Anne Niluka: “Min biologiske mor elsker mig, og jeg hende. Men vi kender ikke hinanden.” 

Som spæd bliver Anne Niluka adopteret fra Sri Lanka. I mange år drømmer hun om at møde sin biologiske mor, men da de to endelig genforenes 17 år senere, lever virkeligheden langt fra op til fantasien. Her fortæller hun om mødet, om hvordan det er at blive opfattet som fremmed, når man føler sig 100% dansk, og om hvorfor moderskabet har givet ro på den identitetssøgen, der har præget hele Annes liv

“Min datter sagde for nyligt, at hun er mere svensk end dansk, Jeg forstod godt, hvad hun mente. Hendes far er svensk, og eftersom mit biologiske ophav ikke er dansk, tænker hun, at hun er mere svensk end dansk”

Anne Nilukas datter er ikke den første, der har tænkt den tanke. En tanke, der ifølge Anne Niluka er meget naturlig, idet hun ser anderledes ud end den gængse dansker. Hun bliver adopteret fra Sri Lanka, da hun er 4 måneder gammel, og selvom hendes barndom og opvækst har været i Danmark, er hun af omverdenen sjældent blevet opfattet som dansk. 

“Jeg prøvede at forklare hende, at det at være dansk også handler om en identitetsfølelse, som er tæt knyttet til, hvor man er vokset op. Selvom jeg ser anderledes ud, er født et andet sted og bragt til verden af mennesker, jeg ikke er vokset op hos, er min kulturelle baggrund stadigvæk dansk. Hun er ligeså dansk, som hun er svensk.”

Julekort via postboks

På Sri Lanka foregår Anne Nilukas adoption på en sådan måde, at hendes adoptivforældre møder den biologiske mor og fysisk får overdraget hende.

“Mine forældre var så fremsynede, at de tog billeder af hende og udvekslede kontaktoplysninger. Det er jeg meget taknemmelig for i dag. Så vidt de forstod, var det en hemmelighed, at hun havde fået mig, fordi det ikke var socialt acceptabelt at få børn uden for ægteskab. I papirerne stod der også, at hun var 25 år, men mine forældre har senere fortalt mig, at hun lignede én på 17.

De første år udvekslede de julekort og få breve via en postboks. Min biologiske mor boede og arbejdede i Dubai og kunne hverken skrive eller tale engelsk, så hun fik hjælp til at oversætte. Pludselig holdt hun op med at svare. Mine forældre fik et brev, hvori der stod, at hun var død. Mine forældre tvivlede på, det var rigtigt, men kunne hverken få det be- eller afkræftet. Det viste sig senere, at det var en tidligere veninde, som var blevet sur på hende og have skrevet brevet. ”

Da Anne Nilukas forældre ikke ved, om det er sandt, fortæller de hende ikke, at hendes biologiske mor muligvis er død. Og med årene bliver Anne Niluka mere og mere interesseret i at møde hende. 

“Jeg er vokset op i 90’erne og 00’erne, hvor der var mange talkshows om adoptivbørn, der blev genforenede med deres biologiske familie. Talkshows, der har været med til at skabe et narrativ om adoptionbørn og genforeninger. Tanken om at møde min biologiske mor blev derfor meget romantiseret i mit hoved.”

Læs også

Sarah Askari Bülow: “Mine børn skal forstå, at alt ikke kommer på et sølvfad”

Det romantiserede billede krakelerer 

Da Anne Niluka fylder 17 år, tager hun med sine forældre til Sri Lanka. Hendes far bliver nødt til at fortælle om brevet, selvom han føler sig overbevist om, at hendes biologiske mor ikke er død.

“Hvis hun ikke eksisterede mere, ville drømmen brase til jorden. Det var en hård besked.” 

Familien kontakter det svenske konsulat i Sri Lanka, og kort tid efter modtager de en adresse og et telefonnummer.

Men mødet bliver ikke som forventet. 

“Min mor havde savnet mig i 17 år. Jeg var kød og blod for hende, og det var meget tydeligt, at hun havde mange følelser for mig. Hun græd og havde behov for at være tæt på mig hele tiden, hun krammede mig og holdt om mig. For mig havde hun været en tanke, et koncept, men ikke et rigtigt menneske. Jeg havde ingen erindring om hende. Derfor var det meget overvældende for mig, at hun vidste meget om mig og havde en klar ide om, hvem jeg var. Det var faktisk grænseoverskridende. Og det var ikke kun hende, jeg mødte for første gang. Jeg mødte hele familien, og det er vanskeligt at møde nye mennesker, når sprogbarrieren er enorm. 

Jeg havde en tro på, at alt det, der har gjort, at jeg ikke har følt mig 100% hjemme i Danmark, ville forsvinde. Og at jeg dér ville føle mig som et helt menneske. Men jeg havde aldrig følt mig mere fremmed.

Jeg lignede ikke de andre, jeg havde vestligt tøj på, et andet sprog og en helt anden kulturel baggrund. Det var hårdt at erkende, at det romantiserede billede ikke var virkeligheden.”

Anne Niluka og hendes forældre er sammen med hendes biologiske familie i fire dage. Da de vender retur til Danmark, begynder Anne Niluka selv at udveksle breve med sin biologiske mor. 

“Når jeg forsøgte at spørge ind til ting, blev jeg affejet. Det er svært at vide, om det var hendes eller familiens ønske, men jeg havde følelsen af, at mine ofte meget personlige breve blev læst op for hele familien. Derfor holdt jeg op.”

Mødet med hendes biologiske mor gør alligevel, at noget indeni Anne Niluka falder på plads. 

“Min historie og mit ophav er i dag håndgribeligt for mig, for jeg har fysisk rørt ved dem. Men der er også en sorg over, at min biologiske mor aldrig kommer til at få en morrolle for mig. Det er for sent, og vi er for langt fra hinanden.”

“Pludselig er jeg også egyptisk”

Anne Niluka er meget lys i forhold til sin familie fra Sri Lanka. Og hendes forældre har altid undret sig over, at hun ikke ligner andre adopterede fra Sri Lanka. I adoptionspapirerne står der, at faren var en tilrejsende landarbejder, som rejste igen. 

“Da vi besøgte min biologiske familie, spurgte min far ind til mit faderlige ophav. Men de var meget lukkede, og han fik intet svar.”

Men for 5 år siden får Anne Niluka kontakt til sin biologiske kusine på facebook.

“Hun er 10 år yngre end mig og mere åben. Hun er fra en anden generation, hvor kvinder har flere rettigheder og er mere vestligt mindede. Jeg spurgte hende, hvad hun vidste om mig. Og så fortalte hun, at min far er fra Mellemøsten. Hun sendte mig et meget grynet 80’er billede af min egyptiske far.

Historien lyder, at min mor arbejdede i et hus hos en egyptisk familie. Kvinden i huset havde en lillebror, som min mor fik et forhold til. De var meget forelskede, men de kunne ikke få hinanden, for hun var buddhist og fattig fra Sri Lanka, og han var fra en rig, egyptisk familie. Da hun blev gravid, rejste hun tilbage til Sri Lanka og fødte mig dér.

I en alder af 30 år var jeg pludselig ikke kun Sri Lankaner, men også egyptisk. Og pludselig kunne jeg forstå nogle ting omkring mit udseende.” 

“Verden møder mig ud fra, hvad de ser”

Anne Niluka vokser op i en provinsby, og hun skiller sig ud ved at være mørkere i huden end de andre. Og netop hendes hudfarve har hele hendes liv givet anledning til, at mennesker omring hende opfatter hende som værende mindre dansk. 

“Jeg blev mobbet som lille, og det gik meget på min hudfarve. Generelt er jeg i mit liv blevet opfattet og betragtet som værende ikke etnisk dansk. Og det er svært, når andres opfattelse ikke stemmer overens med ens egen. Jeg har altid set mig selv om en kokosnød. Mørk udenpå, hvid indeni. Jeg er etnisk dansk indeni. Jeg har ingen kultur eller andet socialt, jeg kan trække på i forhold til min etnicitet. Jeg har ikke andre referencerammer, men verden møder mig ud fra, hvad de ser. Og jeg forstår det godt. Alle mennesker reagerer på det, de ser. Men det er vanskeligt for mig at blive opfattet som værende udansk, når jeg ikke er andet end dansk.  “

Hun har ofte været misundelig på dem, der havde en større tilknytning til deres biologiske identitet, men har måttet erkende, at det for hende vil føles kunstigt at forsøge at blive sri lankansk eller egyptisk i hjertet. 

“Jeg er gået glip af en hel historie, en kultur, et liv, som jeg ikke har nogen forståelse for. For mig er Egypten et land med pyramider, solferier og Cleopatra, ligesom det er for mange andre danskere. Det er en sorg at have en biologisk identitet og kulturhistorie, som jeg er gået glip af, og som jeg ikke kan nå at indhente.

Det vil kræve meget tid og kræfter at blive del af en ny kultur, og det vil blive intellektuelt og ikke med hjertet. For mig vil det føles kunstigt. Skal jeg læse en bog omkring Egyptens historie? Skal jeg begynde at spise noget mere egyptisk og sri lankansk mad?  Det er ting, man får ind med modermælken. Jeg skal lære det som 30-årig, imens jeg bor her i Danmark flere tusind kilometer væk.”

Læs også

“For første gang i mit liv vil der være en i min familie, der fysisk ligner mig”

At få børn var helende

Samme år, som Anne Niluka besøger sin biologiske mor, får hendes adoptivmor konstateret kræft. Hendes sygdomsforløb strækker sig over fem år, før hun desværre dør af sygdommen. 

“Det er meget svært at forholde sig til, at jeg i dag har en mor, der kun er min mor af navn, og en mor, der føles som min mor, men som er død.”

Tre efter hendes adoptivmors død bliver Anne Niluka selv mor. Hun er på det tidspunkt 25 år og den første i vennekredsen til at stifte familie. To år senere føder hun sit andet barn.  

“Det var en stor sorg for mig ikke at have en mor at læne mig op af og spørge til råds eller ringe til, når verden var ved at vælte, og det drillede med amningen. Det ville jeg slet ikke kunne med min biologiske mor.”

Alligevel fandt Anne Niluka en ro i sin egen identitet, da hun blev mor, som hun ikke tidligere havde oplevet. 

“Det var vidunderligt at få sin egen biologiske familie. Jeg har selv lavet dem og ved præcis, hvad de kommer af. Det betød helt vildt meget dengang, og det betyder stadigvæk vildt meget.

Jeg kan huske den enorme lettelse og trøst i at kunne se mig selv i mine børn. Når man er vokset op uden at ligne nogen fra sin familie, er det fantastisk pludselig at kunne spejle sig i sine børn. Både udseendemæssigt, men også personlighedsmæssigt. Det har både været helende og meningsgivende. Mentalt har det også hjulpet med min identitetssøgen. Det gælder sikkert for de fleste. Men når man bliver forældre, er der meget af ens personlighed, der bliver forankret i forældrerollen. Man bliver væsentligt mindre navlepillende, både fordi man ikke har tid til det, men også fordi der er noget vigtigere at gå op i.”

I dag er børnene henholdsvis 9 og 11 år, og bevidstheden og nysgerrigheden omkring, hvorfor de ikke ligner deres venner, er ved at indfinde sig. 

“Der var helt klart noget, der faldt på plads, da jeg fik børn, men nu, hvor de er blevet større, er der også nye spørgsmål, der opstår. Børnene er nysgerrige på ting, som jeg ikke nødvendigvis har svar på, men som jeg ville ønske, jeg havde.

Skilsmisse 

For tre år siden går Anne Niluka og børnenes far fra hinanden. 

“Jeg blev gravid med vores ældste, da vi havde kendt hinanden i under et år. Jeg har tidligere søgt tryghed i mine relationer, måske på grund af mit ophav, og jeg var i den relation for længe, fordi jeg havde svært ved at tro på, at jeg godt kunne finde ud af at være alene. Derudover er det benhårdt at være småbørnsforældre, og der endte med at være for meget leverpostej og hverdag og meget lidt af det gode.”

I dag har Anne Nilukas børn også fået en lillesøster på deres fars side. 

“I mandags var vi ude på hospitalet og se deres lille nye lillesøster. Jeg tudede af glæde, fordi jeg kunne se, hvor glade de var. De har en virkelig god far, og jeg er velsignet ved at vide, at mine piger har det vidunderligt hos ham og deres bonusmor, som også er fantastisk.”

Nærmest som et symbol på, at alt er faldet på plads, har Anne Niluka og børnenes far tidsmæssigt fulgtes ad med nye kærester og nye graviditeter. Pigerne har det godt og er gode til at navigere i at have to hjem. Alligevel forsvinder den dårlige samvittighed aldrig, fortæller hun. 

“Det har gjort det lettere for dem, at de har haft hinanden. De har så meget hjem i hinanden, at det ikke har været så ensomt og hårdt at flytte frem og tilbage hver anden uge. Og det har klart hjulpet på den dårlige samvittighed. Men jeg vil altid have dårlig samvittighed over at have hevet dem igennem det, fordi jeg ikke kunne finde ud af mit eget liv.” 

Mor til tre

I dag har Anne Niluka netop født sit tredje barn. Det lå ellers ikke i kortene, at hun skulle være mor til tre. 

“Jeg har aldrig nogensinde haft en gigantisk drøm om at få børn. Og da jeg så fik børn, gik det op for mig, at det er en ekstremsport at have små børn tæt på hinanden. 

Da de blev store, blev de gode til at lege sammen, og jeg behøvede ikke at sidde og observere dem konstant. Jeg blev virkelig glad for at have store børn.” 

Men når man møder sit livs kærlighed, kan man ændre mening. Og det var det, der skete for Anne Niluka. 

“Jeg er vanvittigt glad for og forelsket i Simon. Han havde ikke børn og ville gerne have det. Jeg håber, vi skal være sammen for evigt, og så var det det mest naturlige i verden for mig at få et barn sammen med ham. Samtidig er det helt skørt, at jeg nu skal det hele igen, for jeg har nærmest glemt det.

Kort før fødslen spurgte min veninde mig, om jeg var klar, hvorefter jeg begyndte at fortælle om alle de ting, jeg havde købt og alt det praktiske. Men så gik det op for mig, hvad hun egentlig spurgte om. Og nej, jeg var ikke klar. Det var ikke gået op for mig, at der lige om lidt ville komme et rigtigt menneske. Et menneske, der bliver ligeså stor som de andre, og som skal være her for altid. Det er jo ikke bare en baby. Det er underligt, jeg havde det sådan, når jeg har to børn i forvejen, som er levende beviser på, hvad det bliver til.” 

Også Anne Nilukas to piger glædede sig meget til at få en lillesøster og spurgte interesseret ind til  graviditeten. 

“Jeg har været og er fortsat bange for, at de kommer til at blive skuffede. For babyer er også irriterende. De larmer om natten, og vi kommer til at blive trætte. Jeg har forsøgt at gøre det realistisk for dem og fortalt, at babyer kræver meget. Samtidig med jeg minder dem om, at det ikke betyder, at vi elsker dem mindre, eller at de betyder mindre, hvis det kan komme til at føles sådan indimellem.” 

Anne Niluka har 11 års erfaring som mor, og derfor forventer hun at blive mor på en anden måde denne gang. 

“Jeg føler på alle måder, at jeg er vokset med morrollen, og at jeg har lavet gode børn. Derfor er jeg ikke angst og urolig omkring det denne gang. Jeg har virkelig glædet mig til at skulle på barsel og gå rundt med baby og ikke hele tiden have følelsen af ikke at gøre tingene rigtigt, eller at jeg går glip af noget. Og mest af alt har jeg glædet mig til at få et barn med min kæreste, som er og bliver en vidunderlig far.”

Familien har talt om at tage til Sri Lanka med børnene en dag. 

“Det håber jeg, vi skal. Men det bliver fremmede mennesker, vi skal møde. Min biologiske mor elsker mig, og jeg elsker hende. Men vi kender ikke hinanden.”

Tekst Julie Teglhus, Foto private og Andrea Smidt