veen, og hvornår den var ved at aftage. Det hjalp mig helt vildt meget og jeg følte mig passet så godt på.
Der gik ikke lang tid, før jeg fik pressetrang, og Lea sagde, at jeg skulle presse med. Jeg pressede en enkelt gang og hun sagde, at jeg skulle tage hånden ned og se om jeg kunne mærke Roses hovede. Først her gik det op for mig, at jeg ville føde lige om lidt. Jeg gik lidt i panik over, at det var nu og glemte at presse med, men ved næste ve, pressede jeg hende ud og hun kom op på mit bryst. Min mand har filmet det, og jeg får på meget fin dansk sagt “oh my fucking god – har jeg virkelig født”.
Ikke længere bange for at føde
17.13 blev hun født. 40 minutter efter at vi ankom til klinikken. Min fødselsfortælling ændrede sig der og gav mig en helt særlig power-følelse i den efterfølgende tid – hvilket var nødvendigt med to små børn derhjemme i forvejen. Alt dette fordi der var tid, ro og kærlige hænder til mig. Kun til mig, min mand og vores lille Rose. Vi blev på klinikken og fik ordnet alle de ting, man nu skal. Bare os tre, i en ny lille kærlighedsbobbel. På vej hjem hentede vi McDonald’s og så gik vi seng, helt høje ovenpå den hurtige og magiske fødsel.
Min fødsel på fødeklinikken var forløsende og fik sat et fint, skinnende plaster på mit ar efter første fødsel på hospitalet. Jeg fik lov til at gøre det, kroppen skulle og ville; nemlig føde i fred og ro og uden en masse indgreb. Det hele gik sin ukomplicerede gang og jeg blev passet på inden, under og efter fødslen. I forbindelse med fødslen på hospitalet følte jeg mig desværre som en belastning, som havde valgt at føde på et tidspunkt, hvor der ikke helt var plads til mig og jeg er på ingen måde i tvivl om, at fødselsforløbet havde været anderledes hvis jeg havde fået lov til at komme ind før.
Fødslen på klinikken føltes på en underlig måde heller ikke som noget vildt. Forstå mig ret, det er jo vildt at føde børn, men det var bare så naturligt.
Jeg er ikke længere bange for at føde og har helt lyst til at komme tilbage til klinikken og føde mange flere børn. Jeg tænker dog, at de hundrede børn, vi har, er rigeligt. De tre dejlige unger – Frida, Benny og Rose. At få et tredje barn var lige præcis det der skulle til for, at jeg lærte at slippe kontrollen og lærte at leve med kærlighed og kaos.”
Tekst og billeder Carolina Underbjerg
Meet’n’greet
Din kommentar