Afsked, afsavn og eventyr: Om at flytte til udlandet med sin familie
Taskerne er pakket, huset og møblerne solgt og doneret til genbrug. Der er taget afsked med jobs, børnehave og venner, og foran venter et kapitel med nye begyndelser på ukendt territorie. Laura Rothemejer fortæller om alle de forberedelser og overvejelser, der følger med, når drømmen om et eventyr i udlandet står for døren, og familien om få uger flytter til USA med to små børn
Taskerne er pakket og vi er klar. Huset hvor drengene er født og opvokset er solgt. Sengene, hvor vi har ligget et utal af søvnløse nætter, er solgt. Sofaen med spildt modermælk og tårer fra en nybagt mor, er vasket og solgt. Resten er sendt til genbrug. Jeg har sagt farvel til mit arbejde og mine kollegaer. Men hvad skal man ellers gøre, når muligheden for et kæmpe eventyr ude i verden byder sig?
Vi har længe snakket om, at vi gerne ville prøve at bo i udlandet. Jeg tog selv en udvekslingsperiode i USA under min bachelor og min mand, Frederik var en måned i Belgien under hans PhD. Men det var ligesom om, at drømmen om udlandsophold ikke var helt forløst hos hverken ham eller jeg. Da Frederik blev færdig med hans PhD i sommeren 2023, begyndte han derfor at række ud til forskellige universiteter i USA med forskningsgrupper inden for hans lægefaglige ekspertise. Allerede 4 timer efter den første mails var sendt ud, var det første svar retur: Vi vil have dig!
Harvard University havde ringet, og vi svarede. Og helst 4 år, hvis Frederik skulle have mest ud af sin forskning.
Hvad med børnene?
På det tidspunkt var Sirius 4 og Hugo 2. To små drenge med krudt i røven og et ballademagerniveau helt op til månen. Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget på vegne af andre mennesker. For de to små drenge kan ikke sige os imod. Det eneste vi kan gøre, er at tage dem med i vores overvejelser. Men hvad betyder fire år i USA for to små drenge? De vil skulle starte i skole derovre. De vil få deres første rigtige venner derovre. Og det hele vil foregå på et sprog, de på det her tidspunkt slet ikke ved eksisterer.
Det er nu 1 år siden. Vi besluttede hurtigt at involvere børnene i beslutningen, selvom jeg ikke rigtig ved, hvad jeg havde forestillet mig. For hvordan skal et barn forholde sig til at det skal flytte til udlandet om +1 år? Spørgsmålene fulgte hurtigt efter: Hvornår skal vi flytte? Hvor ligger USA? Må vi gerne få en køjeseng? Skal jeg stadig gå i skole med mine venner fra børnehaven? Jeg fortryder ikke at vi har spillet med åbne kort over for dem, men vi har haft mange af de samme samtaler igen og igen og igen. Og det er ikke alle svar, de har være lige glade for.
Især Sirius har stillet mange spørgsmål. Han tror stadig, at han skal gå i skole sammen med hans venner fra børnehaven, fordi ”det har far lovet mig”. Den gjorde ondt. Og selvom vi forsøger at forberede ham på, at det skal han ikke, insisterer han stadig på, at det skal han.
Vi er ikke oprindeligt fra Aarhus, men flyttede dertil for at læse tilbage i 2012 og har elsket byen lige siden. Men chancen for at vi flytter tilbage til Aarhus efter USA er ikke stor. Og det er slet ikke noget, vi tør love Sirius. Jeg sidder altså med en viden om, at han med 90 % sikkerhed ikke kommer til at se sine venner fra børnehaven igen. Hvad siger man til det?
My name is Sirius. I am five years old
I dag sidder vi i et sommerhus og venter på at rejse d. 10. december. Vi flytter derover med 12 stk. indcheckede bagage, og så skal vi ellers bygge et liv fra nyt.
Børnene har haft sidste dag i børnehaven og vi er flyttet ud af vores hus. Vi har allerede rykket vores liv i Aarhus op og blot lavet et pitstop på Sjælland, for at have lidt tid sammen med vores familie. Og holde fri sammen. Sirius og Hugo stiller ikke spørgsmålstegn ved vores beslutning. De følger troligt med og vi er heldige, at de har en alder, hvor de reelt ikke har brug for andre end Frederik og mig. Så længe vi er der, er de trygge.
Vi øver forskellige små engelske fraser hver dag. Vi starter med, at alle skal sige, hvad de hedder og hvor gamle de er. Og så øver vi dyr, farver, tal, møbler osv. Men det er svært for børnene at tage seriøst, når de ikke rigtig møder det engelske sprog ellers i deres hverdag. Inde i mig tæller jeg med ærefrygt ned til, at vi rammer januar og Sirius, udover at han skal stifte bekendtsskab med skolesystemet for første gang, også skal gøre det på engelsk.
Jeg troede, at jeg var bekendt med mor-angsten efter årene med små børn, der skulle lære at spise, gå og cykle osv. Men det her er et helt nyt niveau og en helt ny slags ængstelighed. Hugo trives i de fleste sammenhænge og bliver kun ægte sur, hvis jeg prøver at bestemme, hvilket tøj han skal have på. Det kan jeg arbejde med.
Sirius derimod har sværere ved forandringer. Især forandringer der indebærer nye mennesker, der stiller krav til ham. Vi forventer begge to, at det kommer til at kræve en enorm hjælp og støtte fra os, at få ham til at have lyst til at gå i skole. Særligt, før han kan sproget og har fået venner, der motiverer ham til at tage af sted. Hvordan forbereder man sig bedst på det?
Bliver vi ulige?
Da Frederik for over et år siden kiggede på mig og sagde, at de gerne vil have ham til at være der i 3-4 år, vidste jeg godt, hvad det ville komme til at betyde for mig.
Jeg har altid svoret, at jeg aldrig ville være afhængig af en andens indkomst. Lige siden mine egne forældre blev skilt og deres økonomiske ulighed blev synlig for mig, har jeg arbejdet mod et mål om økonomisk uafhængighed. Derfor stritter det også i mig ved tanken om, at jeg nu skal gå på kompromis med netop det. For det gør jeg. Jeg har sagt mit arbejde som Content Specialist i Muskelsvindfondens Indsamlingsafdeling op efter at have været der i 6 år. Et arbejde som jeg har været meget glad for. Med gode mennesker og et formål der har drevet mig.
Inden Frederik havde sagt ja til stillingen, lavede vi derfor en aftale. For det første skulle jeg også have mulighed for at arbejde derovre. Jeg behøver ikke at arbejde den første tid, men på sigt skal der være plads til det i vores hverdag. For det andet skulle vi sætte noget af vores opsparing til side til min pension, så jeg ikke mister noget på den front.
Og hvad skal du så lave derovre?
Det spørgsmål, jeg har mødt flest gange er: ”Og hvad skal du så lave derovre?”. Hver gang krymper jeg mig lidt, når jeg fortæller, at jeg skal passe børnene og få dem integreret i skole og børnehaven, og først herefter finde et arbejde. Selvom det er lige præcis det jeg skal. Min primære opgave bliver at passe på Sirius og Hugo, og sørge for at de lander godt i en ny hverdag derovre.
Jeg har skulle vænne mig til at blive mødt med en stigmatisering om, at jeg “bare” skal over og passe børn og hus. Jeg er blevet bedt om at love folk, at jeg nok skulle finde noget at lave og få nogle venner, fordi de kender nogen, som kender nogen, hvor konen er blevet en skygge af sig selv, efter parret er flyttet til udlandet. Og i situationen står jeg mest af alt som en nikkedukke – nervøs nok i forvejen, over den beslutning jeg har taget.
I vender aldrig hjem til Danmark igen
Det sidste års tid har været en lang og sej proces med en masse op- og nedture. Men jeg glæder mig. Jeg glæder mig til det eventyr, vi skal begive os ud på sammen som familie. Jeg glæder mig til at se min mand trives i et forskningsmiljø. Jeg glæder mig til at opleve mine børn få nye venner og interesser i en anden kultur. Jeg glæder mig til at bo i en storby og blive en del af et amerikansk miljø med alt, hvad det indebærer.
Men jeg kommer til at savne, og jeg ved, at jeg vil komme til at se mine børn savne. Vi begiver os ind i en periode af livet hvor min søster højst sandsynligt begynder at stifte familie, hvor vores fælles niecer og nevøer går fra at være små børn til små voksne, og jeg tænker på, om det bliver sidste gang, jeg ser min farmor, inden jeg tager afsted. Den slags overvejelser, gør at jeg væver ved vores beslutning, men jeg tror på, at det vi skal opleve sammen, gør op for det i længden.
Jeg har oplevet mange sige, at vi garanteret aldrig vender hjem til Danmark igen. Og til det svarer jeg altid, at jeg nu alligevel håber, at vi vender hjem, så mine børn vokser op i et dansk velfærdssystem. Men når det er sagt, så tror jeg ikke at hverken Frederik eller jeg ved, hvor denne her rejse fører os hen. Så længe vi er sammen, skal vi nok få det til at fungere.
Tekst Laura Rothemejer og Anna Rolin
Foto privat
Meet’n’greet
Laura Holm Rothemejer, 33 år, mor til Hugo på 3 og Sirius på 5 år.
Din kommentar