Cathrine Wichmand: “Vi skal ikke nøjes, bare fordi vi har menstruation”

Igennem flere års fertilitetsbehandling, ønskede Cathrine Wichmand at give sit underliv en pause, og det blev startskuddet for Flow Intimates. Her fortæller Cathrine om at hellige dagene før menstruationen til ro og hvile, og om hvorfor vi ikke skal nøjes, når vi bløder

 

Hvad har intentionen været for at skabe Flow Intimates?

“Da jeg selv havde født mit andet barn, kunne jeg mærke, at jeg havde bruge for at give underlivet en pause efter flere år med fertilitetsbehandlinger, graviditeter, fødsler. Jeg ledte efter et alternativ til min menstruationskop, så jeg kunne sætte mit underliv helt fri. Jeg prøvede et par menstruationstrusser og skønt funktionen i lige dem ikke virkede for mig, så var det bare en game changer. Selve konceptet –  at være fri. Så jeg begyndte at researche og besluttede mig for at lave dem, jeg selv syntes, manglede på markedet: Et par menstruationstrusser som var ordentligt produceret under etisk fine forhold (GOTS-certificeret fabrik i Tyrkiet) og som ikke gik på kompromis med min æstetik. Med menstruationstrusser kan du bare bløde ned i dine rare trusser og være til i verden, uden nogen risiko for at udsætte underlivet for hverken kemi eller parfume eller lignende man ellers finder i nogle menstruationsprodukter. Vi skal ikke nøjes, bare fordi vi har menstruation.”

Hvad er dit eget forhold til din menstruation?

“Det har ændret sig markant over årene. Jeg fik menstruation som 11-årig og var alene de første par år. Det var år med store smerter, så jeg måtte blive hjemme fra skole og skamme mig over at være the odd one, der badede på lærernes badeværelse efter idræt. Så snart jeg kunne få p-piller som 15-årig, så spiste jeg dem – i mere end et årti. Det hjalp på smerterne, men skabte jo en form for kunstig menstruation uden ægløsning.

Da jeg endelig stoppede med p-piller som 27-årig for at lave børn, så fandt min mand og jeg ud af, at det slet ikke kunne lade sig gøre uden hjælp. Og så fulgte et par år, hvor jeg både græd over at få min menstruation – for så var jeg igen ikke gravid, og længtes efter den – så vi kunne starte ny behandlingscyklus. Så det gav flere år med et ekstremt fokus på den lille blødning. Siden har vi fået to små børn gennem ICSI, og nu ser jeg for første gang i mange år med ren omsorg og kærlighed på dagene omkring min menstruation. De bliver mere og mere hellige for mig – kroppen skal hvile og have ro.”

Hvordan bruger man menstruationstrusser?

“Menstruationstrussen er et vidunderligt genanvendeligt alternativ til alt det ‘engangs’, vi ellers kender på området. På et liv bruger man i snit 11.000-14.000 bind – det er meget affald! Når du får dem hjem med posten, så vasker du dem og tørrer dem på tørresnoren. Når din menstruation nærmer sig, så kan du tage trusserne på, så du er forberedt og ikke bliver overrasket ude. Og når menstruationen så kommer, så bløder du direkte i trusserne, og når du kan mærke, at de begynder at føles fugtige i toplaget, så skifter du trusse. Det brugte par skylles så i koldt vand, til vandet løber rent, og så hænger du dem på tørresnoren til, når du er klar til at vaske dem på 30 grader med resten af dit tøj. Dagens vaskemidler er mere end effektive til at vaske dem rene, og det kolde vand nedbryder blodets struktur. Forbrugermagasinet Tænk lavede en menstruationstrussetest, og havde Michael René som er lektor i fødevarevidenskab og underviser i rengøringskemi til at svare på, om det er nok at vaske ved 30 grader – og ja, det er det. Blot de skylles i koldt vand først.”

Skal menstruationstrusserne skiftes i løbet af dagen?

“På vores lille kontor er det forskelligt for os, hvor ofte vi skifte. Typisk er ens blødning også foranderlig under ens menstruation. De fleste af os har en heavy dag fx på 2. eller 3. dagen. Men typisk vil det være et skifte morgen og aften, og så på de mest heavy dage et skift til. Både Flow 1 og 2 er lavet til moderat flow, dvs. svarende til 1-2 regular tamponer eller 5-10 mL væske, men de færreste af os ved, hvor meget vi faktisk bløder. Hvis du bløder meget kraftigt, så kan du overveje at kombinere med en kop eller vente på vores heavy bleed-trusse, som kommer i 2023.”

Flow Intimates kommer i størrelser fra XS-XXXL – hvordan ved man, hvilken størrelse der er rigtig for én?

“Du skal tage din almindelige størrelse, og ligger du mellem to størrelser, så tag den større størrelse. Det er ikke rart med trusser, der klemmer om maven under menstruation.”

Hvor mange par anbefaler I, at man har?

“Det kommer lidt an på, hvilke vaskeforhold du har. Har du egen vaskemaskine er det lettere at vaske undervejs. Men 5-7 par er rigtig godt, så kan du regne med at vaske dem ca. 2-3 gange i løbet af din cyklus på en uge, afhængigt af blødningsmængde. Men jo flere par, jo nemmere praktik. Og de er altså også rigtig fine efter fødsel, når man når over den første mere klumpede tid, og de kan også være en god makker, hvis man lider af lettere inkontinens.”

Foto Alona Vibe og Petra Kleis

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *