Blestop: Sådan hjælper du dit barn til at smide bleen
Det kan være lidt af et projekt at gå fra puslebordet til toilet eller potte. Hvor meget skal man som forælder presse på? Og hvornår er barnet rigtigt klar? Vi spurgt psykolog Ina Victoria Haller om hendes bedste råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn til at smide bleen
Måske er dit barn selv begyndt at sige til, når han eller hun tisser. Eller har et særligt hjørne, de går hen i, når der skal laves mere i bleen. Eller måske venter børnehaven lige om hjørnet. I hvert fald har du har et barn, der skal til at lære at gå på potte eller toilet selv. Her får du psykologens bedste råd til, hvordan man hjælper sit barn til renlighed på en god måde.
Tag udgangspunkt i dit barns modenhed
”De fleste børn er parate til at smide bleen om dagen, når de er mellem to og tre et halvt år gamle. Men der er ikke to børn der er ens, og det er derfor meget forskelligt, hvornår barnet er klar. Der er flere ting, som man skal være opmærksom på, når man planlægger blestop.
Det er hjernes modenhed, der afgør, hvornår barnet begynder at kunne mærke, at det laver i bleen, og derfor kan et blestop ikke tvinges igennem. Ofte er det afføring barnet mærker først. Hvis man som forælder oplever, at barnet stopper legen “for at lave”, går lidt for sig selv eller måske endda siger til, når det “laver” eller fortæller forældrene, at der er noget i bleen, kan man begynde at finde potten frem eller introducere toilettet. Andre tegn på at et barn er ved at være klar, kan være, at det vågner med en tør ble om morgenen og efter en middagslur. Det kan også være, at jeres barn selv begynder at vise interesse for toiletvaner og gerne vil med, når I går på toilet.”
Vælg en praktisk årstid
”Udover at barnet udviklingsmæssigt skal være klar, så er der også nogle praktiske ting, som man med fordel kan tage med i sine overvejelser omkring et blestop.
Forår og sommer er de mest praktiske årstider at begynde pottetræning. Det er nemmere for barnet at nå på toilettet i tide, hvis der ikke er for meget tøj, der skal af først. Uheld er også nemmere at håndtere, både for barnet og for de voksne, uden for meget overtøj.
Vælg et tidspunkt i barnets liv, hvor der ikke sker en masse andet nyt. Fx skal det ikke være samtidig med suttestop, flytning, skilsmisse eller ankomsten af mindre søskende. Der skal være ro omkring barnet, så forældrene har tiden og overskuddet til det.”
Det skal være en positiv oplevelse at blive blefri
”Det skal selvfølgelig være så god en oplevelse for barnet som muligt at øve sig i ikke at bruge ble, så giv barnet en bukseble på i opstartsfasen, så det nemt kan få bleen af, hvis barnet siger til. Giv også barnet tøj på, der er nemt at få af, fx bukser med elastik i taljen eller nederdel eller kjole. Ikke noget med knapper eller overalls. I starten kan man have faste tidspunkter, hvor barnet går på potten eller toilettet, f.eks. før og efter måltider, inden sengetid, først om morgenen osv.
Langt de fleste børn har uheld i starten, så man skal sørge for altid at have ekstra tøj med og at håndtere situationen så neutralt som muligt, når der sker et uheld. På den måde lærer barnet, at uheld er helt naturligt og ikke noget at være ked af eller skamme sig over.”
Find den måde, der fungerer for jer
”Der er ikke en bestemt metode, der er bedre end andre. Men det skal være en god og rar proces for barnet, så tvang er en dårlig idé og virker ikke. Så længe man er anerkendende overfor barnet, roser det for at prøve og for at øve sig, og ikke for resultatet, så tror jeg ikke, at man kan gøre noget forkert.
Det er også svært at sige, at noget er mere rigtigt end andet, for der er ikke to børn, der er ens. Som forælder er man den, der kender sit barn bedst, så man skal gøre det, der virker for ens barn og ens familie som helhed. Lad derfor være med at gå så meget op i, hvad de andre i mødregruppen eller venner og bekendte har gjort. For så kan man hurtigt komme til at føle, at man gør noget helt forkert, hvis det ikke virker.
Noget der virker på alle børn er “forberedelse”, så når barnet begynder at vise interesse for, hvad der sker i bleen, kan I f.eks. læse billedbøger, der handler om at stoppe med at bruge ble. Derigennem kan I begynde at snakke med barnet om, at det snart skal i gang med at øve sig i ikke at gå med ble.”
Pottetræning skal være hyggeligt
”Potte- eller toilettræning skal være hyggeligt. Derfor kan det være super fristende i opstartsfasen at sætte potten i stuen, så barnet er underholdt af f.eks. tv, mens det vænner sig til at sidde på potten. Men lad så vidt muligt pottetræningen foregå på badeværelset. På den måde forbinder barnet tis og afføring med noget, der foregår på badeværelset. Men igen, der er ikke to børn, der er ens, så gør det der virker. Er det nødvendigt at pottetræning foregår i stuen af hensyn til søskende eller andet – og så gør man bare det.
Når barnet skal vænne sig til potte/toilet er god tid og tålmodighed essentielt. Det lyder jo super nemt, men det ved jeg godt, at det ikke er. God tid er ikke noget, man har i hverdagen som småbørnsfamilie, så en sommerferie kan være et godt tidspunkt at starte blestop.
Tålmodighed kan være svært. Der er jo ikke noget, som eget afkom, der kan få en op i det røde felt, så hvis I er to forældre, så lav aftaler om, hvem der gør hvad hvornår, så I kan aflaste hinanden. Hvis der kun er en voksen i husstanden, kan det være man skal alliere sig med bedsteforældre eller lignende.
Man skal anerkende barnet, når det har været på toilettet, men pas på med at rose alt for meget eller bruge for store ord, da barnet så kan få oplevelsen af at skulle præstere. Ros lige så meget, når der ikke kommer noget i toilettet eller potten, som når der gør. Det er det, at barnet har mod på at øve sig, der er den flotte præstation.”
Tekst Anne Niluka
Meet’n’greet
Ina Victoria Haller arbejder i den private børne- og ungdomspsykiatri og har skrevet flere børnebøger og været med til at udvikle produkter, der støtter børns udvikling og fællesskab
Din kommentar