Gravid udenfor livmoderen: “Jeg søgte succeshistorier, hvor det efterfølgende er lykkedes at få et barn”
Efter en positiv graviditetstest og en varm lykkerus, følger tre uger med blødning og en daglig angst for at have aborteret, inden Mai hasteopereres for en graviditet udenfor livmoderen. Her deler hun det voldsomme forløb, hvorefter intet føles som før, og fortæller om et behov for at dele og lade andres historier finde vej til hende
Min livmoder blev varm i ugerne efter, at jeg lykkeligt så de to streger på pinden. Jeg mærkede noget vokse inden i mig og forstillede mig, hvordan det var det lille liv, der skabte varmen i min livmoder. Men få uger efter viste det sig, at graviditeten slet ikke sad i livmoderen, men i den alt for lille æggeleder, og det gik galt. Rigtigt galt.
Min graviditet kom meget ønsket. Vi kunne næsten ikke vente med at fortælle familie og venner, at vi skulle have vores første barn. Desværre begyndte jeg at bløde tidligt i graviditeten.
Tre uger med blødning fulgte. Jeg følte, at det var graviditeten fra helvede, for jeg blev konfronteret med det, jeg først troede, var en abort, mange gange dagligt. Jeg gik på arbejde, blødte, skrev eksamensopgave, blødte, holdt hovedet beskæftiget, blødte. Jeg havde nået accepten af, at denne graviditet ikke blev til et barn. 1/5 af alle kendte graviditeter ender jo i spontan abort.
En privat jordmoder og en gynækolog konstaterede undervejs, at der var overhængende fare for graviditet uden for livmoderen, idet mit graviditetshormon var stigende, men der ingen graviditet var at se i livmoderen. Vi skulle se hormonniveauet an hos egen læge over nogle dage, hvor det gerne skulle falde som tegn på en komplet abort.
Efter tre uger og fluktuerende graviditetshormonniveau gik det rigtigt galt. Jeg havde været i kontakt med lægevagten på en nat, hvor jeg havde smerter og gynækologens ord for, at der var risiko for graviditet uden for livmoderen. Mit hormonniveau blev dog udslagsgivende for, at jeg efter at have ventet 40 minutter i telefonen på lægevagten blev bedt om at tage Panodiler og så gå i seng igen. Til dato undrer jeg mig stadig over den behandling.
En æggeleder fattigere
Et halvt døgn senere blev jeg hasteoperet på Skejby. Da jeg endelig kom ind i undersøgelseslokalet, mistede jeg for en stund bevidstheden. Der blev kaldt akutkald, for jeg havde vejrtrækningsproblemer. Jeg havde store indre blødninger, og jeg havde mistet 1/3 af mit blod. Operationen foregik med hovedet nedad for, at der var cirkulation nok, selv med den liter blod, de gav mig.
Da jeg vågnede var det i mit eget tøj, men uden højre æggeleder. T-shirten, jeg lå i på opvågningen, var den samme, som jeg havde taget på om morgenen, men det føltes også som den eneste forbindelse til livet et halvt døgn tidligere.
Jeg fik besked om, at vi skulle prøve i et halvt år at lave et barn naturligt, og ellers skulle vi i fertilitetsbehandling. At fertiliteten nok var nedsat fordi jeg nu manglede den ene æggeleder, men hvor meget var y i en ligning med mange ubekendte faktorer. For mange ville det ingen betydning have og for andre kæmpe stor. Det gjorde ondt, for vi var i forvejen på den halvårlige prøv-selv liste til fertilitetsbehandling. Hvad nu hvis det aldrig ville lykkes? De følgende måneder kiggede jeg meget på de tre af arrene, som formede minusstreger på maven. Vi var minus barn.
Jeg søgte nettet tyndt for tal på, hvor meget fertiliteten i gennemsnit falder, når man mangler den ene æggeleder. Jeg søgte succeshistorier, hvor det efterfølgende er lykkedes at få et barn. Sådan en historie er jeg selv godt på vej til at blive nu, hvor jeg er gravid i 8. måned.
At dele blev selvomsorg
Der var i tiden efter operationen nogle tanker og beslutninger, som hjalp mig igennem.
Jeg valgte meget hurtigt at være åben omkring min operation, og med det oplevede jeg, at jeg fik mange historier om børn, der er kommet til verden efter en æggeleder er blevet fjernet. En af de første dage efter operationen havde min kæreste hjulpet mig om i haven, hvor forårssolens varme stråler forsøgte at fylde verden med lys. Det føltes som en kontrast til skyggerne i mig. En bekendt opsøgte mig i haven. Hun havde hørt, hvad der var sket, og fortalte om hendes eget forløb, og om de to børn hun fik efterfølgende. Hun var ikke den eneste, der fortalte om graviditet uden for livmoderen og om at få børn efter. Jeg oplevede, at fordi jeg selv havde åbnet op, så gav jeg andre mulighed for at vise mig omsorg, og historierne fandt vej frem til mig fra familie, venner og kolleger, der enten selv havde oplevet det samme, eller kendte nogen. “Sharing is caring” siger man. Jeg delte og andre delte tilbage. At dele blev selvomsorg. Det skal siges, at det var mit behov på tidspunktet, mens mange andre hellere vil have ro og ikke blotte sig, og det skal de have lov til. Til dem håber jeg, at dette essay finder frem.
Jeg fandt trøst i en lille tanke: Hvis jeg nu gik hen og blev gravid med et andet barn og føder det barn, så vil jeg højst sandsynligt ikke forbande sygdommen. Det nye barns eksistens bliver betinget af den graviditet, der gik galt.
Og netop det er på vej til at ske. Jeg blev hurtigt gravid igen. Det var endda i første forsøg.
Da jeg tog testen, gad jeg næsten ikke engang at kigge på pinden. Jeg havde nemlig mærket ægløsningen den måned i min æggelederløse side, og dermed fraskrevet chancerne. Desuden var det meget tidligt at tage testen. Jeg var lykkeligt overrasket, mens jeg kiggede vantro på testen. Det gik meget hurtigere, end vi havde turdet håbe på. Men der var ikke meget at diskutere, der var to streger! Ægget havde vandret fra højre æggestok til venstre æggeleder. Kroppen er så vild.
Det var vigtigt for mig hurtigt at blive scannet, for tænk nu, hvis det samme var ved at ske igen. Min eneste mulighed for det var gennem den private jordemoder. Det offentlige kunne først tilbyde mig en tidlig scanning i samme uge, som det var gået galt sidst. Nej tak, sagde jeg.
Da vi kom ind ad døren hos den private jordmoder sagde hun: “Nej, hvor er jeg glad for at se jer to så hurtigt igen”. For anden gang stortudede jeg hos jordemoderen. Særligt, da der viste sig at være hjerteblink og at graviditeten sad helt rigtigt.
Sidst vi var til scanning fortalte jordemoderen, at der er en lille aktiv dreng på vej. Tror da pokker, at han er aktiv, når han har startet eksistensen som æg ved at vandre fra højre æggestok til venstre æggeleder.
Minusstreger og parenteser
Jeg er endelig ved at være tryg i min graviditet, men jeg får indimellem en nagende tanke om, at noget kan gå galt. Mon jeg havde haft det sådan uden den første graviditet?
Når jeg i dag tænker på mine tre ar i maven, så tænker jeg dog ikke så meget på operationen, sorgen og minusformen.
Jeg tænker mere på, at arene bliver trukket i af en mave, som vokser. Måske ender de med at blive små parenteser. Parenteser om en del af livet, som gjorde rigtigt ondt. Måske ender de endda med at blive til små smil, når de endelig er blevet en del af fortællingen om den lille dreng, der nu er på vej. Den lille dreng, der ikke ville være blevet til, uden at den første graviditet gik så grueligt galt. I det er der måske en mening med den sorg, vi skulle igennem.
Jeg ved faktisk ikke længere, hvilken form arene har, for jeg kan ikke se dem for maven.
Tekst og billede Mai Jensen
Din kommentar