Karoline De Lony skriver om at være karantæneramt skolelærer, og delvis alenemor til Adrian på 1 og Ivan på 5 år.

Samtidig med lyse morgener og fuglenes sang, kom Covid-19. Det ene mere forventeligt end det andet. Og dagene går skam. Er jeg ved at gå op i limningen? Muligvis. Men det er vi vist alle sammen, på hver vores måde. Jeg er enlig mor i sådan en semi-intens ordning, der hedder 12/2. Og jeg er skolelærer. Det betyder helt lavpraktisk, at jeg har to hjemmelavede børn, jeg skal sørge for herhjemme. Og fireogtyve ikke-hjemmelavede børn, jeg skal undervise. Lige nu på afstand. Mine hjemmelavede størrelser er henholdsvis 1 år og 5 år. Til dem der ikke har børn eller pludselig ikke kan huske det, er en etårig ikke sådan lige at placere foran en iPad. Eller med en pakke modellervoks. 3 minutter kan jeg nogle gange strække den, hvor jeg ikke skal yde en eller anden form for (første)hjælp. That’s it. En femårig, eller rettere, min femårige, er en helt anden størrelse. Han bærer troligt indkøbsvarer op ad trapperne og propper sin lillebror kærligt i flyverdragten. Nemt. Men der er stadig mange behov, der skal opfyldes. Han spørger mig om mange ting i løbet af en dag. Det kan lyde åndet, at det skulle kræve det store af mig. Men det, som det og han kræver, er fuld opmærksomhed. Det vender jeg tilbage til. Situationen lige nu er speciel. Med en hverdag, der førhen var presset, er vi lige nu i en tilstand, vi må kalde undtagelsestilstand. Mere eller mindre. Lad mig prøve at beskrive en karantænedag på vores pludseligt meget trange kvadratmeter.

Jeg vågner, for det gør Adrian på 1 år. Klokken er 7.30 (tak til sommertid). Ivan på 5 år bobler videre. Adrian og jeg går i køkkenet for at lave morgenmad. Jeg tager min telefon med, det gør jeg normalt ikke. Jeg tager den med, fordi at forventningen til lærerne nu er, at vi er i daglig dobbeltrettet kontakt med vores elever. Så der står jeg med næsen begravet i min telefon, alt imens, jeg hælder mælk på havregrynene. For jeg prøver lige at pleje både mine hjemmelavede og mine ikke-hjemmelavede børn. Det tager jo bare lige 6-7 minutter at svare på mails og sms’er. Og det vender jeg så også tilbage til. Ved morgenbordet vælter det med havregryn, banan og gennemblødte rosiner. Jeg prøver at liste mad i begge drenge, imens jeg selv kværner en skål havregryn. Jeg har i sms’ens hede glemt at lave kaffe, og nu er det ligesom bare for sent. Vi er ved morgenbordet, og det er helligt. Ingen rejser sig! Jeg kan ud af øjenkrogen se min computerskærm lyse op ovre på skrivebordet. Jeg ved, at vi har møde om fagfordeling i dag, men det er først senere. Det er nok dagens mail fra min leder, den tikker ind om morgenen med status på nødpasning, status på rengøring på skolen (?) og den slags. Alt er på en eller anden måde blevet statusopdateringer, vi skal tjekke og sende ud. Meget ensidigt. Og der forsvandt min hjerne, lige midt i morgenmaden. Ivan spørger mig om noget med et eller andet havdyr, tror jeg. Jeg svarer ja, for jeg har ikke hørt, hvad han har sagt, og nej er sådan et kedeligt svar. Men det er helt tydeligt et forkert svar. Jeg prøver at aflede ham og hans lillebror, så de ikke opdager, at jeg er uopmærksom, men det virker ikke. Og så bliver jeg irriteret. På mig selv – men det forstår sådan nogle størrelser jo ikke. Den yngste springer ud af sin stol, jeg går til min computer. Den ældste bliver siddende og funderer over det skide havdyr.

Ingen har tøj på endnu. Det vil sige, børnene har nattøj på. Jeg har en trøje på fra i går aftes. Og det er det. Jeg prøver at lokke lidt med Gurli Gris, men ingen bider på. Jeg kan ellers se, at jeg har fået en mail, jeg er nødt til at besvare. Det tager selvfølgelig også bare et par minutter. Det ender med at tage 12, alt imens, at jeg prøver at bedøve en isbjørn, der åbenbart er indlagt på bamsehospitalet med et brækket ben. Det vælter ind med bamser i dag, siger overlægen. De er snart overbelastet. Note til mig selv: sluk for radioen. Små gryder har bestemt også ører.

Da alt der her startede, stak jeg som noget af det første en finger i jorden hos mine elevers forældre: hvad har I af behov. Jeg ville med det samme gerne have en fornemmelse af, hvad behovene var hos de enkelte, så jeg kunne planlægge og differentiere min fjernundervisning. Cirka 10 dage inde i karantænen bliver forventningerne til lærerne så skærpet. Der forventes denne dobbeltrettede kontakt, dagligt. Med alle børn og forældre. Undskyld, forælder. I er, ved jeg, for jeg er selv forældre, lagt helt ned. I var mange, der havde bedt om lidt fred, og jeg forstod, om nogen. Men nej. I et forsøg på at få alle med på kontaktvognen tilbyder jeg, at børnene kan sende daglige karantæne-dagbogs sms’er til mig. De tikker så ind med tekst og billeder fra 6.30-21.30. Samtidig kører vi grammatikopgaver på nettet og det almindelige bogsystem Fandango med læseforståelsesopgaver. Der skal selvfølgelig forklares, hvad de skal og hvordan. Og der skal gives feedback til alle. Og imens jeg lige forklarer pr. mail, hvordan man får adgang til grammatiksiden vælter Adrian ned fra sofaen. Godt, vi har en bamselæge i huset. Jeg lægger computer og telefon lidt væk. Begge mine drenge skriger efter mig på hver deres måde, og jeg ved, at jeg har udsigt til to timer foran skærmen senere, når der er inviteret til onlinemøde. Hvad jeg ikke ville give for et bad. Det må blive, når min yngste sover lur midt på dagen. Inden mødet 13.30, som er halvt inde i luren.

Jeg sætter mig i sofaen med begge drenge, og de falder øjeblikkeligt til ro. Jeg begår den kæmpe fejl at tro, jeg nu kan lave mig den kop kaffe, jeg tydeligt mangler. Alt bliver igen kaos. Jeg tager en drastisk beslutning om, at mayhem er nu, og at jeg derfor alligevel ligeså godt kan skrabe de ikke længere så gennemblødte rosiner af gulvet. Jeg kan dufte, at espressokanden har præsteret, og samtidig er klokken nu blevet formiddagsmad. Jeg rydder morgenmaden af bordet, svarer et par børnesms’er og serverer to boller med pålæg, lidt banan og en skål yoghurt. Det bliver til deling, da opvaskeren ikke har kørt. Vi cykler en tur i skoven, hvor jeg lige kan nå at foretage et opkald på vejen derned og et igen på vejen tilbage. Så frokost. Røræg, rugbrød og en spaghettirest fra i går. Jeg skovler febrilsk drengenes rester indenbords, imens jeg rydder af bordet. Ivan spørger mig, hvorfor jeg har en lillesøster. Og om man kan være ældre, men samtidigt lavere end nogen. Eller noget, der minder om det. Igen får jeg svaret noget helt forkert, taget hans slukørede mine i betragtning. Indtil videre har jeg været en skod mor i dag. Klokken er 11.30. Adrian falder i søvn på armen, imens jeg tømmer opvaskeren. Jeg tørrer ham af i sengen og går ud og rydder færdigt af. Tager et bad. Smider mig i arm med Ivan i sofaen iført badekåbe, en børnebog og ignorerer alt, der har et tastatur i 30 minutter. Klokken bliver 13.30, og der er møde. Vi er vel godt 40 mennesker online. Jeg har lige nået at tage en trøje på. Bukser bliver stadig i et andet liv. Adrian vågner lige som mødet starter, da jeg ved et uheld får skruet helt op for lyden af min leders mikrofon. Godmorgen, mit dejlige, sure barn. Så skal der serveres igen, imens jeg prøver at forstå nogle nye regnestykker i forbindelse med fagfordelingen. Skærmen kører med slides, skærmdeling og jeg ved ikke hvad, og jeg skovler lidt forskelligt i hovedet på begge børn. Fatter hverken, hvad min leder siger eller mine børn. Måske har jeg endelig tabt den fuldstændig? Altså forstanden.

Læs også

Kan du høre mig?

Knap to timer, to raserianfald, et smadret glas og en banan i sofaen senere, er mødet slut. I mellemtiden har nogle af mine elever afleveret grammatikopgaver online, de skal lige have en mail. Det ender med at tage al min opmærksomhed i 9 minutter. Vi springer i tøjet (det lyder nemt, det er det ikke) og cykler til stranden for at samle sten. Jeg efterlader alle tastaturer derhjemme. Ah havet, jeg har ikke mistet forstanden alligevel. Vi deler en pakke kiks i sandet, og jeg bliver overvældet af strøtanker. Gud, fik jeg svaret min kollega i morges? Jeg har stadig vådt hår fra badet. Smart med lidt lufttørring. Tænk, hvor er vi heldige at være så meget sammen. Er det egentlig tirsdag eller fredag? Nå, hjem igen, klokken er aftensmad, og jeg skal i køkkenet med begge korte herrer. Ivan laver agurkestave, som Adrian kløjs i, det kører. Jeg smider et fad med grøntsager og fisk i ovnen og vasker lidt op undervejs. Klokken er nu 17 og begge børn er herresultne. Igen prøver jeg at lokke med lidt Gurli Gris, men der er stadig ikke bid. I stedet får de lov til at vaske op for mig. To tallerkner smadrer og der er vand overalt, men jeg når at besvare 4 mails. Det går vel lige op. Klokken 17.30 er vi til bords, igen uden blåt lys fra skærme. Pludselig kan den ene ikke lide fisk, og den anden får momentært spastiske lammelser. Der er ikke noget bedre end at spise med sine børn. Jeg ender med at spise min kolde portion fisk halvt inde over vasken med begge børn åndende i nakken. Herefter går det pænt stærkt. Der skal ryddes af, bades børn, klippes negle, for guds skyld ikke fingre, børstes tænder, køres en tøjvask, gives nattøj på, læses historier og puttes drenge. Klokken 20 er der ro, og jeg kan ordne huset efter endnu en dag. Først nu opdager jeg, at Adrian er faldet i søvn med en gryde og to gafler under sin dyne. Og Ivan har vendt både natbukser og -bluse forkert. Bagateller. Nu skal jeg lige arbejde og så sove.

Et par timer senere ligger jeg så i sengen og tænker, som alle jer andre. Det skide regnestykke. Hvordan gik dagen i dag? Lidt elendigt, lidt godt. Hvem er det, jeg løber så stærkt for, forældre, børn eller regering? Jeg er helt klar over, at der er udsatte børn, som lige nu er mere udsatte end nogensinde. Men jeg kan slet ikke se, at deres forældre skulle blive mindre frustrerede af, at jeg vælter ind på alle deres platforme. Jeg kender ikke løsningen, men sikke en tid. Pas på jer selv. Mine egne børn bøder noget, men vi har det godt nok også dejligt, os tre. Når jeg sidder der på stranden, er alt okay. I morgen kommer min eksmand og spiser om aftenen. Det bliver godt med lidt selskab, tænker jeg. Og vin. Ja, jeg står jo lige midt i en skilsmisse og en nylig flytning. Og en karantæne. Og et fuldtidsjob plus det løse. Jeg taler mere med børn end med voksne. Hvor skal det ikke ende?

For det ender. De minutter, hvor det hele kokser, de kommer aldrig tilbage. Der kommer nogle andre. Sådan er livet. Måske tænker du, at jeg er et skvat og burde kunne rumme opgaven. Og det er jeg måske, og det skal jeg nok. Men elastikken er efterhånden en smule stram, bevares. Jeg bruger muligvis kun nogle minutter hist og her, udover møder og timerne, når børnene sover, men det er minutter, hvor jeg bliver revet helt ud af, hvor jeg egentlig er. Der kokser det. Og på den lange bane er det noget af det, jeg kan få svært ved at holde til; at jeg ikke kan give Ivan den opmærksomhed, han både fortjener og ønsker. At Adrian vælter ud af køjesengen, fordi jeg kortvarigt besvarer en sms fra et barn, der ikke er mit eget. At min samvittighed er tungere end min gedigent stigende karantænevægt, fordi jeg ikke mestrer hverken min moderlige eller min faglige opgave/byrde. Jeg er splittet og opløst og skal efterhånden finde en bedre løsning. Inden det er for sent. Enten fordi karantænen (oh ve) ender – eller at jeg taber fatningen, sådan endeligt.

Læs også

Maja Claver – Alenemor

Jeg har maksimal forståelse for, at alle er ramt lige nu. På ensomheden, på økonomien, på tilstrækkeligheden, på samvittigheden, på tålmodigheden, på overskuddet, på kærligheden. Nogen mister ægte, levende bedsteforældre og forældre, søstre og brødre. Nogen mister forstanden. Jeg ser jer, og jeg forstår jer, så godt jeg kan. Husk at forstå mig og hinanden – og forstå, at det får en ende. Karantænen, altså. Ikke hverdagen. Den arbejder vi så på at elske endnu højere, når vi vender tilbage.

Tekst Karoline De Lony Foto Liv Winther