Bea Fagerholt: “3’eren har virkelig spøgt”

Da Bea Fagerholt, medstifter af To The Moon, Honey, føder sit andet barn, ved hun allerede, at 3’eren skal komme – på et tidspunkt. I efteråret kan hun ikke længere undertrykke ønsket og aftaler med sin kæreste at tage en seriøs snak om det i juleferien. Men en uventet positiv graviditetstest viser sig som tidlig julegave, og i dag er hun højgravid med en lille pige. Her fortæller hun om at drive og vækste en virksomhed som mor til to børn under tre år og hvorfor hun denne gang overvejer en hjemmefødsel.

 

Da Bea Fagerholt i 2017 bliver mor for første gang, oplever hun på egen krop, hvor vigtigt og trygt det er at kunne søge råd og dele sine tanker om moderskabet med andre kvinder.

“Jeg brugte min søster meget, men jeg tænkte samtidig på alle dem, der ikke har en søster eller veninde, de kan ringe til. Og jeg undrede mig over, hvor folk fandt svar og inspiration. Når man googler, og særligt dengang, landede man nemt på mærkværdige platforme, hvor troværdigheden manglede.

Det var først, da jeg selv blev mor, at jeg oplevede, hvad moderskabet var. Og min oplevelse var, at de fleste kvinder skal igennem 90% af de samme ting som nybagt mor, og så er der nogen, der skal igennem noget mere usædvanligt.

Samtidig syntes jeg, moderskabet fortjente en meget større plads i mediebilledet og offentligheden. Hvorfor snakker vi ikke mere om den bedrift, det er at være gravid og føde? Hvorfor deler vi ikke vores erfaringer fremfor at lære det hele på den hårde måde, og hvorfor skal vi allesammen føle, at vi er de eneste i verden? Der kan være enormt meget ensomhed forbundet med moderskabet, men der skal ikke meget til at ændre på den følelse.”

Beas eget moderskab giver således anledning til de spæde tanker om To The Moon, Honey, som Bea lancerer med Liv Winther i 2019.

Det ligger ellers ikke i kortene, at Bea og Liv, der oprindeligt kender hinanden som skønhedsredaktører på konkurrerende modemagasiner, senere skal blive forretningspartnere omkring et moderfællesskab.

Men skæbnen vil, at de for seks år siden føder samme dag, og det bringer dem tættere på hinanden. Bea bor i New York i en del af sin barsel, og da hendes kæreste skal rejse væk i en uge, spørger hun Liv, om hun og hendes søn, Eddie, ikke kommer over på besøg.

“Det er den vildeste blinddate ever!” råber Liv, da hun træder ud af taxaen i Brooklyn. Men blinddaten er så vellykket, at den udvikler sig til et (arbejds)ægteskab og en fælles baby: To The Moon, Honey, som i dag tæller ni ansatte, hundredevis af podcastepisoder, beautybrandet HONEY og størst af alt et moderfællesskab, som intetsteds fandtes, dengang Liv trådte ud af taxaen.

Starten på To The Moon, Honey

“Da vi laver de første interviews til sitet tothemoonhoney.com, er vi altid et team, der kommer ud til kvinderne. Liv fotograferer, og jeg skriver. I oktober 2020 lancerer vi podcasten. I mellemtiden er jeg dog blevet gravid for anden gang. Og to dage efter, podcasten går i luften, føder jeg Woody.

Det var en hektisk tid i mit liv. Men det føltes fint at have Woody på brystet og samtidig være på computeren. Det var så nyt med To The Moon, Honey, og podcasten var helt rigtig. Det var derfor naturligt at fortsætte med at arbejde. Liv tog selvfølgelig over på en masse ting, men der var jo ikke et team at uddelegere opgaver til.”

Men da Woody bliver 6 måneder, bliver det sværere at forene barsel, baby og arbejdsliv. Og det gør det ikke nemmere, at hele verden rammes af en pandemi.

“Lige præcis dér hvor det bliver en større udfordring at have en baby og samtidigt skulle arbejde, ændrer verden sig fuldstændig. Samarbejdspartnere trækker i land, Taus (Beas kæreste, red.) arbejder i døgndrift, og Franks vuggestue lukker. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid det varer, men det er en traumatisk periode for Taus og mig. Vores liv blev et slags stafetløb, vi stod og svarede mails, mens vi forsøgte at få en baby til at sove, og vi diskuterede konstant, hvis arbejde var vigtigst. Samtidig kunne vi ikke få hjælp fra vores familier på grund af corona. Set i bakspejlet kunne vi ikke have gjort det anderledes eller bedre, men det var hårdt.

Der er 2,5 år imellem Frank og Woody, og det var sindssygt krævende. Men fordi arbejdet var sjovt og meningsfuldt, og fordi Liv og Louise (Stenbjerre, red.), som i dag er partner og direktør i To The Moon, Honey, er de bedste kollegaer, kunne jeg klare det. Det tager jeg også med mig her tredje gang.

 

Gammel kærlighed ruster aldrig…

Men før Bea overhovedet bliver mor, møder hun Taus. Hun er bartender til en studenterfest, hvor Taus er gæst. Han er 21 år, og Bea går kun i 9. klasse.

“Vi lægger mærke til hinanden, men vi taler ikke sammen til festen. De næste år møder vi hinanden mange gange, og som årene går, udvikler vores relation sig. Jeg er dybt forelsket i ham. Vi har en helt særlig kemi, som jeg ikke har oplevet med nogle andre. Vi vidste nok begge to godt, at vi var vilde med hinanden, men jeg tror også, vi i vores underbevidsthed vidste, at vi ikke var klar til at overgive os. I virkeligheden var vi nok bare ret umodne.”

Mere end 10 år efter deres første møde bliver Bea og Taus enige om, at det for alvor skal være dem.

“Det var en sommer, jeg var 26, og pludselig havde han skrevet et brev til mig, hvor der stod, at han ville være sammen med mig. Den side af ham havde jeg aldrig set før.

Dagen efter inviterede han mig ud og sejle og derfra startede et nyt kapitel i vores historie. Kort tid efter flyttede vi sammen, først i min lille lejlighed på Nørrebro, og derefter købte vi min mormors gamle lejlighed sammen. Et år efter ventede vi Frank.”

Moderskabet er en kilde til selvudvikling 

“For mig var det det mest naturlige at blive mor til Frank. Jeg føler ikke, at jeg blev et nyt menneske af at blive mor. Men som årene er gået, kan jeg mærke en ændring. Jo ældre børnene bliver, desto bedre lærer jeg mig selv at kende. Og det er især også i takt med mit arbejde med To The Moon, Honey, som jeg selv bliver klogere af. Jeg oplever virkelig, at moderskabet har et kæmpe potentiale i forhold til selvudvikling.

Dengang jeg gik på barsel første gang i 2017, herskede der lidt en opfattelse af, at det var en udgift for en virksomhed. Alene det at fortælle om graviditeten til sin chef, syntes jeg, mange havde lidt ondt i maven over. Som om man svigtede sin arbejdsplads. Og det var vanskeligt, når man kom tilbage og skulle opretholde kadencen, selvom hele ens verden havde ændret sig. Min oplevelse var at der var vandtætte skotter mellem ens arbejdsliv og forældreliv. Målet var nærmest, at man skulle lade, som om det ikke var sket.

Men siden jeg blev mor til Frank, er der sket en udvikling. Virksomhederne har større fokus på at fastholde talenter, og de ved, hvor stor værdi, det har, når de kvindelige ansatte bliver mødre. Der er mange egenskaber, man helt automatisk får som mor. Man bliver kanoneffektiv, man kan orientere sig i stressede situationer og kommunikere tydeligt. En udvikling, jeg tror, vi kan takke de mange kvinder, der føler, at det er legalt at tale højt om moderskabet og deres behov. Det har alt sammen været med til at ændre tingene.”

En udfordring mentalt at lægge arbejdet fra sig

Selvom man bliver en mere effektiv arbejdskraft af at blive mor, er det alligevel en bedrift og hårdt arbejde at stifte en succesfuld virksomhed, samtidig med man får to (snart tre) børn.

“De første to år af To The Moon, Honey var det en del af præmissen, at Taus’ virksomhed havde vetoret, fordi det var ham, der fik økonomien til at hænge sammen derhjemme. Jeg er vildt glad for, at det kunne lade sig gøre at undvære min løn. Men det betød også, at det oftest var mig, der afleverede og hentede.

Nu har balancen udlignet sig mere. Taus er nået til et sted i sit iværksættereventyr, hvor han kan være mere til stede på privatfronten, og jeg kan derfor arbejde noget mere. Det er ham, der sidder i forældrerådet, han afleverer og henter også mere og kommunikerer med pædagogerne. Så gør jeg en masse andre ting på hjemmefronten, men jeg føler, vi har fundet en rigtig god balance.

Det har altid været en prioritet, at vi gerne vil være meget sammen med vores børn. Men når alt kommer til alt, så har man jo ikke så meget tid med sine børn, når de også går i institution. Sådan er vores samfund skruet sammen. Jeg hører tit en indre stemme, der fortæller mig, at det er en mærkelig måde at have børn på.

Til gengæld har jeg nydt godt af at være selvstændig. I begyndelsen havde Liv og jeg en fælles forståelse af, at vi henter vores børn tidligt. Der er ikke noget ved at blive selvstændig og ikke tjene en øre, hvis ikke vi kan hente vores børn tidligt og udnytte den fleksibilitet. Da Frank var lille, havde jeg en idé om, at vuggestuen lukkede kl. 15. Det var jo den vildeste luksus. Men jo større vores virksomhed er blevet, jo mindre er fleksibiliteten tilsvarende blevet, og desto sværere er det blevet at lægge arbejdet fra sig. På den måde er det selvstændige liv også et tveægget sværd.”

Og netop dét at lægge arbejdet fra sig er en udfordring for Bea.

“Dengang Taus var i gang med at bygge sin virksomhed op, sagde jeg ofte: “Du er her jo ikke”, for selvom han var fysisk til stede, kørte arbejdet altid i hovedet på ham. Nu er det ham, der minder mig om det. Jeg kan sagtens sidde med børnene herhjemme, men der kører som regel en casting til en panelpodcast eller en vigtig beslutning i baghovedet, og det udfordrer nærværet. Det gode er, at jeg har erkendt, at det er en udfordring og er opmærksom på det. Jeg skal så blive bedre til at lægge det fra mig. Men det er svært, når det hele foregår oveni hovedet. Det er ikke lige så let som at slukke sin telefon.”

3’eren har spøgt

Men selvom Bea arbejder 24/7, er drømmen om en stor børneflok ikke forsvundet. Bea kommer selv ud af en familie med fire søskende, og for hende har det altid været det mest naturlige i verden at få mange børn.

“Da jeg havde født Woody, tænkte jeg allerede på, hvornår 3’eren skulle komme. 3’eren har virkelig spøgt. Og når man ved, der er noget, man skal, men man ikke ved hvornår, er det faktisk lidt stressende.”

I lang tid efter Woody kommer til verden, skal Bea dog ikke nævne et tredje barn for Taus.

“Taus har egentlig altid været åben over for tanken og han kommer selv fra en flok på tre, men han er mere realistisk, pragmatisk og praktisk tænkende end mig. Han syntes ikke, vi skulle have et tredje barn oveni i et liv, hvor der umiddelbart ikke var noget tid at tage af. I en lang periode blev jeg heller ikke jaloux, når jeg så en barnevogn. Det vækkede tværtimod den dér fængslende fornemmelse, det også kan være at have en baby. Alt kørte derhjemme, drengene var så store, at jeg kunne trykke på speederen på arbejdet, og vi kunne tage en overnatning uden børn. Vi nød de friheder livet uden en baby indebærer.”

I efteråret bliver ønsket om et tredje barn dog mere og mere present.

“Hver gang der var kaotiske tilstande, for eksempel et barn der ikke ville have sko på eller lignende drama, sagde Taus: ’Og du vil gerne have én til?’ Og nej, det ville jeg ikke lige i det moment.

Men i november kunne jeg mærke, at det var noget, vi var nødt til at tage aktiv stilling til. Jeg blev snart 35, og børnene var nu 3 og 5 år. Jeg sagde til ham, at jeg ikke længere gad den dårlige energi omkring en 3’er. Vi måtte sætte os ned i juleferien og tale seriøst om det. Er det noget, vi vil, og hvordan skal vi få det til at hænge sammen? Vi måtte finde frem til de svar, som Taus havde efterlyst. Det kunne ikke være noget, vi slyngede ud, når der var et barn, der opførte sig umuligt.

Det er lidt til den spirituelle side, men da jeg mærker, at vi bliver nødt til at tale rigtigt om et tredje barn, beder jeg til, at der er nogen eller noget, der vil hjælpe og bestemme det for os. Det føltes angstprovokerende for mig at planlægge det, vælge en ægløsning og gå aktivt efter det. På den måde fik jeg sagt til universet, at jeg var klar og åbnede op for, at en graviditet var velkommen.”

Kiggede ind i ilden i to dage

Men den snak, som Taus og Bea har aftalt at tage i juleferien, bliver af en helt anden karakter.

En sen eftermiddag, hvor de er på vej i sommerhus for at holde juleferie, spørger Taus pludselig Bea, om hun egentlig har fået sin menstruation.

“Jeg trak lidt på det, men jeg vidste, at jeg var jeg gået 2-3 dage over. Nogle dage forinden havde Liv og jeg nemlig siddet til møde på et forlag, som To The Moon, Honey skal skrive en gravidbog med. Liv og jeg plejer at været nogenlunde i synk med vores cyklus, og da hun nævnte, at hun lige havde fået menstruation, begyndte min hjerne at backtracke i forhold til, om jeg kunne være gravid. Alt imens jeg sad og talte om graviditet, blev jeg også meget forpustet. Og netop forpustethed har jeg haft som tidligt symptom i mine to tidligere graviditeter.

Det var meget vigtigt for Taus at få det afklaret med det samme. Jeg kunne nemt have ventet. Men da vi kom op i sommerhuset, puttede jeg børnene, mens han kørte i Netto for at købe graviditetstest. Vi vidste nok begge to, hvad klokken havde slået. Og rigtigt nok var der to meget tydelige streger på testen. Jeg var gravid.”

Selvom Taus har været tøvende i forhold til barn nummer tre, og Bea altid har ønsket det, reagerer de helt modsat.

“Jeg gik kold og sad som et forstenet menneske og kiggede ind i ilden i to dage. Og helt omvendt var Taus glad med det samme. Han syntes, det føltes godt. Men han kunne godt mærke, jeg var freaked out. Jeg var meget oppe i mit hoved og tænkte på Frank og Woody og på det nye kapitel, der venter. Jeg blev overvældet af et hav af følelser. Det tog noget tid for mig at anerkende, at graviditeten var her og at sige højt, at det var rigtigt. Det, tror jeg, var godt for Taus at høre. Siden har jeg haft det godt og har ikke haft nogle gener overhovedet.”

To drenge og en pige

Beas drenge, Frank og Woody, er nu 6 og 3 år, og hun har altid betragtet det som held, når par med to drenge får en datter tredje gang. Dette held bliver Beas til august, når hun har termin med en lille pige.

“Oprindeligt tænkte jeg, at jeg ikke ville kende kønnet, eller i hvert fald ikke dele det. For jeg kunne ikke overskue folks jubel, hvis det blev en pige, og omvendt folks trøstende tonefald, hvis det blev en dreng. Det er enormt grænseoverskridende for mig.

Jeg ville selvfølgelig gerne have en datter, men jeg kan mærke, der er mange, der tror, at det bliver noget helt andet at få en pige-baby. Men jeg er en full on believer, at børn kommer med en kæmpe personlighed uafhængigt af køn.”

Ønsket om at få en datter handler for Bea mest om den relation, hun som voksen selv har til sin mor. En relation, hun håber på at få – både til sine sønner og kommende datter.

“Jeg ringer til min mor, når jeg har født, når jeg er ked af det, og når tingene brænder på. Men det samme gør min bror. De er et levende bevis på, at en mor og søn kan have et nært forhold. Det er i min verden en stereotyp forestilling, at en søn siger farvel til sin familie, når han får en kone. Men jeg er alligevel meget taknemlig for at få lov til at opleve at være mor til børn af begge køn.”

Venner og fester er lagt på hylden

Mange siger, at tredje barn tilpasser og indordner sig, og at det måske ligefrem er let at få tredje barn. Men sådan tænker Bea ikke.

“Jeg tror, jeg ville blive ubehageligt overrasket, hvis jeg troede, jeg kunne få endnu et barn og bare fortsætte mit liv, som om intet var hændt. Jeg er bevidst omkring at jeg skal rumme et nyt lille menneske og det har jeg kæmpe respekt for. Der kræver noget tid, som skal tages fra noget andet.”

Overvejelser om, hvordan Bea og Taus skal få ligningen til at gå op, med egen virksomhed og tre børn, er de ikke nået til endnu. Men at der ikke bliver meget tid tilovers til fester og venner, er Bea ikke nervøs for. Den slags har hun for længst vinket farvel til.

“Allerede nu er der lange perioder, hvor jeg ikke kan være noget for andre end min familie og mit arbejde. Venskaber, sociale arrangementer og fester er blevet lagt på hylden. Jeg har ofte haft følelsen af at være en dårlig veninde og søster og tænkt, at jeg burde være der noget mere.

Da Frank var lille, var vi meget mere sociale, og vi så ofte venner og spiste ude i hverdagen. Men med barn nummer to og corona forsvandt den slags. Alle vores venner har også travlt. Til gengæld ved jeg også, at det er en fase af livet og tiden, hvor man igen kan være mere sociale og rutinerne ikke er så dominerende, kommer tilbage i takt med, at børnene bliver større.”

De små ting nærer sanserne

I en i forvejen travl hverdag, som også snart hilser et nyt lille liv velkommen, husker Bea alligevel at passe på sig selv. Det gør hun ved at nyde de små ting i hverdagen.

“Mange forbinder selvomsorg med 60 minutters massage eller en weekendtur. Men det kan også være at lægge rent sengetøj på sengen, drikke en dejlig kop the, kigge på en smuk buket blomster eller lave god mad. Den slags ting nærer mine sanser og tanker mig op. Det er også lækkert med et karbad eller en god serie og en skål is. Jeg tror, det er vigtigt at anerkende, at det også er de små ting, der gør en forskel. Det virker selvforstærkende. Jeg er i hvert fald blevet bedre til at have opmærksomhed på de små ting, der er med til at give mig overskud og energi.”

Og når vi taler om selvomsorg, kommer Bea naturligvis ikke udenom sit daglige ritual.

“Jeg renser min hud hver aften. Vi har lavet skincare-produkterne HONEY, fordi vi ved, at det er vigtigt, at kvinder vender blikket indad og prioriterer sig selv – om ikke andet, bare for en stund. Vi er store fortalere for, at det ikke behøver tage mange minutter på en dag.

Hvis ikke jeg husker det, bliver jeg kortluntet og irritabel. Og det kommer hurtigt til udtryk med små børn. Jeg kan mærke det, hvis jeg ikke har overskud til at give børnene de ekstra tre minutter, som det tager, hvis de vil gøre noget på deres egen måde. Eller hvis jeg ikke kan overskue, at Woody vil gå ned af køkkentrappen på numsen. Så er jeg ude af vatter.”

Selvstændig på barsel

 “Det er en lidt anden kabale, der skal gå op når man er selvstændig og skal på barsel. Jeg føler vi har lagt en god plan, hvor jeg kan trække stikket helt for en periode og så starte op igen i et stille og roligt tempo med det der kan lade sig gøre med en baby på armen.

Jeg kan også trække på min erfaring fra min barsel med Woody, og jeg ved præcis, hvad der får læsset til at tippe. Det er jeg meget bevidst om, men jeg er også meget bevidst om, at det formentlig er min sidste baby. Man kan tro, at man er meget uundværlig, men det er man ikke. Det er en god læring, at ting løser sig.

Det er også en stor luksus at kunne tune ind på det nære. Frank starter også i skole til august, så der sker to store forandringer i vores liv på samme tid. Det føles vigtigere end nogensinde, at jeg vender blikket ind mod familien.”

Tredje gang er anderledes

”Jeg har været mere bekymret i de første måneder af min graviditet end jeg har været med de andre. Men derudover har den lignet mine tidligere meget, jeg har haft det virkelig godt hele vejen igennem og været forskånet for de klassiske gener. I dag ved jeg, at det langt fra er tilfældet hos alle, og det har givet mig en taknemlighed. At jeg har haft det så godt, har samtidig gjort, at jeg har måttet minde mig selv om at huske at tage nogle pauser, gå tidligt i seng, få min søvn og slå benene op når jeg kommer hjem efter en lang dag. Det har været mere vigtigt for mig denne gang at passe godt på mig selv. Jeg har ofte sagt til mig selv at bare fordi man kan, betyder det ikke at man skal.

Under alle mine graviditeter har jeg talt til babyen i maven, mest fordi jeg har fundet det naturligt. I dag synes jeg den prænatale tilknytning er vildt spændende, og der er også meget, jeg ville ønske, jeg havde vidst med de andre, som jeg ved nu. Både betydningen af at kommunikere med barnet i maven, men især også vigtigheden af at få hvilet, skåne mig selv for stress og være bevidst om, hvilket miljø og humør baby svømmer rundt i.”

Overvejer hjemmefødsel

”Da jeg ventede Frank, gik jeg til gravidyoga hos Laila Torsheim, og det var vildt skønt. Med Woody fik jeg ikke rigtig dyrket noget eller meldt mig til fødselsforberedelse. Der har været fart på under denne graviditet og jeg føler tiden er fløjet afsted. Jeg har nydt godt af at se ‘min private jordemoder’ Camilla Brinch, der sidder med i vores Efterfødselssamtaler på podcasten, jævnligt. Hende har jeg lige kunne vende nogle spørgsmål med og det har været luksus. I forhold til forberedelsen denne gang har jeg endelig fået læst læst Ina May Gatskins bog Guide to Childbirth, som både består af fødselsfortællinger og giver en god faglig viden om fødsler. Jeg har også taget kontakt til en jordemoder, der har udarbejdet en hypnosemetode, som jeg er spændt på at give mig i kast med. Vi har ikke haft første session endnu, men det handler meget om at mærke baby og kommunikere med den og så bruge hypnose som en del af smertehåndteringen.”

For første gang i sin egen fødselshistorik overvejer Bea en hjemmefødsel. Et ønske, der hænger tæt sammen med de mange efterfødselssamtaler, hun har haft de sidste tre år.

“Det er blevet en stor del af mit liv at beskæftige mig med fødsler og jordemødre, og jeg er gennem årene blevet meget klogere på emnet. Og det er klart, at jeg tager den viden med mig, nu hvor jeg selv er gravid igen. Jeg har altid været fascineret af fødsler, og jeg har aldrig frygtet mine egne. Jeg har følt mig tryg og godt tilpas på hospitalet, der er noget rart ved at få det klaret derinde, hvor man bliver sørget for, og der bliver ryddet op. Men jeg går nu og leger med tanken om at føde derhjemme denne gang.

 

Mine to fødsler er forløbet relativt hurtigt, og Woodys fødsel varede 14 minutter, står der i journalen, så under denne graviditet har jeg tænkt meget over det her med at ’nå’ hen på hospitalet. Tanken om at stå og have mange veer i transit, for eksempel i bilen eller elevatoren, tiltaler mig heller ikke.

Mit indtryk er dog, at der er en del praktik forbundet med at føde hjemme. Vi skal have styr på fødekar, lagner, håndklæder, og hvem laver kaffe til jordemoderen – det lyder dovent at sige, men måske kan jeg ikke overskue det. Alligevel er der en stor del af mig, der synes, det kunne være sjovt at prøve en hjemmefødsel.

Det må også være fedt at kunne kravle op i sin egen seng, når man lige har født. Og når jeg har talt med de mange kvinder, der har haft en fantastisk oplevelse ved at føde hjemme, kan jeg helt forkælet også have lyst til at prøve det. For jeg er ret sikker på, at det bliver min sidste fødsel, så hvorfor ikke ryste posen? Uanset hvad, så glæder jeg mig til at føde, ligesom jeg har gjort de andre gange. Jeg synes det er det vildeste nogensinde.”

Tekst Julie Teglhus, Foto Sissel Abel