Montessori i barnets første leveår
Stimulerer jeg mit barn nok? Svarer det legetøj, der står på børneværelset, til dets alders- og udviklingstrin? Og hvor meget legetøj har det egentlig brug for? Den slags spørgsmål stiller mange småbørnsforældre sig selv. Skribent og kunsthistoriker Christel Pedersen har fundet nogle svar i Montessori-pædagogikken og deler her sin viden og giver inspiration til legetøj og aktiviteter i barnets første år
Min datter er født i slutningen af 2019, og da hun var 3-4-måneder gammel, lukkede verden ned. I Frankrig, hvor vi på det tidspunkt boede, blev der indført et næsten fuldstændigt udgangsforbud. Barnevognsture og parker med nyudsprungne kastanjetræer og forårsgrønne græsplæner blev fra den ene dag til den anden lukket land, og vores verden blev pludselig meget lille. Det betød på den ene side, at min datter fik en meget rolig og tryg start på tilværelsen: Hun blev ikke slæbt rundt til babysvømning og babymotorik, til sammenkomster med mødregruppen og på familie- og cafebesøg. Hun var bare hjemme i vores lejlighed oppe under taget på Montmartre sammen med sin far og mor i en form for vakuum næsten hele tiden. Jeg forestillede mig, at hun måtte kede sig og tænke: ”Er det virkelig verden, det her? Er dét det hele?” Men så begyndte jeg at læse i en lille bog, jeg havde købt inden nedlukningen, MONTESSORI À LA MAISON 0-3 ANS (red: Montessori derhjemme 0-3 år), og det gav mig en form for ro, for den understregede, hvor meget rolige og vante omgivelser betyder for et helt lille barn.
Minimer stimuli og distraktioner
For spædbarnet er alting nyt og ukendt. Der skal ikke så meget til for at vække dets nysgerrighed og forundring, men det bliver også let overstimuleret og uroligt. I Montessori-pædagogikken tillægges de nære omgivelser – i tæt samspil med forældre-barn-relationen – en afgørende betydning i barnets første leveår. Når det lille barn befinder sig i en rolig og blid atmosfære uden overflødige distraktioner, har det lettere ved at samle sin opmærksomhed om en aktivitet eller finde ro, når det har brug for hvile.
Uanset om barnet har sit eget værelse eller om man indretter et hjørne i stuen eller soveværelset, så anbefales det, at man funktionsinddeler barnets område i et sovehjørne, en pusleplads og, til det helt lille barn, et nido-område, som er dedikeret til aktiviteter i den vågne tid. Nido-området består typisk af en madras, der er placeret på gulvet ind mod en væg, hvorpå man har fastgjort et aflangt spejl. Spejlet er vigtigt for barnets selvkonstruktion, og ved at placere det ved siden af madrassen stimulerer man dets nysgerrighed og lyst til at dreje hovedet for at se det lille menneske – som det endnu ikke genkender som sig selv – inde i spejlet. Så snart barnet bevæger sig sikkert uden støtte kan man erstatte nido-området med et aktivitetsområde. Aktivitetsområdet kan indrettes med en lav reol med udvalgt legetøj, som man med fordel kan sortere i kurve efter tema; træklodser, rasleæg og maracas, dyr, bolde etc. Det gør det lettere for barnet at fokusere sin energi og opmærksomhed, og det bliver mere overskueligt, også for barnet, at rydde op og holde orden. Uanset alder er det en god idé at begrænse det udvalg af legetøj, barnet har til rådighed, og samtidig rotere det, så tingene bliver sat frem på skift og præsenteret på en nem og overskuelig måde. På samme måde kan man nøjes med at have et lille udvalg af bøger fremme og lave løbende udskiftninger.
Autonomi og selvstændighed
En anden vigtig funktion ved de nære omgivelser er, at de skal hjælpe barnet til gradvist at opnå en større grad af autonomi. Det er en vigtig drivkraft for barnet, når det skal lære at bevæge sig fremad ved egen kraft, at det kan komme hen til nye ting, der er spændende at undersøge. Derfor skal alt så vidt muligt placeres inden for barnets rækkevidde: Både bøger, legetøj og også gerne tøj (det gælder også overtøj, fodtøj, hue og vanter i entréen), så barnet selv kan tage aktiv del i påklædningen, så snart det begynder at vise interesse. De fleste små børn er ivrige efter at lære, og det er vigtigt at være tålmodig og give dem mulighed for gøre tingene selv – tage ble af, tage strømper på, børste tænder etc. – også selvom det tager lidt længere tid, fordi de måske ikke helt har teknikken endnu eller bliver distraheret af andre ting undervejs.
På samme måde kan man allerede tidligt begynde at inddrage barnet i forskellige praktiske opgaver i hjemmet; rydde op, hente ting, tænde og slukke lyset, sortere vasketøj, lægge tøj i vaskemaskinen, lægge tøj sammen og på plads i skabet, tørre støv af, tømme opvaskemaskine, dække bord, hælde mel op i skålen når man bager etc. Til køkkenet kan man overveje at anskaffe sig et læringstårn, hvor barnet kan stå sikkert uden risiko for at falde ned, når det hjælper med at tilberede mad eller bage.
0-6 måneder
Ifølge Montessori-pædagogikken gennemgår alle små børn de samme udviklingstrin, bare i forskellige rytmer. Derfor skal man kigge på sit barn og være opmærksom på, hvad det interesserer sig for, så man kan afstemme det legetøj og de aktiviteter, man præsenterer det for.
Hos spædbarnet er hørelsen og lugtesansen de mest udviklede sanser, mens synet stadig er sløret. Det ser kun ting, der befinder sig på kort afstand, og det ser hverken farver eller dybde de første måneder. Derfor kan noget af det første, man introducerer barnet for, være en lille bog med kontrastbilleder i sort-hvid eller en mobile, der med sin blide vuggen og enkle, geometriske figurer udgør et roligt fikspunkt for det lille barns blik. Uroen skal placeres ca. 20-30 cm over barnet i nido-området (dvs. i barnets aktivitetssfære), og ikke i f.eks. soveområdet eller over puslebordet, hvor den vil kunne forstyrre barnet på et tidspunkt, hvor det har brug for ro.
Når barnet begynder at øve sig på at gribe – ikke kun som en refleks men som en bevidst handling – og på at flytte ting fra den ene hånd til den anden kan man tilbyde det små enkle rangler i naturmaterialer eller gribebolde i stof, der har den fordel, at de er nemme at få et fast greb i for barnet og samtidig ikke ruller så langt væk, hvis barnet slipper grebet.
På det her tidspunkt har barnets syn også udviklet sig så meget, at man kan begynde at introducere bøger med farvebilleder af f.eks. dyr, natur, årstider og kunst. Man kan også selv lave små billedbøger med billeder af ting, der er velkendte for barnet: familiemedlemmer, hverdagsrutiner, legetøj, farvetemaer etc.
6 måneder-1-års alderen
Når barnet selv kan sidde oprejst på et tæppe eller en madras på gulvet, kan man lave en ”opdagelseskurv” til det. Det er en lille kurv, hvori man har samlet forskellige små genstande, som barnet kan udforske og derigennem få en fornemmelse for forskellige former, farver og overflader, før det for alvor begynder at bevæge sig på opdagelse ude i verden. Indholdet kan være en grankogle, en lille børste, en træske, en muslingeskal, et garnnøgle, en korkprop, et stykke silke, en lille bold i filt, en natursvamp etc. Kun fantasien sætter grænser, og man kan skifte indholdet ud løbende. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at små børn ofte udforsker deres omgivelser ved at putte ting i munden, så kurven må ikke rumme noget, som barnet kan få galt i halsen, og man skal selv være til stede hele tiden, når barnet udforsker dens indhold. Første gang, man præsenterer barnet for kurven, tager man tingene ud én ad gangen, undersøger dem og lægger dem tilbage. Næste gang kan man fortælle barnet, hvad de forskellige ting hedder, og hvad man bruger dem til.
Efterhånden som barnet får mere kontrol over sine bevægelser, vil det begynde at interessere sig for aktiviteter, der kræver en større grad af præcision, og som handler om at få ting til at passe ind i hinanden. Det kan være træskåle, der kan stables til tårne og sættes ned i hinanden, eller det kan være ringe, der skal stables efter størrelse på en holder. Til at begynde med kan barnet starte med blot to skåle eller med en enkelt ring, og så kan man tilføje flere dele, når barnet mestrer den enkle øvelse.
Små børn har ofte brug for at gentage den samme handling igen og igen over tid for at få helt greb om den. Det er vigtigt at huske, at opgaver godt må udfordre barnet, men de skal ikke være så svære, at barnet bliver frustreret eller fortvivlet. Hvis noget virker for svært, eller hvis barnet er uinteresseret, så er det bedre at vente nogle uger eller måneder før, man forsøger igen. Andre gode aktiviteter på det tidspunkt kan være puttekasser, hvor man skal passe geometriske former ned i de rigtige huller. Man kan også helt enkelt arbejde med at få en lille bold eller et rasleæg til at passe ned i et æggebæger. Igen er det vigtigt, at man først demonstrerer øvelsen for barnet, og derefter lader det prøve selv, uden at man griber ind eller korrigerer det. Og barnet skal kun udføre øvelsen, så længe det selv har lyst; så snart det mister interessen, sætter man tingene på plads.
De fleste små børn elsker at lege titte-bøh og gemmelege med tørklæder eller tæpper. Det hjælper dem til at forstå, at personer eller ting fortsat er der, selvom de midlertidigt forsvinder ud af ens synsfelt. Det er det, der inden for psykologien kaldes objektpermanens. For at styrke denne bevidsthed kan man også anskaffe en objektpermanens-kasse med et hul i toppen, hvori man putter en lille bold, som så triller ud igen i den anden ende.
2-3 års alderen
Med tiden kan man introducere redskaber og øvelser for barnet, der giver det mulighed for at udvikle koordinationen mellem øjne og hænder. Det kan være skrueredskaber og træperler, der skal trækkes på en tyk snor. Det kan også være forskellige former for byggeklodser i træ og de lidt mere avancerede balancesten ”tumi ishi”, hvor siderne er skrå. Mange børn i 2-3 års alderen vil også være meget optagede af sorteringsøvelser. Man kan købe forskellige sorteringsredskaber, eller man kan gå på jagt derhjemme eller i naturen efter materialer (grankogler, kastanjer, valnødder osv), som barnet kan sortere i små træskåle eller en isterningebakke.
En aktivitet min egen datter har været – og stadig er – meget glad for, er det, der på fransk hedder ”transvasement”. Her skal barnet flytte en substans – flydende eller fast – fra én beholder til en anden, enten ved at hælde eller ved hjælp af forskellige former for redskaber. Det kan fx være sesamfrø, sand, ris, linser eller lignende, som flyttes med en kaffe- eller måleske, en øse, en tragt, en tang etc. Eller det kan være en væske, der flyttes ved hjælp af en pipette eller en svamp.
Når barnet bliver lidt større, er det vigtigt at huske, at man kan styrke dets fantasi og forestillingsevne og hjælpe det til at lege mere i dybden ved at præsentere det for open ended” legetøj; dvs. for ting, der kan bruges ”åbent”. Deres funktion er ikke bundet til en bestemt aktivitet, og de fastholder ikke barnet i en prædefineret forestillingsverden, men er åbne for nye betydninger og anvendelsesmuligheder. Det kan være træklodser og forskellige former for byggeklodser, bolde og kugler, stof/tørklæder, skåle og kasser, modellervoks, perler, tegne- og maleredskaber etc. De frie anvendelsesmuligheder giver også legetøjet en bedre holdbarhed, fordi barnet ikke lige så hurtigt bliver træt af det.
Tekst Christel Pedersen Foto Liv Winther
Fakta om Montessori-pædagogikken
Montessori-pædagogikken er opkaldt efter Maria Montessori (1870-1952), der i 1896 blev den første kvindelige læge i Italien. Hun blev ansat på en psykiatrisk klinik i Rom, hvor hun arbejdede med børn med mentale handicap og hendes metoder praktiseres i børnehaver og skoler over hele verden. Hun var særligt interesseret i forholdet mellem forældre og børn og mente, at konflikter ofte udspringer af, at forældrene misforstår og undervurderer barnet og dets evner. For hende var det afgørende at observere barnet og understøtte dets selvstændighed ved at vise det tillid.
Man kan finde mere information og inspiration i fx Simone Davies’ bog The Montessori Toddler – A Parent’s Guide to Raising a Curious and Responsible Human Being, Workman Publishing, New York, 2019 – og på hjemmesider som https://www.themontessorinotebook.com og https://www.howwemontessori.com/how-we-montessori/
Din kommentar