Da Eva Dixen står med et utrøsteligt spædbarn i armene, siger hendes mavefornemmelse, at noget ikke er, som det skal være. Og da både læge og sundhedsplejerske afviser hendes bekymring, går hun selv til værks. Her fortæller hun om at følge sin intuition og opdage sønnens mælkeallergi

“Min søn havde igen skreget hele natten og panikken var for alvor begyndt at skvulpe op til overfladen. Det var simpelthen ikke normalt. Der var noget virkelig galt. Det var tydeligt, i hvert fald for min mand og mig, at vores søn skreg i smerte. Da jeg samme morgen hørte ordet ’kolik’ krydse min mands læber, mærkede jeg jorden skride under mig. Jeg turde næsten ikke tænke tanken til ende, og en gennemgribende sorg ramte mig som en hammer. I et splitsekund havde jeg lyst til at tage min ældste søn på bare 21 måneder i armene, og løbe ud af døren. Jeg var fuldstændig ulykkelig, for jeg kunne ikke trøste mit spædbarn og hans gråd fyldte alt.

Når jeg kiggede på vores dreng, kunne jeg se, at han var meget rød i huden, og da jeg kiggede nærmere, så det ud som om han havde udslæt. Det lignede nældefeber. Han havde et underligt, eksemlignende mærke på sin lillebitte fod. Han havde betændelse i det ene øje. Hans afføring var helt vandet, og nogle gange grønlig. Han virkede hævet i ansigtet. Og så havde han silent refluks – vi kunne simpelthen høre at mælken løb og og ned i halsen og det gjorde tydeligt ondt på ham at gylpe.

Læs også

Refluks – symptomer og hvad du kan gøre for at hjælpe din baby

Jeg greb telefonen og googlede symptomerne. Kort tid efter fandt jeg en lignede liste. Det var en liste over symptomer på komælksallergi. Den var nærmest en til en, og jeg blev blæst bagover, for der var ikke noget at være i tvivl om. Min søn havde en voldsom allergisk reaktion over for de mælkeprodukter, jeg indtog i løbet af dagen, og som blev videreført til ham gennem min brystmælk.

Afvist hos lægen

Jeg ringede straks til lægen, og forklarede det hele. Inden jeg nåede at remse symptomerne op, blev jeg afbrudt. ‘Ikke tale om’ sagde hun og påstod, at det ikke kunne lade sig gøre. Hun sagde, at min søn var for lille til at have allergi. Grådkvalt svarede jeg, at min søn var i mistrivsel. ‘Det skulle jeg tale med sundhedsplejersken om,’ sagde hun bare.

Da sundhedsplejersken kom, græd både Odin og jeg. Jeg faldt hende i armene, og viste hende alle hans symptomer. Jeg spurgte hende, om hun ikke godt kunne se, at noget var fuldstændig galt. Jeg forklarede hende, at jeg mistænkte, at det var komælksallergi. Hun kiggede længe på ham, undersøgte så om han havde nogle låsninger og sagde til sidst, at hun så en helt normal baby. Hun mente på kærligste vis, at jeg var hyperopmærksom på min søn og at jeg skulle lære, at rumme hans gråd.

Læs også

Den svære amning: Anne Sofie og Julie

Jeg var målløs over, at hun afviste det så blankt på trods af, at hun kunne høre gråden og se alle de forskellige symptomer. Alligevel accepterede jeg hendes udlægning, fordi det i øjeblikket var en trøst, at hans gråd tilsyneladende var normal. Men få timer efter hun var kørt, kunne jeg igen mærke mig selv. Min mavefornemmelse trumfede igennem. Jeg købte ganske enkelt ikke den forklaring. Jeg var ikke pylret, hyperopmærksom, overbekymret eller noget som helst andet i den dur. Mit barn var i smerte, og ingen kunne bilde mig andet ind. Derfor skar jeg alt komælk og alle komælksprodukter ud af min kost med det samme. Og det viste sig, at være lettere sagt end gjort.

Mælkefri diæt

Der er komælk i overraskende mange produkter. Endda i en tube Zendium tandpasta! Men selv den mindste mængde mælk, ville provokere en reaktion, så jeg var enormt forsigtig med hvad jeg indtog. Og måtte sige nej tak til meget af det, jeg før elskede at spise når jeg var ude. Heldigvis er der rigtig mange gode veganske alternativer til både smør, mælk og endda chokolade – noget jeg er sikker på veganere vil nikke genkendende til. Og selvom jeg havde læst, at der ville gå op til en måned, før at man kunne se bedring, forsvandt de første symptomer allerede efter nogle dage. Nældefeberen. Øjenbetændelsen. Odin græd stadig, men ikke nær så meget. Indenfor nogle uger, forvandlede han sig til en glad baby. Han gylpede stadig, men det gjorde ikke ondt på ham. Han stoppede med at skrige, og sov igennem hele natten. Det føltes nærmest som et mirakel.

Alle omkring ham så forbedringerne, og da han skulle have sin 5-måneders undersøgelse, var det af en anden læge der bekræftede, at komælksallergi var en ægte ting og endda den mest normale allergi ved helt små børn. Hun sagde, at det var godt at jeg havde fulgt min mavefornemmelse. Havde jeg ikke gjort det, kunne Odin være blevet indlagt med blod i afføringen og skulle igennem en udredning. Sundhedsplejersken roste mig også efterfølgende for at have insisteret på at følge min mavefornemmelse. På trods af at både hende og lægen ikke anerkendte den.

Jeg ammer stadig Odin, og nu – efter 1 år – er han vokset fra sin intolerance overfor mælkeprotein, hvilket de fleste små børn heldigvis gør ved 1-årsalderen. Så kære dig, hvis dit barn græder hele tiden og du ikke kan finde ud af hvorfor: Prøv at fjern komælk fra din kost i en periode. Du har alt at vinde.”

Tekst og foto Eva Dixen