Fra to streger til operation: Om at være gravid uden for livmoderen
Drømmen om et tredje barn blev knust af en graviditet uden for livmoderen. Julie Beck Thornberg fortæller om den akutte indlæggelse, operationen, der fjernede både graviditet og den ene æggeleder, og den efterfølgende rejse gennem følelser af sorg og tvivl. Midt i frustrationen over manglende information om at være gravid uden for livmoderen ender det hele alligevel med et glimt af håb, da en ny graviditet – denne gang i livmoderen – spirer.
Jeg er enebarn, og selvom jeg har haft en skøn barndom med masser af venner og en kærlig familie, så har jeg altid selv gerne ville have mere end et barn. For mig er søskende den største gave, og jeg har altid tænkt, at to børn ville være drømmen. Min mand var enig, og under min anden graviditet, talte vi ofte om, at det var dejligt, at det hele nu var sidste gang. Den tunge, tykke krop, de søvnløse nætter, tandfrembrud og hvad der ellers følger med.
Men da min søn – vores andet barn – landede i mine arme, fik vi begge hurtigt fornemmelsen af, at vi ikke var færdige. Det karambolerede med vores ellers klare idé om, at to børn var helt perfekt til os, men der var alligevel en stærk følelse, der ikke forsvandt.
Drømmen om at gå fra to til tre børn
Da sommeren kom og min søn fyldte to år, aftalte vi at tage stilling til om vi skulle have det tredje barn i vores ferie. Vi satte kursen mod Berlin med vores to børn på bagsædet, og blev enige om, at vi måtte følge vores mavefornemmelse og se, om vi ikke kunne øge vores lille flok til tre. Det føltes vildt, dejligt og lidt angstprovokerende. Kan vi klare opgaven? Sætter vi alt over styr? Tør vi tro på, at det hele vil gå godt, ikke bare to men tre gange? Hvad hvis vi ødelægger alt det gode, vi har?
Det blev sensommer, og jeg fik taget min spiral ud, og ligesom med de to andre børn kom graviditeten nemt og hurtigt. En lørdag aften i september – midt i oprydning, tømmermænd og putning – var der to streger på testen. Vi blev virkelig glade, og selvfølgelig lidt overvældede. Nu var det pludselig virkeligt. Vi skulle være forældre til tre, og det var helt fantastisk.
Den første tid
Den første uge gik med ekstrem træthed, kvalme og alle de klassiske graviditetssymptomer. Vi talte om, at juni var et dejligt tidspunkt at få et barn på, om det mon var en dreng eller pige og hvilke navne, der kunne være gode. Vores datter fortalte stolt, at hun ønskede sig en lillebror mere i fødselsdagsgave, selvom hun intet vidste om, at der lå begyndelsen på en baby i min mave.
En mandag aften, halvanden uge efter den positive test, blødte jeg pludselig. Umiddelbart skræmte det mig ikke, da jeg har blødt i begge mine graviditeter. Men der var alligevel en mavefornemmelse, der fortalte mig, at jeg skulle få det tjekket. Så dagen efter bookede jeg – nu lettere desperat – en privat scanning om aftenen. Her kunne den søde jordemoder så fortælle mig, at der intet var at se i min livmoder. Hun sendte mig med det samme på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, hvor de kunne konstatere det samme. Var det bare mig, der var blevet skør og havde gættet, at der var to streger på den test? Hold op, hvor var jeg også bare naiv at tro, at jeg bare kunne blive gravid med det samme, og så ville alt gå godt, og selvfølgelig får ingen lov at være så heldig tre gange i træk – sådan tænkte jeg, da jeg lå der på briksen med benene i vejret omgivet af læger og sygeplejerske en sen tirsdag aften på Hvidovre Hospital.
De fulgte mig i en uge med blodprøver, som viste, at alt så fint ud. HCG steg som det skulle, og jeg fik at vide, at jeg nok bare var blevet scannet for tidligt, og at alt nok ville ende “godt og lykkeligt”, som sygeplejersken glad fortalte mig i telefonen.
Gravid uden for livmoderen
En lille uge efter den private scanning var jeg igen på Hvidovre til kontrol. HCG så igen fint ud, men da hun begyndte at scanne mig, var det helt tydeligt, at der ikke var noget foster i min livmoder. Hvis ikke der var noget i min livmoder, hvorfor testede jeg så positivt? Og hvorfor blev mit HCG-niveau ved med at stige, som det skulle? Efter hvad der føltes som en evighed, fandt lægen graviditeten i min højre æggeleder. Jeg blev indlagt med det samme og fik at vide, at jeg skulle opereres samme dag. Det var, som om alt gik i stå, og jeg kunne slet ikke mærke, hvordan jeg havde det.
Tusinde tanker og følelser gik igennem mit hoved, mens jeg sad der på stuen. En sygeplejerske lagde et drop i min arm, mens jeg måtte ringe til min bekymrede mand, der havde sendt mange beskeder, fordi jeg ikke havde svaret i så lang tid, og fortælle ham de triste nyheder. Han var ikke taget med mig, fordi vi jo troede, at alt var godt, og sad derfor på sit arbejde.
Mens jeg grædende gik gennem gangene på Hvidovre for at finde frem til anæstesilægen, som jeg var blevet sendt ned til, fik jeg ringet til mit arbejde og til mine forældre, der intetanende fik overbragt nyheden og måtte tage sig af vores to børn resten af dagen og natten.
Operationen
Det var efterårsferie, og der var travlt på afdelingen. Alle akutte kejsersnit og bristninger kom foran i køen, fordi jeg, som de sagde, “jo ikke havde nogle smerter eller andre symptomer.” Tiden på stuen gik med at koordinere børnepasning, græde, se iPad og være bange for operationen. Det var på alle måder en virkelig absurd situation at være i. Jeg havde så mange graviditetssymptomer, og jeg var jo også gravid. Bare uden for livmoderen. Alle de tanker og forestillinger, jeg havde nået at gøre mig i løbet af den korte tid, vi havde vidst det, blev taget fra mig på et splitsekund. Og lige om lidt skulle de via en kikkertoperation fjerne graviditeten sammen med min ene æggeleder.
Det blev til 7,5 lange timer, før sygeplejersken endelig kom ind på stuen og fortalte mig, at det var blevet min tur. Kl. var 21.30, og jeg var fuldstændig udmattet – sådan helt ind i knoglerne. Min mand fik lov til at følge mig til operationsgangen, og inden portøren kørte mig ind, kyssede vi hinanden på gensyn. Det var dejligt at tænke på, at når vi sås igen, så var det overstået.
Nåle, blod og operationer er noget, der er virkelig svært for mig, så for mig var det at skulle i fuld narkose og blive opereret meget voldsomt. Jeg græd og rystede, da jeg kom ind på stuen, men verdens sødeste narkosesygeplejerske fik talt mig til ro, og de fik lagt mig til at sove. Efter hvad der føltes som et splitsekund, vækkede hun mig med nyheden om, at alt var overstået, og det var gået godt. Følelsen af lettelse strømmede gennem min krop. Jeg klarede det. Det er overstået. Men nu var jeg ikke gravid mere.
På opvågningen kom min mand ned til mig, tydeligvis lettet over, at det nu er overstået. Jeg fik saftevand i en lind strøm efter at have fastet i mange timer. Jeg havde ondt i underlivet og i sårene, men mest af alt var jeg virkelig lettet over, at det hele nu var overstået. Vi tilbragte natten på hospitalet, og kunne køre derfra næste formiddag. Det føltes tomt og underligt. Og vi glædede os til at se vores børn igen.
|
Hverdagen starter igen
Jeg føler mig underlig tom indeni, da vi kommer hjem igen. Jeg tror ikke, jeg helt forstår, hvad der er sket. I dagene efter er jeg virkelig træt og har mange smerter. Jeg doper mig med smertestillende og kysser på mine børn og sover så meget, som jeg overhovedet kan. Det vælter ind med blomster og mad og søde hilsner fra alle vores venner, og det gør mig så glad. Men på en måde matcher det ikke helt de følelser jeg har indeni. Burde jeg være mere i sorg? Jeg har næsten ikke grædt? Det føles mærkeligt. Og så rammer en underlig skam mig. Tanker som: Hvorfor skulle det ske for mig? Det var også bare grådigt at ville have et barn til, når jeg nu har to sunde og raske børn. Hvor naiv var jeg lige at tro, at det ville gå godt denne gang? Åbenbart så naiv, at jeg allerede havde planlagt det hele i hovedet. Hvor dum havde jeg lov at være.
Den uge, hvor det hele skete, var også den uge, jeg skulle have været til min første lægeundersøgelse, men da de kan se i systemet, hvad der er sket, ringer de fra lægen for at høre, hvordan jeg har det og for at aflyse min tid. Jeg bryder helt sammen, da sygeplejersken spørger mig, hvordan jeg har det. Det føles rart at græde lidt til en udenforstående og have plads til bare at være ked af det, midt i hverdagens trummerum, der er startet med det samme vi trådte ind i lejligheden dagen efter operationen.
Jeg bruger dagene på at google og google og google; jeg vil vide mere. Hvorfor sker det? Er der nogen, der har prøvet det, som har skrevet om det? Kan man blive gravid igen? Har man dårligere odds nu, hvis vi skulle turde prøve igen? Men jeg finder næsten ingenting. Kun få sider fra hospitalerne og et par enkelte historier fra kvinder, der selv har været det igennem.
Jeg kan læse mig frem til, at det sker i 1 ud af 100 graviditeter, men hvorfor er der så ikke flere, der taler om det? Og hvorfor findes der ikke flere artikler, der beskriver mere end bare, hvad en graviditet uden for livmoderen er.
Da jeg deler, hvad der er sket med venner og kollegaer, er der flere, der skriver til mig, at de selv eller en de kender, har oplevet det samme. Og så er det jeg tænker: hvorfor er der ikke nogen, der taler om det her mere åbnet? Når jeg kan ligge her på sofaen og føle mig helt alene i verden, så må der også være andre, der har brug for historier at spejle sig i.
Tankerne om det tredje barn fylder stadig meget i mig. Vil det nogensinde lykkes? Bliver jeg gravid uden for livmoderen igen? Måske var det et tegn på, at vi ikke skal have flere børn? Er det at tage munden for fuld? Vi har jo også rigeligt at se til, og man ved jo aldrig, hvilket barn man får.
Her knap seks måneder senere ligger der en lille baby i min mave igen. Denne gang i livmoderen. Så det lykkes altså. Selv med kun en æggeleder.
Din kommentar