Den første tid efter fødslen: Hvorfor de første døgn er så vigtig
Forholdene på de danske fødegange efterlader nybagte familier uden meget hjælp til at komme godt fra land med forælderskabet. Her fortæller jordemoder på Baby Instituttet, Ditte Bach, hvorfor de første døgn efter fødslen er så vigtige, og hvordan man kan rette op på en skæv start
Hvordan oplever du forældrene i den første tid?
“Nybagte mødre og fædre er så topmotiverede. De vil gøre alt det bedste. Alt. Hvis vi sagde, at de skulle hoppe på tungen hele vejen ned til domkirken, ville de gøre det. Man kunne rejse hele samfundet ved at rejse dem. Men de skal klædes bedre på. De har brug for mere hjælp, end de får i dag.”
Den nybagte mor efter fødslen
“I virkeligheden fylder lettelsen mest, nærmest uanset hvordan fødslen er gået. Et ægte, lille, levende menneske er kommet ud af kroppen. Det giver en eufori. Det er afslutningen på graviditeten og den lange ventetid, man er kommet igennem det enorme arbejde i selve fødslen, og det er så stort endelig at stå med barnet, at man næsten ikke kan rumme, hvad der så kommer. Samtidig kan man være fysisk udmattet og stadig have ondt. Det er et meget bredt spænd, man befinder sig i.”
Amningen skal etableres
“I den første tid skal amningen etableres, og brysterne skal i gang. Den proces skal fungere, for hvis de mælkeproducerende hormoner og mælkekirtelvævet ikke forstår, at der er et behov for mad, responderer brysterne ikke passende, og det truer produktionen af mælk til barnet.
Det samme gælder, hvis barnets teknik driller. Det kan give voldsomt smertefulde amninger og sår på brystvorterne, og hvis brystet ikke tømmes ordentligt, kan det give brystbetændelse. Og hvis barnet er presset på mad, har det ikke meget overskud til at udvikle sig, lære eller indgå relationer. Så det er alle facetter, der er i spil i begyndelsen. Men når man først har etableret maden, og det er velfungerende for både mor og barn, løfter det hele det nye menneske. Maden er ikke kun overlevelse, det er også hele grundlaget for barnets trivsel og udvikling.
Jeg oplever, at mange generelt er for optimistiske omkring det nyfødte barns evner. Selvfølgelig bliver en baby født med sine instinkter, men der skal ofte meget mere til end bare at lægge det op på maven, og så kravler det selv frem til brystet og spiser. Man skal finde ud af, hvordan det fungerer med sine bryster og sin baby.
Når folk har været hos os, synes de næsten, at amning er en lille videnskab. Vi ved fra undersøgelser, at det er vigtigt at være så informeret som muligt inden og at involvere faren. Det giver en større sandsynlighed for at lykkes.”
Problemer med amningen
“Vi har kvinder hos os, der er vant til at lede 100 mennesker på jobbet, men så fungerer amningen ikke, og de føler, at de ikke kan finde ud af noget som helst. Amning bliver fremlagt som noget, man skal finde inde i sig selv, og det er jeg helt uenig i. Det er noget, man skal lære helt lavpraktisk, og alle kan lære det, men det bliver solgt som om, at det skal komme til en helt intuitivt.
I gamle dage flyttede ens mor måske ind og lærte en, hvordan man gjorde. Der var en overlevering fra kvinde til kvinde i generationerne. Siden kom det på fagpersoners hænder, men i dag er tiden til det næsten sparet væk. Det er en skam, for amningen er mega vigtig for, hvordan man kommer fra start. Både som et lille menneske, som mor og som familie.”
Hvorfor er det vigtigt at komme godt fra start med amning?
“Fordi det oftest er det første, man prøver kræfter med som nogens mor. Hvis man oplever, at det kan man ikke, kan man miste troen og modet på, at man kan klare den næste opgave som mor. Helt rationelt forstår kvinderne jo godt, at hvis det ikke lykkes, kan de give en flaske. Men at kunne amme sit barn stikker meget dybere, end man tror. Der er meget på spil. Der opstår let tanker som ‘kan jeg overhovedet lykkes som mor, hvis jeg ikke engang kan give mit barn mad?’. Amning rammer en på instinkterne, det går helt ind i hjertekulen og ind i biologien.”
Hvilke konsekvenser kan der være ved en skæv start?
“Det hele hænger oftest sammen. Det er vores erfaring, at det frigiver så meget energi, når familierne får omsorg, viden og hjælp med amningen. Det giver overskud, og så opstår relationsdannelsen og samhørighedsbåndene – alle de ting, vi som mennesker er funderet på. Og det er vildt vigtigt for hele barnets udvikling. Mad og søvn skal fungere for ethvert menneske, ellers er der ikke plads til at være vågen og nysgerrig og interagerende.
Det er tydeligt at se, at så snart barnet falder på plads fysiologisk, er der rum til alle de andre udviklingsprocesser. Som forældre handler det også om at kunne nyde forældreskabet og være i det med et vist overskud, men det er umuligt, hvis alt handler om ren overlevelse.”
Kan man rette op, hvis man har fået en skæv start?
“Ja. Hjernen er meget plastisk, og hvis babyer ikke har haft overskud til at øve grovmotorikken, fordi de eksempelvis har fået for lidt mad, har de ofte øvet finmotorikken eller deres stemme. Bare rolig. Mennesker har en kæmpe drivkraft til at ville noget. Hvis en baby har været lidt i dvale, fordi mad eller søvn ikke har fungeret, skal der ikke meget hjælp og tid til, før det tabte indhentes. Man skal ikke give op.”
Hvad kan løsningerne være?
“Det handler måske om at ændre barnets teknik ved brystet, sørge for at brystet bliver bedre tømt, bøvse barnet bedre af eller ændre døgnrytmen, måske få lagt en ekstra lur ind. Jeg bliver på daglig basis glad i låget over, hvor meget lidt kan gøre.”
Hvad er dine tanker om fødselsdebatten i dag?
“Jeg forstår slet ikke, at vi er kommet hertil. Forholdene i dag giver ingen mening. Hvis fødselsområdet var en arbejdsplads, ville det svare til, at vi tog imod en ny medarbejder, men ikke engang fortalte, hvor kopimaskinen stod eller tildelte vedkommende døgnvagter uden spisepauser.
Det er en meningsløs kamp i sundhedsvæsenet, hvor de syge konkurrerer indbyrdes om ressourcerne. En rask mor og nyfødt baby er for raske til at konkurrere mod en nyrepatient i dialyse. Men det her skal ikke tænkes ind i hospitalsvæsenet, det skal tænkes ind i hele samfundet. Vi byder et lillebitte menneske velkommen til verden, en kommende samfundsborger, der skal fungere så godt som overhovedet muligt og på sigt brødføde samfundet. Og hvordan gør vi det? Hvad er de bedste betingelser? Det er at få barnet og forældrene godt fra start og sørge for, at alting kører så godt, som det overhovedet kan. Forældrene skal være godt klædt på inden fødslen og have tilstrækkelig hjælp efter. Det vil gøre en kæmpe forskel langt ind i barnets liv, for moderen, faderen, familien. Og det er en god investering samfundsmæssigt.”
Hvad er det værste, der kan ske?
“Barnet kan komme i mistrivsel og ikke sjældent i sådan en grad, at det kræver hospitalsindlæggelse. På længere sigt kan forældrene komme i mistrivsel. Starten kan sætte sig i forældrene og udløse depression hos både moderen og faderen eller gøre, at de går hver til sit. Den sikre base, som barnet skal udvikle sig fra, kan ødelægges. Man er som familie i forvejen presset, og går tingene skævt i en ond spiral, kan man blive virkelig, virkelig presset. Man kan føle, at man tidligere havde fem kort på hånden at spille, når noget blev svært, men nu spiller man helt blankt med ryggen mod muren.”
Et godt råd til de første dage som ny forælder i de forhold, vi har nu?
“Investér i den første tid. Fokuser 100% på amningen og drop alt andet, indtil den kører. Først der han man overskuddet til at være noget for både sig selv og andre. Hvis det stod til mig, var vores tilbud her på Baby Instituttet en del af det offentlige og for alle, men sådan er det desværre ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget andet, for jeg ville gerne have et samfund, hvor man satte flag hele vejen ned ad gaden, når der kom en ny samfundsborger til verden. At man løftede forældrene og hjalp dem med alt det bedste, man havde at give. Men i dag er det modsatte tilfældet, og indtil der kommer større forståelse for det, må man tage vare på sin egen situation.”
Stol på din mavefornemmelse og søg hjælp hvis du er bekymret
“Hvis man oplever noget, der vækker bekymring, skal man handle hurtigt, og hvis det ikke bliver bedre, skal man være hurtig til at søge hjælp. Tingene går ofte meget hurtigt med nyfødte. Det er også vigtigt ikke at lade sig spise af med ‘det er helt normalt’, hvis ens mavefornemmelse siger det modsatte. Mødre har ofte ret i det, de mærker. Så giv dit barn og amning fuld opmærksomhed den første tid, og tag det, du mærker, alvorligt.”
Tekst Liv Collatz Foto To The Moon, Honey
Meet’n’greet
Ditte Bach er uddannet jordemoder i 2003. Hun er direktør for Baby Instituttet, som står bag Baby Instituttets Barselshotel, der åbnede i 2009 i Gentofte og i dag har nye lokaler i Lyngby. Baby Instituttet har et gratis vidensunivers online og tilbyder derudover konsultationer om bla. amning og søvn. På Baby Instituttets Barselshotel kan man købe ophold med døgnhjælp enten lige efter fødslen eller i tiden efter.
Din kommentar