Forskning viser, at tryghed er helt afgørende i barnets første leveår for, at det udvikler sig til et trygt, robust barn med selvtillid og glæde ved livet. Men hvordan gør man helt konkret? Det kræver først og fremmest, at mor og far har ro og er tydelige – og tålmodige

0-3 måneder:                              

Prænatal forskning viser, at tilknytning mellem mor og barn etableres allerede i graviditeten. Når barnet lige er født, er det allervigtigste ro og hud-mod-hud. Få amningen etableret. Skru ned for barselsbesøg. Sluk telefonen lidt og skab hulestemning derhjemme. Baby har et helt nyt, umodent nervesystem, der ikke må blive for overvældet, så de første måneder kalder på simple living.​ Sørg for, at mor bliver passet på og ikke har for travlt. 

Læs også

Livsvigtig tilknytning: Giv dit barn en tryg start på livet

 3 måneder–1 år: 

Omkring 3-8 måneder etableres barnets tilknytningsmønster og tilknytningsadfærd. Barnet får brug for en fast omsorgsperson, som ofte er mor, og hun bliver del af den måde, barnet tilgår verden på. Skru op for glædesfyldt kontakt som sang, leg, kropskontakt, prutten på maven, øjenkontakt, rytme og dikkedikke. Barnets motorik, hjerne, nervesystem og bindevæv bliver udviklet på den måde. Mød barnet med nysgerrighed og glæde i øjnene. Jo ældre babyen bliver, jo mere kan man skrue op for stimulationen. Det etablerer dopamin – og et glædeskredsløb, som bliver modnet her.

Oversæt barnets signaler og lyt. Barnet kan nu kommunikere, hvornår det har fået nok, f.eks. ved at vende hovedet væk. Respekter dets grænser. Lad barnet vide, at det er set og forstået. Det er herigennem, at barnet lærer at finde og forstå sig selv. Spejl barnet tilbage. Ligeså meget som barnet har brug for leg, sjov og kontakt, har det også brug for beroligelse og blid berøring. Der sker så meget det første år, så hav for øje, at barnet ikke tåler for meget stimulation. Fokus på ro i nervesystemet er fortsat det vigtigste. Barnet skal opdage sig selv og have både leg og ro for at skabe en optimal sansebearbejdning i systemet.

Når, eller hvis, barnet afleveres i institution har det også her brug for tætte, velkendte voksne, der følelsesmæssigt møder, krammer, ser og oversætter det. Det skal spejles, og hvis man er sammen med voksne, der er forskellige og ikke følelsesmæssigt møder en, kan det gøre barnet utrygt.​ I skal sammen finde fælles rytmer, struktur og forudsigelighed . Børn elsker gentagelser, rytmer og samme måde at gøre tingene på. Det giver tryghed og forudsigelighed.

1-2 år: 

Fortsat masser af kærlig kropskontakt og øjenkontakt. Leg med barnet, syng, dans, hop og lad det mærke, at du vil det og ser det. I denne alder kommer barnet op at stå, det får meget vilje og begynder at blive styret af lystprincipper. Barnet har så meget lyst og nysgerrighed, men kan endnu ikke selv styre sine impulser. Derfor er det vigtigt, at mor siger nej og stop, når barnet gør noget, det ikke må. Man skal ikke være bange for at tage lederskab, selvom barnet bliver ked af det.

Ny hjerneforskning viser, at forældrenes tydelige nej hjælper barnets nervesystem med at blive fleksibelt, modner hjernen og danner gode hormoner. Det styrker barnets impulshæmning og støtter en sund selvfølelse, at det lærer at begå sig i livet og værne om egne og andres grænser. At kunne impulshæmme er et vigtigt element i et menneskes liv. Det betyder, at jeg – selvom jeg har lyst til at slå dig – så gør jeg det ikke, at man godt kan tåle at tabe i et spil, eller at blive fanget i fangeleg og ikke knækker, hvis man ikke får et 12-tal. Forældre skal derfor være tydelige i sine grænser allerede her. Man må godt hæve stemmen, men skal selvfølgelig aflæse, om man er ”for tydelig”. Kommunikationen og kontakten med barnet skal være relationel tryg. Så hvis barnet dukker nakken af skam, er det vigtigt at regulere det igen og anerkende, at det ikke var rart. ​

2-3 år:

I alle aldre er det vigtigt, at barnet kan mærke den voksne. Det er ligeglad med, hvilke ord vi siger. Barnet mærker og kommunikerer med vores inderside. Vi skal kunne tåle, at vores barn bliver vred eller ked af det, så vi kan støtte det gennem store følelser. På den måde lære barnet at rumme dem. Forældrene skaber således her skabelonen for barnets følelsesliv. 

Verden åbner sig meget i denne alder, og barnets egen autonomi bliver tydelig. Lad barnet søge ud, men vær stadig den trygge base. Vi skal have tillid til, at verden er et trygt sted, og hvis mor og barn har opbygget en tryg relation og har gode erfaringer sammen, ved barnet også, at det altid kan komme tilbage og regulere sig hos mor. 

Det hormonelle ro- og glædeskredsløb er evigt vigtige. Så kropslige udfordringer, glædesfyldt samvær, masser af nærvær, fangeleg, gemmeleg, flyveture og udforskning af verden gennem sanserne er godt. Børn i denne alder begynder at kunne kamme over og få flere ‘hysteriske anfald’, fordi der er så mange hormoner i spil nu, og barnet også har mange kræfter. Det stiller krav til os forældre om, at vi skal kunne tåle og rumme, at barnet bryder sammen. Mange gange.

Læs også

Fie Hørby – om nutidens opdragelse

Vores egne nervesystemer kræver også meget omsorg i denne alder. Mor skal finde ud af: Hvad kan jeg tåle, for at jeg kan bære mig selv følelsesmæssigt? Og hvis hun har brug for lige at gå ud af rummet et øjeblik for at få en pause, skal hun gøre det. Denne alder kræver tydelighed, tålmodighed og ikke at gå ind i magtkampe med barnet. Hold fast i dit nej, men anerkend barnets følelser. Barnets hjerne er i rivende udvikling og begynder at kunne sammensætte følelser med ord, så det er vigtigt at anerkende følelserne: “Jeg kan godt forstå, du gerne ville have den is. Det bliver du ked af. Og jeg vil ikke give dig den.” 

Overgange er også vigtige – f.eks. fra morgenmad til flyverdragt og ud ad døren. Børn kan ikke tåle hurtige overgange, så giv tid til dem. Børn har brug for gentagelser, og at man siger de samme ting mange gange, og at forældrene forbliver rolige og giver følelsesmæssigt følgeskab gennem dagens overgange og hverdagens rutiner. ​Vejen frem er struktur, forudsigelighed, rytmer, trygge, kendte voksne og en tryg base for barnet at udforske sin lille verden fra – og samme trygge base at vende tilbage til.

Kilde: Annemarie Clement, underviser, psykoterapeut og professionsbachelor i psykomotorik og biologisk traumeterapeut med speciale i tidlig tilknytning.

Tekst Karen Pallisgaard