Amalie Bendixen om en graviditet der har budt på både stor sorg og glæde
I april 2023 mister Amalie Bendixen sin lille søn, Sirius, som hun føder i uge 17. Tabet efterlader hende med et kolossalt savn og en sorg, hun har svært ved at se sig ud af. Fire måneder senere står hun alligevel med en positiv graviditetstest igen. Her fortæller hun om, hvordan 2 streger på en test ikke heler savnet efter Sirius, og om en graviditet præget af modstridende følelser
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Før jeg blev gravid med Carmen, var jeg gravid med tvillinger, som jeg mistede i henholdvis uge 6 og uge 10. Jeg fik en udskrabning i uge 10 og måneden efter fik jeg menstruation og blev gravid med Carmen i samme cyklus. På grund af abortererne var jeg meget nervøs. Jeg havde også mange plukkeveer, og i uge 19 fik jeg pludselig rigtige veer. Jeg kom på Rigshospitalet, hvor de gav mig muskelafslappende medicin, og veerne gik i sig selv.
I perioden efter forsøgte jeg at passe bedre på mig selv, men jeg blev ikke sygemeldt. Det fortryder jeg i dag, men jeg stod i en usikker jobsituation på grund af en hjernerystelse, jeg fik i 2017. Derfor kløede jeg bare på. Indimellem kan man føle, at ens job er det allervigtigste. Sådan har jeg haft det flere gange i mit liv, og jeg kan stadig have svært ved at sige fra og sætte grænser, hvis jeg ikke er opmærksom. Heldigvis endte graviditeten godt, og min elskede Carmen kom til verden seks dage over termin.
Tabet af Sirius
Da vi begyndte at drømme om at få vores andet barn, var det pludselig svært at blive gravid. Vi prøvede i et år uden held. Vi kontaktede en fertilitetsklinik, og en uge inden jeg skulle have en gennemskylning af mine æggeledere, fandt jeg ud af, at jeg var gravid. De tidlige scanninger gik godt, og det gjorde nakkefoldsscanningen også, men min doubletest var afvigende. En efterfølgende moderkagebiopsi gjorde det klart, at han desværre ikke var rask. Jeg fødte derfor min søn i uge 17 i april sidste år. Hans navn er Sirius, og han var det fineste lille barn. Det er den hårdeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Jeg følte mig meget knyttet til ham og havde mærket liv siden uge 13. Derudover var det en enormt svær tid, da en af mine bedste veninder og partner i Astropod, Marianne, var højgravid, og hun fødte to dage efter Sirius’ bisættelse. Jeg undede hende det naturligvis, men det var svært at være i. Jeg var glad på hendes vegne, men jeg oplevede også en misundelse forbundet med, at hun fik et lille barn, kort efter jeg havde mistet mit. Det var en sorg for mig, at jeg ikke kunne være der for hende og glæde mig mere på hendes vegne, for jeg vidste godt, at jeg ikke fik Sirius tilbage ved ikke at glæde mig på hendes vegne.
Jeg havde aldrig før haft det så dårligt, og jeg vidste ikke, hvad der skulle hjælpe mig. Men det, der hjalp efter aborten med tvillingerne, var at blive gravid med Carmen. Fertilitetsklinikken og lægen anbefalede os også at gå i gang igen hurtigt. Og allerede en måned efter fødslen fik jeg min menstruation og kunne begynde at prøve.
Jeg tog, ligsom med Sirius, ægløsningstests i et væk, så jeg var ikke i tvivl om, hvornår jeg havde ægløsning. I begyndelsen af august, kun en uge efter min ægløsning, var jeg til bryllup, og det lyder måske hokus pokus, men jeg kunne mærke, at jeg var gravid. Da jeg var gået 2 dage over tid, turde vi endelig at tage en test, og den var positiv. Først blev jeg glad og lettet, for hver gang jeg havde fået min menstruation efter tabet af Sirius, rippede det op i min sorg. Men hurtigt blev glæden erstattet af en frygt for at miste, som har fulgt mig hele graviditeten.
Jeg blev tilbudt en tidlig scanning i uge 9, og så fik jeg valget mellem en moderkagebiopsi i uge 10 eller en NIPT-test i uge 12 efter nakkefoldsscanningen. Vi valgte at få lavet en NIPT-test i det private i uge 9. Efter en uge kom svaret: “Det er en pige, og hun er rask.” Men jeg turde ikke tro på det. Efter en veloverstået nakkefoldscanning takkede jeg derfor også ja til en NIPT-test i det offentlige, som også kom tilbage med samme resultat. Det gjorde, at jeg ligeså stille begyndte at tro på det.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Det har været en svær graviditet med mange modsatrettede følelser, der har skullet sameksistere. Med Carmen og Sirius var jeg også bange for at miste på grund af aborterne med tvillingerne. Men denne her graviditet har helt sikkert været anderledes svær – både fysisk og psykisk. Min læge har fortalt, at det hormon, relaxin, som udvider ens ligamenter, er på sit højeste i 1. og 2. trimester, og alene i 2023 har jeg næsten nået at gennemgå 1. og 2. trimester ad to omgange. Min krop havde derfor ikke nået at finde et normalt relaxin-niveau efter min sidste graviditet, inden den igen begyndte at producere det i store mængder. Jeg oplevede det ved, at jeg forstuvede begge ankler efter en stille og rolig gåtur; uden at have vrikket om. Mine led blev til glas og det har været meget belastende ikke at have almindelig bevægelsesfrihed.
Uden tvivl har det sværeste dog været dualiteten i at savne det barn, vi har mistet, og glæden ved at være gravid igen. Jeg ville i starten allerhelst have Sirius tilbage, men da jeg fik at vide, at jeg venter en pige, blev det tydeligt for mig, at det ikke er Sirius, der kommer. Jeg har altid kunnet mærke mine børns personligheder allerede i graviditeten, og hende her føles mere praktisk, enkel og jordnær. Med Sirius var det anderledes. Han gav mig en enorm ro og føltes som en vis sjæl, som tog en del af min naturlige ængstelighed fra mig, skærpede min intuition og fik mig til at føle mig som en del af noget større. Det har også været med til at gøre det ekstra klart for mig, at denne baby ikke er en erstatning for Sirius. De er hver deres – og det er lige, som det skal være. Men det tog mig tid at acceptere og rumme.
Et stort tema for mig i denne graviditet har været dårlig samvittighed og skyldfølelse. Jeg har følt skyld over min sorg over for min datter Carmen. Jeg har følt skyld over for Sirius, fordi jeg har prøvet at knytte mig til det nye barn. Og jeg har følt skyld over for barnet i maven. Frygten for at miste har gjort tilknytningen svær. Savnet og længslen efter Sirius har i perioder fyldt det hele. Det har været en kompleks proces at være anker i. Dualiteten mellem liv, død, sorg, glæde, frygt og tillid har fyldt meget. For alle følelserne skal sameksistere, og modpolerne fylder lige meget.
Når man har mistet og bliver gravid igen, er folks umiddelbare reaktion, at nu bliver det hele godt. Og dér var jeg slet ikke. Jeg har stadigvæk et stort behov for at tale om ham. Det har til tider været svært for mine omgivelser at forstå, for de var og er ikke i samme sorgproces som mig og har derfor helt naturligt lyst til at fokusere på det gode.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Efter fødslen af Sirius stod jeg tilbage med en efterfødselskrop, men intet barn. Jeg startede derfor på et efterfødselshold for kvinder, der har mistet efter uge 12. Det hedder LOF og foregår på Familieskolen på Nørrebro. Vi lå alle dér med vores underlige kroppe og tomme favne og skulle sørge for, at vores bækkenbund blev styrket igen. Men det var meget smukt, at vi lå dér med vores forskellige historier og kunne dele den ensomme følelse, som det er at miste sent i graviditeten. På holdet trænede vi i halvanden time og snakkede efterfølgende i halvanden time om, hvad der fyldte hos os hver især, og ofte kunne vi spejle os meget i hinanden, da sorg på en eller anden måde er et universelt sprog mellem dem, der oplever den på nært hold. Jeg kunne først få tid i en sorggruppe og hos en psykolog i august, og jeg var nødt til at tale med nogen for ikke at føle, jeg var ved at blive bims. Efterfødselsholdet reddede mig virkelig, og jeg vil på det varmeste anbefale det til alle kvinder, der oplever at miste.
Fordi jeg blev gravid igen så kort efter Sirius’ fødsel, havde jeg ikke nået at vende tilbage til min gamle krop. Sorgen har det med at holde på kroppens ressourcer. Det var i hvert fald tilfældet for mig, og derfor var det ekstra svært at komme af med de ekstra graviditetskilo. Jeg har generelt følt mig større, tungere og mere træt i den her graviditet. Trætheden har selvfølgelig også været forstærket af sorgen.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“Energi og overskud. Jeg har været meget overvældet og plaget af dårlig samvittighed, og jeg glæder mig til at føle, jeg igen kan være noget for Carmen. Men jeg tænker, der er en mening med det hele. Den lille pige inde i maven har valgt mig og vores familie på trods af sorgen og savnet. Der er en mening med, at lige præcis hun kommer. Det seneste år har gjort, at min frygtmuskel er blevet en body builder muskel, og min tillidsmuskel er omvendt blevet meget slap. Jeg prøver derfor at træne den aktivt ved at tænke og tro på, at der er en mening med det hele. I stedet for at bekymre mig om, hvad der kan blive svært fremadrettet.”
Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?
“Jeg har primært købt almindelige, baggy jeans og bukser i store størrelser. Derudover har jeg været glad for sorte gravidbukser med en lille jerseykjole over, som strammer ind og holder på maven. Store skjorter har også været en redning, og i løbet af vinteren har jeg levet i en dejlig stor grøn sweater fra Saks Potts. I forhold til sko har jeg været meget begrænset, fordi jeg af hensyn til mine letbøjelige led kun har kunnet bruge mine Asics løbesko. Det har også haft den konsekvens, at jeg har haft rigtigt kolde, våde fødder i løbet af vinteren.”
Dyrker du motion under din graviditet?
“I starten havde jeg et 1:1 forløb hos en reformertræner, men der gik ikke længe, før jeg måtte stoppe på grund af mine led. Derudover var jeg også bange for at træne for meget, selvom jeg godt vidste, det var irrationelt og bundede i frygten for at miste. Ellers har jeg gået korte ture og svømmet en lille smule, og kort før tredje trimester startede jeg på gravidyoga en gang om ugen. Det går jeg fortsat til.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?
“Jeg tager Baby-me-now Multivitamin med folsyre fra Solaray, vegansk fiskeolie fra Biosym, d-vitamin fra Puori og kalk, fordi jeg ikke spiser så mange mælkeprodukter.
Fra omkring ægløsning og til og med uge 12 har jeg også drukket fructus femina dråber for at tykne min slimhinde i håbet om at holde på det befrugtede æg. Det er også kendt som babyklister. Det er, uanset hvad, god næring til en sund moderkage.
Jern har jeg også taget, men det er svært for mig at optage. Derfor har jeg også både taget jern vital h-dråber, krauterblaut, hæmo-jerntabletter, og så drikker jeg også en halv liter brændenældeinfusion om dagen. Især infusionen og jern vital h-dråberne har vist sig at være effektive. Krauterblaut har jeg taget med et glas appelsinjuice, da c-vitamin fremmer optagelsen af jern. Man bliver nemt ret forstoppet af alt det jern, men der har loppefrøskaller fra HUSK i kapsler været min redning og naturligvis en masse vand.”
Har din skønhedsrutiner ændret sig under graviditeten?
“Jeg er fortsat med de samme rutiner, som jeg praktiserede under graviditeten med Sirius. Det indebar at skære alt parfume fra og selvfølgelig også hormonforstyrende og allergifremkaldende stoffer. Almindeligvis bruger jeg ikke nærmest heller ikke parfume, da jeg er allergisk og har ret sart hud.Jeg bruger en app, der hedder kemiluppen til at gennemskue, hvad de forskellige produkter indeholder.
Jeg har været meget glad for HONEYs produkter. Jeg bruger dem alle, men især HONEYs serum kan jeg ikke leve uden. Den har været god til den ekstra tørre hud. I løbet af vinteren har jeg indimellem måttet ty til Skin food fra Weleda i ansigtet, som et ekstra lag oven på min dagcreme og serum. Til maven bruger jeg Weledas Stretchmark Oil.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Min mand og jeg var hurtigt enige om, at vi har brug for én på vores side, som har kendskab til hele vores historie. Vi har derfor tilkøbt en privat jordemoder, Tara Ravn fra Naturlig fødsel. Hun skal være med til fødslen, og lige nu er planen, at jeg skal føde hjemme i kar. Der kommer også en jordemoder fra hospitalet. Vi har endnu ikke besluttet, om Carmen skal være med til fødslen, eller om hun skal være hos sine bedsteforældre.
Jeg ønskede også en hjemmefødsel med Carmen, men jeg havde hjernerystelse og var førstegangsfødende, så det frarådede hospitalet mig. Jeg var meget autoritetstro og gjorde, hvad de sagde. Carmen er septemberbarn, og der bliver født allerflest børn i verden i den måned. Selvom jeg var 4 cm åben, da vi kom på hospitalet, fik jeg ikke en fødestue, men lå i stedet for i et venteværelse med meget store smerter. Jeg fik først en fødestue, da det nærmest var for sent og åbnede mig fra 4 til 10 cm og fødte 40 minutter efter. Det var en smuk fødsel, men ikke en god hospitalsoplevelse, fordi min krop blev stresset og ikke fik ro.
Da jeg fødte Sirius, havde jeg brug for at tage ejerskabet over min fødsel tilbage, og jeg bad hospitalspersonalet om at gå ud og fødte ham nærmest selv. Det endte med at være en virkelig fin og styrkende oplevelse på trods af omstændighederne. Og jeg klarede næsten det hele selv.
Denne gang forbereder vi os på, at det kommer til at gå stærkt, og så har jeg også lært mig selv bedre at kende som fødende. Jeg arbejder bedst med min krop, hvis der er ro og tryghed, og det tror jeg, jeg får bedst derhjemme.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Jeg har følt mig tvunget til at tænke på den første tid, fordi jeg nogle dage kan være oprigtigt bange for at få en efterfødselsreaktion. Det fylder meget i mig, at jeg ikke ved, hvad fødslen og det at møde hende udløser i mig. Vil det være ren glæde, eller vil fødslen fremprovokere en ny side af sorgen? Jeg skal føde i april, hvilket også er den måned, jeg sidste år fødte Sirius. Derfor har jeg været meget bevidst om at tale åbent om mine tanker med min jordemoder, min mand, min svigerfamilie og mine veninder. De ved, at jeg har behov for at blive grebet, hvis det skulle ske.
Jeg bestiller barselsmad, fylder fryseren op og forsøger at få så meget ro som muligt for at berolige mig selv op til fødslen. Vi taler meget om, at vi ikke må have forventninger til den første tid, kun ønsker og drømme. Alt kan ske. Vi håber på det bedste, men vi er realistiske omkring det værste. Det vigtigste for os er at lande som familie efter det her svære år.”
Tekst Julie Teglhus, foto Sissel Abel og private
Meet’n’greet
Amalie Bendixen, 36, uddannet beklædningsdesigner og astrolog. Til daglig arbejder hun som podcastvært på “Astropod”. Hun bor på Amager med sin mand, Emil, og deres datter Carmen på 4 år. Sammen venter de en lille pige til april.
Din kommentar