Infertilitet: “Jeg følte mig som halv kvinde”

Som 27-årig bliver sangerinde og sangskriver Johanne Jepsen erklæret uforklarlig infertil, og efter tre opslidende år i fertilitetsbehandling trækker hun sig fra kampen. I dag er Johanne mor til tre og deler her sin personlige historie med håbet om, at være det spejl, hun selv manglede

“Som 26-årig stoppede jeg på mine p-piller. Jeg led voldsomt af migræneanfald og mistænkte, at det var p-pillerne som forårsagede dem. Migrænen gik ganske rigtigt væk, da p-pillerne først var ude af mit system, men det samme gjorde min menstruation desværre også. Det følgende år kom min menstruation ikke, og jeg testede igen og igen med ægløsningstests, og prøvede at regne min cyklus ud. Hver eneste gang var testen negativ. Da min egen læge ikke havde nogen forklaring på, hvorfor jeg ikke havde en cyklus, blev jeg henvist til behandling i en fertilitetsklinik. 

Jeg var nu 27 år gammel og blev af fertilitetslægerne erklæret uforklarligt infertil. De trøstede mig med, at jeg i følge statistikkerne burde blive hurtigt gravid, så snart de fik startet min cyklus op med hormoner. Jeg var jo ung, sund og fejlede ikke andet end at være uden cyklus. 

For mig betød det at være infertil, at jeg følte mig som halv kvinde. Det at min cyklus ikke var til stede, gav mig en ubehagelig følelse af, at mit system ikke fungerede og at noget var galt. Jeg længtes enormt efter at være frugtbar og kiggede med lange misundelige blikke efter ammende og gravide kvinder. Det stak i hjertet, når veninder omkring mig blev gravide eller talte om deres cyklus samtidig med, at jeg oprigtigt glædede mig på deres vegne. Jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne være med. Tale med. Alt snørede sig sammen i mig, når folk omkring mig talte om, hvor hårdt det er at have børn eller menstruation. Jeg blev bitter og synes de tog deres privilegier for givet. Som infertil blev det aldrig let for mig at føle mig god nok, selvom jeg godt vidste, at jeg var lige så elskelig og værdifuld og lige så meget kvinde, som alle andre kvinder. 

Mellem håb og håbløshed

Jeg var i fertilitetsbehandling i tre år. Dét, jeg gennemlevede og udsatte min krop for, var for mig så voldsomt og ubehageligt, at det blev min strategi at fortrænge. Jeg skulle videre. Jeg skulle rejse mig igen. Målet var graviditet.

Det kan være svært for mig at sætte ord på, hvorfor jeg frivilligt ville gå så langt i noget, der føltes så ubehageligt for mig. Jeg kan skamme mig ved at beklage mig over, hvor opslidende behandlingen var for mig, når nu det var mit eget ønske. Men det jeg lander på igen og igen er, at det for mig føltes som en helt biologisk indlejret drift, og det blev altafgørende for mig at være fertil og kunne få mine egne børn. Det var håbet og drømmen om, at kunne bringe børn til verden og skabe en familie, der fik mig til at blive i behandlingen. 

Læs også

“Den dag det gik op for mig, at vi er barnløse”

Først gennemgik jeg mange mislykkede forsøg med insemination. Her blev min cyklus sat kunstigt i gang med medicinsk hormonbehandling og de holdt øje med modningen af mine æg-blærer på ugentlig basis. Op til ægløsning skulle jeg tjekkes med få dages intervaller og til sidst tage en sprøjte, der skulle sætte ægløsningen i gang. Dernæst blev min mands sæd placeret direkte oppe i livmoderen, så chancen for graviditet blev øget. Tjekkene foregik ved vaginal scanning. Altså, mig med benene oppe i bøjler og sygeplejersker og læger, der roder rundt i mit underliv med en scanner. For mig var det grænseoverskridende og ubehageligt. Sygeplejerskerne kunne, uden overdrivelse, aldrig finde min venstre æggestok. Hver gang var der flere, der på skift prøvede. Hver gang måtte de afbryde og gå ud og hente en overlæge, der fandt den. Men ofte havde overlægen travlt. Så indtil det blev min tur, lå jeg der med spredte ben og ventede og følte mig blottet.

Flere gange løb ægudviklingen løbsk, fordi medicinen gjorde, at jeg modnede for mange æg på én gang og for hurtigt. Det gjorde voldsomt ondt og gjorde mig syg. Så måtte forløbet afbrydes og starte forfra. 

Efter mange mislykkede forsøg fortsatte jeg i IVF-behandling. Her tages det modnede æg ud og bliver befrugtet uden for livmoderen og derefter sat op igen. Denne del bød på endnu voldsommere og mere smertefulde oplevelser, kombineret med ugentlige scanninger, medicin, kanyler jeg selv skulle tage derhjemme, vaginale indgreb og en følelse af at være en kunde i en butik, ikke et menneske, der gennemgår en ekstrem krævende behandlingsproces både fysisk og psykisk. Måske var jeg uheldig. Måske var jeg ekstra sensitiv, det ved jeg ikke. Jeg kan bare sige, at det var voldsomt stressende og sorgfuldt for mig at være i fertilitetsbehandling. Jeg blev en skygge af mig selv og det tærede enormt på mine ressourcer, på mit parforhold, min evne til at skrive sange og arbejde som musiker. Til sidst måtte jeg stemple ud.

Fertilitetsbehandling – “Vi skal dele vores oplevelser”

I dag forstår jeg, hvorfor de kvinder, jeg dengang kontaktede for råd og vejledning, ikke kunne huske særlig meget fra deres forløb og havde modstand på at huske tilbage og tale om det. Som ufrivillig barnløs ofrer man utrolig meget og udsætter sin krop og psyke for oplevelser, man ellers aldrig ville udsætte sig selv for. Man går så ufatteligt langt og tit ud over sine egne grænser i ønsket om at få sine egne børn. Min oplevelse og opfattelse er, at man i fertilitetsbehandling er nødsaget til at lukke delvist ned for sin krop for overhovedet at kunne gå igennem det. 

Set i lyset af det stigende antal børn, der i dag kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, synes jeg, vi taler og deler alt for lidt om, hvad det er kvinder og andre køn gennemgår i forsøget på at blive forældre. Det giver dog mening, at det er sådan. For det er så svært at dele sine oplevelser med andre, når det er så benhårdt og sårbart. Mens man er i det, handler det om at være stærk og klare sig igennem. Og for dem hvor det så endelig lykkes, er tiden i fertilitetsbehandling ofte noget, de helst vil glemme. De vil se frem og glæde sig over det barn, der endelig kom. Det forstår jeg virkelig godt. 

Derudover er det for mange stadig enormt tabubelagt ikke at kunne blive naturligt gravid. Dette på trods af at omkring hvert tiende barn i Danmark i dag bliver født efter fertilitetsbehandling og at infertilitet er den mest hyppige sygdom blandt kvinder og par mellem 25 og 45 år.

Læs også

Pernille Rosenkilde: “Fertilitetsbehandling er uden tvivl det hæsligste, jeg har prøvet”

Vendepunktet efter tre år i fertilitetsbehandling

Efter tre år i fertilitetsbehandling rejste min kæreste og jeg til Thailand for at få ro. I starten af ferien blev endnu en negativ test taget. Jeg var igen i sorg og kunne ikke forstå meningen. Mens jeg gik en tur langs stranden, kom sangen ‘Alt for dig’ til mig, som handler om fertilitetsbehandlingen og drømmen om at blive nogens mor. Det blev startskuddet til, at jeg kom i gang med at skrive sange igen. Det var også her, jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge musikken til at sætte fokus på ufrivillig barnløshed. Det var her, jeg fandt tilbage til mit hjerte. Her jeg besluttede, at jeg ikke længere ville udsætte min krop og psyke for den barske fertilitetsbehandling. 

Da vi kom hjem, afbrød jeg forløbet med fertilitetsklinikken og begyndte i stedet i fysioterapeutisk fertilitetsbehandling hos Anne Marie Jensen, som mødte mig omsorgsfuldt og medmenneskeligt. Jeg modtog fysioterapeutisk laserbehandling i området omkring æggestokkene – noget, man også bruger til sportsskader, da laserstrålerne hjælper heling på vej. Den behandling gav mening i mit tilfælde, hvor der ikke tilsyneladende var nogen klar fysiologisk forklaring på min infertilitet. Laserstrålerne hjalp min cyklus i gang og tre måneder senere fik jeg min første menstruation i næsten fem år. Snart efter blev jeg naturligt gravid.

I dag er jeg mor til tre. Jeg er på den måde en af de heldige. Jeg ved, at der er mange, for hvem medicinsk fertilitetsbehandling er den eneste mulighed for at opnå graviditet og at der er mange, det aldrig lykkes at få børn. Jeg har den dybeste respekt og omsorg for dem alle.

Det er vigtigt for mig at stå frem og dele min historie, fordi jeg selv manglede et sted at gå hen med min sorg og mine oplevelser. Jeg manglede at blive spejlet og anerkendt i, hvor benhårdt, det for mange kvinder er, at gennemgå fertilitetsbehandling. Jeg manglede, at der var nogle, som kunne sætte ord eller kunst på det, jeg gennemlevede. Det føles ensomt, usundt og opslidende at være nødsaget til at distancere mig fra følelserne for overhovedet at kunne gennemgå behandlingerne.  

Netop derfor holder jeg heller ikke igen med at beskrive brutaliteten omkring, hvordan det har været for mig at blive erklæret uforklarligt barnløs og gennemgå et medicinsk fertilitetsbehandlingsforløb. Heller ikke i min musik. Netop lige dér, hvor jeg gav de taburiserede følelser plads og udtrykte dem, som de var, slap håbløsheden og blev til håb. Det er det håb, jeg ønsker at videregive sammen med opfordringen til, at vi deler vores kampe i fertilitetsbehandling med hinanden.”

Tekst Johanne Jepsen og Anna Rolin

Foto Private