Ida Broström drømmer om at blive mor til en stor børneflok, men efter 13 mislykkede forsøg i fertilitetsbehandling, opgiver hun og hendes mand drømmen, og skriver sig på venteliste til adoption. I marts 2021 er der endelig et match – en lille pige fra Sydafrika venter på dem. Læs med når Ida i en række afsnit deler sin fortælling om at følge datteren på afstand, og om på 10. måned at længes utålmodigt efter at hente hende hjem

Der var engang en ældre dame, der råbte efter min mand og mig. Hun råbte, ’I får grimme børn’. Vi smilede og sagde tak. Vi håbede, hun refererede til ordsproget, om at smukke mennesker får grimme børn. Vi var unge, lykkelige og klar til at udvide familien med en krøllet, lyserød baby. Men den lyserøde baby lod vente på sig. Længe. Vi gik til lægen og blev diagnosticeret som uforklarligt barnløse. Og så begyndte fertilitetsbehandlingsmøllen at rulle. Hvert forsøg blev afsluttet med en negativ graviditetstest. Der var ingen, der kunne fortælle os, hvad der var galt, og hvorfor det ikke ville lykkes. Læger, akupunktører og velmenende venner sagde: I er jo unge, det skal nok lykkes.

Det var en vanvittig hård og mørk periode, som virkelig sled. Jeg responderede dårligt på hormoner, og fik derfor den maksimale mængde, som min massefylde kunne absorbere. Jeg blev mere og mere ulykkelig, fjendtlig og bitter. Min mand og jeg rykkede helt tæt sammen og vendte ryggen til verden. Vi var alligevel virkeligt dårligt selskab.

Podcast

Vores panel snakker om at blive adoptivmor

De mange mislykkede forsøg begyndte at tegne et dystert billede af vores fremtid, og de forestillinger vi havde om vores familie begyndte langsomt at visne.

Jeg drømte om mange børn. En stor børneflok med løbende næser, fedtede fingre og blusende kinder, et levende og larmende hjem med 100 blandede strømper i vasketøjskurven. Den drøm blev langsomt mere og mere fjern og uvirkelig. Vi klyngende os til håbet om, at der bare kunne komme ét enkelt barn ud af de mange forsøg. Men det ene barn kom heller ikke.

Vi overvejede kortvarigt ægdonation. Men at lukke den biologiske dør var virkelig svær for mig på det tidspunkt, og min mand kunne ikke se sig selv i det. Så ville han hellere adoptere et barn helt udenfor vores genpulje.

Tiden gik. 13 slidsomme forsøg i alt, så sagde vi stop. Min mand sagde stop først. Jeg nølede lidt, det var smerteligt at erkende, at jeg aldrig skulle bære et barn. Det er et faktum, som jeg nu har accepteret. Men jeg ved også, at det vil følge mig som en livslang sorg.

Vi gik med det samme i gang med at søge om adoption. Vi vidste, at det var vores vej, hvis barnet ikke skulle sås og gro i min mave. Vi fløj lige igennem godkendelsesprocessen og skrev os på en venteliste til et barn fra Sydafrika. Ventetiden på adoption fra Sydafrika er to-tre år.

Den nye ventetid var en kærkommen pause, hvor vi kunne få lov til at slikke sårene efter vores år med fertilitetsbehandling. Da vi indstillede kampen, og de kunstige hormoner forsvandt fra min krop, kunne der gøres status over ødelæggelserne. Hvad var bare hormon, og hvad var mig. Var der noget, der var anderledes? Hvad med vores forhold? Vi kan nu se, at det vi har været igennem, har været traumatiserende, sorgfuldt og livsforandrende. Jeg har ændret mig, og vi har ændret os sammen.

Af bitter erfaring lod vi være med at tælle dage og tegne tidshorisonter over, hvornår vi mon blev matchet med et barn. Vi kontrollerede kun ventelisten én gang om måneden. Vi ville gerne blive positivt overraskede, hver gang vi var rykket frem på listen. I stedet brugte vi ventetiden på at være kærester, venner og familiemedlemmer igen, og på at bygge nye forestillinger om vores familie op.

I marts 2021 blev vi endelig matchet med et barn. Ikke en krøllet, lyserød baby, men med den smukkeste lille pige med mørk hud, brune øjne og et blik, der får hjertet til at hamre i brystet. På grund af Corona fik vi besked om, at der kunne gå lidt tid, før vi ville få lov til at hente hende. Vi var høje af lykke og gav plads til et håb om, at vi kunne udvide familien inden jul. Dermed satte vi en tidshorisont op, som vi jo på ingen måde selv var i kontrol over. I august tikker en besked ind – nu bliver det inden for de næste par måneder. Pulsen stiger igen, og håbet får ny energi. Men tiden gik. Det blev jul og så januar, og vi er stadig ikke kommet afsted.

Vi kan følge hende på afstand på de billeder, vi får tilsendt. Hun er blevet stor nu. Vi kan se, at der virkelig sker noget i hendes udvikling. Vi er der ikke. Og vi ved ikke, hvornår vi kommer til at være der.

Læs også

Fertilitetsbehandling: “Tre år i mørke, der endelig giver mening”

Ventetiden er hård nu. Tårerne kræser bag øjnene, energien og glæden er forsvundet, og jeg frygter, at filmen knækker, hvis jeg bliver presset på job eller for fuld til en fest. Jeg var ellers et godt sted. Jeg var i gang med at bygge rede. Jeg var i gang med at formulere mine mor-værdier, og forestille mig hvilke redskaber, min datter skal bruge for at kunne navigere igennem livet med en selvtillid, et selvværd og en selvforståelse, som ingen kan rykke ved. Men nu kan mine tanker ikke engang fokusere på det. Tristheden fylder, og alle de mørke følelser jeg for længe siden har lukket ned i en skuffe, banker på.

Så vi venter igen. Venter på at vi kan få lov til at hente vores datter, og mens uvisheden fortsat fylder, kan jeg langsomt mærke, at hun er tættere på end nogensinde før.