Ida Sørud om at blive indlagt på psykiatrisk afdeling som nybagt mor

“Jeg ved, at man skal være lykkelig, når man lige er blevet mor. Der er bare ingenting, der giver mening for mig”. Sådan skriver Ida Sørud i dette personlige essay om at blive indlagt på psykiatrisk afdeling få dage efter fødslen af hendes datter

“Det er en af de varmeste somre, jeg kan huske. Det er sveddryppende hedt, og alle lader til at være en lille smule påvirkede på den sløve måde. Man orker ingenting. På en af disse sommerdage, der virker uendelige, vågner jeg op i sengen og kan med det samme mærke, at noget er anderledes. Lagenet er fugtigt under mig, og selvom man kunne fristes til at tro, at det er en naturlig konsekvens af de allerede høje temperaturer udenfor, ved jeg, at det ikke er dét. Jeg er højgravid og har termin om otte dage. Jeg har hørt, at det er meget almindeligt at gå over tid, specielt første gang, men der er under alle omstændigheder noget under opsejling. Jeg ringer ud på sygehuset og får en tid til undersøgelse.

Det er vandet, der siver stille og roligt, men jeg har ingen veer. Derfor bliver jeg sat i gang med både hindeløsning og igangsættelsestabletter og derefter sendt hjem igen for at se tiden an. Jeg reagerer ret hurtigt på pillerne. Jeg ringer grædende ud på fødegangen, men damen i telefonen siger, at så længe jeg kan formulere mig som jeg gør, skal jeg blive ved med at tage en pille hver anden time. Næste gang, jeg ringer, er det min kæreste, der må føre ordet, og vi får lov til at komme derud.

Podcast

Mama: Gudrun Hasle, kunstner

Flora kommer til verden natten til den 16. juli 2018. Hun har de mest nuttede og krøllede små ører og er fuldstændig perfekt. Alt er gået godt og planmæssigt. Men jeg har det mærkeligt. Jeg kan mærke det allerede, da jeg får Flora op på brystet. Jeg er ved siden af mig selv. Tom og bange. Angsten kommer krybende som en slimet snegl, der trækker et klæbrigt spor efter sig. Jeg kender den særdeles godt, angsten. I perioder af mit liv har den fyldt så meget, at der næsten ikke var plads til mig. Medicin, terapi, alternativ behandling. Jeg har prøvet det hele. Men jeg har været så naiv at tro, at vi havde lagt afstand til hinanden, angsten og jeg. Jeg har taget så grueligt fejl. Jeg forstår ikke, at den lille baby er min. Jeg vil ikke have, hun er min. Det ansvar kan jeg umuligt påtage mig. Hvad havde jeg troet? Men jeg smiler og siger ”nååårh” det bedste, jeg har lært. For jeg ved, at man skal være lykkelig, når man lige er blevet mor. Der er bare ingenting, der giver mening for mig, og hvis jeg ikke kan finde mening med livet, nu hvor jeg er blevet mor, så er der vel ingen mening med livet for mig. Jeg er sort indeni. Jeg er sikker på, at jeg er ved at blive sindssyg, og hvad vil der ske, når jeg lige pludselig bliver det? Tænk, hvis jeg kommer til at gøre noget forfærdeligt, som aldrig kan gøres om. Tankerne er så pinefulde, at jeg begynder at spekulere på, om det ikke er bedst, at jeg slet ikke er her.

Efter to dage på barselsgangen bliver vi sendt hjem. Jeg klamrer mig til håbet om, at det hele bliver bedre, når vi kommer hjem i vante rammer. Desværre er de vante rammer et ufærdigt renoveringsprojekt, og jeg kan på ingen måde slappe af derhjemme. Derfor tager vi hjem til mine forældre for at få lidt ro på. Jeg sover ikke. Jeg spiser ikke. Jeg taler ikke. Jeg låner min mors cykel og kører op i brugsen efter cigaretter, som jeg kæderyger i smug bag en busk. Jeg falder sammen i min fars arme og græder og græder og græder. Alting føles forkert. Jeg har det så dårligt. Inde ved siden af har mine forældres naboer fået tvillinger samme dag, som Flora blev født. Jeg hører dem, og jeg hører min mor, da hun siger til min far, at der er en voldsom kontrast mellem stemningen inde hos naboen og stemningen inde hos os. Jeg skammer mig voldsomt. Jeg er i stykker.

Jeg får det værre og værre. Jeg forsvinder ind i mig selv og begynder også at forsvinde fysisk fra huset. Jeg vil bare væk. Det går rimeligt hurtigt op for mine forældre, at noget er helt galt. Sammen beslutter vi, at jeg skal ringe til psykiatrisk skadestue. Jeg forklarer situationen, så godt jeg nu kan, og de vil gerne se mig. På skadestuen bliver jeg modtaget af en meget sød sygeplejerske og ditto læge. De kan både se og høre, at jeg har det skidt. Dog er de relativt enige om, at der nok bare er tale om, at der skal laves nogen regler for min søvnhygiejne, altså ingen iPad før sengetid. Jeg kan desværre ikke få noget beroligende, fordi jeg ammer, men det andet tiltag vil helt sikkert også have den ønskede effekt. Jeg føler mig død indeni, da de sender mig hjem igen. Jeg synes, jeg skriger alt, hvad jeg kan på hjælp, men ingen hører mig.

To dage senere er jeg tilbage på psykiatrisk skadestue, og denne gang råber jeg det højeste, jeg kan. Det er heldigvis den samme læge, som med det samme kan se, at min tilstand ikke er blevet bedre, tværtimod. Hun spørger mig, hvad jeg gerne selv vil. ”Hvis jeg selv kan bestemme, så vil jeg gerne indlægges,” siger jeg. Og det bliver jeg. Uden min datter, som på det tidspunkt er seks dage gammel. Det kan ikke lade sig gøre, for ”psykiatrisk afdeling er ikke et sted for børn”, får jeg at vide. Så jeg, hendes mor, skal nu være et sted, som ikke er egnet til en baby. Det må betyde, at jeg ikke er egnet til hende, at jeg ikke er egnet til at være hendes mor. Jeg er sønderknust og underligt lettet på samme tid. Vanviddet har overtaget.

Shop

Mit arbejde af Olga Ravn • Gyldendal

300 kr

Tiden på psykiatrisk afdeling er grotesk. Det er midt i sommerferien, og der er mangel på personale. Nogle dage snakker jeg slet ikke med nogen. Der er ingen behandlingsplan og ingen regelmæssige psykologsamtaler, men der er til gengæld store mængder medicin. Jeg er totalt dopet og kan knap overskue at åbne øjnene på klem, når der bliver banket på min dør og sagt godmorgen. Jeg udveksler dårligdomme med andre psykiatriske patienter. Flere af dem har været på afdelingen mange gange før, og tanken om, at jeg fra nu af skal være svingdørspatient, skræmmer mig mere end noget andet. Jeg vil være rask. Jeg vil hjem.

Efter syv uger bliver jeg udskrevet – en borderline-diagnose rigere. Den nye diagnose kommer først som et chok, men da jeg får tid til at bearbejde beskeden og kan bruge lidt tid på at læse op på, hvad det egentlig vil sige at have borderline, er der faktisk meget, der giver mening. Jeg kan genkende reaktionsmønstre hos mig selv, som er typiske for folk med borderline, og det er som om, noget falder på plads indeni. Jeg har det bedre, men det tager tid at hele, og arrene slipper jeg sandsynligvis aldrig af med. Flora er på dette tidspunkt knap to måneder gammel. Hendes far og mine superheltinde-veninder har passet fantastisk godt på hende, og jeg har set hende stort set hver dag – i starten på afdelingen, hvor Floras far tog hende med på besøg, og jeg gik rundt på gangene med barnevognen og varmede mælk i mikroovnen. Efterfølgende på hjemmebesøg, hvor jeg efterhånden fik mere og mere mod på at være derhjemme – men det er stadig en tid, jeg aldrig får tilbage. 

Måske kunne jeg have været hjulpet tidligere, men jeg ved helt ærligt ikke, om noget kunne have været undgået. Jeg havde selvfølgelig en psykiatrisk historik med i bagagen, men jeg synes egentlig, at min jordemoder og jeg havde nogle gode snakke om mine tanker og følelser i forbindelse med mit mentale helbred undervejs. Der gik dog uden tvivl noget galt, da jeg helt i slutningen af min graviditet blev flyttet over på det, de kaldte ”Kendt jordemoder-ordning”. Lige pludselig skulle jeg ikke længere følges af den jordemoder, som ellers havde været med hele vejen, men i stedet forholde mig til tre helt nye jordemødre, som ikke havde en chance for at nå at sætte sig ind i min historie. Fordi jeg fødte midt i sommerferien, var det ikke muligt at komme i kontakt med sundhedsplejersken, men det er langtfra sikkert, det havde gjort nogen forskel. Lykkeligvis har jeg et stærkt netværk, som slog ring om mig og sørgede for, at jeg blev hjulpet, men så heldige er det ikke alle, der er. Der var mig bekendt ikke et tilbud for sårbare gravide i Odense på daværende tidspunkt, i hvert fald var det ikke noget, jeg på noget som helst tidspunkt blev introduceret til. Det er en af de ting, jeg efterfølgende har tænkt på som noget, der for mig ville have haft betydning i en positiv retning.

Læs også

Fødselsdepression eller efterfødselsreaktion: Hvordan har du det mor?

I min helingsproces har det betydet helt utroligt meget for mig at få lov til at tale om mine oplevelser. Hver gang jeg fortæller min historie, har det en selvterapeutisk virkning. Som en ekstra bonus har jeg oplevet, at jeg kan være med til at nedbryde fordomme og gøre noget ret tabubelagt mindre skamfuldt. Der er ingen tvivl om, at jeg også er blevet hjulpet af både medicin og psykolog, men den største hjælp har for mig været tid. Tid til at bearbejde, tid til at hele, tid til at sørge. Jo længere tid der går, jo bedre kan jeg så at sige parkere mine oplevelser et hensigtsmæssigt sted. Jeg vil altid have en psykisk sårbarhed, jeg skal tage alvorligt, men jeg føler, at jeg kender mig selv bedre nu, end jeg nogensinde har gjort.

I dag er Flora 5,5 år gammel og er lige startet i forårs-sfo. Hun er en stor og selvstændig pige, omsorgsfuld, viljestærk og fuld af gå-på-mod. Jeg har været rædselsslagen for, at jeg havde ødelagt hende med den start, vi havde på vores fælles liv, men mine bekymringer er i hvert fald indtil videre blevet gjort til skamme.

Mit forhold til Floras far holdt ikke. Det var der mange grunde til, men en af dem har helt sikkert været, at min sygdomsperiode efter fødslen var benhård for vores relation. Jeg var det mørkeste sted i livet, og han skulle helt solo tage vare på et spædbarn. Den lykkefølelse, vi begge havde håbet på, udeblev. Vi forsøgte at få tingene til at fungere, men på et tidspunkt var vi nødt til at smide håndklædet i ringen. Heldigvis har vi et rigtig fint og velfungerende forhold til hinanden i dag, og vi er begge enige om, at Floras trivsel kommer i første række.

I dag kan jeg være den mor, jeg gerne vil være for Flora. Selvom den dårlige samvittighed over at forlade hende i de allerførste uger stadigvæk ofte er altoverskyggende, ved jeg med min fornuft, at jeg ikke kunne have gjort andet. Jeg var syg, og sygdom er ingen herre over. Til gengæld tog jeg herredømmet over mit eget liv tilbage, da jeg valgte at lade mig indlægge – og det må jeg godt være stolt af.”

Tekst og foto Ida Sørud