Jeanette Friis Madsen: “Jeg har altid kæmpet med mit selvværd”

Det lå ikke i kortene, at Jeanette Friis Madsen skulle have mere end to børn. Men pludselig var grundene til at lade være svære at få øje på, og nu venter den 37-årige designer og influencer sit tredje barn. Her fortæller hun om altid at have kæmpet med et lavt selvværd og om – på trods af sine 300.000 følgere på Instagram – stadig at have det svært foran et kamera 

Da Jeanette som 26-årig allerede var mor til to små drenge, var hendes lykke gjort, og tanken om et tredje barn var ikke på hendes radar. Nu er hendes drenge 10 og 12 år, og hun venter sammen med sin mand, fotograf Christian Friis, deres tredje barn. 

“Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle have flere børn. Men de årsager, der før i tiden har spillet en rolle, har snarere været barrikader end gået på selve lysten til en til. Især det økonomiske aspekt har spillet en rolle. Jeg ville ikke have, at det skulle være en udfordring at have tre børn. Jeg synes, det er dyrt at få børn. Selvfølgelig kan man gøre det på mange måder, men vi har altid sat pris på at rejse og spise ude, uden at tænke for meget over det. 

Under corona gik snakken om vores værdier, og hvad der egentlig er vigtigt for os. Det stod pludselig også klart for os, at vores børn er store. De er på mange måder selvkørende, og vi fik følelsen af, om vi så ville komme til at kede os lige om lidt. Vi er begge ekstremt store familiemennesker, og der er da ikke noget bedre end børn og at skabe liv! Jeg havde ikke ligeså travlt som Christian med at komme i gang, men han syntes, at hvis vi skulle gøre det, så var det nu, da ingen af os bliver yngre. Tre måneder senere stod jeg med en positiv test i hånden. 

Jeg fortalte det ikke til Christian med det samme, men overraskede ham i stedet med at pakke testen ind som en forsinket Valentines-gave. Allerede her begyndte det tankemylder, jeg har haft gennem hele graviditeten. Jeg var nervøs for, om graviditeten ville stå igennem de første mere risikofyldte uger og kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle være så heldig at få lov til at blive nemt gravid som 36-årig. 

Vores yngste søn, Norman, har gennem de seneste par år tigget og bedt om at få en lillebror- eller søster. Vi har altid lyttet og trøstet ham, men været tydelige omkring, at det ikke ville ske. For det troede vi virkelig ikke, at det ville. Det er ret vidunderligt at kunne opfylde et af hans højeste ønsker, og de to drenge glæder sig helt vildt.”

Kender ikke kønnet    

“Jeg besluttede hurtigt, at jeg ikke ville kende kønnet. Jeg synes, der er så få overraskelser og for lidt spænding i livet. Og så var kønnet heller ikke det vigtige – det vigtige var, at vi sammen drømte om endnu en lille baby i vores familie. Det ligger jo lige til højrebenet, at det er en dreng, men jeg har ikke en følelse af, at det er mere det ene eller det andet og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har nogle præferencer. Jeg elsker drenge, de er så lige til og der er ikke så meget drama med dem. 

Jeg har kun få gange oplevet at savne en ‘allieret’, som jeg også kunne dele mine interesser med. Især da drengene blev ældre og for alvor begyndte at dyrke PlayStation med Christian, der kunne jeg godt have en følelse af at stå lidt udenfor. Så selvom drengene hepper på endnu en dreng til deres ‘klike’, så ville det da også være hyggeligt med en lille pige.”

En usikker pige fra Skævinge

Vi møder Jeanette på en regnfuld eftermiddag i København. Hun har kun 14 dage til termin, men kommer direkte fra kontoret, hvor hun har svært ved at slippe arbejdet med Rotate – det tøjmærke, hun og veninden samt kollega, Thora Valdimarsdóttir, stiftede for tre år siden sammen med modehuset Birger Christensen.

Jeanette er vokset op i Skævinge. En lille by i Nordsjælland, der – hvis man googler den – betegnes som en stationsby med lidt over 2500 indbyggere. Jeanette tegner et billede af sig selv som en meget usikker pige, der havde svært ved at tro på sig selv og ikke havde noget positivt tilovers for sit udseende. 

“Jeg har virkelig kæmpet meget med manglen på selvværd. Jeg kan huske, at jeg som lille fik at vide – nok sagt i en joke – at jeg havde tykke lår og fra andre, at mine ører var virkelig store, og at jeg havde en lys og skinger stemme. Og alt det troede jeg så på.”

Det er ikke, hvad man umiddelbart skulle tro, hvis man scroller gennem hendes Instagramprofil, hvor det lille nips af en influencer med noget nær det perfekte hår deler sit liv – især i outfits.

“Jeg er virkelig ikke god til at få taget billeder,” griner Jeanette. “Christian skyder alle mine billeder, og han er målløs over, at jeg stadig i dag, efter så mange år, kan være så usikker og genert foran et kamera.” 

Men for Jeanette er det ikke følgerne på Instagram, der tæller. Det er ideen om at skabe og forme, der siden hun var en helt lille pige og sad ved symaskinen hjemme i Skævinge har drevet hende. 

“Jeg har altid elsket at sy i gammelt tøj og sætte mit eget præg på det. Jeg husker, hvordan jeg som barn skiftede tøj flere gange om dagen. Der var kun det udvalg i skabet, som børnepengene tillod, så jeg havde ikke meget at gøre godt med og måtte bare arbejde med det, jeg havde.” 

Jeanette fortæller om en skolegang præget af mobning, og først da hun i 8. klasse flytter skole til Den Alternative Skole i Hillerød, mærkede hun en glæde ved at gå i skole. 

“Jeg fandt en ro i de typer, der gik på min nye skole. Jeg lærte at tale i forsamlinger, og det hjalp på min selvtillid, at jeg blev tvunget til at stille mig op foran en hel skole. Efter 10. klasse startede jeg på en produktionshøjskole, hvor jeg fik en grundig oplæring i håndarbejde. Jeg lavede alt fra sækkepuder til børnehaver til gardiner til en præstegård, men derudover var der også tid til at lave egne projekter.” 

Det var også i denne periode, hvor Jeanette blev model og for alvor begyndte at drømme om en karriere som stylist. 

“Jeg egnede mig slet ikke til at være model, det kom ikke naturligt til mig, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle posere. Efter noget tid fik jeg tilbudt et job som runner hos mit modelbureau Scoop Models – og det passede mig meget bedre”. 

Møder sit livs kærlighed som 17-årig

Hos Scoop Models møder Jeanette sit livs kærlighed, fotografen Christian Friis. 

“Christian lige var flyttet hjem til Danmark fra New York, og jeg skulle hjælpe med at finde en model til et af hans jobs. Han var ikke interesseret i nogle af de modeller, jeg præsenterede for ham, og til sidst viste jeg ham min egen portfolie. Men den var han så heller ikke interesseret i,” griner Jeanette og fortsætter: 

“Men det blev han, han inviterede mig i hvert fald på date, og så blev vi kærester noget tid efter. Men det var en turbulent tid, hvor vi var sammen on and off i to år. Han slog op med mig tre gange, og det handlede altid om, at jeg stadig var meget ung – Christian er 8 år ældre end mig, og jeg var kun 17 på det tidspunkt. Men jeg gav ikke op, jeg vidste bare, at vi var meant to be.”

En nem indflyvning i moderskabet

Jeanette bliver mor til sønnen Wilbert som 24-årig. “Det hele føltes meget naturligt for mig. Christian og jeg havde været sammen i seks år på det tidspunkt, og vi drømte begge om børn. Sammenlignet med andre førstegangsmødre var jeg måske ung, men jeg husker det hele som meget lige til. Min tilgang til det var ikke at bruge unødig energi på at spekulere over noget, jeg alligevel ikke kunne ændre eller forudse. Generelt tænkte jeg meget lidt over tingene, det ligger heldigvis stadig til mig – jeg er god til at leve i nuet. Jeg havde kun få veninder, der også havde fået børn og det gjorde det nemmere, så kom folk nemlig til os. Mens andre gik i byen, holdt vi vores egen fest med middage og ‘Singstar’-aftener. Wilbert kunne sove gennem hvad som helst, og der var ikke noget, der hev mere i mig end at være hjemme med ham.

Fra 1 til 2 børn

Et planlagt bryllup året efter fødslen af Wilbert bliver udskudt, da Jeanette pludselig er gravid igen. “Det var ikke planlagt, da jeg blev gravid med Norman. Jeg tudbrølede, for vi havde jo planlagt vores bryllup! Dengang arbejdede Christian tre dage om ugen i Aarhus, og jeg var meget alene med de to. Min mor kunne hjælpe mig lidt, men arbejdede stadig dengang, så det var begrænset. Man får det jo til at fungere, men det var da helt klart nogle hårde år med to børn med præcis to år mellem sig. Norman var til gengæld bestemt ikke et nemt barn, og for første gang oplevede jeg tvivlen, usikkerheden og magtesløsheden over ikke at kunne trøste mit barn. De følelser, frustrationer og spørgsmål jeg burde have haft med Wilbert, fik jeg fornøjelsen af nu.” 

Lander drømmejobbet

Efter 13 år hos Scoop Models får Jeanette tilbudt jobbet som assisterende moderedaktør på modemagasinet Costume. “Jeg havde ikke den vildeste fantasi om, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg har altid hørt, at hvis du skal være stylist, skal du arbejde dig op fra bunden og arbejde gratis. Jeg følte mig meget heldig over at få lov at lave det, jeg måske altid har drømt om men ikke havde haft som mål. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle videre fra mit job hos Scoop Models, for jeg havde det jo godt der.” 

Jeanette endte med at være hos Costume i tre år, inden hun sammen med Thora sagde op for at skabe festkjolebrandet Rotate. 

En graviditet præget af bekymringer

“Jeg kan mærke, at jeg er et andet sted i mit liv i denne graviditet end med de forrige. Jeg er mere bange og nervøs på en helt anden måde. Måske er det alderen, måske er det, fordi jeg har to børn i dag og dengang ikke vidste bedre. Jeg har også tænkt over, at det kan hænge sammen med, at jeg ikke tror, jeg ville gøre det igen, hvis noget skulle gå galt. Heldigvis når mine bekymringstanker ikke at bygge sig så meget op, fordi jeg er så meget i nuet. Og ofte hjælper det at lette låget og bare sige, hvad jeg tænker, og så har jeg det allerede meget bedre bagefter. 

Hvis Christian skal ud og køre med drengene, kan jeg få nogle hæslige tanker om, at ’nu går det galt’ – det er meget uvant for mig og ubehageligt, men jeg har ladet mig fortælle, at det kan være hormonerne i forbindelse med graviditeten, der spiller mig et puds. Inderst inde er jeg bare så lykkelig og taknemmelig for alt det, jeg har, at jeg ikke kan tro på, at det kan vare ved. Det er hårdt at gå med de følelser.”

Læs også

Cecilie Nissen Haugaard: Om overvældende træthed og nervøsitet omkring amning

En omvendt baby

“Jeg havde det ubeskriveligt dårligt i de første uger af min graviditet, en ekstrem kvalme og massiv træthed, så jeg gik i seng med børnene hver aften. Der var ikke tale om morgenkvalme, for den aftog aldrig, heller ikke om natten eller med hjælp fra ingefær, køresygearmbånd, piller mod kvalme og hvad jeg ellers har prøvet. Det har været meget nyt for mig. Jeg føler, jeg fløj igennem mine første graviditeter sammenlignet med denne.

Da jeg var 33 uger henne, var vi til en 4D-scanning. Jeg havde behov for at få set baby ordentligt – ikke at kende kønnet har gjort det sværere at forstå, at jeg rent faktisk har en baby i maven. Til scanningen kunne de se, at baby ikke havde vendt sig endnu. Jeg tog det ikke så tungt, lige da vi fik beskeden, men kunne jo så læse mig frem til, at hvis baby ikke vendte sig, kunne jeg risikere at ende i et kejsersnit. Det var ikke det, jeg havde drømt om, så jeg gik all in med tips fra min jordemoder til at få baby vendt. 

Alle øvelser havde fokus på at få baby til at slå en kolbøtte, så jeg har haft benene oppe, haft hovedet nede, lavet rebozo-øvelser og siddet omvendt på stolen. Vi valgte at tage imod et vendingsforsøg, men da vi kom ind på hospitalet kunne sygeplejersken hurtigt mærke, at baby allerede havde vendt sig. Da de scannede mig kunne de forsikre mig om, at det havde den. Det var en kæmpe lettelse for mig, og nu håber jeg bare, at baby bliver ved med at ligge rigtigt.”

Ingen fødselsforberedelse

“Jeg er langt mere bekymret for fødslen, end jeg var med de andre. Jeg er blevet sat i gang ved begge mine fødsler og gået 14 og 12 dage over tid, men det har begge gange været gode oplevelser. Det vigtigste for mig har været følelsen af at være i trygge hænder, og det har jeg følt på hospitalet.

Jeg har ikke planlagt eller forberedt noget, og det gjorde jeg heller ikke med de andre. Jeg har tænkt, at jeg måske burde have forberedt mig denne gang, da det sikkert ville have givet mig en ro. Men i min verden skal fødslen bare overstås, og jeg ved, at min krop vil gøre det bedste, den kan. Jeg kan forberede mig nok så meget, men jeg aner ikke, hvad der vil ske – at give slip på al kontrol er skræmmende, men også befriende og en god øvelse.

Ved min første fødsel blev Wilbert taget med sugekop, efter jeg havde fået en epidural, og Normans fødsel tog omkring tre timer, og jeg havde kun få veer, der gjorde ondt. Jeg krydser lige nu fingre for, at min fødsel vil gå lige så let som med Norman, og at jeg kommer til at gå naturligt i gang, så jeg kan slippe for vedrop og ikke mindst vestorm.”

Svært at acceptere kroppens forandringer

“I begyndelsen af min graviditet kæmpede jeg med at acceptere forandringerne med min krop. Jeg havde det svært med at skulle tage på, så længe ingen vidste, at jeg var gravid endnu. Det var som om, at proportionerne ligesom ikke passede sammen. Jeg har altid været glad for min lille barm og følte mig pludselig vulgær fremfor sexet. De mange kropslige forandringer oplevede jeg ikke ved mine første graviditeter, hvor mine bryster først blev større, efter jeg havde født.

Qua mit job skulle jeg jo stadig levere billeder, og jeg syntes, det var umuligt at skjule, at jeg var gravid. I starten var oversized tøj derfor min ven. Men da maven blev synlig, har jeg klart foretrukket at vise mine former frem for at skjule dem under stort tøj. Stramme kjoler har været favoritten, specielt Wolfords Fatal Dress, bløde stramme jerseykjoler og mine leggings fra The Mama Set.

Henover sommeren og her i de sidste par måneder har jeg haft det virkelig godt med min krop, og min hud har aldrig været pænere end nu. Jeg har nydt graviditeten og nydt ikke at tænke over, hvad jeg spiser og har samtidig faktisk følt, at jeg så godt ud. Alene det, er en kæmpe sejr for mig! Kampen med lavt selvværd og usikkerhed går helt tilbage til da jeg var lille, hvor jeg ikke troede på, at noget af det, jeg gjorde, var godt nok. Sådan kan jeg stadig have det. ‘Har jeg været tilstrækkelig for mine nærmeste’, ‘Hvordan mon andre ser mig’, ‘Burde jeg arbejde mere med mig selv’, er noget af det, der florerer i mit hoved. Derfor bliver jeg så lykkelig, når jeg ser mine børn være de søde og behagelige børn, de er, og som har det godt og har den ro omkring sig selv. Ligesom deres far evner. At noget jeg selv kæmper med ikke er blevet givet videre til dem gør mig så enormt glad og stolt. Vores baby er heldig at få dem i sit liv.”

Tekst Bea Fagerholt Foto Sissel Abel