Gravid i kræftbehandling: Michala Frøslev om at være gravid og få en kræftdiagnose

Halvvejs igennem sin graviditet bliver Michala Frøslev diagnosticeret med tarmkræft i stadie 4. Læs hendes hjerteskærende og rå beretning om det livstruende forløb, en fødsel med kemo bankende rundt i kroppen og om at gå fra hospitalet med et sæt nye drømme for livet

Søndag den 19. februar 2023 står jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Jeg har haft kvalme og kastet op i en uges tid. Jeg viser den til min mand, og det lille badeværelse bliver fyldt med glæde og kærlighed. Vores lille ønskebarn. Jeg vil hurtigt scannes for at sikre mig, at alt er, som det skal være. Da jeg bliver scannet om mandagen, er jeg knap fem uger henne. Alt ser godt ud. 

Ugerne går med tiltagende kvalme, ondt i maven og jeg kaster nu op 8-12 gange om dagen. 

Ved nakkefoldsscanningen 4. april får vi fine tal og et par uger senere, får vi en tidlig kønsscanning. Det er en lille dreng. Jeg spørger jordmoderen, om det er normalt, at man så tidligt får så ondt. “Bare vent, det bliver meget værre”, svarer hun. Hver aften tager kvalmen til, og jeg kan hverken kigge på, lugte til, eller høre om mad. Jeg kan ikke være i min krop af smerter i min mave – men jeg skubber det til side. Jeg er jo lige blevet scannet, og han har det godt. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er så dårlig til at være gravid, hvorfor min krop svigter mig, hvorfor jeg er så pylret. 

Skal bare nå til uge 20

Smerterne tager til, og søndag den 23. april har jeg så ondt, at jeg ringer 1813. Rigshospitalet vil se mig. De scanner mig og alt er godt med ham. Men mine smerter er så intense, så jeg bliver indlagt til observation. Forstoppelse tænker de og sender mig hjem. Jeg kaster op 20-25 gange i døgnet nu. 

Nogle få dage senere er jeg tilbage på Riget, denne gang for at få væske. Jeg spiser to stykker rugbrød – det bliver det sidste rigtige måltid, jeg får, de kommende 5 uger. 

Min kvalme tager til, og jeg starter i et forløb mod hyperemesis og skal have væske et par gange om ugen. Jeg har så ondt, så ondt i min mave – jeg vrider mig i smerte, imens jeg kaster op. “Du skal bare nå til uge 20, så bliver alt bedre”, får jeg at vide. Jeg kaster nu op 30-35 gange om dagen. 

Blodprøveresultaterne forværres

25. maj ringer jeg igen til Riget, jeg har så ondt, at jeg hverken kan gå eller stå. Jeg er afkræftet og træt, og beder dem om at gøre noget. Jeg kan ikke mere. Det ender med, at de vil se mig til blodprøver dagen efter. 

Jeg får væske, imens jeg venter på blodprøveresultatet. Der kommer en overlæge ud, kigger alvorligt på mig og siger “Dine organer viser tydelige tegn på underernæring”. Alligevel er min mave på størrelse med en der er højgravid, selvom jeg er mindre end halvvejs. Jeg får at vide, at jeg skal kunne holde en liter væske i mig om dagen henover weekenden. Hvis ikke jeg kan drikke, må jeg duppe læberne og få vand den vej igennem. 

Vi når dårligt retur fra blodprøverne søndag formiddag, før Riget ringer – jeg skal indlægges og er i kritisk tilstand i forhold til ernæring. 

Mine levertal er utrolig høje, og jeg skal røntgenscannes for at se, om de kan finde en årsag. Jeg får lagt en sonde for at aflaste tarmene og en Long line (en blød plastslange indført i en blodåre, typisk i armen, red.), så man kan give ernæring igennem den. Dagen efter bliver jeg ct-scannet uden kontrastvæske, da man gør alt for ikke at skade baby med unødvendige scanninger. Mine blodprøver er forværret, sonden hjælper ikke som den skal. Jeg har uden at spise taget 10 kg på på lidt over en uge. De ser en lille skygge på scanningen, men den er uklar uden kontrast. Tarmslyng siger de. Jeg bliver kørt til Herlev hospital tirsdag aften kl 21. 

“Der var den, der er en ondartet svulst”

På modtagestuen bliver jeg mødt af en kirurg, som beder mig fortælle om mit forløb. Sonden gør det svært at tale, så jeg gør det så godt jeg kan, men jeg er træt. “Vil du have en halv morfin?” Det er første gang, jeg bliver tilbudt smertestillende, jeg takker ja. De skal have mig kikkertundersøgt, og fortæller, de overvejer at gøre det allerede samme nat. Jeg er stille. En ny kirurg kommer ind – han introducerer sig som den andens overordnet, og skal også høre om mit forløb. Jeg er nu så afkræftet, at min mand må tage over. Kirurgen siger “vi leder efter kræft. Du skal have midlertidig stomi. Dit barn vil højst sandsynligvis ikke overleve”. Jeg er 19 uger henne.

Det er onsdag den 30. maj, og kikkertundersøgelsen er kl. 08:00. Fem minutter inde i undersøgelsen siger kirurgen “der var den, der er en ondartet svulst”, og jeg får at vide, at jeg skal rigtig meget igennem nu. En sygeplejerske holder mig i hånden med hendes ene hånd, imens hun forsigtig fjerner mine tårer fra kinden med den anden. 

Tilbage på stuen står min mand og prøver at fange min øjenkontakt. Vi siger ikke noget, før portøren er ude, og vi græder sammen. Sådan ligger vi i 20 minutter, inden vi ringer rundt til familien. 

Læs også

Lærke Nikolajsen om at få fjernet underlivet: “Det er jo mine børns første hus, jeg skal sige farvel til”

Så går det hurtigt. Det vælter ind med læger og kirurger, som alle fortæller mig det samme: At mit barn højst sandsynligvis ikke vil overleve den operation, jeg nu skal igennem. Mine tarme er udvidet 8cm – det er akut. Jeg skal ct scannes, nu med kontrast – barnets ve og vel er ikke længere det vigtigste. “Har I haft svært ved at blive gravid?” bliver jeg spurgt. Jeg svarer nej, og får at vide, at vi jo kan prøve igen, når det her overstået.

Operationen

Dagen efter kl. 07:00 om morgenen bliver jeg klargjort til operation. Min mand er nu indlagt med mig og følger med ind på operationsstuen sammen med 3 kirurger, 3 sygeplejersker og 2 fra anæstesi. De gennemgår, hvordan operation vil foregå, fortæller, at gynækologisk er med som back-up, “for ligger han i vejen, så bliver vi nødt til at fjerne ham.” Han kigger på min mand, og siger de skal have hans nr i tilfælde af, at han skal komme og sige farvel. Jeg spørger, om de også vækker mig i tilfælde af, at de bliver nødt til at fjerne ham. Nej svarer de. 

De vækker mig forsigtigt, da operationen er overstået. “Er jeg stadig gravid?” spørger jeg, de svarer ja. Jeg tvinger mig selv ud af narkosen, jeg skal huske det svar – og jeg gentager det inde i mit hoved igen og igen. 

Longline, væske, sonde, stomi, ve-hæmmende, epidural, kateter – nogle af de 11 ledninger, der gik fra mig til udstyret bag ved sengen. Operationen havde gjort mig 9 kg mindre på blot et par timer. Mine tarme var 10 cm udvidet ved operation, det var timer fra, de var sprunget – og det havde hverken jeg eller vores baby overlevet. Operationen var vellykket, vores baby lå stadig i maven – jeg skulle blot komme mig, eller det troede jeg. 

50 % chance

Lidt efter lidt bliver ledningerne fjernet. Jeg lærer, at håndtere den midlertidig stomi, spiser igen, og jeg begynder at mærke liv i maven. Efter otte dage skal jeg MR scannes. Normalt tager sådan en scanning 30-45 minutter, jeg lå derinde i halvanden time og vidste, de havde fundet noget dårligt. 3 timer senere kan jeg læse svaret på MinSundhed: “levermetastase”. 

13. juni er vi til misdannelsesscanning. Han har det godt, alt ser fint ud. Samme dag er der kaldt til samtale om mit kommende forløb, og jeg er der med min mand og min mor. “Du har stadie 4 tarmkræft med spredning til leveren”. Stadie 4 – der findes fire stadier i kræft, og jeg har det sidste stadie. 

Læs også

“Jeg føler jeg er her på lånt tid”

Jeg spørger, hvad mine chancer er. Jeg må vide, hvad jeg kæmper imod. “Der er 50% chance for, at kemoen virker, virker den ikke, kan man leve med det i maks 3 år”. Jeg kigger ind i væggen, pusten er for første gang taget fra mig. “Det er ikke nok. Så er mit barn kun 3 år” hvisker jeg, imens tårerne triller. De spørger, om vi ønsker at gennemføre graviditeten. Jeg kigger på min mand og fortæller, at det er hans beslutning, da det er ham, der risikerer, at stå alene. Han siger, vi ønsker at gennemføre, ellers har vi opgivet al håb. 

Mirakelfødsel med kemo i kroppen

20. juni starter jeg på kemo. Hveranden uge ser nu således ud: Mandag blodprøver, tirsdag skal jeg vejes og have lægesamtale og vores baby skal scannes. Onsdag får jeg to typer kemo henover 2 timer, og en tredje, som bliver sat på en pumpe og løber igennem kroppen i 46 timer. Kemoen, jeg får, starter man med på 100%. De gør mig opmærksom på, at man kan få det rigtig dårligt, og nogle gange kan man blive nødt til at skrue ned. Jeg siger til min mand, at med mindre en læge fortæller mig, at min krop ikke kan tåle kemoen, så har jeg i sinde at gennemføre så mange behandlinger som muligt på 100%, uanset hvor dårligt jeg får det. 

Ugerne går med behandling. Vores baby klarer sig fint, så man fortsætter med syvende kemobehandling. Kemopumpen bliver fjernet 15. september kl 14:00 og morgenen efter går mit vand. Det kunne ikke være et dårligere tidspunkt, jeg har stadig kemo i kroppen og er svækket.

Søndag 17. september kl 06:49 bliver vores lille mirakel født ved naturlig fødsel. Alt er gået godt og min krop har klaret det hårde arbejde. Det er det absolut største, og alligevel er jeg så ked af det – nu er han her, og jeg elsker ham allerede – hvad hvis jeg skal forlade ham? Er det overhovedet fair, at han skal have minder med mig, kende min duft og min stemme, hvis jeg ikke skal være her? 

Podcast

Therese Walseth om at være gravid og få fjernet begge bryster

Jeg skal scannes den efterfølgende fredag og 11 dage efter fødslen, får vi svaret. Det er gode nyheder. Kemoen har mindsket levermetastasen. Jeg græder og trækker pludselig vejret anderledes, mere roligt, for første gang siden 30. maj. Forud venter en leveroperation, fem kemobehandlinger, en scanning og forhåbentlig et svar, der viser cancerfri. 

23. januar 2024, omkring et år efter, jeg blev gravid, bliver jeg erklæret cancerfri. Jeg skal scannes de næste fem år, og man holder skarpt øje. Stomien bliver lagt tilbage 7. februar, men jeg føler mig som mig selv, er cancerfri og vores søn er her. 

Nye drømme for livet

At både jeg og vores søn har overlevet er et mirakel. Alene at jeg blev gravid, så syg som min krop var, burde ikke have været muligt. Jeg tror også først det var, da vi fik meldingen om, at jeg var cancerfri, at jeg turde at lukke ham helt ind. Jeg var rædselsslagen for at elske ham for højt, og så skulle herfra.

Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde, for at være her – men den kamp tog jeg ikke alene. Vi havde et kæmpe netværk af familie og venner, som hjalp os med alt – de kom med mad og godt humør, de var opløftende og forhåbningsfulde. Jeg var aldrig alene til en lægesamtale, kemobehandling, indlæggelse eller operation. At jeg vandt kampen har på alle måder været en holdindsats. Ikke mindst af min mand, som oven i alt andet også skulle sørge for, at jeg ikke tabte mig – en svær opgave, når man kun har lyst til grøn juice og grøntsagsstænger!

Shop

Uma vedhæng • Ruby

650 kr

Man ændrer sig også, når man bliver mor, men man ændrer sig også efter sådan et forløb. Jeg kunne ikke forstå at dem omkring mig kunne være så kede af det – hvis jeg skulle herfra så havde de jo hinanden? De ville se min søn gå sine første skridt, de ville se min mand være far, de ville grine med mine søskende og opleve med mine forældre. Potentielt skulle de jo kun sige farvel til en, jeg skulle sige farvel til dem alle.

Mine største drømme handler ikke længere om rejsedestinationer, karrieredrømme eller vilde oplevelser. Jeg har ikke behov for at se de syv vidundere. Jeg har behov for gode middage med min familie, hyggelige aftener med veninder, hverdagssysler med min mand, at opleve vores yndlingsbyer sammen igen. Min største drøm er at se min søn vokse op, se ham blive forelsket, se ham fejle for at rejse sig igen, at opleve verden gennem hans øjne.

Tekst Michala Frøslev Horn og Anna Rolin

Foto Privat