Danica Curcic: “Jeg tror på, der er en sjæl, der vælger én til mor”

Skuespiller Danica Curcic bliver uplanlagt gravid med sit andet barn i en periode, hvor hun har brug for at sænke farten, hvilket efterlader hende med en følelse af at være blevet besjælet. Vi møder højgravide Danica i hendes hjem til en snak om sårbarhed og kontroltab forbundet med at blive mor, børneopdragelse og (sund) grænsesætning samt hvordan hun forener livet som skuespiller med morrollen.

 

“Selvom en graviditet er utroligt biologisk, kan jeg ikke lade være med at tænke, at man bliver besjælet. Der er en sjæl, der vælger én til mor. Og det skal ske lige dér på det tidspunkt, hvor det sker”, fortæller højgravide Danica Curcic om det at blive uventet gravid med sit andet barn. “Jeg var både lykkelig og totalt i chok, da jeg så de to meget tydelige streger. Mega gravid var jeg.”

Chokket bundede i, at Danica i perioden op til graviditeten ikke havde passet nok på sig selv, hverken fysisk eller psykisk. “Jeg arbejdede meget i den periode, og jeg havde svingende menstruationer, fordi jeg var blevet lidt undervægtig. Det var en sindssygt spændende, men hård periode for mig, også psykisk, og det var svært at jonglere moderskabet med et stort arbejdspres. Jeg rejste meget med arbejdet, og jeg elskede projekterne. Men jeg pressede nok mig selv lidt for meget, og jeg havde generelt svært ved at finde ud af, hvilken retning jeg skulle gå, og hvad jeg skulle lytte til.”

Et par måneder inden de to streger havde hun dog fået en klar følelse af, at hendes datter, Dunja, ikke skulle være hendes eneste barn. Både Danica og hendes partner har søskende, og det ønskede de også for Dunja. Men det var ikke et projekt, de var gået aktivt i gang med, og fokus var på daværende tidspunkt ikke en ny graviditet. “Der ligger noget overlevelsesagtigt i, at det alligevel skete. Jeg tror på en urkraft i mennesket. Ønsket har ligget i min underbevidsthed, for hvis det skete, ville jeg også blive tvunget tilbage i kroppen.”

Danica Curcic – skuespilleren

Når Danica ikke venter utålmodigt på at blive mor til to, arbejder hun som skuespiller. Men hun er ikke en af dem, der siden barnsben har vidst og drømt om, at hun skulle være skuespiller. “Jeg har altid spillet musik, og jeg har altid godt kunnet lide at performe. Marijana Jankovich, som også er skuespiller og en tæt veninde, spottede noget i mig, da jeg var 15 år. Hun opfordrede mig til at prøve skuespillet, og hun blev min mentor i starten.”

Hendes vej ind i skuespillet startede imidlertid på Københavns Universitet, hvorfra hun har en bachelor i Film- og Medievidenskab. Derefter rejste hun til Californien og begyndte på Dell’ Arte International School of Physical Theatre. “På det tidspunkt ville jeg både noget med musik, og jeg ville måske også gerne instruere min egen kortfilm. Men på den teaterskole gik det op for mig, at skuespillet er den kunstform, hvor jeg kan udtrykke mig bedst, og hvor der er frit løb for talentet. Det visuelle, det musikalske, det intellektuelle og det kropslige; det samlede sig for mig.”

Og den beslutning blev sidenhen danskernes held. Danica har medvirket i utallige film og tv-serier, såsom “Fasandræberne”, “Stille Hjerte” og “Darling” samt Netflix-serierne, “Kastanjemanden” og “Equinox” og vundet priser for sit skuespil.

Maskefornemmelse

Senest har danskerne oplevet Danica “tage maske på” i rollen som Katarina i den populære Netflix-serie “Reservatet”, der udfolder sig i den rigeste del af Danmark. “Det var fedt at skulle forsvare en kvinde, der er så forstyrret og narcissistisk og opfatter sig selv som offer, selvom hun lever et meget privilegeret liv. Det var grandiost. Scenografien og miljøet var så rigt, og det gav en maskefornemmelse, på samme måde som Katarinas look. Rollen er meget sexet, og jeg havde både fake hår, fake negle og fake bryster. Jeg var lige stoppet med at amme og var nået til det berømte teabag-punkt, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var helt vildt, at jeg overhovedet kunne presse en kavalergang frem med de silikone-kyllingefileter, man kan lægge under brystet. Men det var også en maskekarakter på et personligt plan. Katarina lever på en måde, som er så langt fra, hvordan jeg lever, og hvordan jeg tænker. Det giver en stor frihed, og jeg havde lyst til at give den hele armen. Udfordringen er at finde balancen mellem at skulle have bunden med og forsvare hende samtidig med, at rollen skal være ekstravagant og overdådig.”

Når man forbereder sig på en rolle, er der oftest en researchperiode, men hvordan lærer man at opføre sig som nogle af de allerrigeste?

“Det var også lidt komisk, når vi improviserede til prøverne, fordi vi ingen referencer har til de ultrarige. Det endte altid med, vi spurgte hinanden, om vi skulle tage op på strandvejen. Det er måske også et mere lukket miljø.I bund og grund handler rollen heller ikke så meget om at være rig, men om at opretholde social status. Katarina kommer ikke selv fra rigdom, og hun har derfor meget at tabe, hvis hun mister sin plads og privilegier. Når man har de privilegier, der følger med enorm rigdom, betyder det, at man kan slippe afsted med nærmest hvad som helst, og hvad gør det ved et menneske? Hvor meget vil et menneske gøre for at holde fast i sin sociale status, og hvad så hvis man mister den? Det er den emotionelle udfordring, der er interessant at spille på. Det er universelle følelser, man på den ene eller anden måde kan sætte sig ind i.”

Og universel er kodeordet. For serien er blevet streamet over 34 millioner gange på verdensplan.

“Når man er i det, tænker man ikke over, at 34 millioner skal se det. Det er først, når premieren kommer, at det er tilgængeligt og populært. Min familie i Serbien har også set det. Det er fedt, når det lykkes. Men det er heller ikke en klassisk krimi. Den handler samtidig om udlicitering af omsorg og privilegieblindhed. Store temaer, som gør sig gældende i hele verden.”

Spørger man Danica, om der er noget ved Katarinas liv, som hun godt kunne tænke sig, griner hun. “Det kunne da være meget fedt at have privat adgang til strand, men ellers misunder jeg ikke hendes liv. Det var ensomt at stå i hendes sko. Og ensomheden larmer.”

Fællesskab og lugt af benzin

For Danica er der et særligt sted i verden, hvor ensomheden bestemt ikke larmer. Og det er i Serbien, hvor Danica er født. Som 1-årig flytter hun til Danmark med sine forældre, men resten af hendes familie bor og har altid boet i Beograd, og derfor har Danica et stærkt tilhørsforhold til landet.

“Lige siden jeg var helt lille, har mine forældre prioriteret, at vi tog dertil mindst én gang årligt, dog var det svært i årene under Borgerkrigen. Vi mødes med mine fætre og kusiner i vores fælles familiesommerhus i Montenegro, og det gør vi stadigvæk her 40 år efter.”

Den serbiske kultur er en helt anden end den danske, og det tager altid en rum tid for Danica at tilpasse sig den serbiske livsstil. “Man lever nok lidt mere fra dag til dag med større impulsivitet og en tæt forbindelse til hele familien. Samtidig er det et enormt gæstfrit folk. I Danmark er der roligt og rent, hvor det i Serbien larmer og stinker af benzin og røg. Men der er liv og fællesskab. Og jeg føler mig meget hjemme.”

Det bløde danske børnesyn i kontrast til den serbiske grænsesætning

Efter Danica selv er blevet mor, har hun bemærket, at der også er en kulturel forskel i måden, hvorpå vi anskuer børneopdragelse. “Man skal passe på med at generalisere, men jeg oplever, at vi i Danmark har en blødere tilgang til opdragelse. Vi ser i højere grad børnene i øjenhøjde, og det elsker jeg. Da jeg kom til Serbien med min datter første gang, stoppede folk mig på gaden: “Hvad laver hun dog med sut?” fordi det åbenbart er usædvanligt at bruge sut i Serbien, når man er 1,5 år.”

Og selvom Danica er stor tilhænger af det danske børnesyn, er der alligevel nogle ting ved den serbiske way of life, som inspirerer hende. “Det er selvfølgelig lidt generaliserende, men det er nok en mere højrøstet kultur. Både børn og voksne får lov at fylde, men børnene er aldrig i tvivl om, hvor grænserne går. Der er nok også en større autoritetstro og disciplin og stor respekt for de ældre.

Hver sommer, når vi er i Montenegro, samles vi alle på en lille strand, også de lokale, og alle kender hinandens børn. Der bliver fanget søpindsvin og morener, og alle er med, uanset alder. Det er bestemt ikke en børnevenlig strand. Der er mange klipper, og der er en byggeplads lige ved siden af. Det var aldrig gået i Danmark, og jeg skulle også vænne mig til det og have tillid til det. Men det er ret unikt og rørende, at vi som fætre og kusiner nu ser vores egne børn knytte sig til hinanden og skabe minder det samme sted, som vi har gjort. Fællesskabsfølelsen er stor. Og samtidig går den hånd i hånd med den markant hårdere disciplin, som jeg som dansker ikke praktiserer.”

Fællesskabsfølelsen vægter Danica imidlertid højt, og det er en af grundene til, at hun har bosat sig i en haveforening på Amager. “Her kan børnene løbe rundt til hinanden, og der er en stor grad af fællesskab. Lokalmiljøet er guld værd.”

Disciplin og (måske ingen) nedsmeltninger

Danicas forældre er fra Serbien, og hendes far voksede op med kommunismen i Jugoslavien. Det bar hendes egen opvækst her i Danmark præg af.

“I min opvækst var jeg aldrig i tvivl, om hvad jeg måtte og ikke måtte. Der var ting, jeg skulle gøre for familien, og jeg skulle klare mig godt, hvilket også hang sammen med, at de var kommet til en ny kultur. Det gjaldt både skolen, karakterer, klaverundervisning, og når jeg skulle spille til familiesammenkomster. Når jeg blev fortalt, at jeg skulle gøre det for familien, var det ikke noget, jeg satte spørgsmålstegn ved. Der var tydelige grænser og rammer og stor kærlighed.”

“Min far ville det godt. Det var ikke patriarkalsk, og det var også varmt, men han havde bare ikke lært, hvordan man udtrykker sig følelsesmæssigt. Da han blev ældre, var han også åben om, at han gerne ville være bedre til netop det. Min far døde desværre i 2021, men min mor er en stor del af vores liv i dag. Min datter og min mor har et meget tæt forhold, og hun er en kæmpe gave for os. Uden hende var der mange ting, herunder jobmuligheder, der ikke kunne lade sig gøre.

For nylig fortalte hun mig, at jeg aldrig har haft samme udsving og nedsmeltninger, som min datter og andre 2-årige også har. Jeg hører flere bedsteforældre sige det samme til deres voksne børn. For mig giver det ingen mening. Har de bare fortrængt det, eller var det, fordi vi ikke måtte have nedsmeltninger?”

Netop grænsesætning og måden, hvorpå man gør det, er Danica blevet særligt optaget af, efter hun blev mor for 2 år siden. “Jeg tænker meget over, hvornår sætter man foden ned og siger stop og hvordan. For mig er den helt store forskel at samle op på en konflikt efterfølgende. Hvis man er kommet til at råbe, eller der på anden vis har været dårlig stemning, så samler jeg op på det. Jeg tror, det er godt at tale ud om tingene, for børn opfatter alle energier og stemninger.”

At blive mor for første gang – kontroltab og hudløshed

Selvom Danica altid har tænkt, hun skulle have børn, meldte lysten sig ikke i det sekund, hun fyldte 30 år. På hendes omgivelser virkede det uforståeligt. “I mange år stod jeg model til manges holdninger til, hvornår, hvorfor og om jeg ikke snart skulle have nogle børn. Jeg følte et stort pres og en frygt for aldrig at få børn. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt blive helt ked af, at frygten fyldte så meget, og det ville jeg ønske, den ikke havde gjort.”

For lysten meldte sig. “Den helt inderste og dybe lyst til at få børn ramte mig i midt 30’erne. Jeg kan huske, at det var vildt endelig at mærke.” Og som 37-årig bliver Danica gravid med sit første barn, men den ønskede graviditet bibringer ikke kun lykke og eufori. “De første måneder af graviditeten var præget af frygt for kontroltabet forbundet med moderskabet.” For at forberede sig på fødslen og livet som forældre brugte Danica jordemoder Heidi og Meyer-metoden. Fødselsforberedelsen centrerede sig ikke alene om den kropslige del af fødslen, idet Heidi også fungerede som en slags parterapeut.

“Jeg fik en holistisk tilgang til fødslen. Både i forhold til mig selv og til min mand. En fødsel er jo en åbning for en transformation, om man vil det eller ej. I fødselsforberedelsen med Heidi arbejdede vi meget med mig og os som par. Og det var en kæmpe gave.” For sårbarheden forsvinder ikke, da Danicas første datter kommer til verden. Den bliver forstærket. “Jeg var hudløs i den første tid. Jeg har tidligere haft angst forbundet med min fars død. Og den vendte tilbage i følgeskab med det store ansvar for det lille nye menneske.

Amningen var svær at få op at køre. Når hun græd, brød jeg også sammen, og det sværeste var, at jeg simpelthen ikke kunne sove, hvis vi allesammen sov. Det virkede helt forkert for mig, at vi allesammen bare kunne ligge og sove samtidig. I den tid var Heidi en kæmpe støtte. Hun kendte vores familie, og hun kendte mig. Hun hjalp med ammestillinger og andre praktiske ting, men det åndelige aspekt var ligeså væsentligt. Uden hende ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort. Hun havde kæmpe fokus på den emotionelle trivsel mellem os som nye forældre og til Dunja.”

Når tre bliver til fire

Nu venter snart en ny overgang. Nemlig overgangen fra at være en familie på tre til at være en familie på fire. “Under denne her graviditet har jeg været meget mere afslappet. Jeg har været mindre i mit hoved, fordi jeg har haft så stor fokus på Dunja. Der har ikke været nogle “hvad nu hvis”-tanker, men nu, i dagene op til fødslen, kan jeg godt mærke min ærefrygt. Jeg prøver at huske mig selv på det spirituelle ved fødslen. Ud kommer et menneske med en sjæl. Allerede da Dunja var en uge gammel, var det så tydeligt for mig, at hun er en helt unik lille sjæl, og når jeg tænker på, hvor meget den lille sjæl har ændret mig, bliver jeg fyldt med ærefrygt. I forhold til den fysiske del af fødslen kan Danica ikke lide at bruge ordet “smerte.”

“Det er så voldsomt, at kroppen skal åbne sig. Jeg prøver ikke at fokusere på, at det gør ondt. Men jeg husker følelsen af, at jeg aldrig har været mere forbundet til mine rødder, samtidig med jeg transcenderede væk fra kroppen. Alt i mit hoved skreg, at jeg ikke kunne gøre det, men jeg gjorde det jo. Det er så vild en følelse, at der ikke engang var plads til at panikke.” Heidi skal også denne gang med til fødslen på trods af, at Danica har et langt mere afslappet forhold til sin nuværende graviditet og føler sig mere klædt på til den transformation, der venter. “Hendes tilstedeværelse giver mig alligevel en følelse af, at uanset hvor jeg er, er der et samarbejde mellem mig, min partner og hende. Og det giver mig en tryghed.”

Om at lade arbejdshesten få ro og være til stede i barslen

Med tanke på den store omvæltning det var at blive mor første gang, har Danica også gjort sig en række overvejelser omkring barsel og arbejde i tiden efter fødslen. “Da jeg var gravid første gang, var der tale om en rolle, hvor jeg skulle filme, når Dunja ville være 4 måneder gammel. Og der tænkte jeg, at det kunne jeg sagtens. Men da jeg stod med en 4 måneder gammel baby, forstod jeg ikke, hvad jeg havde tænkt på. Jeg har to sider. Den ene del af mig er arbejdshesten, som kan alt og ingen grænser har. Den anden del af mig ved godt, at jeg skal passe på med ikke at presse mig selv for tidligt. Jeg husker mig selv på, at det formentlig bliver sidste gang, jeg har en nyfødt. Og jeg vil give mig selv ro og tid til at være i en overgang med to døtre. Det er den side af mig, jeg skal lytte til.”

Som skuespiller får man ikke et halvt eller helt års barsel for derefter trygt at vende tilbage til sit vante arbejde og gamle kolleger. Barslens form og varighed bliver noget, hun kontinuerligt vil skulle tage stilling til.

“Der kommer stille og roligt nogle jobmuligheder, hvor jeg skal spørge mig selv, hvornår er jeg klar, og hvad har jeg lyst til. Jeg er ikke bange for, at jeg nu er 40 og mor til to, og der ikke vil være noget arbejde fremadrettet. Jeg har en tillid til, at det nok skal løse sig, og jeg kender mit værd. For mig bliver udfordringen at turde være i nuet og give slip og være til stede i overgangen. Under min sidste barsel fyldte det meget for mig at komme hurtigt tilbage på arbejde. Jeg håber, jeg kan holde fast i, at det ikke er tidspunktet til det. Men det er også svært at forudse, hvordan jeg får det denne gang. Jeg bilder mig ind, at jeg er klædt bedre på i forhold til hvad det vil sige at have et spædbarn, og at man godt kan sove allesammen, uden der sker noget fatalt.”

Hele familien med på job

Når Danica vender tilbage fra babyboblen, venter et arbejdsliv, der ikke er som de flestes. “Jeg elsker mit arbejdsliv, og jeg føler mig dybt taknemmelig og heldig over at leve det liv, jeg lever og komme på de eventyr, som jeg kommer med mit arbejde. Indimellem tænker jeg, at det da ville være nemmere at have et arbejde i den by, man bor i, når man har børn. Men sådan er det ikke at være skuespiller. Der er meget lidt, der bliver filmet i København. Så når jeg skal arbejde, skal hele familien med rundt. Min mor tager oftest med og er en stor hjælp. Men det stiller store krav til ens partner. Man kan godt blive lidt bims af at blive taget ud af ens vante omgivelser og basically være babysitter på et hotelværelse i mange uger. Det er meget at forlange, og der kommer konflikter. Vi har skullet finde en balance, men samtidig har vi en accept af, at det er vores liv. Og vi er ekstremt taknemmelige for, at det er muligt. Livsstilen er både smuk og dragende og giver mange oplevelser. Men det kræver naturligvis lidt mere, når man har børn, og jeg aner endnu ikke, hvordan det bliver med to børn. Det må tiden vise. Jeg glæder mig til det – og til alt, hvad mine to døtre skal lære mig om livet og om mig selv.”

Tekst Julie Teglhus

Foto Sissel Abel

Danica Curcic, 40, skuespiller. Hun er uddannet fra Dell’ Arte International School of Physical Theatre samt Den Danske Scenekunstskole og har derudover en bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet. Hun har datteren Dunja sammen med sin partner, Darren Pettie, og sammen venter de en lillesøster til oktober.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *