Mors dag: “Vi har alle brug for at øve os i at blive mødre”
Som mødre har vi brug for anerkendelsen, high fives og klap på skulderen. Men vi har også brug for at redefinere, hvad det vil sige at være mor og sætte mere fokus på det kæmpe potentiale, moderskabet har. Ikke kun for den enkelte men for samfundet som helhed, skriver mentor og efterfødselsvejleder, Jozefina Skovgaard, i dette fine og kloge Mors Dag manifest
Vi har ikke brug for en dag, der hylder mødre som overmenneskelige superhelte, og som klarer alt alene, aldrig tænker på sig selv og altid sætter andre før sig selv.
Vi har ikke brug for at blive high fivet, mens vi drukner i forventninger til, at vi både kan opfylde idealet om den selvstændige karrierekvinde, som er fuldt ud dedikeret til egne ambitioner, og den altid nærværende, rummelige og tilstedeværende speltmor, der finder livets mening i kun at være noget for andre.
Vi har ikke brug for endnu en dag som idealiserer moderskabet, men undertrykker mødre ved at forstærke fortællingen om at dårlig samvittighed, overansvar og selvudslettelse er lig med moderlig kærlighed.
Vi har ikke brug for endnu en dag, der splitter os ad i grupperinger, som står i modsætning til hinanden: ammende mødre/flaskemødre, viklemødre/barnevognsmødre, naturlige fødsler/medicinerede fødsler, alternative mødre/konventionelle mødre og så videre.
Vi har ikke brug for en dag, som portrætterer moderen som en todimensionel figur og sælger et ideal om moderskabet, som intet levende menneske nogensinde vil kunne leve op til, uanset hvor stærkt hun løber.
Vi har ikke brug for en dag, hvor vi bliver fejret for at ligne os selv på ydersiden, som før vi blev mødre, mens vores inderside er for evigt forandret.
Hvad vi så inderligt mangler er endnu flere muligheder for at reflektere og dele ærligt om vores personlige oplevelser under den enorme livsomvæltning, det er, at blive mor, så vores mentale helbred ikke bliver smidt under bussen i forsøget på at opretholde idealet om den perfekte mor.
Hvad vi trænger til er at spejle os i hinandens følelser og tanker uden frygt for reprimander og løftede pegefingre, så vi kan udvikle et ærligt fælles sprog for, hvordan det er at blive mor og kollektivisere vores magt på tværs af generationer.
Hvad vi savner er anerkendelse af, at moderskab er en intellektuel og personlig praksis, som i sig selv har en enorm social, politisk og økonomisk værdi, og en værdsættelse af dette arbejde på lige fod med andet højt skattet og lønnet arbejde i samfundet.
Hvad vi har brug for er, at viden om de neurologiske, fysiologiske og psykologiske forandringer, vi gennemgår, når vi bliver mødre, bliver almen kendt, så ingen mor skal føle, at hun er forkert og fremmed i sin egen krop.
Hvad vi har brug for er at løsne den knude, der binder meningen med kvinders liv, funktion og formål med evnen til at lave og føde børn, så moderskab ikke bruges som et målestok for vores værd som kvinder.
Og ikke mindst har vi brug for, at vi alle øver os i at blive mødre. I dag, men også alle dage fremover, har vi brug for at normalisere, at det at drage fysisk, mental og emotionel omsorg for små mennesker er en tillært praksis, der skal udvikles, og som ikke kun tilfalder kvinder “naturligt”.
I dag har vi også brug for at vende vores blik mod neurovidenskaben og evolutionærpsykologien, der gang på gang viser os, at ordsproget “det kræver en landsby” allerede er indbygget i vores DNA.
I dag kan vi også tale om, hvad det betyder for moderskabet, at fædre – som bruger tid på at være sammen med deres børn – oplever lignende neurokemiske forandringer som gravide og ammende mødre.
I dag kunne også være dagen, hvor vi taler om, at adoptivmødre responderer i samme områder i hjernen til smilende babyer ligesom fødende mødre og ligeledes udviser øget hjerneaktivitet i respons til grædende babyer. Også bedstemødre røres neurokemisk og responderer med øget aktivitet i dele af hjernen, som er forbundet med forældreskab, når de ser billeder af deres børnebørn. Det er måske ikke så underligt, at vi har fundet ud af, at menneskets overlevelse som art skyldes, at vi er stand til at knytte os til børn på tværs af køn og generationer, og at vi har delt forældreplejen imellem os i størstedelen af vores historie på jorden.
Vi skal ikke bruge denne viden til at udslette eller negligere mødres kæmpe indsats. Men vi kunne bruge det til at redefinere, hvad det vil sige at være og blive mor og sætte mere fokus på det kæmpe og helende potentiale, moderskabet har, ikke kun for den enkelte men for samfundet i helhed. Jeg tror, at forfatteren Charlotte Strandgaard havde fat i noget vigtigt, da hun i sin bog “Når vi alle bliver mødre” skrev: “Når vi alle bliver mødre, vil omtanken for det enkelte liv stoppe forureningen, krig, a-kraft, sultedøden.”
Vi har brug for anerkendelsen, high fives og klap på skulderen. Men hvad vi også har brug for, er en håndsudrækning og en forsikring om, at selvom det er os, som bærer og føder børn, så vil de blive født i en verden, hvor vi alle deler en bid af det kollektive ansvar for fremtidens generationer.
Jozefina Skovgaard er 32 år og mor til Gaia. Hun er uddannet cand.comm. og arbejder som mentor og efterfødselsvejleder og er desuden stifter af Efterfødselsvejlederuddannelsen.
Din kommentar