Busters (nye) Verden | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

Busters (nye) Verden

Meet’n’greet

Selvstændig konsulent og skribent Sine Gerstenberg bor i en lejlighed på Frederiksberg i København med sin mand og deres tre børn.

 

Skribent Sine Gerstenberg skriver om, hvordan COVID-19 har påvirket hendes søn Buster og om den opgave, vi forældre har i at give vores børn tilliden til, at coronakrisen var undtagelsen og ikke den nye regel.

 

“Hvornår kan vi snakke om noget andet end Corona?,” stønnede Buster. Vi sad i bilen på vej i Netto. Bare os to, som vi altid gør det, når vi er i sommerhus. Når man er mellemste barn i en flok på tre, må man opfinde oaser af tid alene med sin mor, og heldigvis for mig er vi begge begejstrede for at købe ind til aftensmad, fredagsslik, eftermiddagssnacks og gæstgiveri. Vi har sågar en fast fordeling. Den 8-årige bestyrer slikudvalget, chips-beslutningerne og han afgør, om det er hyldeblomst- eller solbærsaft, vi skal have med hjem. Og så scanner han hylderne med spotvarer for absolutte nødvendigheder som vandkanoner, frisbees, slim og pruttepuder. Jeg står for agurk og havregryn, pastaskruer og rosé. Og så er vi fælles om lede efter en eller to uartige sager også. Enhjørning-cheerios. Rouladen med smørcreme. Eller de der Sun Lolly juice, der er meget lidt økologiske og derfor særligt vidunderlige. Ritualet har været det samme i årevis, men da vi lige som flere andre familier rykkede i sommerhus, da Corona-krisen flyttede ind i vores hverdag, var noget uigenkaldeligt anderledes.

 

LÆS OGSÅ ARTIKLEN 11 Gode råd til den bedste sommerferie

 

Vi har normalt høj musik på, når vi kører den lille tur til Vejby, og selvom jeg har prøvet at opdrage Buster til at elske mine barndomshelte, fra Cypress Hill og Public Enemy til PJ Harvey og Portishead, så synes han at jeg skal introduceres til hans foretrukne soundtrack. Med andre ord det, vi kan finde på Radio Nova: Christoffer, Post Malone, Ariana Grande og Justin Bieber. Men lydtapetet kunne vi ikke længere styre. For hver gang vi prøvede at gemme os i gentagelsen lille magi, blev vi revet tilbage til virkeligheden. Nye opdateringer med antallet af døde, prognoser for arbejdsløshed og udsigter til endnu flere aflyste konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper skyllede ind over os. Min lille søn kun ikke få fred til at holde fast i det anker af ubekymrethed, der burde være barndommen forundt: visheden om at verden er et godt sted at være, at de voksne ordner det hele, og hvis jeg børster tænder, spiser mine gulerødder og for det meste hører efter i skolen, så går det hele nok.

 

Da vi ankom til Netto, indså jeg, at jeg i virkeligheden havde taget ham med til noget, der lignede et filmskud til TV-serien Black Mirror. Og endnu vildere: han var blevet en statist, der ikke afventede instrukser, men som troskyldigt gik hen til håndspritten, iførte sig gummihandsker, klistrede sig til mig og vores indkøbsvogn og helt undgik supermarkedets andre gæster. Han gjorde præcis det, som han skulle, helt uden at jeg skulle sige noget til ham. Og min egen indre 8-årige græd lidt over, at den sorgløshed jeg syntes han fortjente, var blevet snuppet fra ham. For når Corona-krisen og dens efterdønninger er kommet på afstand, så er verden stadig ikke uskyldsren eller grøn af håb. Så skal hans generation betale regningen for vores overforbrug, miljøsvineri og manglede lyst til at ændre på vores vaner og levestandard.

 

Enhver forældre har i denne tid haft mulighed for at konstatere, at det er af børn, vi kan lære at være omstillingsparate. De har vist os, hvor hurtigt man kan genfinde normalitet i en verden af kaos. For selvom Buster var hamrende træt af corona-news på radioen og ikke måtte løbe alene hen til spotvarerne i Netto, så  beklagede han sig ikke over den nye hverdag. Sådan var det jo bare. Og omvæltningen havde også foræret ham mere tid til at hoppe på trampolin, køre på udflugt med far til Tegners statuepark på en tirsdag, bygge en hule i køjesengen, høre oplæsning af Narnia-bøgerne og se alle Harry Potter filmene.

 

Da jeg for et par år tilbage interviewede krigskorrespondenten Puk Damsgaard, påpegede hun, at børn altid leger, uanset hvor de befinder sig, hvem de har mistet, og hvor usikker deres fremtid er. I en krigszone bliver der stadig spillet fodbold og “leget far, mor og børn”. Og selvom man ikke ved hvornår næste mine springer eller kugleregn opstår, så skaber de mindste stadig ritualer, griner og opfinder lege.

 

Vores børn glemmer aldrig det granatchok, hele verden oplevede i 2020. Vores opgave er nu, at give dem tilliden til, at det var undtagelsen og ikke den nye regel. At genlære dem magien i at kramme, kysse, være tæt sammen og blive opslugt i eventyr. Og at give dem troen på, at det ikke er deres opgave alene, at sørge for at vi cykler mere, affaldssorterer, genbruger vores tøj, sparer på kødet og vasker hænderne grundigt. Vi skal vise dem, at vi faktisk er opgaven voksen, og kan ændre vores egne usunde vaner, så de kan få deres ubekymrede rutiner tilbage. Den radikale omstilling, der syntes umulig for få måneder siden, har vores børn vist os at vi sagtens kan klare. Skal vi ikke vise dem, at vi vil løfte opgaven af deres skuldre, og tage den på os selv?

 

Tekst Sine Gerstenberg

LeaveCOMMENT

Your email address will not be published. Required fields are marked *