Tvillingefødsel: “Jeg har slet ikke gjort mig tanker om, hvad det vil betyde at føde for tidligt”

En nat, 7 uger før terminen med hendes tvillingedrenge, vågner Malou Tønder ved at hendes vand går. Her er Malous beretning om lynfødslen af Vincent og Noah og om den nat fyldt med angst, kaos og kærlighed, hvor drengene melder deres ankomst

I ugerne op til min fødsel konstateres det til graviditetskontrol på hospitalet, at min livmoderhals er til den korte side og gaber en smule. Det øger risikoen for at føde for tidligt, og så er man ved tvillingegraviditeter i forvejen opmærksom på for tidlig fødsel. Det fylder derfor i min bevidsthed, men jeg er grundlæggende meget rolig omkring min graviditet.

Søndag d. 2/4 ringer jeg let bekymret til hospitalet, da jeg ved et uheld får et dørhåndtag slået ind i maven derhjemme. Slaget laver en lille blodsprængning, og jeg indlægges til observation natten over for en sikkerheds skyld. Jeg har mange plukveer, men min livmoderhals er 25-28 mm, hvilket ikke er alarmerende. Jeg udskrives den efterfølgende dag, og får besked på at minimere fysisk aktivitet for at undgå, at livmoderhalsen forkorter sig yderligere.

Onsdag d. 12/4 (32+2) er jeg til kontrol igen. Livmoderhalsen måles til at være 13-15 mm med en lille åbning. På dette tidspunkt ser man gerne, at den måles over 15 mm og er lukket. En ekstra læge kigger med på scanningen, men de vælger at tage stilling ved næste konsultation. Jeg bliver tilbudt lungemodnende behandling, men vælger at takke nej, da lægerne ikke finder det nødvendigt at gøre noget med det samme.

Mandag d. 17/4 (33+0) måles livmoderhalsen igen til 13-15 mm. Den gaber fortsat lidt, men er altså hverken blevet kortere eller længere siden sidste kontrol. To læger bliver i fællesskab enige om, at der endeligt ikke er nogen grund til at anbefale lungemodnende behandling, hvilket noteres i besøgsresummet. Jeg går hjem i godt humør, med en podcast i ørerne og ro i maven. Nu kun en uge tilbage inden “målet”: at nå til uge 34, hvor man ikke vil gøre noget for at stoppe en fødsel. Men denne dag skulle blive sidste gang, jeg gik en tur som gravid.

Læs også

“Hvis barnet har kromosomfejlen, overlever det ikke graviditeten” 

Natten til tirsdag d. 18/4 (33+1) er jeg som sædvanlig oppe for at tisse flere gange. Men en af gangene er noget anderledes. Jeg vågner ved, at jeg skal tisse og tænker, at jeg måske allerede har tisset en smule. På toilettet føles det som om, at der slippes en større omgang vand end normalt. Jeg konstaterer i spejlet, at der hænger en lang slimklat ud af mig. Jeg tørrer den væk og tænder lyset. Stille bevæger jeg mig ud i gangen, og panikken begynder så småt at indfinde sig. Jeg kan fornemme, at noget er galt, selvom jeg ikke helt ved, hvad der sker. Lyset fra toilettet lyser gangen op. “Skat, vil du lige vågne”, siger jeg let bekymret til Oli, og i sekundet efter vælter der vand ud på gulvet. Et kæmpe filmisk Hollywood-plask, som var der sprunget en vandballon. Først én gang, og så kommer endnu et plask igen få sekunder efter. Så vidste vi godt, hvad klokken var slået. “Det her er noget lort”, siger jeg hurtigt, hvortil Oli svarer “Nej nej skat, det er helt fint”, mens han farer op af sengen. Han er helt sikkert også bekymret, men han kan mærke på mig, at jeg er bange, og straks sætter hans beskyttergen og overskud ind.

Han ringer til fødemodtagelsen og får fat i en sygeplejerske, der med en rolig stemme fortæller, at jeg skal lægge mig ned. De vil sende en ambulance. Mens jeg ligger i sengen, styrter Oli rundt og forsøger at pakke hospitalstasken. Han kaster mig samtidig det ene viskestykke efter det andet til at stoppe vandet, der siver ud af mig. Det meget tilfældige indhold i hospitalstasken, der blev pakket i et IKEA-net, afspejlede da også, at tiden var knap, og at ingen af os var helt os selv.

To ambulancereddere kommer op i lejligheden, og sammen går vi forsigtigt ned ad trappen. Kl. er 02:36. Foran opgangen står en båre, som jeg lægger mig på. Jeg kigger op på den mørke himmel, mens båren hejses ind i ambulancen. Luften er frisk og rar. Jeg husker ikke præcist, hvad der tales om i ambulancen, måske sagde jeg ikke så meget, men mændene var søde og beroligende.

Vi ankommer på hospitalet, hvor ambulancen kører ned i kælderen. Jeg rulles ud på båren, og der er en kølig brise og musestille på vej mod elevatoren. Jeg ligger på båren og er nervøs for, om det hele kommer til at gå godt. Men det er ikke helt gået op for mig, hvad der venter. Jeg begynder at få lidt ondt i lænden. Ikke noget vildt, men en jagende fornemmelse. Vi ankommer kl. 02:50 til fødemodtagelsen på en lille undersøgelsesstue, hvor vi skal vente på, at jeg kan rykkes til en rigtig fødestue. Jeg får to ctg-målere på maven. Drengene har det fint derinde, og det er en kæmpe lettelse. Jeg får et drop i hånden, der skal forsøge at stoppe kommende veer. Jordemoderen fortæller, at fødslen måske stadig kan udskydes, og at de vil prøve at få drengene til at blive i maven lidt endnu. Jeg føler mig i trygge hænder i en ellers kaotisk og usikker situation.

På en skærm kan vi ved måleren se, at veerne tager til. De bliver hyppigere og længere. Jeg får tiltagende ondt og efterspørger smertestillende. Som følge af intensiteten og hyppigheden af veerne vurderes det, at fødslen bliver i dag, og at vi skal flyttes til en fødestue, hvor det hele står klar. Jeg når nærmest ikke at tænke over, at jeg i dag skal møde vores drenge. Jeg er nok mest chokeret over, hvordan det hele har udviklet sig siden i går til undersøgelsen på hospitalet, hvor alt var fint. Og jeg har slet ikke gjort mig tanker om, hvad det vil betyde at føde for tidligt, så jeg føler mig også helt uforberedt. Jeg troede ellers, jeg ville være den tjekkede type med nøje planlagt hospitalstaske og velduftende, nyvasket hår – og ikke mindst at have været til den planlagte fødselsforberedelse. Men nu må jeg må være klar og gøre mit bedste.

Kl. 05:20 flyttes vi til fødestuen. Veerne er taget til, selvom jeg har drop. Oli henter hurtigt noget at drikke i 7/11. Jeg bemærker ikke, at han er væk, da jeg går helt ind i mig selv. Jeg har meget ondt, og jeg får tilbudt lattergas, som jeg takker ja til med det samme. Det hjælper, og selvom smerten allerede nu føles som et bjerg, der skal bestiges, kan jeg være i det. Der er vagtskifte, og ind kommer den sødeste jordemoder og en lige så sød jordemoderstuderende. Jeg er tryg ved dem, og de er begge nærværende og gode til at informere og tale med os om et muligt forløb efter fødslen. Oli spørger, om de skal være med til selve fødslen og tage imod drengene. De fortæller, at de har fri kl. 15:00, så fødslen skal ske inden det tidspunkt. hvis de skal være med. Så det er ikke sikkert, siger de. Jeg siger ikke så meget, men tænker bare på de mange timer, der måske er forude.

Den aktive fase med regelmæssige, kraftige veer starter 06:50. Jeg bliver spurgt, om jeg vil have en epidural, og de fortæller, at det anbefales til tvillingegravide. Jeg har så ondt, at jeg ikke er i tvivl om at takke ja til hvad som helst, der kan lindre smerten en smule. Men vi når slet ikke dertil. Omkring kl. 08:00 går det hele pludselig hurtigt, og kl. 08:30 er jeg helt åben. Den ellers rolige stemning, der hele tiden havde været, forandres, og jeg kan høre hurtigere skridt og mere snak omkring mig. Kort efter kan de se håret på en af drengene. Det vælter ind med mennesker på stuen. Den første tvilling, Vincent, fødes kl. 09:18. Han græder. Alt er godt. Jeg er lettet, men også fokuseret på, at det ikke er overstået endnu. De bærer ham over på et bord med det samme. Han vejes, måles, pakkes ind i håndklæder og får en hue på. 1920 gram og 42 cm. Jeg ser ham ikke, for nu skal jeg føde igen.

Læs også

Julier Bugge – “Jeg føler mig ikke som mor, og det er helt forkert at have den følelse”

Den anden tvilling, Noah, har lav puls. Fostervandet er grønt, og det indikerer, at han er stresset. Fødslen skal gå hurtigt, hvis ikke der skal bruges sugekop eller foretages kejsersnit. Der er en let kaotisk stemning på stuen. Flere mennesker står ind over mig, og fødselslægen holder på min mave for at sikre, at Noah kommer rigtigt ud. Jeg har lukkede øjne, og prøver at gå ind i mig selv. Lukker alle lyde ude, men hører jordemoderen sige: “Nu skal du presse alt, hvad du kan. Der er ingen presseveer, men du kan godt, nu skal han ud”. Hun lægger en hånd på min pande. Jeg hører mig selv brøle af fuld kraft. På en dyrisk måde, som jeg aldrig troede, kunne komme fra mig. Og så er han der. Min anden lille dreng. Han græder, og jeg er så lettet. 2272 gram og 46 cm. Kl. 09:25. Hurtigt tages han hen på en briks af børnelægerne, og jeg er så udmattet, at jeg ikke føler mig helt til stede. Lige efter fødslen af Noah, løftes Vincent hen foran mig, så jeg kan se ham for første gang. Jeg ser på ham og er så lykkelig. Han har en rød hue på og er så lille og fin. Tårer triller ned ad mine kinder. Oli tager et billede af os. De tager ham væk igen hurtigt, og jeg føler slet ikke, at jeg har set nok på ham. Jeg ser ikke Noah, men Oli ser ham ligge på en lille briks. Han har fået en iltmaske på og er blå i hovedet. Men han er heldigvis okay. Moderkagerne fødes kl. 09:35, og det føles som to varme vandmænd. Det tager 19 minutter i alt, men er ingenting i forhold til det, jeg lige har oplevet. Oli må komme med på neonatal-afdelingen, hvor drengene skal op. Han giver mig et kys. De ruller alle væk, og tiden står stille.

Alle på nær jordemoderen har forladt stuen. Jeg ser ned af min krop, der er helt forandret og fyldt med blod. Jeg er træt og kan ikke helt kapere det, der er sket. Jeg mærker en sorg over, at jeg ikke i dette øjeblik ligger med et barn på hvert bryst, men at det, der nu er det mest dyrebare og vigtige i mit liv, er blevet fjernet fra mig så hurtigt. Et kæmpe afsavn.

Oli kommer tilbage. Drengene er okay. Vi er lettede men også lidt rystede. Oli tager billeder af moderkagerne, og jordemoderen forklarer om dem. Vi smiler og griner. Ca. kl. 11 kommer brød, saftevand og et lille flag. Det er den smukkeste forårsmorgen og solen skinner ind gennem gardinerne. Men glæden blandes med nedtrykthed over, at vi befinder os i hver vores rum. Ikke engang på samme etage. At fremmede mennesker har givet dem deres første ble på. Oli har været hos dem og holdt dem i deres små hænder. Det giver mig ro. Jeg skal også se dem, så jeg transporteres op i en kørestol. Følelserne af kaos og frygt, som natten begyndte med, overvældes af kærlighed og lettelse. Mine børn har fået en lidt hård start på livet, 7 uger før tid, men nu er de her, og jeg glæder mig til at lære dem at kende og passe på dem for evigt.

Tekst og billeder Malou Tønder