Livsvigtig tilknytning: Giv dit barn en tryg start på livet

Forskning viser, at tilknytning er helt afgørende i barnets første leveår for, at det udvikler sig til et trygt, robust barn med selvtillid og glæde ved livet. I løbet af dette år udvikler nervesystemet og hjernen sig og grundlægger sti-systemet, hvorfra vi navigerer igennem livet. Det kræver først og fremmest, at mor har ro – og så er det aldrig for sent at rydde op baglæns i tilknytningen

Ønskebarnet lander efter lang ventetid og veer af en anden verden. Vi er klar til at svøbe elsklingen i bæredygtigt bomuld, barnevognen er klar, og det er vi også. Vi vil gøre alt i verden for at blive verdens bedste mamas. Vi går til den helt rigtige rytmik, bassen vikles i ét væk, vi indstiller brysterne på at langtidsamme, mens vi blender øko-smoothies til, vi bliver grønne i hovederne. Vi har travlt med at gøre det hele så godt. Men i virkeligheden er det, vores baby har allermest brug for, at vi gør det hele trygt og er trygge at være sammen med – at vi fokuserer på at være en god nok mor i stedet for en perfekt mor.

“Alt for mange nybagte mødre har alt for travlt. Jeg møder også mange, der er usikre og ensomme, og hvor den naturlige tillid til moderskabet ikke altid er med. Mange bliver mødre uden nogensinde at have holdt et spædbarn i armene før. Det lille barn har brug for, at man skruer lidt ned for tempo og præstationer. De ydre faktorer er slet ikke så afgørende som de indre faktorer. Børn har brug for ro og nærvær hos moren. Det handler om at skabe hele det følelsesmæssige grundlag for det lille barn,” siger Annemarie Clement, der er psykoterapeut med speciale i tidlig tillknytning og underviser i tilknytningsteori på det psykoterapeutiske Blackbird Institute.

Læs også

Guide: Inspiration til at give dit barn en tryg tilknytning fra 0-3 år

Tilknytningsteorien blev udviklet af den britiske psykiater og psykoanalytiker John Bowlby i begyndelsen af 1950’erne. Teorien siger, at barnets tidlige tilknytning til moren er afgørende for dets udvikling. Efter Anden Verdenskrig lavede Bowlby en rapport til WHO, der bl.a. påviste, at børn, der var adskilt fra deres forældre i længere tid, blev traumatiserede, og at børns tidligere tilknytning danner grobund for barnets trivsel og personlighed senere i livet.

Børn knytter sig til deres mor allerede i fostertilstanden og er designet til søge menneskelig kontakt fra det sekund, det bliver født. Så ligesom de instinktivt søger mors brystvorte, søger de også et menneskeligt ansigt. De er afhængige af at blive set, rørt, mødt og få deres behov dækket både fysisk som følelsesmæssigt for at kunne overleve.

Tryghed er et menneskeligt fundament for trivsel

Ifølge Bowlby og andre tilknytningsteoretiskere er det i det første leveår, at barnets såkaldte tilknytningsmønster bliver formet. Den amerikanske forsker og psykolog Mary Ainsworth videreudviklede og raffinerede i 60’erne og 70’erne Bowlbys tilknytningsteori og belyste også, hvordan tidlig tilknytning påvirker os som voksne. Hun definerede 3 tilknytningsmønstre, senere er der kommet et fjerde til.

En tryg tilknytning skabes af en omsorgsperson, der formår at få det lille barn til at føle sig elsket og som er forudsigelig. Barnet bliver mødt empatisk på sine følelser og beskyttet med en tillid til, at det altid kan få trøst og tryghed efter en adskillelse. Det vil opsøge hjælp, når det har brug for det.

Børn, der kan læne sig ind i en nærværende, rolig og følelsesmæssigt omsorgsfuld mor, vil som udgangspunkt udvikle en basal tryghed i livet. De vil have større sandsynlighed for en stærk selvfølelse og god trivsel, kan indgå i relationer og vil have lettere ved behovsudsætte og at finde indre ro.

De utrygge børn

Omvendt vil børn med uforudsigelige, stressede eller fraværende voksne få en utryg tilknytning. Det kan komme til udtryk ved, at barnet f.eks. reagerer med intens angst ved adskillelse fra tilknytningspersonen – og de har en oplevelse af, at deres mor eller omsorgsperson ikke altid vil være der for dem, og at de derfor skal klare det hele selv. Det skaber mistillid i børnene og en følelse af, at de ikke er værdifulde.

Læs også

Kolik baby: Selvom dit barn græder, er du ikke en dårlig mor 

Utrygge børn kender mindre til deres egne grænser og behov. De vil også have sværere ved at modtage trøst og række ud, når de er triste, kede af det eller urolige. Og typisk er utrygge børn mere udadreagerende end trygge børn.

Generelt vil utrygt tilknyttede børn oftere blive væltet af livets udfordringer som skilsmisser og sygdom gennem livet. Det kan vise sig som en eksistentiel følelse af ensomhed, en lav stresstærskel, depressioner, afhængigheder eller udfordringer ved at være i parforhold og andre relationer, når de bliver ældre. 

Den tredje form for utryg tilknytning er den såkaldt ‘desorganiserede børn’, som kun meget få børn har. Det er oftest børn, der har været udsat for omsorgssvigt, kaos eller børn ramt midlertidigt på deres tilknytning på grund af traumer, tab og sorg. 

Det første år er afgørende

 Udviklingspsykologien peger altså på, at det første år af et menneskes liv er essentielt for vores vej ud i livet. Det er i løbet af dette år, at nervesystemet og hjernen udvikles og modnes. Den nyfødtes hjerne vejer 400 gram og efter et år vejer den et kilo. Der dannes mange neurale forbindelser det første leveår, og hvordan den proces foregår, afhænger af vores nærmiljø og følelsesmæssige kontakt.

Blandt andre Schores arbejde og hjerneforskning viser, at børn der ikke er trygt tilknyttede, får en mere umoden hjerne. Der er nervebaner og forbindelser, der ikke bliver dannet. Det går også ud over barnets hormonsystem, og det kan få sværere ved at regulere sig selv senere hen i livet. Mens trygge børn har en sundere biokemi og bedre hormonel balance. De kan nemmere gå ud i verden med nysgerrighed, have modne følelser, indgå i relationer og lettere undgå depression og ensomhed. Hjernen og nervesystemet er det styresystem, hvorfra vi navigerer gennem livet. Det er en slags skabelon, et stisystem, og det er i samspillet med forældrenes nervesystem, at det bliver dannet i barnet.

“Derfor er deres evne til empati og kærlig kontakt afgørende. Tilknytningen danner grundlag for, hvordan vi kommer til at trives i livet, hvordan vi indgår i relationer, tackler kriser – og ikke mindst, hvordan vi selv tilgår forældreskabet,” siger Annemarie Clement. 

Mors ro giver baby ro

Man kan betragte den tidligere tilknytning som fundamentet for et hus: Der skal helst være et stabilt og trygt fundament for at kunne bære vægge og tag og stå stærkt i stormvejr. Det giver en styrke til, at man kan bygge flere etager på.

For at give barnet de bedste forudsætninger for at blive tryg, robust og glad i livet, kræver det, at moren følelsesmæssigt og relationelt er i kontakt med det lille barn. Og det kræver, at mor er i følelsesmæssigt kontakt med sig selv – at hun har nogen at læne sig ind i, som tager sig godt af hende og hendes behov, så hun får ro på.

Kropskontakt og ro er de mest afgørende faktorer for at hjælpe et lille nyt menneske med at lande i sig selv og livet. Så der er faktisk ingen grund til at styrte rundt med barnevognen i selskab med to-go-cortadoen. En god gammeldags chill-pill er det bedste, vi kan skylle kaffen ned med.

Under corona-nedlukningen så man bl.a. på fødegangen på Skejby Sygehus, at amningerne blev bedre etableret, fordi der var færre barselsbesøg og mere ro, berettede jordemødre ifølge dr.dk. Lige som jordemødre også anbefaler, at man lægger sin telefon væk. Baby har brug for din øjenkontakt – det vil opleve det som utrygt, at du kigger væk eller kigger på barnet gennem en telefon.

På den måde kan vi være mere empatisk nærværende, og det er nødvendigt for at oversætte det lille barns signaler; for eksempel når det lille barn vender hovedet væk. Det betyder, at det har fået nok mad eller kontakt og lige har brug for ro. De grænser skal vi lære at afkode og respektere. Ligesom det gælder, når barnet græder, at vi gør os umage for at prøve at forstå, om den lille har ondt i maven eller er sulten eller skal have en ren ble. Det tager tid og ro at lære den lille at kende, men det er en medfødt evne, vi alle sammen har – det kan bare være svært at mærke og lytte, hvis vi har for travlt eller bekymrer os meget, lyder det fra Annemarie Clement:

“Fokuser på at komme tilbage til kroppen og åndedrættet og forbindelsen til dig selv. Det er godt for både børns og voksnes trivsel. Mors ro hjælper barnet til at kunne finde ro i sig selv og udvikle sit nervesystem, for barnets system er hængt op på morens. Så mors ro og følelsesmæssige forbindelse til sig selv er helt afgørende for trivsel og en tryg tilknytning.” 

Aldrig for sent et rette op på tilknytningen

Heldigvis skal der meget til at lave decideret tilknytningsforstyrrelser, og selv hvis det skulle være tilfældet, er det vigtigt at understrege, at det aldrig er for sent at rette op på tilknytningen mellem barn og forældre. Vi begår alle fejl i forældreskabet, og vi gør alle vores bedste. Ifølge den svenske forfatter og psykolog Tor Wennerberg skal vi i et sundt forældreskab blot kunne møde barnet cirka halvdelen af gangene, for at det giver robuste børn. Det, der er vigtigt er, at vi regulerer os selv og finder ro med barnet igen.

I dag ved man så meget om tilknytning, og at man altid kan rydde op baglæns, selv hvis vi vil heale vores tilknytningsmønstre som voksne. For det menneskelige nervesystem og hjernen er plastisk. Det vil sige, at den er i evig udvikling og altid kan blive modnet. F.eks. viser hjerneforskning, at meditation kan være en vej til at bygge nye neurale strukturer i hjernen, der styrker empati og tryghed samt mindsker vores center for stress, angst og utryghed. Så over tid med en god indsats vil kunne ændre tilknytningsmønstre.

Det handler om at være ekstra opmærksom på barnet, som ofte selv vil gøre opmærksom på, at det ikke trives. Det kan komme til udtryk gennem spiseproblemer, søvnproblemer, manglende glæde, uforklarlige smerter, hyppig sygdom, smerter i hoved og mave eller senere gennem angst, ved at føle sig uden for socialt, koncentrationsbesvær eller motoriske vanskeligheder. Det er dog væsentligt at understrege, at disse symptomer kan have mange årsager.

“Børn er kloge og fortæller os altid, hvis det har brug for noget. Forældrenes opgave er at lytte og oversætte barnet,” siger Annemarie Clement. 

Desuden kan det være en kæmpe gave for os forældre selv, for vores parforhold og familiens trivsel at arbejde med vores egne tilknytningsmønstre. For som altid starter det med os selv.

Annemarie Clement er underviser, psykoterapeut, professionsbachelor i psykomotorik og biologisk traumeterapeut med speciale i tidlig tilknytning. https://annemarieclement.dk/  Hvis du vil fordybe dig yderligere i tilknytningsemnet, kan vi anbefale dig at dykke ned i bøger af Susan Hart, Tor Wennerberg og Daniel Stern

Tekst Karen Pallisgaard